Xcell Factor (Et BILTEMA produkt)

Som billedkunstnerne ikke kan finde ud af at skrive ordentlig lyrik uden langtrukne beskrivelser af deres indre billeder, og sangerne ikke kan opstille med andet end oral-superlativ pompøsitet, således var revisorerne helt og aldelses forvirrede, for ikke at sige bestyrtede over den mængde af faces, som de modtog, som alle havde suffixen "duck". Jule-duck, Mortens-duck, Grå-duck, -. Læber hvælvede sig mod kameraerne i pigekamrene. De kyssede sig vej mod enhver revisor mens han mindst ventede det.

Thi pludselig var revisorer det nye shit og oh boy, det var som om de pludselig skulle lære sig jazzballet eller en hvilken som helst anden form for rytmisk bevægelse foran et publikum.

Ikke uden blaserthed tog William sit joystick frem. Han havde lært at skate rundt i excelark med det. Han vidste, at de fleste andre unge brugte joysticks til sjov og - ikke mindst - ballade. Men når han sad der som en hellig masturbator og kørte rundt i Maersks regnskab med hans prægtige prod følte han alligevel, at han var en del hævet over de fleste. Særligt dem der spillede smart. Fuck!! William var også lidt bange for bandeord, men.....

Men han vidste at når han alligevel havde meldt sig til det show, så fangede bordet. Og arket. Arket fangede. Og netop dét gjorde det svært. Fik det til at gøre ondt. For de sad der. Dommerne. Med blikket rettet mod ham som mod en pestbakterie. En Yersinia Xcillis. Bragte han ikke det perfekte ark til verden, ville han blive kastet ud. Ydede han ikke sit ypperste, udraderede han ikke de andre revisorer, var han kun en sølle stakkel.

For deres tid var kommet. Det var slut med sangere, performers, sangerinder, ypperstedanserinder, realitystjerner, realityfuckers, realitysluts og realityonanister. Slut med standuppers og sit-cummers. Slut med fluffers og buffers og snuffers. Slut med crackers og snackers og back-ups. Det var ingen joke. Det var revisornes tid. Den var kommen. Revisornes tid var kommen!

Men de andre revisorer var jo også klar. Både dem fra Penis, Cum & Fuckface og dem fra Pussy, Crutchhole & Sluts. Nu skulle excelarket vise sin magt over Word. Nu skulle DJØF være over Puff. Nu skulle verden KRAFTFUCKME se!! Og William var 100 procent rigged for destruction! Revisorstyle var det nye Gangnam Style. Det her show ville vise det. Værten (som i parentes bemærket vist ikke havde vist nogen excelmagt tidligere) råbte op. De andre revisorer råbte, jublede, nogle besvimede. En pige fra Pussy.... som han engang havde kysset til en fest tog brillerne på som når John Rambo gør sig klar til krig...

Dommerpanelet bestod af tre erfarne veteraner: Sidney Lee, Martin Hall og Linda Rafn. Alle iført markant brille og høj hals. De så op fra deres iRevisor, hvor samtlige ark fremstod i netop den tilstand som revisorerne respektivt udførte dem - og begyndte at votere. Penis og Fuckface havde været dømt ude fra start. Og med rette, eftersom deres Xcell-ark begge fremstod skæve, mærkværdige og lidt for finurlige,særligt efter Sidney Lees mening. Linda Rafn syntes i særdeleshed at Fuckface havde en lidt for alternativ stil, som aldrig ville blive helt cum-agtig nok til at blive udbredt som SuperXcell. Penis, derimod, havde en tør og regelret stil, som godt kunne blive cum, hvis han arbejdede på det, men aldrig så meget at det ville give nok Duckface. Crutchhole var til gengæld i så fin tabel- og søjlestil, at det ville give 72,5 cum, men desværre kun 23,6 Duckface. Og det var desværre nok til at han ville blive elimineret. Heldigvis stod Felix klar i baglokalet til at gøre et Worddokument klar, som han kunne pudse næse i, efter at han var blevet buh' et ud. Det tudefjæs.

Kampen måtte jo begynde. Der havde været meget snak om matchfixing inden, men William var ligeglad. Han smilede til Crotchhole som i, like, "gi´ mig dit bedste, honey, and jeg skal ta´ dig ned!" Men Crotchhole virkede underligt afklaret. Havde hun kneppet en af dommerne? Man havde jo hørt om deslige tidligere. Pussy... virkede i det hele taget underligt overlegne. Som om deres excel skills NOGENSINDE kunne måles med Williams. Da Crotchhole smilede til William og slikkede sig om munden, var der noget nede i maven, der gjorde ondt. Fuck, det gjorde ondt. Og de der bandeord gjorde det stadig værre....

Det værste var deres masker. Deres revisormasker. Som kødædende krybdyr, som indvoldsparasitske hvirvelløse dyr, som åd et indre op. Som angst. Angst-masker. Som Edward Munchs Skriget eksponeret som et maske-lys, skinnende ud over scenen, og som lagde et kalkagtigt skær over dommernes ansigter. Alle tre sad de som tre statuer og betragtede participanterne.

"Tiefer, tiefer!" sagde Sidney Lee.

"Giv mig en dybere klang," sukkede Linda Rafn, "Giv mig et mere omfattende ark!"

"Rul den op!" råbte Martin Hall med stentorrøst og gestikulerede et virkelig omfattende Xcellark.

William var ikke vant til presset fra en forventende folkemængde. Det hele lød jo fuldkommen perfekt derhjemme på mac´en. Det var ret udfordrende med al den opmærksomhed. Han havde ellers taget sine smarteste solbriller på. Og hans moves var - efter hans egen vurdering - ligesom på tv. William havde følt sig perfekt under rehearsals. Han følte sig faktisk bedre end alle de andre mænd på hans eget hold.

"Du skal vise at du vil det!", sagde Martin Hall.

"Jeg har set bedre Excelark i mit fitnesscenter!", sagde Sidney Lee.

"Jeg synes du er sød. Men.....", sagde Lina.

Det her var jo ikke "the winning banter", tænkte William. Men sådan er det nok med os excelark-fyre. Tænkte han osse. "Vi får aldrig en chance". William virkede ikke overbevist om sine vinderchancer. Alligevel lavede han et PowerPointShow med sit Xcellark som bare spillede så meget ,at at alle kællingerne lavede deres maxeste DuckFace™ at ingen nogensinde kunne være i tvivl om hvor seriøst et Xcell ark der blev projiceret op på den skærm som hele Danmark™ så den aften og alle, altså hele fucing familien Danmark™ betragtede den aften. Alle så det samme Xcell-ark, så derfor var alle i den samme tilstand af jubel. Alle sammen var i total Hurra. Og derfor skal vi alle sammen sige Hurra. Nu. Sig Hurra nu. Lige nu. Fordi du elsker Danmark™. Mhhhmmm. Danmark™. Danmark™ er bare så dejligt. Du ved du vil ha det.

Af: Søren Gehlert Schmidt & Louise K

Bent og Hall - et BILTEMA produkt

For 25 år siden sad Bent og ventede på Hall. Hall havde forfattet endnu en tekst til sit punkband. Bent var den eneste, Hall stolede nok på til at vise teksten inden den blev præsenteret til resten af bandet. På den måde kunne Hall også gi Bent en følelse af at ´høre til´ i Miljøet. Bent virkede desværre ikke altid særligt ydmyg overfor Halls position.

Halls position var tronende midt i lokalet med hænderne i siden og et selvtilfredst, skævt smil. Han stod også med let adskilte ben – som om han havde lidt ondt i numsen. Hall kiggede på sin lyric sheet:

´the auspicious well of dreaming/I am meeeeee/you will never know me/well of myseeeelf´

Hall sagde med et henført blik og et lille, spytperlende smil: `Nummeret hedder ”Deeper than thou”. Jeg har arbejdet på det et halvt år. Det er som om, det bare driver igennem mig. Ren satori.´

Bent sad med armene over kors og skiftede langsomt benstilling: ´ja....og?´ I virkeligheden foretrak han nok nogle andre Haller – f.eks. en med heste eller kvindehåndbold i. Og så en god gang pølsemix efter kampen i cafeteriaet i hallen i Spodsbjerg. Inde fra gulvets midte lød det stadig ´meeeeeeeeeeee......´. Bent tog sin hat og ville gerne gå. ´Jeg skal lige i Brugsen´, sagde han. Men Hall havde ikke sådan tænkt sig at gi slip på sit publikum.

"Bent, for fanden! Ka´ du ikke se holder hele vejen, det her? Jeg er sgu FUCKING Baudelaire reincarnated!"

"Ska´du ha´ noget med? De har tilbud på koteletter med fedtkant – og den nye Kandis. Var det noget?"

Hall er nu overladt til sine egne fakulteter. Han griber om Bents arkitektlampe med hvide knoer, så den udgør en spot på hans stærkt pudrede ansigt. Bent er gået. Han kan gøre, hvad han vil. ”Sååååå går vi til Enkebal”, synger han. Han har altid elsket den sang. Den minder om en pige, han mødte engang. 

Hun hed Rikke. Hun var nuser. Men hun elskede Dansktop, så det ku´ aldrig....Åh, for fanden! Hvorfor skulle han også altid være i karakter?

Bent HALLERNE - et fetareflekteret BILTEMA produkt

Det kan være svært at være forfatter. Svært at være så alene. Tekstproduktion. Redigering. Længe nætter. Stramme deadlines. Alkohol. Drukorgier backstage efter oplæsningerne. Stoffer. Sceneskræk. Og om natten, når lyset brænder ud, så er man ene. Åh så ene. Og altid dette metablik på verden. Man slipper aldrig. Man er altid sin egen betragter, som betragter. Altid et hav af synsvinkler, et hav af blikke, et hav af rum. Et hav. Ja, et hav, tænker Bent Haller, det er længe siden, jeg har skrevet om hvaler. Hvaler er søde.

Hvaler er faktisk RIGTIGT søde. Telefonen ringer. ´Ja, det er Bent´. ´Ja, det er Bent´. ´Ja, det er Bent.´ Præcist 937 gange. Det er svært at bo på Djursland. Og at være forfatter. At være helt alene inde i ordene. Bent Haller er Bent Haller er Bent Haller. Og omvendt. De er rigtigt søde de der hvaler, Bent, siger Bent til Bent. Som er Bent. Sværere at bo på Djursland, når man ikke er alene. I sig selv. En af Bent Hallerne er ren væren. En anden er rent blik.