fredag den 26. marts 2010

Illusioner to go

Her er tre fakta: Kuglen, keglen og kuben
nu er de væk
forsvundet i deres skaller
der er kun geometriske aftryk tilbage
i et ledningenet
der lyser i hjernens mørke
nu findes de kun dér
hjernemassen skraverer rummet udenom

Her er endnu et fakta: Penge
de friske pengesedler laver sprækker
de brugte sedler
graver huller når de vrider sig
mens de folder sig ud
mønterne giver tyngde
de klirrer i sjælen
du ligger vågen om natten
tager karret over hovedet
lænker dig til bropillerne

Her er endnu et fakta: Tiden
en lineær strøm du må og skal følge
viger du udenfor dens sti
vil tallene give dig elektriske stød
og føre dig direkte, hurtigt
tilbage på vejen

Der fører ret mod det sidste fakta:
Døden, som smiler sit nøgne smil
fra den blodrøde horisont
som du nærmer dig hastigt
med klirrende sjæl
og aftryk i hjernen af intet

torsdag den 25. marts 2010


Detox / retox

Ti år yngre på ti dage med moustache og helligt blod
skyld begravet under velduftende atomart nedfald

Detox me baby
udskyl mine undskyldninger
giv mig anal udskylning
ud med lortet og ind med den fuldstændig absolutte renhed
i løbet af no time er jeg indhyllet i kærlighedsvibes
siger powerord, bekræftelser og chanter
 indtil intet kan nå mig mere
indhyllet i totale kærlighedsvibes
keder jeg mig til døde

Så retox me baby
lad os ryge og drikke og fixe
lad os høvle igennem i baglokalet
ups, jeg gør det igen
forgifter min krop med goodshit, fun og spas!
har det alt for sjovt
nu skal der angres
jeg modtager intuitivt beskeder fra det hinsides
om min kommende renhed hvis jeg drikker en blanding
af knuste mariehønevinger og Deepak Chopras morgenurin
jeg bliver über-mega-healthy
hvorhen skal jeg gå med min sundhed?
hvem matcher mig?
jeg skider guld-lorte som atter kan blendes med mine
peelede hudceller til absolut powersmoothie

Ah! Sundhed, renhed, tomhed!
lad min rynkefri krop dækkes
af skindet fra smuttede mandler og døende løv

Find mig liggende under månen
blive månebrændt
intet filter beskytter mig mod skylden i mørket
skylden under månen

St. Intestine *

Jeg sad og så i en lærebog for medicinere, sidestudiet "Klinisk psykopatologi". St. Intestine, an immediate saint after death, kun hendes indre sås ude, hvorimod psykopat-ripperen var surface-out i "Hall of halls of fame", han var surface, overflade, total kontrol, så fixeret i statue som han var i livet, hun sås og sås ikke med sit indre ude, når alt ses, ses intet, og hun forgik da også i sit kød, men navnet
St. Intestine
Kalder på mig
Hun ER i mig
Og ripperen blot død
Foran mine øjne
Om hendes hoved var en lysende glorie, strålekrans af nervetråde og tarme, arrangeret i filigranmønster, en halo, en aura, et lysende vidnesbyrd om hendes guddommelighed. Ripperen har gjort sit arbejde og omarrangeret hendes indre, så verden ser hvorledes hun er gennemstrålet af Guds kærlighed til mennesket!
Det foreslår jeg Gud, om det ikke kan være sådan det hænger sammen. Men Gud er ked af det i dag. En lidt duknakket, moden herre i grøn vinterjakke på bænken ved siden af mig, jo, det ER Gud, og jeg holder meget af ham. Jeg klapper ham på skulderen. "Hvad er der i vejen?" spørger jeg ham, min svigerfar Gud. "St. Intestine", siger han bare, og rammer mig med det. Vi rykker tættere sammen,
Jeg forstår at St. Intestine er faldet fra himlen, nummer to efter Lucifer. Hun fik himlen til at lyse op et splitsekund kl. 20.00 den lørdag aften, så folk troede det var fyrværkeri eller UFO´er, og hun landede sandsynligvis i en forblæst Østersø og er endnu ikke fundet trods astronomers gentagne forsøg på at opspore den lysende helgeninde, og ingen – INGEN forstår at jeg bærer hende tæt på mit hjerte!
De forstår det ikke, så jeg skifter taktik, jeg flår mit hjerte ud,
og kvinden er død for min hånd for mit blik,
jeg troede min hånd Guds, men så indså jeg Guds afmagt
og at JEG var en ripper,
så jeg river mit EGET hjerte ud for at se hende, og så
retter Gud sig op, holder hånden under hjertet og viser det til alverdens mennesker: "Det er min kærlighed til jer, det er et menneskes kærlighed, mennesket, der gav liv til mig og Satan, så vi kunne leve evigt i det dødelige menneskes bevidsthed"
og så forlader han bænken fra sin plads imellem de to
og Jais siger til Stine på bænken
.. Stine fra den anden side af det hav, der både har samlet og skilt dem..
Jais tror pludselig igen og siger til Stine: "Du elsker mig",
".. inte", svarede Stine.
Inte, Stine.. det var langt ude på flere måder, så den lo de længe af, indtil Lucifers sol stod op lige ud af Gud røvhul, sikken en udsigt, sikken en indsigt, sikken en fest for det levende kød,
for Satan, sikken en morgen, og også for Gud!
Og det ses tydeligt, når St. Intestines står omkring hendes hoved som Medusa-slanger, at både Gud og Djævelen er til stede, for hendes øjne genspejler ilden, og fra dem drypper velsignende dråber, der gør hele verden frugtbar, og de bitte sædekorn vokser sig stort og bliver til hjem for himlen spurve og et læ for markens lilje. St. intestine åbner sit lysende bryst, og hendes indvolde folder sig ud som levende slanger, der folder sig ud mod universets dunkle dybder og ruller sig sammen om planeter, galakser og hemmelighedsfulde himmellegemer, der genspejler sig i vores indre. Fra profeternes hoveder løber strømme af ild og vand, og de flyder i flux og reflux ind og ud af St. Intesitnes årer. Fra hendes pande springer stjernerne, der tænder gnister i vore øjne. Og dybt nede i jordens skød presser frøet sig opad og penetrerer jordskorpen i al sin falliske vældes enorme urkraft!
St. Intestine
Hun er i mig
Hun kalder på mig
Og dræberen ligger i jordens dyb
St. Intestine
Hun lever i mig
Hun åbner mit tredje øje
Når hun danser gennem galakserne
St. Intestine
Har dræbt dræberen
Han ligger nu i sorten muld
Som sædekornet

*Skrevet i samarbejde med Michael Zittergong

Refleksion

Står med en liter husholdningssprit
i hånden og tænker:
Skal jeg bunde denne her
og skrive noget på Twitter om hvor sindssyg jeg er?

Den inkarnerede fornuft

Jeg er nærig, siger de. Nej jeg er da ikke nærig. Jeg er bare fuld af sund fornuft. Det kunne aldrig falde mig ind at betale penge for noget, hvis jeg kan få det gratis. Vel? Det er da bare sund fornuft. Man skulle jo nødig få underskud på kontoen. Jeg kan love dig for, at hvis alle tænkte som jeg, ville betalingsbalancen være i perfekt evig ligevægt. Næ, jeg er fornuftig. Jeg tager f.eks. også mit tøj frem om aftenen, så det er klart til dagen efter. Så hænger det fint på bøjlen, lige til at tage på. Sokkerne er lagt sammen i par. Jeg er inkarnationen af sund fornuft. Jeg sørger for at spise velafbalancerede måltider. Jeg vedligeholder hulmursisoleringen. Hvis det er frostvejr, sørger jeg for at starte bilen en halv time før, så smelter det meste af isen på ruden af sig selv. I øvrigt er jeg ikke nærig. Jeg er fornuftig. Hvis jeg er ude at spise, afvejer jeg kuvertens sammensætning i forhold til de økonomiske implikationer på mit samlede forbrug pr. måned. Det er ikke nærighed. Det er sund fornuft! Jeg har styr på tingene. Orden i sagerne. Og alligevel. Alligevel er det som kolonner, legioner af firben og salamandre bevæger sig over sandbunden i dybet af mine øjne.

*Jeg har rod i skuffen. Jeg har alt for mange ting i rodet. Jeg ved at jeg elsker hver af de grimme, små unyttige dimser, men jeg betragter dem aldrig hver for sig. Jeg har et billede af dig på reolen, brunskjoldet af kaffe, jeg smed en fuld kop efter dig for seks år siden. Jeg har et arbejder og jeg møder op ofte nok til ikke at blive fyret.*

Hvilket arbejde? Det kan jeg ikke huske. Kaffeskjolderne breder sig ud over min frontallap. Jeg er intet uden dig. Jeg ved jeg fornærmede dig. Jeg er nærig, sagde du. Jeg sagde du var en løgner og en slap skede. Jeg mente det ikke. Den er faktisk ret stram. Jeg ved jeg sårede dig. Jeg smed kaffen efter dig. Den var varm. Lidt for varm. Som dine favntag. Men jeg er ikke nærig. Heller ikke i sengen. Jeg lader gavmildt sæden sprøjte ud over dit henførte ansigt.









*MichaelZittergong

Fordi vi elsker*

Det der ligger yderst
Korresponderer ikke
Med det der ligger inderst
Lyden af kaosklokken
Penetrerer udgangen
Under blinkende exit skil
Kong Kaos åbner store sin mund
Og udsender
Bølger af apati
Vi drukner
Vi drukner
Vi drukner deri
Fordi vi elsker
Udtørrer Babylons hængende haver
Fordi vi elsker
Sejler Hollænderen endnu
På den dødsdømtes ishav
Fordi vi elsker
Synger sirenerne
Mod en gold himmel
Fordi vi elsker
Falder de sidste bastioner
Mod intetheden
Fordi vi elsker
Gøres kærligheden
Til en vederstyggelighed
Fordi vi elsker
Fordi vi elsker
Fordi vi elsker
Fordi vi elsker

*skrevet i samarbejde med Michael Zittergong

Taxa

Tæller tilbagelagte timer
på et brugt taxameter
falder ind i drømme om
tankstationers udfoldede kronblade
deres lys rækker ud
mod min længste blænde
flyder sammen
lover mig olie benzin
gennem levende slanger
der danser i vibrationerne
fra en uhørlig bas
i en undergrund der
følger vejen

Refleksion over Guyanaekspeditionens sanitære forhold

Steve er en erfaren bjergbestiger og har medvirket i ekstreme maratonløb. Under denne ekspedition skal Steve skal klatre op af taffelbjerget, som af de lokale landsbyboere har fået tilnavnet "Slottet". Opstigningen vil tage forskerholdet tre dage, og er den mest ekstreme opstigning, Steve nogensinde har været med til. De klatrende forskere er nødtørftigt sikret med reb, og alt muligt bjergbesigergejl, som jeg overhovedet ikke kan redegøre for, og opstigningen er ikke bare farlig og forræderisk på grund af de løse klippestykker og svært forcérbare udhæng – den tager også tre dage og nætter, hvor forskerholdet må overnatte hængende i reb på den lodrette bjergvæg, hvor den mindste forkerte bevægelse kan koste menneskeliv. Belønningen for denne kraftanstrengelse er de forestående fund af nye arter, som har udviklet sig i fuldstændig uafhængighed af det øvrige fastland, eftersom biodiversiteten på toppen af taffelbjerget i tusinder, måske millioner af år har været afsondret fra Guyanas i øvrigt meget artsrige og varierede natur. Men først må Steve klatre i tre dage og tre nætter. Sove hængende i et reb. Det er alt sammen meget interessant. Men hvad denne ellers åndeløst spændende beretning fejler at informere om er – hvordan forskerholdet kommer af med afføringen. Jeg mener, hvis jeg kan pisse i en øldåse og ramme rigtigt, på Roskilde Festival i hårdt pyntet tilstand, må Steve jo også sandsynligvis diskret kunne lade vandet i en simpel foranstaltning og tilsvarende diskret kunne hælde væsken ud over bjergvæggen uden nødvendigvis at ramme nogen af de øvrige forskere. Måske er jeg bare lidt for nysgerrig. Men den ellers udførlige beskrivelse af forskerholdets strabadser melder intet om hvordan de kommer af med afføringen. Jeg får udførlige detaljer om goliath-fugleedderkoppens færden under det opsatte webkamera i base camp, og hvordan den, når den føler sig truet sender skyer af hår i ansigt og svælg på teamets stålsatte edderkoppeforsker, der anser den for et vidunderligt eksemplar og konsekvent og lidenskabeligt omtaler den som hunkøn, bliver levende fortalt om, hvordan han har lyst til at hoste de afsparkede hår ud af svælget, men vælger at afstå fra at hoste, mens han holder den enorme edderkop (85 g) på sin hånd, for ikke at skræmme den ved sinkrops vibrationer. Jeg ser hvordan Steve dykker ned i en indsøs brune vand for at redde forskerteamets fiskenet fra at sidde fast i en træstamme, og han dukker op igen med nette fyldt med sorte piranhaer, og han måber i ærefrygt, da piratfiskens tænder bider mærker i bådens metalramme, udbryder "Og det vand har jeg lige dykket ned i – godt jeg ikke vidste de var der!" Jeg ser dem fange giftige skorpioner i ultraviolet lys. Jeg ser Steves muskler arbejde i hans underarm, mens han på sjette time klatrer op af det af orangefarvede alger og kødædende planter, afskåret fra nærende jordbund, voksende på løse sten, marmorerede bjerg. Men intetsteds får jeg at vide, hvordan de skider på det her bjerg. De kan ikke træde af på naturens vegne, for de er seks mennesker bundet sammen af et reb, og afhængige af hinandens styrke. Jeg ser Steve pakke sig ind i et lille telt, og han fortæller mig, ganske åbent og sårbart, hvordan han er umådeligt træt og alligevel bange for at styrte i dybet under søvnen. Måske er der rent faktisk ingen af disse forskere, som har afføring i tre dage. Måske er det ligegyldigt. Måske er denne refleks suspenderet under opstigningen på grund af adrenalinen, som pumper hårdt igennem forskerholdets organismer. Jeg er bare så forbandet nysgerrig. Er de tilpasset så ekstreme forhold at de kan ignorere denne naturens kalden? Her kommer jeg "Rejsen til Saturn" i hu. Et af medlemmerne af ekspeditionen til Saturn keder sig så bravt, at han tager toiletbørsten og samler en bobbel af tis, som flyder rundt i det vægtløse rum, indtil en af de andre synes det er for ulækkert, og de vælger at sende tisboblen ud i verdensrummet, hvor den vækker den sovende rumdrage, som bliver sur og angriber rumskibet. Men i Guyana er der ingen vægtløs tilstand. Guyana er såvel som Danmark underkastet tyngdeloven. Lort må nødvendigvis falde nedad. Og hvor falder den så hen? I hovedet på den forsker, som er under ham?
Der findes ingen outtakes af klip fra Guyanaekspeditionen, som beretter herom. Jeg er efterladt blank med mine spørgsmål.

Profeten

Visionerne tager form
i profeternes øjne
de opdager det ikke

Først opdagede han ikke
flammetungerne
som skød op overalt
blind og uden sansning
opdagede han det ikke
levede et perfekt liv
samtalekøkkenets gabende skabslåger
råbte åbenbaringer
alt imens han
levede vidunderlige dage
perfekte til at lade hykleriet drive tykt ned ad væggene
perfekte til at placere højteknologisk sprængstof
langs husmurene hvor han krøb

Gud stod foran ham
talte til ham
han opdagede det ikke

Spørgsmål 1-3

Hvis jeg giver efter for hadet
vil det da i løbet af minutter
omspænde verden i et flammehav?

Hvis jeg giver efter for bitterheden
vil den da i løbet af sekunder
bortætse grundlaget for min eksistens?

Hvis jeg giver efter for desperationen
vil den da æde mig op?
Nu?

Prins

Hej smukke prins, tag en cigaret, rør ved mine spændstige lår, før vi svimler ind i hinandens arme Hej smukke prins, tag en taxa med mig, lad os lægge røgslør ud over vores liderlighed, lad os kysse til vi dåner
under Jupiters måner

Smukke prins, din hvide hest er rent hypotetisk, men din tilstedeværelse er mere end tilstedeværende
Luk dig op for jeg er fuld af kærlighed

Hej smukke prins, tag et bane, vær min banemand, før jeg udsletter mig selv i det uendeligt hvide, der lægger sig tungt over verden
Hvidt, uendeligt hvidt!
Tag mig, før jeg forsvinder
Knep mig nu, før jeg er ædru
Luk mig ned før jeg bliver fuld af kærlighed

Hej smukke prins Jesus, frels mig, før jeg brænder
jeg hænger i tåbelighedens limbus, jeg ligger i rendestenen, pump mig ud, for jeg har drukket noget der slyngede mig ud i baner jeg aldrig troede fandtes så langt ud i universet

Panodiler og pine, spirallerende fontex
Luk mig ind eller ud
jeg ved ikke på hvilken side af sandheden eller sane-heden jeg befinder mig.
Smukke prins, opluk hegnet for din hær af hvide heste

Tramp mig ned!
Tramp mig ned!
Før jeg drukner i min længsel efter kærlighed

Ham I

Der er noget inciterende ved hans navn
men hans personlighed minder
om dårlig hygiejne i læsermøbler

Hende II

Hun står midt i det strømmende svovl,
klædt i sort,
vind i håret og fixed stare,
huden pumpet op på glitrende metal.

Hun står der, hun har ret til at stå der.
Hun går i sort for hun er i sorg,
og udspiller det kort som hun vil,
når hun vil,
hun har ret til at spille det.
Et borgerdyr hældt på en autonom flaske.
Missekattepoter og dirrende knurhår på den ene side,
og bagved, et forvrænget ansigt skåret ud i sort granit.
Der er intet ophøjet over dette syn,
ingen triumf, ingen tilfredsstillelse.

Der er kun synet
af en sjæl i dybt fald,
ud over kanten af verden.

Hende I

Orgier! Vi vil have orgier!
Flere kandiserede lærketunger, mere dekadence, giftmord i blege morgener!
Flere helvedesblomster, der bryder frem på en ligbleg vinterhud,
mere svælgen i afskyeligheder i et lufttomt miljø uden empati og forståelse, flere svulstige gloser slynget ud i en bred radius, blot for at manifestere sin egen overlegenhed i vulgaritet.
Trusser sendt med posten, dyppet i urin for at give den helt rigtige tørhed, affaldsstofferne lader tekstilet stivne på en helt unik måde, og duften er umiskendelig; du ved han tager sin halvstive pik frem og forsøger at komme i dem. Du elsker det. Du vil have mere. Det er din måde at være tilstede i verden på. Du kan ikke andet.. Du har taget penge for sex på banegårde overalt i verden. London, Tel Aviv, New York, Hamburg, Esbjerg. Du er virtuos, du er professionel. Ingen kan gøre dig kunsten efter. Orgier, orgier! Vi vil have orgier!
Vi spænder buerne hårdere, pilene skal flyve skarpere, som dine ord. Vi frygter dig, vi forsøger at folde os ud for at matche din skarphed, din nedsmeltning af ord. Men det giver os ingen glæde. Du synker sammen til en sort pøl på dansegulvet. Natten løber sammen med dine øjenlåg. Ingen vil tage skylden for dit sammenbrud, mindst af alt dig selv.
Foran et webcam er du fuldkommen udfoldet.

Usynlig blindhed

Dette er Himlens gråd
den subtile mulighed for
at du bortkyssede det brændende tomrum

Forvirring og tilintetgørelse
hvid støj fra nuets daggry

Nu har vi øjne
nu har vi usynlige øjne
regn falder gennem rummet
bortvasker mine blændede tårer
som stråler i alle retninger
jeg hænger mit tøj til tørre
i regnen

AALBORG ATOMSKY

Blikket mod horisonten
mod Portlands kaos af beton
Signalbakkens ludende silhouet mod himlen
halvt lukket af flade skyer
der lader solen sive ind gennem persienner
den anden vej fjordens grå stålvand
og længst mod vest
skov af møller i et uendeligt øde, øde, øde
Får åndenød af at lade blikket glide langs horisonten
en rædsel over dette øde, disse knugende silhuetter
det liv jeg efterlod her
et drama som en eksplosion
som da affaldslageret brændte
røgen steg op som en atomsky
og efterlod sorte spor over byen i dagevis
det brændte langsomt

MEN DEN BRÆNDTE UD
BRÆNDTE UD BRÆNDTE UD
AALBORG AALBORG ATOMSKY ATOMSKY
AALBORG AALBORG ATOMSKY ATOMSKY

Den dag ja den dag den dag ja den dag den dag ja den dag
Da Aalborg eksploderede i atomsky atomsky
Lad mig fortælle dig om den dag
Mine øjne brændte ud
mine tanker brændte ud
min fornuft brændte ud
jeg stiller mig på Signalbakken med solbriller i faktor 2 millioner
og ser min by brænde ud

Jeg var fuld
Undskyld
Jeg fik Aalborg til at eksplodere i atomsky atomsky

AALBORG AALBORG ATOMSKY ATOMSKY
DEN BRÆNDTE UD DEN BRÆNDTE UD
AALBORG AALBORG ATOMSKY ATOMSKY

Forsøgsdyr

Kun mit håndholdte papir
afslører at jeg ryster

Jeg vægrer mig mod den sugende bevægelse
som et hårløst forsøgsdyr
med podede legemsdele på ryggen
som et forsøgsdyr med klippede kløer
Sandheden står skrevet
hen over mørkets himmel
med binære tal
jeg må omsætte dem med fysisk aktivitet
bevægelse så ettaller og nuller
arrangeres til forståelige strukturer
jeg er muligvis ignorant
og de nye koder
må være tredimensionelle
og forløses i samtlige retninger
for at nå min bevidsthedssfære

Kun den let rystede skrift
afslører sandheden for mig

Efter mørket

Skal man blive væk
for at finde sig selv
dykke dybt ned
og gennembryde overfladen
dækket af mudder
men med øjnene fulde af lys
blive opløst
spredt for vinden
alligevel vidende om
at man er fuldt til stede
i hvert eneste støvkorn

Fyrtårn

Jeg kan ikke drikke mere
skummet er kastet ind i mit glas
fra den ramsalte sø

Pludselig lyser
den skarptslebne erindring
mod mig som et fyr
blinker uventet
i underbevidsthedens mørke
rammer forglemmelsen
som et søgelys

Åbenbarer
regnen
såvel som støvet

Hvem er du

Hvem er du egentlig?
Kender jeg dig?
Kender du mig?
(Henvendt til manden ved siden af, henvendt til moderen, henvendt til faderen, henvendt til broderen, henvendt til vennen, henvendt til arbejdskammeraten, henvendt til læreren, henvendt til eleven…):
Kender du ham?
Kender I ham?
Har I nogensinde kendt ham?
Har han nogensinde kendt mig?
Driver væk på en bølge af apati
Når jeg forsøger at sove, svæver jeg i lufttomt rum

Mødte dig på gaden
Vi så hinanden fra her vores side af fodgængerfeltet
Dér stod vi med hver vores aura af melancholi
Dit blik var klart som glas
Du så ret igennem mig
Greb om dine skuldre:
"Tal til mig!"
Men du talte ikke, dine øjne var vendt indad
og det ydre blik fæstnet i et punkt lige over mine bryn
så vore blikke umuligt kunne mødes.

Lysfald

Placer dit ansigt under den centrale måne
så det lyser fra den vinkel
der arrangerer skyggernes simple grafik
og lader mig kende dig på lang afstand

Kirke

De har udskiftet alteret
med supersonisk surround
dj i pibekrave spiller satanisk musik
jeg er ædru
et gigantisk spørgsmål

Griber efter taskens tåregasspray
ætser min hals åben
så mit skrig kan løbe bort
forbi mine lukkede læber

Bodegapuma

Halbal i Valhal
Luftguitar med hovedet leende kastet tilbage
En flue flyver ned i min hals, kaster mig mod udgangen
Brækket står i en ubrudt stråle mod gulvet
Du skal bare hente lidt sand og sprede det ud over brækket sagde han
Tilbagelænet
Husker ikke mere
Skete der mere? Sådan mødte jeg Jack
Han kender enhver beværtning
Og beværtningen kender ham
Han er rock´n´roll, han har været rundt om blokken
Røgen bølger gennem rummet
Vi samlede ham op foran Bodega
Victoria Karina er skredet, og Jack har neder på
Men som altid rovdyret i ham kræver liljehvidt kvindekød
Noget uimodståeligt i det hærgede ansigt
Hænder, placeret varierende steder på hende Line
Hvorfor ikke mig?
Audioslave profeterer i højttaleren: In your house I long to be, room by room, patiently
Exit Line, enter Jacks hænder placeret varierende steder på mig
Tredive minutter senere: Heinikendåser reflekterer den opgående sol
Limfjorden sender guld og sølv ind bag min øjnes mørke
Himlen knager faretruende
Du kan gå hjem til dig. Eller du kan gå med mig
Du skal bare vide jeg ikke kan holde fingrene fra dig
Crash boom bang

Kneppede ubesværet
Storartede løgne!
Stykker af loftet faldt og faldt
Og bedøvede mine sanser
Vi sidder alt for tæt på jukeboksens Speed of Sound
Hans mund så tæt på min
At der ikke kan stilles flere spørgsmål
Altid et party! Altid en bajer på havnen, i solen Jack holder flasken lodret for munden, kluk, kluk Lyden af vin overhældt til karaffel Altid en grund: Glad? Lad os feste! Depri? Lad os feste! Ny sofa? Lad os feste! Dødsfald i familien? Lad os feste! Bilen på værksted? Lad os feste! Lad os feste!

Altid tilbagebetaling på Victoria, og lad os tage et enkelt sæt nu vi er her
Hun er en sød pige, ik? Ja?
Fadøls-tsunamien skyller ind over mig
Blottede skarpe hjørnetænder tæt på mit ansigt Vort 1. skænderi! Det skal fejres! Lad os feste! Det var vort clue til at drikke langt ind i den nye dag
Jack gik efter øl i klar oktoberluft
Solen lyste på poplerne, der vidnede om evigheden
Jack bar en sixpack hjem, rullede joints, blackout!
Opvågnen ved fjorden i dæmpede aftensolstråler, næsten mørke
En snigende kulde krøb langs min rygrad viste mig vej til en dyb angers sorte brønd
For dette forhold…denne romance…denne flirt var et hylende misfoster
Et misfoster, der villigt lod sig bedøve i fadøl
Forelskelse er så charmerende i gyldent fadølsskær

SKAL JEG SMADRE DIT HOVED råbte brormand
GU SKAL DU EJ replicerede Jack
Slap af med det der, sagde Bent og gjorde pilsnerbevægelser med hånden
Men Jack og jeg
Vi elskede hinanden
Så gu gad vi ej slappe af så fuck dig, dukse-Bent
Og så rørte skyggerne mig
Drejede rundt om mig selv
Stoppede op når nogen rakte mig
En kort, en lang, en joint og en streg
Bevægelse gennem ukendt territorium
Og når jeg vendte tilbage var det med tømmermænd der atter kaster mig en tur gennem mørket, undskyld!

Den nat, Karina opsøgte Jack
Den nat ringede jeg til ham, og han tog telefonen midt i scenariet, transmitterende fra gerningsstedet, oprørt, beruset til døden I orkanens øje på direkte tv
Jack råbte ind i røret i sin frie hånd
Kastede det, da hun smadrede glas og sig selv
Jeg lyttede til transmissionen af hendes skrig
Mens Jack holdt hende nede ved håndleddene på de blodige dynevår

Jeg sover nu.
Jeg drømmer
Billeder falder som blomsterfrø
Dale med æbler og kirsebærs kronbladssne
Falder lydløst Solen blinker i åen i dalens bund
Vi går barfodet over det bløde græs
"Jeg elsker også dig" og der er dyb klangbund i mine ord
Kys, der udspringer af verdens sjæl; de bortvasker min skyld
Melllem kyssene ser jeg solens bane, store fugle glider lydløst over os
Hjortene standser og spiser af vore hænder, og
Solen blinker i Limfjorden og Heinekendåserne
SKAL JEG SMADRE DIT HOVED SMATSO
Shit…jeg er vågen

TV-flash: Et elskende par i et nedbrændt hus
Forkullede, tæt sammenslyngede i hinandens arme
Reality-flash: Enmands-druk på altanen
Jack emmer af sprut og skod mens han synger til mit ansigt: Why the hell are you so sad?
Hvem skal jeg kneppe? Dig?
Eller skal jeg gå ud I byen og finde Karina?
Døren splintres mens den smækker
Jeg fandt ham liggende på sin seng
Tøjet på og udbrændt skod ved højre hånd
Venstre hånd indsmurt i blod, i ansigtet størknede sår
Hvordan var disse sår kommet? Det kunne han ikke huske
Røgen lå stadig under loftet
Jeg trak persiennerne op
Åbnede vinduet

I februar gik jeg ned til udkørslen E45
Da tog jeg disse billeder
Og den inderste stemme hviskede:
Du ringede ham selv op
Og modtog hans service med kyshånd
Djævelen er bare bydrengen

søndag den 21. marts 2010

EKIM-ormene II

Hvis man som mandlig besøgende på Det Poetiske Bureau har været ude på toilettet og slå en streg, har man nok lagt mærke til at ormene herunder har været hængt op over toiletkummen: http://kraniemaelk.blogspot.com/2010/03/blog-post_17.html. Faktisk er jeg lidt stolt over at de har fået lov til at hæge på toilettet siden sidste sommer, hvor jeg sad og tegnede dem i min campingstol med en håndbajer på Roskilde Festivalen. Men det er ikke helt for sjov, at jeg tegnede disse orme. Det var i grunden et forsøg på at anskueliggøre et abstrak spirituelt koncept for mig selv og mine medstuderende i Et Kursus I Mirakler, som jeg har studeret siden 2007. Dettte kursus, som er udformet i en kristen terminologi, skrevet i shakesperianske blankvers og minder meget om buddhismen i sin tankegang, fortæller at vi alle er et, aldrig har været andet, og at kun en vidlfaren illusion får os til at opleve os selv som adskilt. Meget kort fortalt. Det er en vildt provikerende tankegang, og mange kastes ud i en slem identitetskrise når de forsøger at komme igang med det omfattende værk, men de fleste synes også det er det værd, når de er gået med på jordskredspræmissen, og enten vælger at læse det som et filosofisk værk, eller noget de har lyst til at implementere i praksis i hverdagen. Men altså, for at anskueliggøre det her crazy koncept på en humoristisk måde, lavede jeg de her orme, som har en "identitet" i hver ende, som tilsyneladende er adskilt fra den anden, og kun mangel på bevidsthed om, hvad der foregår under jorden gør, at de bliver uvenner, forelskede, oplever kulturkløfter etc. Det koncept kan man jo så gå med på eller lade være, men man må godt printe siden ud, og tage den med på toilettet, så man stadig kan pisse imens!

onsdag den 17. marts 2010

tirsdag den 16. marts 2010

tirsdag den 9. marts 2010

mandag den 8. marts 2010

Underbevidst overflade

Nogle små pelsdyr
holder åbent øje med alt hvad jeg er
med bagvendt djævlegreb
den monumentale ørkenvandring
med tilbageblik på mainstream-vejen
fremadrettet udsyn mod forstørret horisont
og i mig en dyb sult
Der er tilsyneladende
en vidunderlig udsigt på
mit hjertes vinger

Små skjulte svin
yderligere tilsvining af mit plettede rygte
rytterstatuer drypper antikt blod
mod opadrettede lyskegler
et foruroligende ekko
af Det Tredje Riges billedskabelse
og i mig en umættelighed
Der er tilsyneladende
ekstreme visioner på
mine kløers yderkanter

Fedtede små kujoner
efterlader mig med panoramablik
over et uendeligt tåget øde
hvor sjælens slamflod fordeler sig
lader langusterens øjne på stilke
periskopere over vandskorpen
og i mig en tomhed
der er tilsyneladende
en spaltet mangfoldighed på
mine tankers næb

Det rigtige sted

Skyeerne
alleen
bjerget
alt passer sammen perfekt


Himlen og bjerget
rækker ud efter hinanden

Til X/Y

Lad os lave en aftale: Når du også er død
så mød mig på Dogger Banke

Hvorfor? Fordi der er gråt og forblæst
og dybt som det sted jeg er nu

Alt bevæger sig hen imod én konklusion:
alt er forkert!

Den tid jeg er her endnu
kan med fordel tælles i timer
der falder sne mens jeg fader ud

Ude vestpå stiger havet
mens du sover

Sletternes sandkorn har haft deres tid
i et enkelt døgn
som mig. Mød mig i havet
Se hvor det bærer os hen

Satan (Ulækre digte 1)

Han bringer sig på kantgennem en uendelig række af provokationer
uden bevidsthed om hverkendemokrati eller retfærdighed

Mens missionær-indenlader stumper af evangeliet
drysse over apatiske tilhørere

Imens forsøger jeg at undslippemin moralske destination
har drukket mig fra min demokratiske pligt
i smukt gyldent øl gennem Ikeanatten
Satan er her stadig
Satan er til stede ien uendelig strøm af provokationer
Satan er til stede i den misforståede idealisme!

Så nu begår jeg dumheder
mange, mange dumheder
oplyst af et stilfuldt lysskær

Ulækre digte 2: Hr. Fladmose planlægger musikken til morgendagens gudstjeneste

(Scene: Hr F. ved sin skrivepult, bakkende på sin snadde i petroleumslampens bølgende skær, gåsefjerpen i hånd): Hvad skal jeg vælge? "Se nu stiger solen af havets…hvad…SKØD?! Nej, fy da føj…det er jo næsten pornografisk! Nå, hvad med "Blomstre som en rosengård." Det er jo Grundtvig, ham kan man stole på…lad os se…"Libanons og Karmels glans/ Sarons - HVAD? Yndigheder?!" Nej, nu HAR jeg ALDRIG! Nå, "Hil dig, frelser og forsoner"…ja, det handler jo om synd og skyld, det kan vi godt lide…men hvad ser jeg: "Skønt min BARM må isne!" NEJ, alt det griseri, det er jo rent kødeligt og sensuelt! Nej, så må vi tage en årstidssalme. "Nu falmer skoven trindt om land." Jamen, himmel! Den handler jo om NATUREN! Det er jo SANSELIGT! Argh! Min hjerne brænder ud ved al denne u-åndelighed!
(Hr. F. falder bagover på stolen, petroleumslampen falder og antænder salmebogen ved faldet. Tæppe)

Verdens vigtigste person-battle

Her er mit bidrag til "Verdens vigtigste person-battle, som fandt sted på Fjæs sidste efterår - tænk at Fjæsbogen faktisk kan bruges til at udrette noget fornuftigt! Hvis man bladrer grundigt nok, kan man sikkert finde Steffen Baunbæk Pedersen og Pia Schjernings respektive blogs eller hvor de nu spreder ord i cyberspace.

Jeg er den hotte her, hot som et pyroteknisk power-party, hot som Kim-Jong-Ild når han er allermest arty-farty, men det er mig der har the power, og du kan kraft-peter-væltemig bare få et golden shower! Av- av- og aver! Du er en sandwich med både kylling og ælling, din dumme kæling, og Steff, du er bare for Houlberg, så æd min soul, der!

Tør dit skræv med dit hår, dit åndsbollefår/Jeg får tics og tager narko og hijacker en Wells Fargo/for at komme væk fra dit flynderfjæs/ Du sku melde dig til Zulus djævleræs/ Og crashe lige ind i banden spnsoreret af Nordea/ det stærkeste du indtager er bolscher med althea/mens jeg kværner mescalin/ dit åndspygmæ-svin/ du sku smøres ind i frimærkelim, din åndelige haletudse-stime!
Yo, mit flow det er svedigt/og dit ansigt er ledigt/til en knytnæve lige i smasken/for jeg tror din plan gik i vasken/om at være VERDENS VIGTIGSTE PERSOOON/det er mig/jeg er noget for sig/dit dumme kvaj/jeg har nemlig fucking nosser: en hel MILLIOOOON!
Din knyst-beholder og panchreas-liebhaver! Det er MIG der er VERDENS VIGTIGSTE PERSOOOON!!!!

Nudler! Narrehatte! Jeg syr bjælder over hele din krop, så du rasler i supermarkedet, på kommunen, og i soppebassinet! Det er MIG der er VERDENS VIGTIGSTE PERSOOON!!!
Tørkog og vådsteg din koldklamme hunrej! Du lugter af muggen røv som er døv og drikker cola som om du gik i skola!

Halløj frøken Schjerning, du vil gøre en god gerning/hvis du holder kæff med de der guder, de er ikke værre end en kamp med puder/af fjer og gåsedun og ligeså dumt som dåsetun/eller hvad med ham der Sun-Tzu, han er klar til kamp sgu/men det er jeg osse/jeg tør te mig som en tosse/mens I kører shit med ord, så er jeg funky som Thor/der er superfresh med en hammer/værsgo, her er en verbal lammer!TA DEN SUCKERS!

Dee-ee-ee-eet var som bare pokker! Jee-ee-ee-eeg nakker et par suckers!

På bredden

Bag os brænder floden
du er vidne til skyggen
jeg kaster på sandet

Jeg haler ind på dig
holder din bevidsthed
åben med ætsende kiler

Ryster mig som en hund
kviksølvvandet
står om mig
som en glorie
udvisker den hårfine grænse
mellem fornuft og perversion

Tilegnet Hulda Lütken

Det er med min Aands Kraft, jeg rækker ud/ Med intet andet kan jeg tilrane mig Magt/ Og som jeg snoede mig op i Taarnet, hørte jeg den dumpe Susen af Regnstormen gennem Stenene/ En lyshaaret ung Mand meddelte mig, at ledte jeg længe nok/ville jeg genfinde Erik, min Søn

Han sagde dette og forsvandt/Korridoren aabnede sig foran mit brændende Blik/ og det stod klart at genfandt jeg min Søn/ genvandt jeg min udødelige Sjæl

Og ja, jeg talte med Sjælene/ de hvisked til mig gennem Granitblokkene/ og jeg følte mig som Verdens Herskerinde/ alt kunde jeg opnaa

Og mit Overmod ville føre mig videre ind i Berømmelsens Labyrint/ men da traadte jeg ind i Helligdommen/ tavs stod jeg mellem Statuerne som betragtede mig med Pupilløse Marmorøjne
Da løb jeg ret mod Det Allerhelligste og rev forhænget til side/ og der stod Han bag Klædet med sit mørke og dog lysende Blik/ uden bebrejdelse, men direkte, fast, afgrundsdybt, med fortvivlende Klarhed/ manende til Besindighed, til Visdom, til Sandhed

Under dét Blik kan ingen undslaa sig/ det fører mod Vejen til Hjertet af hans egen Skæbne/ Under dét Blik maa Erkendelsens Rose blomstre/om end den lader Hjertet sprænge med sine tornes Rambuk/ og udspy Himmellegemer af Blod/ og Ekkoet må for evigt genlyde i de udsprængte Rum!

Lyset slukkes

Lyset slukkes/ de raaber højere for at overdøve hinanden/ de krydser deres Dumheds Klinger
Svedperler springer frem paa min Pande/ endnu har den Sidste ikke galet færdig/ grøn Misbilligelse lader enhver fremadrettet Bevægelse stivne/ disse uafladelige Gentagelser/ Forræderne vender Ryggene til Hinanden/for at endnu en Dolk kan stikkes ind mellem Skulderbladene

Se! Nu slukkes Lyset/ for atter at tændes/ der udøves Vold mod vores Klarhed/ han kræver Taletid, uendelig Taletid/ men fra hans Strube runger kun Tomhed
Fra uanselige Hjørner kan den opmærksomme/ høre svage Bønner om Naade/ Portene aabnes mod Havet/ fraadende Brænding af Meningsløshed skyller ind/ jeg forventer Intet!

Vejene

Visse kryds
hvor der er åbent til alle sider
ubrugelige (for alt andet end det passerende)

En passage
et lille rum mellem vejene
hvor intet hviler
intet får fodfæste

For de rejsende er der ingen hvile
noget er i forandring
hverken a eller b
men dét midt imellem disse
hvor ventetiden føles uendelig

Er du standset og har du virkelig set det?
Eller bevæger du dig videre, hurtigt
mens du mærker lufttrykket
fra bilerne som kører forbi?

Og hvis du har standset
er det så fordi det ligner
et rum du kender?

Ser du tomrummet hvis du ikke allerede
har set det indefra?

Titia

Jeg venter
mine øjne er fæstnet mod vinduet
i køkkenet smiler komfuret som et kranium
ledninger vrider sig i netværk bag højttaleren
telefonen imploderer under tavshed
ingen har meldt sig i aften

Så jeg venter ved vinduet
hvem venter jeg mon på?
smiler ved mig selv
måske har nogen set mig måske ikke
set min profil

Blikket fast rettet mod gaden
ansigtet bøjet en anelse nedad
mit mørke hår klæber uvasket
køn er jeg egentlig ikke
men jeg har et tæppe af mos under huden
det dufter let af muld og regn

Når mit blik hviler på din krop
fæstner det drypsten til dit hjerte
min elskov er en verdensbrand
der kan tændes og slukkes som jeg vil

Jeg kysser som en manisk tiger
tir mig ikke!

Jeg tror jeg er søvnig i aften
neonlyset er så charmerende
det svirrer let mellem persiennerne

Når jeg sover sover jeg dybt og længe
i et landskab af inderlig nødvendighed
med tåge over brune marker
i morgenernes morgen
farver fader ind og ud mellem natten og dagen
brændinger kaster fluorescerende skum
den sidste og den første kyst
hvor du mødte solen allerførste gang
alene på en flade af støv og ubrudt nøgenhed

Når jeg sover er byen unødvendig
når jeg vågner er jeg overalt bare med et blik
smelter jegind i verden
vender blikket væk og størkner
mit aftryk er relieffet af alting

Jeg skaber kunst af alt hvad jeg er
med min signatur
kastet som et net over dit sind
du er indkapslet i mit hvide rum

Jeg har aldrig ladet dig gå
vil aldrig lade dig gå

Titia går ud

Hvorfor gå i seng?
Lyt ved vinduet
byen venter på mig
jeg er snart derude

Træder ud i natten
rører dem som skygger i en mørk korridor

Natten er skjult bag døren
åbnes ved første øjekast

Jeg gør mig ukendt
afklæder mig
og går ud i natten
griber en taxi
"kør mig derhen du ved"
chaufføren er perser med silkehvid pels

Nu står jeg her f
oran menneskemængden som spredes da jeg træder frem
mine glatte ben først
går igennem en menneskekorridor
lyset blinker i mit ene øje
det andet ligger på brøndens bund

Burde jeg præsentere mig selv?
Jeg er Titia
jeg steg op af det stålgrå vand

Nogen vil ha en autograf
nogen vil ha billeder
andre kys
de gir mig gaver og drinks
på fingrene lyser for længst forkullede skove

Hvorfor elsker de mig?
Hvorfor spør du?
Du ved jeg har mana

Fuck you! Du ved hvem jeg er!

Titia, skakmat

Det sker bare
nogen gange går jeg itu indeni

Kan ikke gøre for det
heller ikke noget ved det

Det sker bare
som når træet trækker klorofylet tilbage
umærkeligt, usynligt
lægger kimen til løvfaldet

Min hjerne spiller mig et puds
som når skakmesteren allerede fra begyndelsen
har lagt strategi for modstanderens fald

Spillet hvor min dronning
forsvarer min balances konge
til sidste blodsdråbe

Jeg vakler for det sorte tårn
jeg ryster indeni
jeg hyperventilerer
jeg ved hvad der venter
jeg bløder på de sort-hvide tern
jeg ser min konge falder

Titia i skoven

Mit ansigt står smukt lysende
mellem træerne

En hest løber over den frosne sø

Jeg bærer sort-syntetisk pels
dermed slipper ingen varme
unødvendigt ud gennem porerne

Ingen dræbte mig
Ingen slog mig ihjel

Jeg svævede over rådvildhed

Se mit ansigt stråle over granerne
hvor hvert fragmenterede billede
spiddes på nåle

Mit ansigt bevæger sig
i hurtige frekvenser
som i neonlys
trækkene opblødes
i svimlende sommerregn

Mellem træerne
taler jeg kun i imperativer
blandt mennesker
siger jeg intet

Jeg står smukt lysende
mellem parallelle himle

Ja! Jeg er tilbage!

Tørst

Går igennem stormagasinet

Kun klædt i et håndklæde
leder jeg efter dig

Jeg ved du er herinde

Skærer mig gennem menneskemængden
hænder som urskovsknive
bruger mange kræfter
drikker inderligt af fontænen
min bløde mund som den tørstige hjort
skriger dit navn gennem hallen

Stryger henover køledisken for at finde dig
hurtigt

Jeg længes efter dine hænders varme

Kødarme griber efter min krop
iskolde salater lukker sig om mig

Jeg er grøntsagernes nedkølede tørstige fange

Jeg fryser mens jeg kigger op
rulletrappen med sit opad, opad, opad
fortæller hvordan mit liv med dig vil blive

Står du på toppen og venter på mig?
Ingen ved det
men jeg beder dig
få mig ud herfra
ud på gågaden langs boulevarden

Før mig ud af denne by
mod de skægstubagtigt stikkende stubmarker

Før mig bort

Jeg fryser Jeg er tørstig

Stort bedrag

I:
Bedrager mine øjne mig?
Der er ingen her
kommunikerer ud i intet
ingen kommunikation i ingenting
Bedrager mine øjne mig?
Jeg har ingen øjne og ser intet!


II:
Bedrager mine øjne mig?
byen på bjerget brænder
intet kan skjule den brændende by
regnen lader ruinerne løbe
ad skrænten i rivende askeskred
århundreder styrter sammen
historiske bygninger
vidundere
smuldrer til støv
Hurra! Hurra!
mere af den slags!
mere af den slags!

Var mine egen herre igennem århundreder
der var så varmt
skærmede mine bedragede øjne mod solen
kulden kunne jeg ikke røre

Mine sanser bedrager mig
registrerer ikke de hængende frugter
saftige orkideers tyngde
springvandets forstøvning
solurets selekterede skygge
græs i milliondollar-klassen
grønt som helvede!

Læs mig uden skyld
der er ingen ord på disse sider
kys mig uden skyld
jeg har intet at tilbyde dig
men jeg kan fortælle dig
at Teletubbierne bedrager hinanden
stort bedrag
hver lørdag
running wild
som vildskud
solskoldet
regnstrimer på ansigtets støvlag
bag rækkerne af wastelands på stribe

Mit hjerte bedrager mig
lader hjernen afspille worst case scenarios
gir mig åndenød
koldsved
digital programmering
0: ingen smerte
1: smerte
0-1-0-1-0
binær puls
blikket vendt indad
Mine tanker bedrager mig
fuck det
ingen uddybelse nødvendig


III:
I min drøm talte jeg sandhed

Med skovens kalkgrønne kølighed
flød den ubesværet gennem min mund
om morgenen var den væk
Om natten drypper den fra de fugtige popler
rækker uendelig højt over himlen
passerer stilfuldt velovervejet
mod horisontens frådende latterbrøl

Selvportæt

Da jeg på alle måder er uperfekt
undskylder jeg igen
jeg underskylder
da jeg på alle måder er uperfekt

Opløsning Kbh

Drømmen om dig i poppelsol
gyldent lysende tage
falliske tårne
fingre som peger mod himlen
rager gennem nætter i beruselse
Din magi er massiv som en pyroklastisk sky
din radius rækker ind over mit sind
hypnotiserer
sætter din signatur
i dit navn uniformeres min sjæl

Under motorvejsbroerne lurer din magi
vidner om silkenætter og solklædte brosten
flyder gennem mig når jeg drøner i fuld fart
mod dig
mod dig

På gaderne er jeg ikke endnu
du lokker mig med dit løfte
om fest under månen
i gader som floder der trækker mig med
Du forsvinder som vingestøv
altid lidt fremme foran mig
når jeg drøner ad stien
mod dig
mod dig

Se på et usynligt kort
hvordan mine tanker falder mod dig
lyser i mørket i trævler
stirrer ind i den tunnel der fører mod dit hjerte
strømme ophvirvler bundmateriale
jeg er blændet
falder ind i strømmen
under stadig opløsning

Tre mænd / Mickey M


Tre mænd
Den gamle elskers ord var lige så slappe som hans pik
den store kærlighed selv-komposterede
den nye forelskelse kollapsede under sin egen vægt
Titia skiller persiennen med to fingre og betragter gadens vrimmel
bilerne kører frem og tilbage
ensomheden hænger som en klipfisk over hendes trætte hoved
Titia kan røre ved sin egen hud og tænke
der er kun det tomme rum nu
måske kan det fyldes af en drøm om

En tegneseriefigur?


Mickey M

Der er intet derude og intet herinde

Mørket er kun kort
men Mickey M lurer i baggrunden, i periferien
han har en trekant ned i panden og smiler frækt
en lille lurendrejer som Klovnen fra Det Onde blotter han tandsæt
månen blinker i knivsbladet
og kaster lyset tilbage i hans skarpe tænder

Oh, Mickey, you´re so fine
Titia står ved vinduet i tynd natkjole
der er små fine blomster på den
sommernatsvinden smyger sig i det tynde stof
der dufter sødt af syrener i mørket
Det drypper fra hans læber
og fra Titias læber

Er du en sød lille mus spør hun
Er du en sød lille mis spør han

Er du Sydende
spitzenklasse
sizzling hot Min lille musefælde smækker

Oh, Mickey!

Las Vegas Apokalypsen

Det perfekte entertainment center
roulette ved skriggrønt bord
pengene flyder fra mine hænder
smider med dem som skidt
flår min skjorte af
gnubber jetonerne ind i mit blottede bryst
velklædte mænd og kvinder ved bordet
de er lækre, appetitvækkende
Applaus mens jeg kører mit show med stil
min latter skingrer mod loftet
kastes tilbage af lamperne
hælder whisky i mit hår
lader sexgudinder slikke det af
da det løber ned ad mine arme
som gyldne floder
Tumler ind i salen
publikum klar til det fedeste show
Elvis går på scenen
lur mig om han ikke synger
kun til mig
Harpo og Chico
jonglerer i hver side af scenen
mens Elvis vrikker sensuelt med hofterne
taler til mig
han ved jeg er dernede
Liza Minelli
i en perfekt afgrænset kegle af spotlys
synger: Willkommen bienvenue welcome
cancan med lyset i det åbne skræv
Men pludselig kastes lyskeglen direkte ned på mig
Blænder mig
Caught in a trap
En skikkelse glider over scenen
kappeklædt iskold og mørk
lader kappen falde
ulastelig er han i Armani
jeg ser hans stikkende øjne
blodet i hans mundvige
Stadig er lyset rettet
kun mod mig


Jeg troede han var borte
men han er tilbage nu
uden brug af våben formår han
at tilintetgøre min eksistens
Jeg holder skælvende hånden
op mod lyset
han taler til mig med røst
som fra dybet af en kulmine:
Kan du huske mig
selvfølgelig kan du det
jeg er den
der kender dig bedst
må jeg være så fri?
din eneste ven
troede du
du kunne gemme dig her?
jeg ser dig når du sover
jeg ser dig gennem dagen
dit vildeste trip
din dybeste angst
ha!
jeg tilintetgør dig
på et splitsekund
det stinker
når du ånder ud
råddent vand fra dit gab
verden var bedre
hvis du aldrig trak vejret mere
stinkende rotter
piler op og ned
af din forkrøblede krop
bylder er der
på huden
parat til at briste
af materie
du kan peele din hud
den kan diamantslibes
men bylderne bliver ved
at pible frem
materie tapløber
føl den, baby, føl den
møglækkert topstylet farvet hår
stadig er du intet andet end
en veltrimmet vederstyggelighed


din grimhed
kan aldrig camoufleres
jeg så dig
mens du gik herind
stanken hang fra dig
mens du slæbte
klumpfødderne
op ad løberen
så dig ved roulettebordet
med casinogæsterne
de tænkte
han burde indlægges
i bedste fald
gemmes væk
hans afskyelighed
er en skamplet
på vort casino
Publikum giver stående applaus
En piccoloyngling
smuk og væver
rækker mig et forgyldt håndspejl
holder det op for mit ansigt
jeg ser den yderste hæslighed
lysende klar i spotlys
vender hovedet bort
skubber spejlet væk
ynglingen forsvinder
med alfeagtig ynde
Den Armaniklædte fortsætter:
Hvordan føles afsky
når den kun er til dig selv
du ved der kun er et at gøre
thi verden er bedre
uden dit hæslige åsyn
din stinkende ånde
rablende tale
gå ud i ørkenen
lad dig stikke af skorpioner
hæng dig fra høje steder
spil russisk roulette
med seks patroner
jeg er ligeglad hvordan
bare gør os fri for dig


Publikum jubler
laver bølge
Jeg rejser mig i spotlyset
skælvende over hele kroppen
lammet ansigtsmimik
hans øjne er fæstnet mod mine
med skarprettet pegefinger
viser han mig døren
Den røde løber er som kviksand
nu synker jeg
mens publikum ser til
med klapsalver
deres øjne afspejler kun fortabelse
Synker dybere
med hver hæsligt behåret kropsdel
bid for bid
under den skadefro måne
ørkenlatter som kaktus
drypper stadig mod mig
mere og mere dump
under kviksandet

Kalk

Jeg skraber lag af kalken på muren bagerst i haven
bogstaverne forsvinder blot dybere ned i kalken

Støvet lægger sig på min tunge

Vender mig om ser tusmørket på frugttræerne
der er svimlende dybder i løvet som jeg kan fortabe mig i

Erindringen
om den dag, da vi sammen mugede ud i stalden
solen skinnede ind gennem den åbne vognport
gav dit ansigt glød
betragtede dig stjålent jeg svedte mens jeg skovlede halm op på ladet
med ærmerne smøget op

Du var smuk
koncentreret
arbejdende
du var smuk

Vi tippede læsset af på møddingen der dampede let
da vi vendte halmen med en greb så du på mig et øjeblik
spørgende
som vidste du lige netop da ikke hvem jeg var
og jeg vidste det heller ikke
vore spørgsmål rørte hinanden uden ord

Nu er du væk som de ord vi alligevel savnede

Jeg står i haven og skraber lag på lag af kalken
de øverste stadig solvarme lag
de dybere som rækker
mod en dybere kølighed helt ind
ind til sprøde bideklare teglsten
lægger mit ansigt mod stenene slikker på dem

Støvet lægger sig på min tunge

Isti mirant stella

Se mig styrte om hjørnet på en onsdag
jeg brækker mig af travlhed
se mig køre derudaf med totalturbo på
se mig styrte om hjørnet
se mig styrte sammen til en askehob
slimhinderne belagt med kaviarlignende partikler
børster skæl af mine ærmer
fuldstændig ukritisk langt ude
Se mig styrte om hjørnet på en onsdag
forsøg at se mig inden jeg rammer dig
hårdt mens jeg har nok i mig selv
se mig gøre noget rigtigt for en gangs skyld
får masser af positiv opmærksomhed
hvis jeg spiller på mine fortrin
pumper dem tuner dem
gir den en sylespids hjørnetand til
se mig vende det hvide ud af det inderste
når kilerne er stukket langt nok ind
Til at de lige netop kan holde det åbent
som skal holdes åbent
så salamanderne
kan vælte ud mellem ribbenene
Se solen stå op som et matsort hul i himlen
Du diabolske
Dit tandsæt blænder mig
Atmosfæren løber over af flydende svovl
Isti mirant stella
og så tilbage til kødgryderne
kaster op i køkkenvasken
og tilbage i business igen
Se mig styrte omkring
rundt om mig selv
langt ude i hampen
i dørken
dyster
har fået en dårlig
og den dårlige har fået mig
lige på kornet sømmet fast
med bakteriebefængte nagler
have a coke and a smile
velkommen til Golgatha




Se mig styrte igennem verdensrummet
jeg er alt
jeg er intet
helt igennem revolutionerende
Blændende skælhed
diamantstandard
i krybdyrøjnenes kække glimt
se mig falde i en dødlignende søvn
efter endnu en nådefuld åndelig vækkelse
Se anti-illuminationens mørkemassiv
rejse sig fra underbevidsthedens slam
og mit hoved kun holdt oppe af kraven
og benene kun stå i kraft
af strømpernes støtteeffekt
før jeg styrter

Am I that hot?

De flygter når de ser mig
vender deres ansigter bort i afsky
de så gerne ville skjule deres lede
men de kan ikke aner ikke hvordan

Regnen falder ikke på mig
de tunge dråber bortvasker ikke mit syndefulde udtryk
de tunge øjenlåg de vidende øjne
kommer faren for nær: posér

Engang var jeg chef I mit eget køkken
jeg kunne virkelig spice dig op når jeg ville, men
nu er jeg kogt ind til skyggen af min tidligere mængde
stærk som fanden, eksplosiv
en nedsmeltet reaktor
du tilbyder mig kun dit nådsensbrød

Jeg kan tage mig sammen
være fabulous som en superstar
min latter kan stige som en fræk lille blonde mod loftet
et mentalt lingerie et åndeligt catsuit
men efter ti sekunder falder jeg tilbage
og rottehammen vokser med blågrå hår på mine nøgne skuldre

Jeg har set dig før
da du citerede disse digte for mig løftede min sjæl sig ud af slammet
og jeg stod mudderdryppende på din brink men den var tom
du forsvandt selv tilbage til din drypstensvåde hule

Du citerede:
I am the dust playing in the sunbeam
I am the rust running through the bloodstream
lidt for selvhøjtideligt
så jeg drysser lyspartikler på dit øjenlåg
når du udmattet ligger på det slidte parket
og jeg står bøjet over dig
fuldt ud i stand til at pisse på dit sovende ansigt
åh Gud jeg brænder som møllet
når det kaster sig mod lyset
et dumt lille møl
letsindigt målrettet som hjorten
når den falder ind i tykningen bort fra de emsige hagl
latter fra det døende løv
jeg brænder!

Jeg er så hot

Emotional disco!

Angst, baby, angst
yeah
et chok på hvert beat
altid dans op ad bakke

Det yderste korresponderer ikke med det inderste

Stirrer i blinde
vil penetrere den massive tyngde
med mit hjælpeløse blik
der er ingen overensstemmelse altomfattende kortslutning absolut sammenbrud
af ethvert meningsfuldt kredsløb

Det yderste korresponderer ikke med det inderste

Bagtæppet hænger tungt
mine øjne fæstnes i de symmetriske figurer
de trækker mig ind
spalter hjernen mellem halvdele
nøjagtig er sandheden ikke
den er spredt som splintret glas

Symmetriseret perspektivisk gjort anderledes
ført ind i en mørk verden
langs linjerne med flygtige svævende figurer
i sandhed
i blinde
kategorisk
katatonisk
Smerten sendes i reprise
igen og igen
den ligger som en symmetrisk hynde
under almindeligheden
umulig at glide af på
hvor meget end jeg drikker
trænger jeg aldrig igennem
den dumpe elastiske gummivæg
jeg møder når jeg griber efter dig

De dage

Så det er en af de dage
hvor alt jeg rører ved bliver til støv