fredag den 31. december 2010

Bordtennis i Himlen showdates 2011



Duoen Bordtennis i Himlen består af Andreas Hjertholm og Louise Kristensen, og hvem ved! Det bliver lyrisk og musikalsk.

Vi er pt. klar med et udmærket show på en række udvalgte datoer i 2011. Listen er under løbende udvikling, og det samme er indholdet! Tics, fisk, sjov, hest, styx, ribs med mere!

4. januar 2011, Det Poetiske Bureau, Poetisk Tirsdag fra 20.00

31. januar 2011, Kultursalon, Christianshavns Beboerhus, fra 20.00

13. marts 2011, Poetry for Charity, Café Zusammen fra 20.00

torsdag den 23. december 2010

Peter Skaarup serveret som cheeseburger

Det var en RIGTIG dårlig dag for Peter Skaarup. Den ku godt have været bedre. Rent faktisk døde han af det, og nu skal du høre hvordan dét gik til. Peter Skaarup gik en tur i Den Danske Have. Her var der fred og idyl. Troede han. Syrenerne duftede sødt, og det gjorde margeritterne sådan set også, men pludselig var det som om noget begyndte at æde af hans tæer, og han kiggede ned. Det var egern! Han tæer blev ædt op af egern! Hold op med det! Jeg tvivler stærkt på, at det er lovligt, at I æder af mine tæer! Men egernerne åd videre, og da de kom til ankelknoglen, var der en flok bævere, der tog over. Det var endda den særlige art, perle-bæveren, som var indvandret over landets grænser, ind i Danas Have, og Peter råbte indigneret: Det er et skråplan! Det er et skråplan! Da perle-bæverne havde tygget sig igennem hans ben, måtte der særlige kræfter til at æde hans kønsdele, men det ordnede hav-lampretten, som raspede sig igennem den med sin runde mund. Egentlig var det ikke en delikatesse for havlampretten, ”a man's gotta do what a mans gotta do”, ræsonnerede den, lidt træt. Jeg får regeringen til at nedsætte et udvalg for at undersøge legaliteten af disse aktiviteter! råbte Peter Skaarup, muligvis endnu mere indigneret end før, men på den anden side var man vant til at høre ham bitche, så ingen tog sig af det, og der kom en flok råger og pikkede i overkroppen, og et par kilo maddiker gjorde hurtigt kål på de rester, som rågerne efterlod. De bøvsede i kor og var i det store hele enige om, at det ikke var et højkvalitetskadaver. Munden bitchede endnu, så det ordnede en stime brugder, som siede hovedet som krill. Så var der lige en hjerne, men den var ikke særlig stor, så gråspurven fiksede den. Og så var der en sjæl tilbage. Den var foldet som et stykke papir, og der var nogle ornamenter på den, som var tegnet af efter illustrationerne på Danmarks Riges Grundlov, men når man kiggede nærmere på den, var det ikke Grundloven, der stod skrevet på den, men noget i retning af: ”KrrrræææiopisofrkjbsdhoooooOOOOooooiggggrrrrhhhhhhwwnnccHeilHitlerfffzzzt” og hvem gider at glo på det? Ikke mig, i hvert fald, sagde Tyrannosaurus Rex og slugte papirssjælen i en mundfuld. Den smager lidt af cheeseburger, tænkte t-rex. Hverken mere eller mindre – som en cheeseburger fra McD, ikke noget for en øgle som mig! Og så gik den ellers hen og ordnede en veloceraptor, det er nemlig ordentlig mad!

tirsdag den 21. december 2010

Du ved det når du ved det (Bordtennis i Himlen)

Dette ved du: Den er den store pik, der knepper verden. Den er det umådelige univers. Alle genkender den. Du ved det! Den er det træ, der er plantet ved bækken og bærer sin frugt til rette tid. Den er græsset, der bølger på bjerget. Den er fåret i folden. Den er den klart-brændende tiger i natten, og den er natten selv. Den er karret, som fyldes op med levende vand. Den er den uudtømmelige kilde. Den er det store hus, hvor alt kan ske. Den er reflektionen i søens vand, som afslører præcis hvad du er. Det, du ikke havde forventet. Du ville gerne tro noget andet. Den er striberne af blod mellem dine ben. Den er dødsangsten i den vindstille eftermiddag. Den er den utrolige, overmenneskelige udløsning af energi, hvormed du forsøger at holde den på afstand. Den er dit had. Den vrede, du har fortrængt gennem år, og som sætter sig i nakkemusklerne som størknede dråber af liv, der burde være flydende. Den er hykleriet, som drypper ned fra institutionernes top. Heste,der bider hinanden til blods; hvide, lysende, gennemsigtige enhjørninge, som stikker hinanden ned med deres spidse horn. Du ved det! Du ved det! Du ved det! Du ved det!

Du vil gøre ophold i din tale, midt i en sætning , midt i et ord . Idet du ved det, vil du tøve et splitsekund, og ingen vil bemærke det minimale rytmebrud, men du vil vide det, for du ved det. Tanken vil overtrumfe alle andre tanker, og alt andet vil synes uvæsentligt, når du ved det!

Og dét her, det er sandheden!

Philip Boa & Voodoo Clubs officielle hjemmeside

http://www.phillipboa.de/

Satelitmand*

Jeg føler mig som en jaget engel

Da jeg vågnede og opdagede
jeg ikke er med i en stjernekrig
nej, i dag synes det
som er jeg med i en
sørgelig film i maj
en smuk film, muligvis
men så bleg og uden fornuft

Al min barndoms memoir
i denne situation noir
al min vrede samler sig her
så jeg føler min søde fortabelse
så rent
og hver dag føler jeg mig
som en jaget engel

Jeg er en satelitmand
jeg gør alt hvad jeg kan
jJeg er en satelitmand
jeg gør alt hvad jeg kan
for ikke at genkalde
min teenage erindring

Jeg føler trang til at give dig ly
i min hjernes hus
så umulig, så forfængelig
Jesus, vi og fortiden
vil aldrig genkomme
og alle satellitterne omkring mig
gfiver mig lyst til at stikke af
gør mig svimmel, svimmel, svimmel, svimmel…

Jeg er en satelitmand
jeg gør alt hvad jeg kan
jeg er en satelitmand
jeg gør alt hvad jeg kan
for ikke at genkalde
min teenage erindring

Al min vrede samler sig
føler min søde fortabelse så rent
giver mig lyst til at checke ud
og jeg føler mig som en jaget engel

*Philip Boa gendigtet, "Satelite man", Lord Garbage, Motor Music 1998

mandag den 20. december 2010


Den vilde konges fald (2001)

Han løfter sløret for en anden verden
Når han går
Vokser liljer frem i hans fodspor
Når han smiler blinker solen i hans skarpe tænder
Og himlen løber igennem hans øjne
Gennem skoven lukker krattet sig bag ham
Han hersker over mig, som han hersker over alt
Men han vil falde
Den vilde konges fald

Han kysser hjorten
og hjorten, det er mig
Jeg bærer ham på min brune ryg
Og går kun hans vej
I skovens mørke rører han mig
I byen går han aldrig ind
Han er i mig, som han er overalt
Men han vil falde
Den vilde konges fald!

Jeg er hans hjorteprinsesse
Jeg er hans sorte fugl
Han rører mig
Vi ser ham komme
som skygger i en mørk korridor

Grenene er nøgne, bortset fra de skarpe, røde bær
Der ligner vores kys, og lyser mer end nogensinde
Jeg er hans elskerinde, skønt jeg ikke er en kvinde
Han kysser mig, kysser mig overalt
Mens han falder
Den vilde konges fald


Han løfter slåen på den øverste dør
Lader lyset sive ind
Dine øjenlåg sitrer i morgenens lys
Smiler han?
Det er svært at fornemme
For modlyset er så stærkt
Men hans silhuet er rank, så følg ham overalt
Før han falder
Den vilde Konges fald

Han løfter sløret for en anden verden
Og når han går, vokser liljer frem i hans fodspor
Men hvad betyder liljerne når I går på heden?
Hvor lyngen oplyser hver side af hulvejen
hvor I går
Han blot et fodspor foran dig, næsten genert
Men han er jo Kongen, kunne du gøre ham forlegen?
På hver side af vejen synger småfuglene
Og græsstrå sitrer i varmen
Hugormen har skuet hans ansigt og vil ikke angribe
Vil den se dig i stedet?
De ser ham alle, de ser ham over alt
Vil de afbøde faldet?
Den vilde konges fald

For hvornår vil han drikke livets vand?
Når selv blodet er størknet
Til skorper på marmorgulvet, hvor det flød
Og I alle husker da han red ind i byen
På sin sårede hest,
Der sank sammen under ham
Da mængden med leer og høtyve
Veg tilbage, og han løftede visiret,
råbte ”Kampen er først nu begyndt!”
Nu følger de ham overalt
På slagmarken hvor Døden rider på sin hest
I den flammende solnedgang
Og han skuer Dødens ansigt mod den blodrøde himmel
Og falder med ham
Som stjerner
I den evige nat

Kroppen smelter under hans kærtegn
Huden blødes op under hans fingre
Som blodet flød, da du løb gennem tjørnene
Og stivnede på din krop mens du løb gennem den sorte skov

Er det et farvel -
Går du nu? Er der noget du ikke har fortalt?
Er du faldet
Den Vilde Konges fald?

Villa Had*

Åh, denne morgen
jeg vågner og mærker
mine knogler stå stille
stærk og stærkere
så lille, så stor
passerende i stolthed fra
sommer til efterår
som min sindsstemning altid følger

Jeg tæller mine knogler
mens jeg stadig venter
og hvis du spørger mig
JA!
Jeg bor stadig i Villa Had!

Og vinteren vokser sig højere og højere
mens foråret håber på genkomst
og jeg drømmer glade farver
jeg går ud, og havkatte håber i kulden
så kold og klar er luften!

Gennem denne morgen
strækker jeg mig og frygter
Genne denne morgen
står mine knogler stille

Aldrig for tidligt
aldrig for sent
jeg bor stadig i Villa Had!

Jeg tæller mine knogler
mens jeg stadig venter
og hvis du spørger mig
JA!
Jeg bor stadig i Villa Had!

*Philip Boa gendigtning, "Villa Hate", fra Lord Garbage, Motor Music 1998

Giftig misundelse*

Madame, sir!
Er der en rute De ønsker i dag?
Ja, til Tanger!

Madame, sir,
er der en særlig rute, De ønsker i dag?
Ja, til Tanger
jeg møder Paul Bowles i Tanger
tillad mig at introducere mig selv
jeg er digter
bare doven, alt for doven

Smerte, moral, nedtur
havde udmærket sex i morges
følte mig næsten lykkelig –
hvor tåbeligt!
tilbage i min gamle form
dog ganske uventet
vi havde vidunderlige skibe, eller sådan
lastet med uendelige problemer
iIndtil morgenen kom
og jeg sang til mig selv:

Alt i dig er giftigt!
Alt i dig er ødelæggende!

Endelig ramte jeg sengen
og dagen sneg sig ind på mig
giftig efeu
dagen sneg sig ind på mig
og jeg synger:

Alt i dig er giftigt
Alt i dig er ødelæggende

*Gendigtning af Philip Boas "Poison envy", Lord Garbage, Motor Music 1998

Elsk med mig*

I mine drømme af kongelig overdådighed
fandt jeg Vincent van Goghs øre
i Kenneth Toomeys ti millioner mareridt
på skibet der døde af skam

Så lad os være venner
eller lad os være fjender
ingen tid til mellemliggende værdier
åh, så kosmopolitisk!

Så elsk med mig
min giftige efeu, min fjende
elsk med mig
på skibet der døde af skam

Hvis der i hadet er beundring
hvis lyset er en Renoir-agtig glæde**
hvis glæden ved impressionen og hjertet
hvis fauvismen er forførelsens kunst

så lad os være venner
eller lad os være fjender


Hvis Signac, Dufy, Matisse og Bonnard
er kræfterne der overvinder
absurditet, ondskab og overfladiskhed

Så lad os være venner
eller lad os være fjender

Så elsk med mig
min giftige efeu, min fjende
elsk med mig
på skibet der døde af skam

I mener det alle –
livet, kraften
og som min fader sagde:
I var alle i min klasse
det betyder:
Jeg elsker Jer alle

Så lad os være venner
eller lad os være fjender

Så elsk med mig
min giftige efeu, min fjende
elsk med mig
på skibet der døde af skam

*Gendigtning af Philip Boas "Sleep with me" fra Lord Garbage, Motor Music 1998
** er en dobbelttydighed med en reference til teksten i ”Satelite man”, hvor han om taler en ”situation noir”, hvor han spiller på begrebet ”film noir”. At han her omtaler Renoir, kan både tolkes som kunstneren Renoir, og sandsynligvis også som ”re-noir”

Hvor rotterne spiller snooker*

Her er jeg, alene
jeg husker at du sang, så smukt
jeg elskede at føle dine ekkoer
flyvende, bølgende
som havfruer i mørket
i denne evige park
hvor rotterne spiller snooker
hvor mit hjerte slår sig ned
til tider

Udhugget i morbid marmor
Finder jeg den ondskab rædselsvækkende
en kakerlak af sort humor
kravler op ad min hals
håber den kan æde den håbløse skæbne
der klæber til min ryg

Men!
bitre regndråber
væder mine drømme

Når min romance er afsluttet
og mine tårer forstenet, så
bare mix dem op
med morbid marmor

Tilbage igen, her
hvor mit hjerte slår sig ned
hvor rotterne spiller snooker

*Gendigtning af Philip Boas "Where my rats play snooker",Boaphenia, Polydor Records 1993

Sandheden om Morten Resen*

Dette har været Morten Resen
du kender mit ansigt
jeg er symmetrisk (så det vil noget!) på TV
mit ansigt strækker sig fra Gedser til DIT ansigt!
indrømmet, det er ikke det eneste ansigt i verden,
men mit ligger i folder, der giver dig en fornemmelse af nærvær

Jeg er Morten
mit ansigt er symmetrisk
min næse har samme form som Cheops pyramide
min mund ligner en kajak set oppefra
min tunge er som en jagtlysten inuit,
der skyder sæler med harpun!

Der er kun Morten, Morten og ansigtet
ansigtet kan ikke bare afvises som historisk
men eksisterer i sit eget nu

Mortens ansigt er krumt som tiden
rummet
eller bare en afgnavet vandmelon
Morten fatter hat,
den hat han har på hovedet
og den er høj
høj som Empire State Building

Morten fatter bjælde
som dem på narrens hat
på kanen i sneen
Mortens stemme er klar
som ringende kanebjælder!

*skrevet i ledtog med Thurston Magnus & Steffen Baunbæk Pedersen

onsdag den 15. december 2010

En helt anden historie (1999)

Jeg er oraklet. Jeg kan se ind i din fortid. Jeg ser fremtiden, klart. Jeg kan se hvor du skal hen. Hvornår du kommer hjem.

Jeg er clairvoyant. Spåkone. Jeg blæser dig helt væk! Jeg ser dig i dit intet og dit noget og din din hvad som helst!

Du har fortryllende øjne. Du flimrer I horisonten. Din afvigelses flammende purpur. Din opvæksts grønne perle. Sandhedens røde glød.

Krigen i os betyder intet, når vi ser den på afstand. Og vi er på afstand – på nært hold!

Jeg vil intet fortælle dig om frygt. For mange beskrivelser præcederer denne historie. Der vil komme noget andet.

Et samurai-øje stirrer i min retning. Krigerlinjen er endnu ikke udforsket. Jeg vil tale sandt for evigt, hvis blot du fortæller mig:

Hvad er sandheden? Forventningen om flugt via brandtrappen er blå.

Jeg er sandsigersken. Jeg ser ind i din sjæl. Det forventes af mig, at jeg fortæller sandheden, og jeg ser intet andet end en helt anden historie!

Jeg ser intet mindre end alt!

Shh, hvisker hun. Tag det ikke for alvorligt. Men vær stille! Sandet er bare blåt, og pyramiderne svæver imellem stjernerne og det, der ikke findes. Detaljerne vedrørende denne fejde mellem sort og hvid betyder ikke rigtig noget. Jeg ser solbeskinnede hegn, stakitter, og hvidmalede vægge, som blomstrer under mågerne.

Jeg lever med dette i morgen: Intet er nogensinde virkeligt. Alt er hvad du ser; din egen skabelse. En diamant i en ring af sølv-lys.

Åh Gud, min krop er så skrøbelig, så virkelig. Den eneste, der virkelig kender mit mindste behov. Har du nogensinde kendt mig? Har du nogensinde set mig? Har du nogensinde forsøgt at finde ud af, hvad der er dybt inde i mig? Jeg forsikrer dig, hvis du gør, så finder du intet andet end en helt anden historie!
Jeg kommer hjem. Jeg er alene. Mørt bytte og en falks vinger. Smukke ådselsæder-kranier. Det er så mærkværdigt, at jeg bevæger mig mod mit hjemland. Jeg kender det så godt, og det er så langt væk. Krigen i mig betyder intet, når mans er den på afstand.

Jeg kender dette sted. Du vil hade mig, når jeg beskriver denne ørkensolnedgang, skønt den er lige foran dine øjne.

Klædt i læderstramhed. Knep mig nu, før jeg er ædru baby. Men vi var ædru hele tiden. Og stadig er du beruset af din non-emotionelle eksistens. Er jeg for vanvittig for dig? Jeg er en kvinde i en dværgjomfrus krop. Telefonen er ædt op af beskidte fingre. Skrivende på maskine, cigarethvid.

Jeg er præcis som månen: Afhængig af solens stråler. I morgen er nu, dette er i morgen!

Således siger solen: I morgen er nu, dette er i morgen!
I morgen er nu, dette er i morgen!
I morgen er nu, dette er i morgen!
Jeg står op i dag!
Jeg står op i dag!

Mød mig på Dogger Banke

Nu hvor jeg er ved at dø fra dig, så lad os lave en aftale:
Når du også er død, så mød mig på Dogger Banke. Hvorfor? Fordi der er gråt og forblæst og dybt, som det sted jeg er nu. De sagde jeg næsten var intet. Der er ingenting galt, alt er som det skal være. Det kunne ligeså vel have været en fejl. Men det var ægte. Det kunne ikke være anderledes.

Nu hvor jeg afstødes, så lad os lave en aftale:
Lad os gå langt ud i det lave vand sammen, vente på højvandet og se hvor det bærer os hen. Der var slet ingen tvivl. Allerede før der næsten var noget at se, sattes alt i bevægelse mod den eneste konklusion: Alt er forkert! Det gør ondt og det svier. Der er parterede legemsdele i en gryde over et bål, som det er befalet, budbringeren er kogt, og den der løfter støbejernslåget må kæmpe med sin kvalme, når han lugter og ser grydens indhold.

Nu hvor jeg stadig er her, lad os lave en aftale:
Den tid jeg er her endnu kan med fordel tælles i timer, og der er ingen vej ud. Beslutninger er til for at blive taget. Der falder tøsne over Operahuset, mens jeg fader ud. Arier kaster ultralydskegler lodret op i den grødede himmel.

Nu, hvor vi har truffet denne aftale:
Langt ude vestpå stiger havet. Mens du sover. Sletternes bittesmå sandormetårne har haft deres tid i et enkelt døgn. Som mig. Mød mig i sandet. Mød mig i havet. Se hvor det bærer os hen!

mandag den 13. december 2010