Sjov fra arkivet: Teaterkoncerten som underholdningskoncept for den musikalske tøsedreng m/k

Hvorfor vælger nogen teaterkoncert-formatet fremfor den langt mere krævende sport det er, at gå til en ”rigtig” koncert. Billetten er muligvis dyr. Man skal stå op i flere timer. Blandt fulde mennesker. Der er høj lyd – muligvis kan man få en hyletone med hjem som souvenir. Der er kø ved ølboderne. 

Øllene er dyre. Man sveder. Folk råber og skriger. Man skal muligvis igennem en lang række mere eller mindre kedelige opvarmningsbands. Man kommer sent hjem. Man skubber og maser for at komme foran. Og ender med at stå lnagt bagved eller i periferien af scenen, fordi publikum i centrum vælter rundt, mosher og danser voldsomt. Eller stagediver. Forsangeren kan være dybt excentrisk og skal måske skifte tøj flere gange i løbet af koncerten og i ventetiden får man serveret uendelige, larmende guitarsoli. Hvis uheldet er ude, er lyden dårlig. Måske er det udendørs. Måske regner det endda. Måske bliver man ramt af en flyvende ølsjat. Et plasticglas! Et lyn! 

Koncerter er farlige!

Det kan jeg lide. Jeg ved, hvordan jeg kan komme tæt på scenen ude i venstre side, når der er tætpakket, jeg ved, hvornår det strategisk rigtige tidspunkt er for øl-køb og for at forlade koncerthallen før folk vælter ned i garderoben. Jeg kan godt læse en crowd, og ved, hvordan jeg skal udgå moshen og skubben for ikke at komme til skade og placere mig det rigtige sted. Det har jeg betalt hundreder af koncertbilletter og festivalpas for. Ølsjatter, albuer, moslen, skubben, koncerter jeg ikke husker fordi jeg har været alt for stiv. Jeg har betalt mange dyre lærepenge i koncertgængerskolen gennem mere end 20 år. 

Teaterkoncerten derimod! er konceptet for de dovne ”musikelskere.” Her er ingen fare på færde. Ingen vilde dyr i skikkelse af moshere og stagedivere. Man sidder ned på stole og lytter. Man hujer og skriger ikke, man pifter ikke, ingen råber  ”MERE!!!” ind i ens øre, man klapper pænt, rejser sig måske op fra sin plads og klapper ved anden eller tredje fremkaldelse. Man ved, hvornår ”koncerten” begynder, og hvornår den ender. Det passer glimrende på en hverdag. Der er ingen usikkerhed omkring koncertens sluttidspunkt – kommer jeg nu for sent i seng? Nænej, teaterkoncerten er det sikre valg. Det er et gennemprøvet produkt, hvor man ved, hvad man får. Måske er de engelske tekster endog oversat til dansk, som det f.eks. gælder for f. eks. Nick Cave-teaterkoncerten.

En koncert kræver fysisk stamina, og det koster penge ud over dem, man har givet for billetten. Det kræver tålmodighed. At gå til koncert er også på sin vis psykisk krævende, for man kan i den grad blive påvirket af musikken, af lydniveauet, af oplevelsen af at være tæt på mennesker. Det kan ændre ens musikalske paradigme betydeligt. Det kan faktisk ændre ens liv. Musik er et bevidsthedsudvidende stof. Det er ikke forbudt. Men nogen har forsøgt at tæmme det. Det er arrangørerne af teaterkoncerterne. 

Kys mig, Blixa

Jeg har gennem en lang årrække haft stor kærlighed for Nick Cave og hans mangefacetterede og sønderrevne smerteunivers, hans  poesi og hans inderlige sceneperformances. Jeg har set ham alene ved sit melankolsk drevne piano under en solofremførelse af ”The mercy seat,” jeg har oplevet ham og Blixa Bargeld kysse som afslutning på deres fremførelse af duetten ”Where the wild roses grow”, hvor Blixa sang Kylie Minogues parti. Jeg har set ham falme på en alt for solbeskinnet orange scene, hvor han til gengæld lavede en inderlig duet med P.J. Harvey i ”Henry Lee”, og jeg har set ham lyse i adskille mørker til koncerter, selv med et jublende gospelkor i Falkonercentret, da han turnerede med ”The lyre of Orpheus”. Det er kun Nick Cave, som kan fremføre Nick Cave. Det er manden selv, der tæller, eller de vridende, boblende, rædselsbilleder, som teksterne og musikken danner helt af sig selv i det indre øre. 

Jeg behøver blot tænke på de første tre takter af introen til “Up jumped the devil” for at åbne for galleriet af udsøgt desperation. Fra den hængte mands udbulne øjne og kejsersnittet udført med hobbykniv, over Alices dødssyge liv set gennem øjnene på en livstræt voyeur, Johannes Døberens resignation, mens han venter på at få hovedet hugget af til den angrene synders bloddryppende visioner i "New morning". Jeg hverken kan eller vil forstyrre disse sårskorpede, af agrresioner gennemsyrede illuminationer af ypperlig smerte.

Derfor, da Nick Cave-teaterkoncerten blev lanceret med en flabet fyr med plys-kaninører på  teaterplakaten, vidste jeg udmærket, at den skulle jeg ikke se. Cave var forlængst forsvundet ind i en mørk hule for at slippe for instruktørens blegsøde, blodfattige billeder. Jeg skal heller aldrig se teaterkoncerter, som fortolker Tom Waits, Bob Dylan, Lars Lilholt, Gasolin, Led Zeppelin (Stairway to heaven), Beach Boys, Beatles (Come Together), Gnags, Anne Linnet, “Elsk mig inat”, ABBA (The visitor, Mamma Mia), Thomas Helmig (Stupid man), David Bowie (Absolute beginners), Leonard Cohen- rækkefølgen er ikke kronologisk – og nu bliver der sat trumf på med “Sid & Nancy” – Sex Pistols Teaterkoncerten. 

Jeg gruer for den dag, de opsætter “Enter sandmanden” – Metallica Teaterkoncerten. Eller: “Pentagrammet brænder” – Satyricon Teaterkoncerten. Intet er helligt, og heller intet er for grusomt for en teaterkoncert. Alt kan gøres sødladent, tandløst, fadt. Men det er ufarligt. Man satser intet, mister intet, bliver ikke ramt af flyvende øl, bliver skæv af passiv hashrygning. Men vinder man noget? Det matte jeg finde ud af. 

Jesu ansigt i min suppe

Som skrivende af denne artikel måtte jeg selvfølgelig researche grundigt for at kende min fjende, og da Nick Cave-teaterkoncerten heldigvis er taget af plakaten, var jeg så heldig at finde et uddrag på youtube. “Nådens stol”, som performancen af “The mercy seat” kaldes, begynder rigtig godt. En skægget fyr kommer ind på scenen med en rød stol, stiller den og sætter sig på den. Fra venstre kommer en ung pige i en småblomstret kjole og siger med rystende teaterstemme:

“Det hele…det hele startede den dag politiet kom og hentede mig, og satte mig på dødsgangen for en forbrydelse jeg er næsten helt uskyldig i – tror jeg nok. Og jeg vil sige det igen. Jeg er ikke ikke bange for at dø!”

Fra højre kommer en ung mand med en strittende frisure iført hawaiiskjorte og messer:

“På een gang både kold og varm

to følelser der følger same vej

en kop med skov

en udslidt moppe

Jesu ansigt i min suppe

uheldssvanger mad fra den varme ovn

den skringre piben fra fængslets mad-vogn

den søde budding med farve som snot

alting er ikke godt eller…ikke godt

Og nådens stol den brænder…”

Og så går det ellers løs med en danskoversættelse af Caves klassiker, som ikke lader festsangen til Moster Bentes 75 års-dag noget efter i kiksede rim og omvendte ordstillinger, og hvad ved jeg. En fyr i sort silkeskjorte og lyserød, skinnende blank satinbuks er ikke hvad jeg forbinder med “The mercy seat”, ejheller kunstige flammer eller synthesizerhorn som the grande finale. 

Da jeg havde set denne video til ende, fortsatte jeg til “Far bliver hos dig, Henrik” (“Papa won’t leave you,Henry” fra Henrys Dream), “Forbandelsen over Trehøje” (“The curse of Millhaven” fra Murder Ballads). Det var slemt nok. Mens allerværst var næsten “Ind i min favn”, som illuderede “Into my arms” fra The Boatmans Call. Den blev fremført så dilettantisk, så usikkert famlende, som skulle det være en parodi, en satire over et Cave-nummer. Men jeg tror, det var meningen, det skulle tages alvorligt.

Nej, jeg vandt intet ved at se blot disse få klip fra Nick Cave-teaterkoncerten. Tværtimod. Jeg skal bruge en hel del tid på at ryste dem af mig.

Arkivet: Et par gamle harddiske og en hel masse hånd- og maskinskrevne løsblade, jeg har fundet rundt omkring i skuffer og skabe.