tirsdag den 28. september 2010

Viktoria


Forbrænding (Skrivegruppen #11)

Når de vågner om morgenen, ser de ud af vinduet, og de ser sproget nede på gaden, i færd med at brændemærke forbipasserende med glødende jern. Det er på sin vis både en kompliment og en fornærmende gestus. Det er så tydeligt, hvad sproget gør. Det er næsten irriterende i sin klarhed. Det sender en strøm op mod vinduet, som rammer dem som et lyn hver morgen, og det vil ikke lade dem være under nogen omstændigheder.

De bliver nødt til at skrive. Det er ikke et valg. De prøver på at holde det hemmeligt, men der er altid en glød omkring deres pande, som afslører forbrændingen. Sproget står nede på gaden, hænger ved Thai-Corner, og det kaster sten op på ruden, alene fordi det ved, det irriterer dem. Det stinker. Sproget stinker simpelthen. Det kræver nøjagtig organisering og en del rengøring. De prøver i dette øjeblik at lægge en meta-folie omkring det. Det gør det lettere at håndtere. Undtagen når der går ild i det. Så brænder det, og det bliver ved med at brænde. Narrationerne gløder som tråde i en pære.

Sproget råber af dem nede fra gaden. Det lægger sig i containere og overdækkede vogne for at gøre sig interessant. Det skilter med alt det der ikke tåler dagens lys. Unge rødder slår på sproget for at få det til at makke ret, men det virker ikke. Sproget kniber udenom og transformerer sig. Nu står det bag et skur med en kølle. De får at vide, de ikke må fortælle til nogen hvad de ser. Men de ved også godt at det er en skin-manøvre. Sproget er exhibitionist. Sproget er en domina, og de er en lang række af slavehunde. De holder tand for tunge indtil de brækker sig af alle de ord. Ønsker de overhovedet at kende indholdet af de bunker de ser udenfor deres vinduer? De er ikke sikre. Iskolde ilinger løber ned ad deres rygrade, og de ser hinandens ansigter blegne, og deres lette ængstelse modulere til dump angst, da de virkelig erkender, hvad sproget forlanger af dem. Det går op for dem, at de må bevæge sig dybt ned ad sprogets trappe før deres opgave er fuldført. Der findes nedgange, de må følge. Huller i jorden, som vil blive kastet til efter dem, medens de bevæger sig derned. Ingen andre vil blive inddraget. De er alene. Selvom de ser hinandens ansigter, ser de alligevel intet. De hører kun sprogets konstante brølen i deres ører, og sætter synsnerven i svingninger, der lader den operere kun i mørke. Ingen andre bliver inddraget i hvad der findes på bunden eller om der overhovedet findes en bund. Hullet gaber for deres indre blik. Der findes ord dernede, der vrider sig som slimede orm. Hullet er dybere end de troede. Der findes subtanser af ord, olie, kviksølv, flydende materialer, som gennemsyrer deres væsen.

De prøver at beruse sig for at glemme. Sproget er nu arrangeret på en kunstfærdig buffet; hvis det var passende, ville man kunne bruge ordet æstetisk om arrangementet. Men der står en isskulptur af kolde ord og smelter ned i retterne. Det er uappetitligt på grænsen til det kvalmende. Det ændrer smagen og teksturen. De stopper deres munde, men ord bliver ved at vælte ud. De er jo syge. Det er utroligt man ikke kan se det på dem. De bliver jo lokket ned i hullet for at dø. Kvinder bryder ud i tårer, andre rynker på næsen af dem. Det er deres skyld. De lader ordene sive ind som råddent vand. De sender sproget et bønfaldende blik, før de må løbe ud for at brække sig, brække sig gavmildt. Natten er sort af ord, mens de vrider sig i smerte af den syre, der stiger op gennem systemerne. Der er linjer, der skærer sig som svejseflammer hen over himlen, og det lyder som et et ordløst skrig. Grædekonerne er så grimme. Den måde de bliver betalt for deres omgang med sproget. Det er nok det mest uappetitlige i hele affæren. Deres sko af død hud.

Om morgenen står de omkring hullet og betragter den låge,der giver hullet kontekst. Hullet er ikke i sig selv interessant, men det at der er en tung smedejernslåge ovenpå, omgiver tanken om hullet med en vis fascination. Når de betragter den scene, der nu står i, er det som om den starter forfra, set på lang afstand kommer de løbende fra alle retninger ned imod hullet. Det er altid vanskeligt at nærme sig det hul; de har taget tilløb til det hele deres liv. Derfor er det klart, at scenen må gentage sig et par gange. De har altid udgangspunkt ved en klynge af containere i skovbrynet, og så løber de alt hvad de kan ned mod hullet. De slikker på lågen for at åbne den, men først sætter tungen sig bare fast, som var den frossen, men det er fordi den består af ru fibre, der låser sig til tungens papiller. Det kan synes anstrengende.

Nu er de nede i hullet. De prøver at komme derned, alle sammen på en gang, og på mirakuløs vis lykkes det umulige projekt. Side om side falder de; bumper ned ad trappen som tumlinger. De falder ned i et rum. Det er et afrundet rum, og alle kanter er udglattede, så eventuel fugt kan kondensere sig og løbe ned mod en rist i bunden. De kan se den er der, fordi den er oplyst af en enkelt kegle af lys. Udover afløbet og døren, de er kommet ind af, er der ingen mulighed for at komme ind i rummet. Med bevidstheden om at dette er et vådrum, følger der også hos dem en trang til ved hjælp af hysteriske skrig at abortere hele affæren. I stedet er de begyndt at bevæge sig rundt i rummet.

Der er en spænding i luften. Der er en klang i deres ører, som bestemmer enhver bevægelse. Den gør dem ubevægelig. De forstår ikke, hvad der sker. De bliver fremmede for hinanden. De ser de er nøgne, og taler i tunger. De finder pludselig ud af, hvad de kan gøre med alle ordene. Og spændingen stiger.

De forstår at der i rummets mørke findes en ovn som ingen andre. Det er den endelige ovn, den ultimative ovn, som sørger for den absolutte forbrænding. Der er en varme, en følelse af pulseren, en egentlig puls, der får rummet til at føles levende, organisk. Forbrændingen er tydelig gennem ovnens låge. Egentlig er ovnen på ingen måde gennemskinnelig, men forbrændingen er af radioaktiv karakter og får dermed deres kroppe til at lyse og blive gennemsigtige. De ser på den måde gennem hinandens organer. De bevæger sig mod hinanden i en rundkreds. Loftets lyskegle og ovnens puls får rummet til at snurre så hurtigt at deres gennemlyste kroppe giver optisk indtryk af at være et. De husker at en propel på fuld hastighed synes at stå stile, hvorfor de ikke umiddelbart forfærdes over det faktum, at deres organer synes at være ét. Mens maskinen synger så højt at alting forsvinder, snurrer rummet, og de ser ikke andet end hinanden som en blodrød ring med en lyskegles cirkelrunde prik i midten.

Ermelunden, eftermiddag, september (Skrivegruppen # 10,Rasmus' metode)



Her er lyst som en højsommerdag; på søbredden fortæller kun let gulnet egeløv at det er efterår, og kun det fjerne, summende bånd af biler fortæller, at dette ikke er et maleri af Lundbye eller Skovgaard, for alt er idyl. Der er åkander i den brunvandede sø, og blishøns; de dykker efter føde, og blå guldsmede med lange kroppe svirrer over vandoverfladen.


Græsset hvor jeg sidder, er kort som i en engelsk have, vedligeholdt af de græssende heste. I modlyset stråler det grønnere end noget andet grønt! Endnu få smørblomster og en enlig mælkebøtte råber stædigt sommeren ud over landskabet. Skræpperne der hvor bakken skråner, er gennemlyst af sol og vibrerer mod den blå himmel. Det er en af de lysende dage, man næppe tør tro på var sande, når mørket igen er faldet på.


Alle elementer, naturlige såvel som af mennesker placerede, spiller sammen perfekt. Intet forstyrrer. Jeg er placeret i et perfekt idyllisk tableau. Bagved skoven, udgør vejen en flod i lineær lydlig bevægelse. Dette sted er stadig sandt i dette øjeblik. Nu. Men aldrig herefter når mørket atter opsluger verden.

fredag den 17. september 2010

mandag den 13. september 2010

Ja.

hudmand hårkat knoglebarn

hjertegorilla leverfortid øreko

næseslægt mundgrib himmelmorgen havfar markfremtid bjergkæreste sandkornsgris græsjob træmor skyelefant

stjernekongeørn
solnu

den groteske hund
den bizarre høne
den enkle aften
det komplekse jeg

fredag den 10. september 2010


Uden titel (mandsportræt, 2008)

Der er noget skrøbeligt over ham, noget spøjst. Han er frisk i replikken, lidt smart i betrækket, vil nogen sige. Jeg ved godt vor jeg placerede min identitet, den som jeg nu samler op fra gulvet i småstykker. Og ham – hvor placerer han sin? Han skjuler sig bag sin friskhed. De øjne, han lavede til mig, kække hundeøjne i forskellige positioner. Så det dybe drag, han tog af jointen, mærkede den lette forvirring, der opstod i kølvandet af den blågrønne røg. Hvad venter der mig i rusen? Forsvinder jeg ind i dens planteverden? Ville gerne kunne dele den med ham. Men vores elskov var lidt for sporadisk.

Selv svæver jeg. Flyder i et bølgende rum. Ikke engang høj. Svært at få adgang til mine egne tanker. Der er en frossen væg imellem dem og mig. Jeg kan høre dem og føle dem, men det er helvedes svært at komme til at gøre brug af dem. Måske et par velplacerede stimulanser? Til at jage hovedpinen ud af sit jerngreb. Ja, lad mig få stimulanser. Lad mig ikke blive beruset, bare stimuleret. Der opstår brudflader i hans ansigt når han skifter fra en følelse til en anden. Han langer ud efter mig og rammer fra tid til anden vitale dele, og der må etableres et sandhedsvidne mod indre blødninger. Jeg takker himlen for min vidunderlige ven. Stikker hovedet i stimulanser og overspringshandlingers filtrede buskadser. Umættelig, ustoppelig. Ved jeg har overgjort det, og holder arme mod lyset for at identificere indsnævrede årers placeringer. Men morgenlyset og iskoldt vand skal lutre og rense dette forbandede legeme! Engang mit stål! Engang mit opium!

Der er tilsyneladende en vidunderlig udsigt fra mit hjertes vinger. Djævelens jerngreb skal aldrig fratage mig morgenens illuminerende klarhed. En bevægelse fra stilstand hen imod konstellationer af klart brændende bygninger, som sender lys ud i det uendelige rum. Tilbage til udgangspunktet: En mangel på lidenskab viser sig som en indfaldenhed i hans aura. Jeg kan ikke bringe vore energifelter sammen i en harmonisk forening. Han er den Faldende Mand, et udtryk for bevidst fravalg. Det giver ikke anledning til bestyrtelse, kun en let kløe afslører irritation. Hans navn hugges ind i sten under en lang række andre navne og mindes uden konkrete detaljer, uden storslåede, smukke billeder; den ære vises kun de ganske få i erindringens godtepose. Jeg sagde få. Ingen blodige detaljer, kun et flygtigt strejf af støvet luft fra et afstøbningsværksted.

Han fravælger lidenskaben, tilvælger distance. Han udvælger ynde og omskriver den for at gennemføre sit halvhjertede projekt. Jeg mærker en pludseligt længsel efter en træstamme ved en sø, at kunne kaste mig gennem mørket for at nå den og lade mine hænder glide gennem vandet fra dens frønnede overflade.

Grå mellemrum manifesterer sig i mørket. Han kaster tråde ud efter ømhed, og alligevel er der mange andre, som falder dybere end han. Han er usikker. Han skjuler det godt. Overvældende træthed og beruselsestrang! De evige tre er en sejlivet myte. Kvalmen når mig. Jeg har overgjort det. Været under indflydelse af overraskende tømmermænd, der ikke har været proportionale med mit indtag. Dog føler jeg trang til at beruse mig, med faren for at miste min mentale sundhed. (Er den ikke allerede fortabt i dybe kløfter?). Erkendelsen når mig, at der var en fordel ved at være en åbenlys klovn, end en, der forgiver at gøre tingene rigtigt.

lørdag den 4. september 2010

Kirsten du spildte mit liv

Kirsten dine fede flæser
tyve år med dig
fløjsfjols på cykel med airbag
i regnen med blød paraply
de sidder i rundkreds
omkring dit fedtede
centrum

Kirsten din so

Du spildte mit liv
mig og min livslange røvtur
himlens stjerneklare
havneluder

Kirsten din so

Kirsten dine gule gardiner,
so, du spildte mit
langt ned i afløbet-liv

Kirsten, dig
og din postmoderne
(postmortem) PMS

Så hysterisk vil du
fajancevaserne!