Se mig styrte om hjørnet på en onsdag
jeg brækker mig af travlhed
se mig køre derudaf med totalturbo på
se mig styrte om hjørnet
se mig styrte sammen til en askehob
slimhinderne belagt med kaviarlignende partikler
børster skæl af mine ærmer
fuldstændig ukritisk langt ude
Se mig styrte om hjørnet på en onsdag
forsøg at se mig inden jeg rammer dig
hårdt mens jeg har nok i mig selv
se mig gøre noget rigtigt for en gangs skyld
får masser af positiv opmærksomhed
hvis jeg spiller på mine fortrin
pumper dem tuner dem
gir den en sylespids hjørnetand til
se mig vende det hvide ud af det inderste
når kilerne er stukket langt nok ind
Til at de lige netop kan holde det åbent
som skal holdes åbent
så salamanderne
kan vælte ud mellem ribbenene
Se solen stå op som et matsort hul i himlen
Du diabolske
Dit tandsæt blænder mig
Atmosfæren løber over af flydende svovl
Isti mirant stella
og så tilbage til kødgryderne
kaster op i køkkenvasken
og tilbage i business igen
Se mig styrte omkring
rundt om mig selv
langt ude i hampen
i dørken
dyster
har fået en dårlig
og den dårlige har fået mig
lige på kornet sømmet fast
med bakteriebefængte nagler
have a coke and a smile
velkommen til Golgatha
Se mig styrte igennem verdensrummet
jeg er alt
jeg er intet
helt igennem revolutionerende
Blændende skælhed
diamantstandard
i krybdyrøjnenes kække glimt
se mig falde i en dødlignende søvn
efter endnu en nådefuld åndelig vækkelse
Se anti-illuminationens mørkemassiv
rejse sig fra underbevidsthedens slam
og mit hoved kun holdt oppe af kraven
og benene kun stå i kraft
af strømpernes støtteeffekt
før jeg styrter
Ingen kommentarer:
Send en kommentar