Satire fra arkivet 2

Satire fra arkivet: Livingstone i junglen

Tegneserie, tv-zapning, 2008. (Tegneserierietegnerinden har drukket en lille øl og røget en stråhat, derfor billed- og tekstkvaliteten)

Jan Gintberg-show:

Jan Gintberg: ”Jeg bliver nødt til at spørge Carsten…”

2.

Mig (fuld, skæv): ”Tihi, det er overskægt! Stridt, gult og fedtet under næsetippen på små sure mænd fra Jylland!”

3.

(Zapper til næste kanal): ”Hi ho, hi ho, on compromise we go!”

4.

Jan Gintberg-show:

Niels Hausgaard: ”Man kan ikke lave satire på Anders Foghs noget-for noget-politik, det ville bare normalisere den.”

5.

Mig: ”Hep!”

(Zapper til DR2, litteratur-program, mand med stor næse*, taler om sit forhold til Jokerens lyrik:)

6.

Bukdahl: ”Det peger alle mulige steder hen. Det er sådan nogle sprogspil…”

Studievært: ”Det lever muligvis op til de formelle krav, sådan som man siger. Ja, rim er jo i sig selv ikke noget som helst – det er jo et formelt greb…”

7.

Paneldeltager: ”…men fastholder du ikke dermed kunsten … er det ikke noget medie-lir?”

8.

Bukdahl: ”Jeg bevæger mig ud i Jokerens lyrik – tør jeg indrømme det – som en Livingstone – en antropologisk forsker – og hvilke mærkelige dyr finder jeg ikke der i junglen!!”

9.

Studievært: ”Men jeg er nu sikker op, at om 50 år, så er det stadig Sophus Claussen man tager ned fra hylderne!”

*som jeg først årevis senere identificerede som Lars Bukdahl. Genkendte ham på næseformationen.

Hjem mega hjem

Mit land er en halvø, kun landfast med mit øvrige kød ved en smal stribe land mellem Angst og Klejtrup. Alle andre grænser er vand. Det er sandt. Der er kun fire kilometer sydgrænse mellem Klejtrup sø og Onsild, hvor der ikke er vand.

Der er vand. Masser af vand, kilder, som springer af bakkemassiver. Bobler op gennem undergrund. Åer. Søer. Der er fugt. Vildmosen, som fastholder vinteren tre uger længere end i det øvrige land, med undtagelse af Store Vildmose (nord, Vendsyssel, i mørket), som også er indhyllet længere end alle andre i den kolde damp. Her kan jeg sidde i hulvejen i dagevis og slå skærver af sten, hvis det ikke var fordi Tordenkalven i en kæmpe brandert havde pandet mig sådan én, så han havde slået mejslen ud af min hånd, og den havde sat sig fast i mit håndled, lige i pulsåren med en sådan kraft, at lægerne måtte placere en bautasten i såret i stedet for mejslen, da blodet ellers ville fosse helt ud i Limfjorden.

På denne tid af året er heden helt sort og indhyllet i tåge. Duften af lyng og revling og honing hænger dog ved, og jeg indånder den, som afhang min overlevelse af dens søde luft. Hedens duft svigter aldrig, forlader mig aldrig. Dens areal er mindre udstrakt i Himmerland end den egentlige hedeflade i Midt-Vestjylland. Men duften er den samme. Lyngen. Dens sorthed i november.

Jeg har altid haft et glimrende udsyn. Sidder jeg ikke i en lavning, hvor Tordenkalven kan overraske mig i sine kæmpebranderter, kan jeg som regel se ham komme. Som før i den omtalte hulvej, hvor mit udsyn ikke rakte. Dér overraskede han mig. Han kan overraske. Det er det han kan.

Jeg foretrækker de høje steder. Jeg foretrækker at kunne se langt. Selv her i eksilet. Selv her, langt, langt fra Cimbrerlandet er der høje steder, hvor jeg kan danne mig et passende overblik. Tordenkalven skal aldrig overraske mig igen med sit stinkende gab. Når det har regnet, ryster han sin store pels som en hund, og det ildelugtende vand står om ham som en glorie.

”Til mig kommer alt kød” griner han, guderne må vide hvor han har det fra! Han griner med sit ormstukne, vejrbidte fjæs helt op i mit ansigt, og han stinker af hjemmebrændt!