mandag den 29. november 2010

Daniel (Skrivegruppen #13)

Så er de der igen med alt den snak. Det ligger på kvalmegrænsen. Stolpe op og stolpe ned om, hvad det vil sige, at skrive. Mundsvejr. Skriv for helvede i stedet. Al den snak er unødvendig. Nej, siger de, den er strengt nødvendig, og de bakker på deres piber og retter på deres briller, som er sorte eller skildpaddefarvede med firkantet stel. Normalvis går de i sort rullekravebluse, men i dagens anledning er de klædt i lyserød tyl. Det er nødvendigt for processen, hævder de. Hårdnakket. Processen er nødvendig. De er nødt til at skrive.

Der er en fyr, der hedder Daniel, som mener, at han burde være med iblandt dem. Kan han skrive, spørger de? Daniel mener selv, at han er en glimrende skribent. De læser de sider, han vedhæfter som filer. Der står ikke noget på dem. De sammenligner siderne med deres egne. Der står heller ikke noget. Daniel ler sært, når han overværer den forvirring, han skaber i gruppen. Ja, for det er en gruppeproces. Det må man endelig ikke tage fejl af. Daniel har gået på RUC, så han kender alt til gruppeprocesser. Det er ikke fordi, han er stor tilhænger af den slags, egentlig er han på bunden ligesom sin far, venstremand. Han klæder sig dog i sort og bærer arkitekt-lignende briller, hvilket får ham til at passe ind i gruppen.

Jo, Daniel blender fint ind. Han er nærmest gennemsigtig, og det gør ham farligere end som så. Men allright, de har en proces. Den filer sig igennem dagen som en lang, ubrudt linje. Det lyder som en skærebrænder, når linjen skærer sig ind i huden, og Daniel bemærker, at processen foregår topstyret. Der er en i gruppen, der styrer det hele. De korser sig. Nej, det er en gruppeproces. Nej, siger Daniel, der er en der trækker i samtlige tråde. Nej, vi har en flad struktur, bedyrer de. Sproget er demokratisk. Virkelig? Daniel bakker på sin pibe, men er der i grunden ild i den? Det vides ikke. Rullekraven når ham op til hagen, der er noget forkert ved det. Den burde stoppe et helt andet sted på halsen. Det omgiver situationen med en vis mistænkelighed. Daniel mistænkeliggøres. De spørger ham ud om hans fortid. Han har ingen, siger han. Han er et produkt af alle deres ord, en golem, et natskyggevæsen.

De føler en let forstyrrelse, som om der er noget der banker let på deres hovedskal. Hov, hvad var det for en lyd? Vi må hellere gå ud og kigge efter. Daniel ler sært og virker som om han har sin helt egen agenda. Han vil noget. De anklager Daniel for starfuckeri. Daniel tilspørger dem, hvad en stjerne egentlig er, og om det er sådan en, han knepper. Er det et himmellegeme, en glødende kugle af plasma i dynamisk balance? En berømthed? Et menneskeligt væsen, der udsender et stærkt lys? Han lægger dem ord i munden. De føler den velkendte kvalme. I hjørnet sidder alle ders fædre og bakker på deres respektive piber, ildløse, og bladrer deres aviser igennem. Nu kan det være nok!

Det er dem mod Daniel. Og han står bare der og smiler. Det er dybt provokerende. Han anklager dem for ord-rufferi. Føj for helvede. En slem anklage. Med den står de til noget i omegnen af betinget livstid. Buk jer ikke efter sæben, ler han, diabolsk. Der sidder en hel del advokater nede i salen, men de virker febrilske. Uforberedte. Der er dog en af dem, en ung advokat nys udklækket fra jurastudiet. Han er stadig våd af fostervand. Han er kvik. Hans blik er årvågent. Han finder et ringbind frem, han finder flere ringbind frem. Salens sum af nervøsitet laver en spændingskurve, der er forholdsvis generende, idet den skaber en tinnitus-lignende lyd i retslokalet. Den unge advokat ser henholdsvis på dem, og på Daniel. Der er noget resigneret i hans fremtoning, der modsvarer den nyudklækkede advokats kække årvågenhed. Det gør dem nervøse. Meget nervøse. De ser i hans blik, hvad en dyb fornemmelse allerede har meldt dem på forhånd. Der er én, som kun er her for at ødelægge teksten, og det er ikke nødvendigvis Daniel!!

torsdag den 25. november 2010

Subliminal*

Subliminal besked #1: Panorering over sommerlandskab, græssende får, stråtækt landsted, storke i rede, kirkeklokker, kronhjort ved sø, stor fed pik,dunhammere, åkander, silhuetter af piletræer, høje cumulusskyer over himlen.

Subliminal besked #2: Tre tatoverede muskelbundter knepper asiatisk pige i alle huller, pikke sprøjter ud over hendes glatte krop, sæden løber fra hendes læber, hun stønner liderligt, solnedgang over Skagen, giant dildo penetration i gynækologstol, cumshots over stram røv.

*Tak til Andreas Hjertholm for ideen

søndag den 21. november 2010

Den farlige hummer (Skrivegruppen #12)




Noget går galt, når jeg arbejder med filerne. Jeg gør det forkert. Jeg kommer til at slette dem næsten hver gang.

Jeg forsøger at vedhæfte en fil. Af en eller anden grund er den ikke aktiv, når jeg klikker ind på ”vedhæft fil.” Bogstaverne er grå, hvor de plejer at være sorte. De er inaktive. Det irriterer mig.
Jeg har lagt filen på en fremmed computer. Det kunne bringe mig i vanskeligheder.


Jeg ved ikke hvilke netværk denne computer er en del af. Det kunne blive problematisk.
Jeg er næsten nøgen, mens jeg sidder foran denne fremmede computer. Det skal gå hurtigt. Indehaveren af computeren er ude af huset et øjeblik, mens jeg forsøger at vedhæfte filen, som fremstår som inaktiv, og jeg har ingen idé om, hvorfor.


Jeg sidder halvnøgen og forsøger i hast at vedhæfte en fil på en fremmed computer. Det skal gå hurtigt. Tanken om at mit forehavende mislykkes, fylder mig med en vis frygt.


Jeg har ikke nok tøj på. Jeg ryster i kulden. Fumler med musen. Filen er inaktiv. Jeg lugter messing. Jeg lugter messing i rummet. Det er en rød lugt. Jeg tror messing-hummeren er i rummet. Dette kan blive MEGET PROBLEMATISK. Lugten af messing fylder rummet helt. Ja, det er farligt og problematisk, for hvis jeg ikke får vedhæftet den fil, så vil hummeren klippe den i stykker med sine store messing-klosakse, og det går ikke, for det er et meget vigtigt dokument.
Jeg vender mig om på kontorstolen og betragter hummeren. Den ser på mig med sine øjne på stilke. Den står og klipper med sine klosakse i luften på en demonstrerende måde som en mafia-håndlanger. Ikke aggressivt, som en hooligan, stille og roligt, demonstrerende. Det går ikke, hvis du ikke får vedhæftet den fil, siger den. Den fil skal vedhæftes. Den skal bare vedhæftes. Ellers er du en sten i min hummer-sko, som kommer til at blive fjernet.


Jeg er nøgen foran en fremmed computer. Hummeren har klippet mit tøj af, fordi den demonstrerer sin magt på fuldstændig vulgær vis. Fræk hummer. Det kan stadig blive en problematisk affære. Samtidig tænder det mig på en fuldstændig absurd måde. Hummeren er stor og hummerfarvet, og den er næsten fallisk i sin vælde. Jeg har før set den stikke sine følehorn op over søbredden i månelys. Ulvene hylede op mod månen. Nej, det var en ulv og en hund, en tysk pointer. Hummeren gad ikke høre på det. Den sank ned i vandet igen, og jeg har ikke set den igen før nu.


Den fil skal vedhæftes, ellers er der hummer-øretæver i luften. Jeg roder med musen, mens jeg hører klippelyde i luften. Jeg blir nødt til at knalde den hummer, så vil den muligvis udvise velvilje. Hummeren har stor magt. Jeg ved det. Vi ved det alle. Legenden fortæller, at den orkestrerede Da vInci-mysteriet, og som en lille dekadent detalje beordrede David Owe til at poledance i Det Sixtinske Kapel. Det ydmygede ham totalt. Det er derfor han udgav det der lorte-album. Hummeren tog det bedste af ham. Den er magtfuld, meget magtfuld. Og stilfuld, mens den står og klipper i luften. Hummerfarven er så funky. Tidløs, elegant.


Sådan er hummeren,tidløs, elegant, stilfuld og MEGET FARLIG! Derfor vil jeg nu smide trumfen, en cliffhanger:


Vil jeg få vedhæftet filen? Vil hummeren slå mig ihjel?




fredag den 19. november 2010

Fedt indlæg. Totaaaal street cred til undertegnede for dét!

tirsdag den 16. november 2010

Hvad? HVAD??

”Der”, siger hun og smøger det ene ærme op
”Og der”, siger hun og smøger det andet ærme op
hun oser af indædt raseri
hun går hen til ham hvor han står
og drikker bajere med gutterne
og så råber hun ellers af ham,
eller sådan ser det ud
for der kommer ikke en lyd ud af hendes mund
og kors, hvor det forvirrer dem
så de taber deres flasker
hold kæft en mærkelig kælling!

Skamløs reklame

Find det lille bjerg med høretelefoner, og så får du ganske gratis Andreas Hjertholms fremragende album "Storhedsvanvid." Nyd det, det er virkelig fantastisk!

mandag den 15. november 2010

Kirsten, den so

Kirsten er en so. Vi taler om Kirsten! Kirsten er en hyklerisk, røvslikkende, bagstræberisk, starfuckende, medløbende, eftersnakkende stikkerso, og ikke nok med det, hun er også dum. Så er det sagt. Kirsten er en røv med ører.

Kirsten spildte mit liv. Jeg var et øjeblik uopmærksom nok til at lade hende gøre det. Jeg fortæller dig dette, for at hun ikke også skal spilde dit. Vær årvågen. Vær beredt. Kirsten er derude. Men mit had brænder så rent og klart, at jeg vil lade det lyse for dig.

Jeg vil selv blive genstand for frådende massers foragt for at udbrede denne sandhed, men jeg er uden frygt. Jeg har stået foran afgrunden. Jeg er vendt tilbage fra De Dødes Rige, hvor jeg kæmpede med Kirsten ned gennem århundrederne. Derfor står jeg her i dag med denne Sandhed, som jeg bringer dig her og nu, og som vil lade dig forstå fuldt ud, hvem Kirsten er, og hvordan hun virker i dit liv.

For når jeg siger C.W. Obels Plads (10. oktober 1985, støvregn), så er der jo ikke nogen tvivl om, hvad jeg hentyder til - vel?