Titia

Jeg venter
mine øjne er fæstnet mod vinduet
i køkkenet smiler komfuret som et kranium
ledninger vrider sig i netværk bag højttaleren
telefonen imploderer under tavshed
ingen har meldt sig i aften

Så jeg venter ved vinduet
hvem venter jeg mon på?
smiler ved mig selv
måske har nogen set mig måske ikke
set min profil

Blikket fast rettet mod gaden
ansigtet bøjet en anelse nedad
mit mørke hår klæber uvasket
køn er jeg egentlig ikke
men jeg har et tæppe af mos under huden
det dufter let af muld og regn

Når mit blik hviler på din krop
fæstner det drypsten til dit hjerte
min elskov er en verdensbrand
der kan tændes og slukkes som jeg vil

Jeg kysser som en manisk tiger
tir mig ikke!

Jeg tror jeg er søvnig i aften
neonlyset er så charmerende
det svirrer let mellem persiennerne

Når jeg sover sover jeg dybt og længe
i et landskab af inderlig nødvendighed
med tåge over brune marker
i morgenernes morgen
farver fader ind og ud mellem natten og dagen
brændinger kaster fluorescerende skum
den sidste og den første kyst
hvor du mødte solen allerførste gang
alene på en flade af støv og ubrudt nøgenhed

Når jeg sover er byen unødvendig
når jeg vågner er jeg overalt bare med et blik
smelter jegind i verden
vender blikket væk og størkner
mit aftryk er relieffet af alting

Jeg skaber kunst af alt hvad jeg er
med min signatur
kastet som et net over dit sind
du er indkapslet i mit hvide rum

Jeg har aldrig ladet dig gå
vil aldrig lade dig gå