Kalk

Jeg skraber lag af kalken på muren bagerst i haven
bogstaverne forsvinder blot dybere ned i kalken

Støvet lægger sig på min tunge

Vender mig om ser tusmørket på frugttræerne
der er svimlende dybder i løvet som jeg kan fortabe mig i

Erindringen
om den dag, da vi sammen mugede ud i stalden
solen skinnede ind gennem den åbne vognport
gav dit ansigt glød
betragtede dig stjålent jeg svedte mens jeg skovlede halm op på ladet
med ærmerne smøget op

Du var smuk
koncentreret
arbejdende
du var smuk

Vi tippede læsset af på møddingen der dampede let
da vi vendte halmen med en greb så du på mig et øjeblik
spørgende
som vidste du lige netop da ikke hvem jeg var
og jeg vidste det heller ikke
vore spørgsmål rørte hinanden uden ord

Nu er du væk som de ord vi alligevel savnede

Jeg står i haven og skraber lag på lag af kalken
de øverste stadig solvarme lag
de dybere som rækker
mod en dybere kølighed helt ind
ind til sprøde bideklare teglsten
lægger mit ansigt mod stenene slikker på dem

Støvet lægger sig på min tunge