søndag den 18. juli 2010

Homunculus


Lille menneske, lille underudviklede menneske! Hvordan kan du udholde dig selv? Du repræsenterer essensen af middelmådighed. Du udfører essensen af Klynk. Din hjerne fyldt til randen med rådden lort, Klynker! Gå og dø! Jeg hader dit betændte patetiske fjæs. Kys sumpen som en alge. Lev på smerten som mos. Snylt på din nabo, Parasitus. Jeg er din overmand. Den som ikke adlyder, dør!


Din mund er levende med tusindben og skolopendre. Hvorfor sidder du der og klynker med en lortefyldt hjerne? Jeg spytter i dit fjæs. Dø, røvsuger. Din verden er fortabt. Saml ruinerne op. Du forsøger at undslippe tsunamien og fejler. Ryster som et espeløv når dragerne kommer for at smovse i dit blævrende kød.


Ved du hvem jeg er? Jeg er din herre og overmand. Alt hvad du forsøger, er dømt til at falde. Jeg kommer ind gennem sprækkerne. Det er mig, du kan skimte i periferien. Jeg ser ind gennem hullerne i din bevidsthed. Det er mig, du skimter i mørket, men aldrig tør se på, for når du erkender mig helt, vil du vide at jeg altid er til stede, og du vil endeligt vide, at du kun er en sølle Klynker med orme krybende ind og ud af dine tomme øjenhuler.


Du er et af de børn, som Kronos fortærer, og når han har opslugt dit sølle skrog, så er du min bitch. So. Stinkende svin. Gå og bliv kneppet i røven.


Gribbe formørker himlen. Sort røg rejser sig fra det der engang var byer. Øjne bliver fyldt med røg og tårer. Du står foran dit fald. Dø nu eller dø senere!

fredag den 16. juli 2010















En sjælden farve nat (Skrivegruppen #8)


Johnny står på sit badeværelse og børster tænder. Vandet løber ned i vasken, mens han spytter ud. Væggene er beklædt med hvide klinker, og gulvet med terrazzo. Johnny tænker på Rundetaarn. Han ved ikke, hvad der har fået ham til at tænke på netop den bygning; en eller anden underbevidst associationsrække må have åbnet for erindringen om dengang han var med 9. klasse i København. Han husker at der lugtede af kalk, støv, det lugtede af ælde. Det var sommer, og pigerne havde lette sommerkjoler på, og det var spændende, det var ophidsende, når drengene løb foran op ad de snoede gange i tårnet, gemte sig I nicherne og sprang frem og kildede pigerne, når de kom forbi. Læreren skældte ud. Han husker vikaren, Lisbeth, Elisabeth, en studerende fra seminariet, som var af asiatisk herkomst, smuk, fine træk, langt, sort håt. Han husker Malene fra klassen, flotte Malene, som var lidt mere udviklet end de andre. Hendes hår var lyst og bølget.

Den mødom rider ham som en mare og har gjort det gennem en årrække. Det er ellers ikke fordi han er dum eller grim eller noget, der har bare ikke været lige hende på det rigtige tidspunkt, og han har ikke mødt den rette, det er sjældent han kommer I et forum, hvor han møder nye piger. Han er IT-programmør og arbejder ofte hjemmefra, og spiller World of Warcraft I sin fritid. Johnny er også lidt genert, men han skulle mene, at han er en sød nok fyr, den mødom er bare lidt af en partykiller, en dørstopper, et problem, der skal løses, før han fpr alvor kan komme videre. Af nye veje. Mod nye højder.

Johnny er træt af den vulgære opvisning af teknisk power, han har sofistikeret sin håndværksmæssige kunnen til, hans blankslidte håndflade. Problemet skal løses, og det kan lige så godt være nu som senere. En yderligere tøven vil ikke gøre noget bedre i morgen, det vil ikke gøre beslutningen nemmere, og selvom Johnny ikke er den mest udadvendte fyr I verden, den mest handlekraftige eller højtråbende, så er dette problem så påtrængende nødvedigt at løse, at det er nu, han skal ud i natten. I denne nat.

Det regner udenfor, gaden er altid skinnende glat som en ål, og denne nat har en en kvalitet af mørke, våd og mørk som indersiden af et æg er den, og det ansporer ham yderligere, da han træder ud i regnen, for han er skjult. Mørket era f en særlig diskret karakter. Gaden er lige og lang, og ruskindsjakken holder ikke regnen ude, men nede for enden af det der forekommer ham at være boulevarden på vej til enten himlen eller helvede, og så lige til højre, der ligger Club Phuket.

Der er mange små kælderlokaler på den lange gade, som tilbyder lyssky services, men der er et eller andet ved lige netop Club Phuket, der har tiltalt ham i længere tid. Måske de kunstige orkideer i vinduet, måske det nuttede, lyserøde hjerte med et ansigt, der blinker og smiler, som om det der foregår inde bag ved ikke er så slemt endda. De små skåle udenfor med mad og drikke, de duftende røgelsespinde, som er stillet frem som ofre til Buddha tiltaler ham, det virker sødt, uskyldigt.

Johnny tager en dyb indånding og åbner døren indtil receptionen. Receptionisten er helt vildt sød, da hun byder ham velkommen, hun smiler rigtig kært og ligner lidt hende, han købte en curry hos inde i centrum. Hun beder ham tage plads og vente, og Johnny synker dybt ned i lædersofaen, lettet. Her finder han et blad, noget, som skal forestille et erotisk magasin, som fremviser mange forskellige redskaber, et produktkatalog ligner det faktisk, fra grossisten, og han når da også at undre sig lidt over de forskellige genstandes anvendelsesmetoder, specielt en blå dims han ikke når at læse nærmere om, da den pige, som er tiltænkt ham træder ind gennem det blomstermønstrede bambusforhæng. ”Velkommen til Club Phuket”, siger hun og smiler glædesstrålende, da hun ser ham, og han rejser sig hurtigt, star nærmest skoleret foran den spinkle og ikke særligt høje, men særdeles kønne piger, som smiler og smiler som en lille sol med hovedet på skrå, og tager hans hånd, og han følger efter og overvejer, om det hun egentlig sagde, var ”Velkommen til Club Fuck it”, men om lidt er alting ligemeget, og det, der foregår i det orientalsk indrette rum med paneler med billeder af dansende gudinder og pagoder, det dæmpede røde lys, det er så uproblematisk, så let, at Johnny tænker, da han betaler pigen og siger farvel, og hun siger på gensyn:

“Hvorfor har jeg først gjort det nu?”

Men der skal ikke tales om det, det ved han, da han bagefter sidder ved baren med en øl og en joint på “Fedtebrød”. Det er en lille hemmelighed, han har med sig selv, som blot skal tjene til at han nu er I stand til at rykke op på niveau 2 hos damerne, og natten her i byen er heldigvis altid så mørk, at den kan skjule ændringer i kropsholdning og ansigtsudtryk, de subtile som de mere markante, og Johnny ved, at hans niveauskift er markant, og derfor holder han lav profil, og natten kommer ham i møde ved at tilbyde sin diskretion. Han ser penge og hasklumper skifte hænder I lokalet. Han møder et par kammerater fra HF, der tilbyder ham et hvæs på en joint, og han køber dem endnu et par guldøl. Han er ikke den store hashryger, så jointen gør ham mere refleksiv end sædvanligt, så han siger “Tak for ryger” og de siger “Den er i vinkel” og “Vi ses!”

Hjemme tager han tandbørste og tandpasta frem og børster atter tænder. Så sætter han sig foran computeren, surfer lidt, blunder lidt, vågner igen, falder i søvn med computeren tændt, og ventilatorens summen blander sig ubemærket ind i hans drøm.

Han drømmer, at han bevæger sig ned i en dyb trappeskakt. Trinene er våde af alger og mos, han må klamre sig til et tyndt gelænder for ikke at glide. I væggen er der nicher. Han er I Rundetaarn, men det er et Rundetaarn, som fører nedad. De første nicher, han ser, er tomme, men efterhånden som han bevæger sig ned, ved han, at han vil møde nogen eller noget inde i nichernes dyb, og det foruroliger ham. Han ved, at han vil møde noget dødt, eller endnu værre, noget u-dødt! Han stopper op og kigger ind i en af dem. Der ser han thaipigen fra i aftes ligge lænket til et vandrør, hun er død, og hendes øjne gabende huller; han ved, at hendes navn er Elisabeth. På hendes bryst ligger et skilt, hvorpå der med tykke, gotiske bogstaver står ”NATTEN ER IKKE DEN FARVE MERE!”

Han tumler ned af trinene I sin drøm, glider på de algebegroede sten, falder ned i bunden af skakten, dybt ned under jorden. Han kan mærke at han befinder sig I et varmt rum, et fyrrum måske, et maskinrum. Den svage summen, der lå som et smalt bånd under drømmen, er nu vokset til et dybt brøl, som fra et brølende fyr. Dette overdøvende brøl fylder hans ører, hans trommehinder presses ind, kraniet eksploderer og han vågner, badet i sved.

Johnny står op og ser ud af vinduet, mens han ånder tungt og lettet over, at det bare var en drøm.

Udenfor er natten stadig sort og våd. Kun en svagt lysere grålig tone afslører, at det ikke længere er dyb nat, og at den er ved at ombrydes til morgen. Johnny slukker computeren, drikker vand, ser ud gennem vinduet på gaden, som er lang og våd og glat, og han tænker på thaipigens øjnes sorte huller. Han tænker på hendes øjne og på hendes blod, og den måde, hendes krop lå ubevægelig på i nichen. Han tænker på at opsøge pigen fra I aftes, finde ud af om hun er okay. Men det er jo ikke hende fra I aftes, selvom drømmen afgjort har fået det til at føles sådan, og hun hed jo Elisabeth, og det var ikke pigen fra hans drøm. Johnny er stadig træt, og lukker derfor øjnene et øjeblik, som han står der ved vinduet. Fragmenter af drømmen flimrer for hans indre blik, og han ser hendes øjne igen, han ser ind i dem nu, og fra de tommer huler løber den våde, glatte gade.

Navn

undrer du dig over navnets fremmedartethed?
det er lyden af vinden gennem trækronerne
lyden når vandet i bækken risler over sten
når havet slår ind på kysten
når regnen falder i græsset
flygtig som en bølge
en flamme
deraf mit navn
flygtigt som vinden
gennem trækronerne
jeg døde som hjorten der falder under jagten
med åbne øjne mod skyerne
der flyder hen over den høje sommerhimmel

Før storm

skygger bliver trukket
fra enebærbuskene
over den brune lyng

en cumulonimbus' svovlgrå ambolt
træder ind
på den lyngklædte scene
herefter stilhed

fuglesangen fordamper
gravhøjen sortner
hulvejen bliver fortabt
i øde hedestrøg

Dyrene kommer (Skrivegruppen #7)

Stewardessens nederdel er grøn, dybt grøn som en bøgeskov i højsommer-skumring og smager sikkert som bøgeskov, petroleum, mos og spirulina, den er så grøn at jeg får lyst til at slikke på de stride fibre, som ligger tungt i de brede folder. Stewardessens nederdel er af massiv filt. Jeg er betaget. Jeg opdager hendes tro kopi i miniature på den vogn hvorfra hun tilbyder kaffe, chokolade, parfume og kildevand. En minimodel, der måske tilbyder dette dybe, høje og brede grønne til at tage med hjem, som man kan synke ned i og opdage frodige sumpskove fra kultiden med et mylder af store insekter og fisk, der går på land og ånder ved lunger. Nu falder jeg ind i stewardessens kjole igen. Der dufter syrligt, som hængedynd i en tørvemose, og måske er den så farlig, at jeg aldrig kan komme op, når jeg først er faldet igennem. Jeg griber fat i et par solide fibre, der er mere klare og kølige og ligner en regnvejrsdag i en linde-allé, hvor solen skinner igennem den næsten frostklare luft og viser at de gulnede blade har afgivet deres grønhed til luften. Det hvisler i fibrene. De bevæger sig som skælvende, høje siv. Jeg mærker bevægelse i undergrunden. Måske falder flyet nu, men jeg er ligeglad, for den tyngde, der ligger i dyrenes hove mod jorden, gør mig tryg. Jeg ved, de kommer galopperende igennem trådene, en skare som fra Noahs ark efter en lang rejse over det udstrakte verdenshav, vilde af sult og tørst, og mangfoldige. De kommer, og jeg kan lugte ekskrementer og moskus og hengemt tis fra en ældgammel zoo, men det er ikke ubehageligt som gylle og mødding, det er langt mere aromatisk, som om der er eksotiske krybdyr, hvis efterladenskaber bærer præg af frugter så sjældne at affaldsprodukterne er værdifulde og kostbare og afrodisiske. Dyrene løber henover mine øjne, og der er så grønt og mørkt, så grønt og mørkt at jeg bedøves nu, og falder. Åbner øjnene halvt og ser ud af vinduet mod venstre, ud på havet, som er dækket af et lag af flydende guld, og lysets lag af metal flyder sammen i solens centralperspektiviske punkt, som er evighedens allermest enkle udspring.
Dyrene løber hen over himlen og lyset forsvinder i mængder af klove og hove og poter og kløer og falder igennem et rum så vældigt, at de aldrig igen rammer jorden.

Ermelunden, eftermiddag, september (Skrivegruppen # 5, efter Rasmus' metode)

Her er lyst som en højsommerdag; på søbredden fortæller kun let gulnet egeløv at det er efterår, og kun det fjerne, summende bånd af biler fortæller, at dette ikke er et maleri af Lundbye eller Skovgaard, for alt er idyl. Der er åkander i den brunvandede sø, og blishøns; de dykker efter føde, og blå guldsmede med lange kroppe svirrer over vandoverfladen.

Græsset hvor jeg sidder, er kort som i en engelsk have, vedligeholdt af de græssende heste. I modlyset stråler det grønnere end noget andet grønt! Endnu få smørblomster og en enlig mælkebøtte råber stædigt sommeren ud over landskabet. Skræpperne der hvor bakken skråner, er gennemlyst af sol og vibrerer mod den blå himmel. Det er en af de lysende dage, man næppe tør tro på var sande, når mørket igen er faldet på.

Alle elementer, naturlige såvel som af mennesker placerede, spiller sammen perfekt. Intet forstyrrer. Jeg er placeret i et perfekt idyllisk tableau. Bagved skoven, udgør vejen en flod i lineær lydlig bevægelse. Dette sted er stadig sandt i dette øjeblik. Nu. Men aldrig herefter når mørket atter opsluger verden.

Dr. Melfi (Skrivegruppen #4, fiktiv person)

Jeg ser din lidenskab. Den er højrøstet, ustyrlig, større end verden selv. Den måde, du griber hendes hår og vælter hende bagover. Hun er helt i din magt. Og i næste nu ligger du på gulvet i dit køkken, åndenød, stikken i hjertet, dødsangst!

Jeg ser til fra sidelinjen. Observerer. Analyserer. Stiller spørgsmål. Det er det jeg kan. Det er min profession. Jeg er akademiker, du er fucking gangster, du knuser dine modstandere som insekter. Min viden er dit våben. Alle mine kloge ord bliver skyllet væk med regnen. Freud kan ikke hjælpe mig. Jung kan ikke komme mig til undsætning. Hver gang dit nummer fremkommer på mit display, bliver jeg en hund, alle kropsvæsker aktiveres betinget. Tak for din ondskab. Den giver stof til adskillige disputatser. Tak for din bad ass attitude, den gør dig til et særdeles interessant eksemplar at nærstudere. Og når jeg lukker min dør, bevæger du dig videre til den næste kvinde, og den næste, og den næste. Jeg føler ingen smerte, kun faglig interesse. Du gennemlevede den orale fase forholdsvis uden komplikationer, i det anale stadie opnåede du den basale følelse af fri vilje, af selvagtelse, autonomi, og dog – er du psykopat, magtliderlig, infantil, mandschauvinist - og dog har du alt, og jeg har intet!

Du ved hvordan det er at elske, du ved, hvordan det er at dræbe, og jeg, jeg kender kun til analysen, til dekonstruktionen af følelser, af mental habitus. Og din kone, dine elskerinder – den totale sum af deres beklagelser efterlader dig upåvirket. Du rider kvindeheste, takker dem for ydelser med dine små gyldne hestesko. Byen overstrøet med disse fodaftryk. Knep dem, spark dem ud, slå dem ihjel. Det betyder intet. De er brugsgenstande. Underholdning eller forhindring. I sidste tilfælde bliver der gjort kort proces. Bada bing. En forhindring mindre. Føler ingen smerte, kun faglig interesse.

Nervøs? Ængstelig? Hvordan virker din medicin? Måske burde vi stoppe for i dag?

Chiantien flyder, underminerer analysen. Dit tunge åndedrag. Du kunne få livstid. Hvordan får det dig til at føle? Jeg har aldrig set dig sådan før. Jeg er – jeg kan ikke finde ord for det. Det er højst uprofessionelt. Jeg er beruset. Du sammenligner mig med mandolinen. Jeg kan se dine fingre glide hen over strengene, de afspejler sig i dine feberhede øjne. Det er højst upassende. Vi må tale om det. Jeg lytter. Jeg er blid. Vi har opnået fremskridt. Jeg må tale om det. Bryde samtalen ned til dens enkelte bestanddele. Jeg er en kvinde, siger du. Og du er en mand. Jeg bør kun føle faglig interesse. Du ved hvordan det er at være nummer et. Din status, din ensomhed, din vrede, din angst! Den opblødes i magtrusen, forsvinder. Som mine perler af visdom, min professionalisme, mine relevante spørgsmål. Forsvinder i regnen.

Michael J. (Skrivegruppen #3, over kendt person)

Min næse! Jeg tænker på min næse. Jeg kan ikke holde op med at tænke på min næse. Den var velformet. Den var æstetisk. Jeg er bange for at min næse falder af. Når jeg vågner om morgenen er det første, jeg gør, at sikre mig, at den er der endnu. Jeg rører ved den mange gange om dagen. Rører blidt ved den så den ikke brækker af. Jeg sikrer mig at den er der. Jeg beskytter den i et hylster i disse dage. Så en pludselig trækvind ikke får den til at knække af. Den er skrøbelig. Jeg tænker på den. Rører ved den. En dag i sidste uge rørte jeg ved den 3515 gange. Jeg er bange for at den falder af, hvis jeg bliver ved med at røre ved den. Men jeg kan ikke lade være. Jeg må sikre mig at den er der.

Mit ansigt! Mit ansigt er ikke symmetrisk. Jeg vågner om natten og panikker fuldstændig over min asymmetriske ansigtsform. Den skifter hele tiden – nogle gange er det den venstre side, der hænger, tynger sig selv mod jorden, nogle gange den højre. Det kan skifte i løbet af en dag, en halv dag, en time, en halv time. Jeg må undgå skarpt lys. Må vide hvordan lyssætningen er i de sammenhænge, jeg forventes at indgå i. Har instrueret min lysfolk om den helt rette sætning på scenen, der får mig til at virke mindst frastødende. Sådan har jeg altid gjort det. For jeg skræmmer folk. Jeg har altid skræmt folk med mit sorte, tunge, afskyvækkende ydre. Jeg må have lyssætningen arrangeret, så de kan se jeg er et menneske – et godt menneske. Et kærligt menneske! Naturligvis henviser jeg ikke til dette som årsagen til lysvalget. De må ikke blive opmærksomme på min vederstyggelighed.

Jeg har prøvet alt. Det startede med en let peeling. Det hjalp ikke. Derpå dermabrasion. Det hjalp heller ikke. Hudblegning. Rhinoplastiske operationer. Omarrangering af brusk og knogler i næse, kinder, pande. Og stadig hjælper intet. Mine ansigtstræk breder sig ud i luftrummet i groteske dimensioner. En sort elefantmand. En elefantmand, hvis snabel er i konstant fare for at falde af.

Børnene! Børnene er de eneste som elsker mig. De eneste som kan holde ud af se på mig. De ser på mig med uskyld i blikket, derfor ser de ikke min groteske grimhed. De får mig til at føle mig smuk, får mig til at føle jeg selv er et barn. Når jeg kører i rutsjebane med børnene, frygter jeg ikke at min næse falder af. Børnene beskytter mig. De gør mig ren. De giver mig min skønhed tilbage.

Homo Machina Ludens (Skrivegruppen #2, efter M.Z.'s metode)

Jeg henvender mig til dig, ja, DIG, du hørte rigtigt. De ord du hører nu, er henvendt til dig, og du kan bruge dem som du vil. Fuck budskab, jeg videreformidler bare dét du skal høre NU!
Fuck eksistensberettigelsen. Hvis du hører mig, er der hul igennem. Så lever du fanme. Giv mig fem ord, og jeg transformerer dem for dig. Giv mig dit hjerte, og jeg transformerer det til en klump glødende kød. Giv mig dit metaniveau og jeg makulerer det til serpentiner af svidende sol over den afbrændte steppe af din hyperstimulerede tankevirksomhed. Jeg er en lean mean fucking machine af penetrerende ord.

Jeg skider på litteraturen. Røvknepper salonkunsten. Jeg æder dysfunktionelle romantikere til morgenmad. Små selvsmagende mimosemænd sidder udsplattet under mine fodsåler. Kan du tage det? Så lyt efter her: Du får ikke andet end illusion, når du bevæger dig i en illusion. Vi skal dø, lad os mærke det sammen. Lad os mærke hinanden og des-illusionere sammen.
Jeg gider ikke høre sirupsdryppende skolastiske refleksioner, jeg brækker mig over falleret affekteret akademisme. Jeg vil have dig rå! Taler dig bevidstløs. Taler dig til bevidsthed. Fylder din krop med ordenes ægthed langt ind i det uendeligt blå.

Der er lange rækker af Drama Johnnyer der venter på at galpe ord uden indhold ud over vidtåben hjernebark som fontæner af koffeinsødet energidrik og brande indersiden af huden med deres firmalogos ophovnede flamencostruktur. Er du iblandt dem?
Stiger kvalmen dig til brystet – eller er det de nye bølgers vand?

Egofælden (Skrivegruppen #1)

For én gang i dit liv: Lad dit ego tie stille og lytte efter hvad kunsten har at sige! Den, der ikke kan købes for betaling, den der som et levende væsen bevæger sig ud og ind mellem de verdener, du bevæger dig i. Hvis den taler til dig, så vær stille og lyt.
For papiret er en levende hud over et uendeligt, følsomt væsen. Pas på! Det er ikke muligt at trække et kondom over pennen; papiret er særdeles modtageligt for alskens skriftligt overførte sygdomme. Og de kommer fra dig, min ven, hvis du ikke hører efter præcis hvornår du skal lade ordene strømme igennem, ikke et sekund for tidligt og ikke et sekund for sent. De fortæller dig hvornår. Dit kunstneriske væsen er vidunderligt, men når dit ego taler lidt for højt og længe, slår antivirusfilteret fra.

Egoet er perfektionist; kunsten er det ikke. Er poesien en Gucci-taske? Hvem har sagt at poesien ikke må være en mudderpøl, som grisene elsker at bade sig i?
Egoet, perfektionismens puppetmaster er et uhyggeligt væsen – en rigtig dræber, som hvisker mig i øret om værdien af ubesmittet perfektion. Den fortæller mig at produktet skal kunne stråle på væggen over den pletfrie hvide sofa. Den er en leende, velklædt, velkalkuleret djævleskikkelse. Jeg kan aldrig leve op til dens renhedsideal. Han siger at enhver som ikke følger ham må gå til grunde i en stinkende sump. Han er lidt for smart, men så dum er jeg heller ikke. Jeg har strategier til overhørelse. Jeg kan fryse ham ud med en simpel taktik: ikke at tage ham alvorligt. Det lyder så let, men er frygtelig svært, for netop den alvor han tilbyder mig er det, som giver mig status, som skaffer mig adgang til in-stederne i det virkelige liv. Den ligner bling-bling og det vildeste lir, den ligner en hel million, jeg kan næsten dufte de knitrende seddelbundter. Men det er en fælde – og jeg forsøger med alt hvad jeg har for ikke at falde deri. Jeg lytter ikke, hvor mange diamantringe han end sætter på mine fingre. Thi hvert guldur, hver perle stjæler uskylden fra min kunst. For hver fortænkt tanke stivner den, tørrer ind. For hvert inflateret selvbillede, eksploderer den som tudsen, som pustede kinderne op, da den bildte sig ind, den var stor som en tyr. Jeg vender min opmærksomhed, kun årvågen mod papiret. Holder kæft og lytter!

Processen:
At gribe det enkelte i den brede strøm af ord, der flyder gennem verden. Og når jeg således har udvalgt nogle enkelte ord, der vækker den rigtige følelser, sætter jeg dem sammen til et stykke værktøj – en boremaskine, en sav… og med dette værktøj bryder de igennem, transcenderer min verden. Dansende, ekstatiske, leger de imellem universer.
Hvornår kan jeg nå dem? Hele tiden? Nej, men når alverdens kunstarter, livsscener, inspirationskilder taler til mig må jeg svare dem så godt jeg kan. At svare med middelmådige ord er en fornærmelse mod stjernerne, der lyser for mig. Det er en ære så stor, at jeg til tider fumler for at gribe de rigtige ord. Nogle gange lykkes det, og de stråler til mig fra papiret. Andre gange mislykkes det, og de hvæser ad mig!Men når ordene står nøgne på papirets renhed, tør jeg fortsætte. Selvom jeg er ligeså nøgen, frygteligt nøgen for hele verden.
Når ordene læner sig ind mod hinanden med den helt rigtige tyngde, og hvert enkelt ord hvisker hemmeligheden videre til det næste, og hvert eneste ord på papiret smiler sit smil – så er alting såre enkelt og tiden går i stå.
Jeg skriver for at redde mit liv, for at gøre rent, for at afsløre min virkelighed, for at genopdage.Jeg er dækket af mumiebind, og som jeg skriver rulles det ud. Og linjerne fremkommer, som fortæller alt om mig. Det er ikke en stueren historie. Den fortæller om dovenskab og mangel på disciplin. Om absolut forvirring og årelange røvture gennem søle. Om kynisme og dens onde tvilling ignorance. Om dumhed, værre end ondskabsfuldhed. Misbrug og forbudte forbindelser. Vanvid. Pligtopfyldende pænhed og forsøg på at undslippe destinationer. Det prima materia, som kunsten lever af.

Produktet:
Yves Klein levede for sin kunst, og i sin kunst, døde for den, eller rettere af den. Han sagde: ”Produktet er kun asken af min kunst”. Måske vil jeg ikke dø af ordenes giftige kemikaliedampe. Men jeg kan give ham ret i sin påstand, når jeg overfører den til mig selv, for digtet er jo kun en flygtig refleksion af den altid igangværende, til tider berusende, til tider sindsoprivende proces det er, altid at lade sin verden filtrere gennem kunstens optik. Hvis det da er en filtrering, og ikke netop verden betragtet uden. Vi ser verden som den er – absolut udefinérbar, umulig at erkende som objekt. Der er kun fortolkning, og måske er den korteste aforisme ligeså sand og endegyldig som en ph.d.-afhandling. Og ligesom sidstnævnte er produktet måske kun et led i en undersøgelse, og alle de andre forskere kan tilføje det til deres vidensbank. En stemme – hverken mere eller mindre. Muligvis vigtig, muligvis ikke.