Ikke alle har tid til tantra (Rated R)

Til hverdag er hun et møbel. Når hun er på arbejde, slår hun bare hjernen fra og indtager yogastillingerne. Hun er som et oppusteligt møbel af plastic. Hun kan bøje sig i alle mulige sindssyge stillinger hun er en ganske særlig luder. Hendes alfons er venlig og ikke særlig køn, han ligner en blanding af en DJØF'er og en buschauffør. Han har specialiseret sig I en ganske særlig service. Ikke alle har tid til tantra, tænkte han I et sjældent inspireret øjeblik. Og hun leverer varen. Hun er yogaluder. Hun bøjer sig dybt i ”Ploven”, svajer i ”Koen”, skyder ryg i ”katten”. I ”Yogatemplet” står hun I Downward Dog mens en mand forsøger at få sin knejsende manddom ind i lotusgrotten, hvis han ellers kan holde balancen. Hun kan stå på den måde i timevis. Det fylder mændene med ærefrygt. De anser hende for hellig, og deres omgang med hende lader hendes hellighed smitte af. Men det er ren gymnastik. Det er tilvænnet kropsudfoldelse. Hvis man kan lave en tredobbelt ironman, kan man også stå i Downward Dog i timevis og blive pulet af mænd, der tror det er et helligt ritual. Det er sødt, på sin vis. De er meget lidenskabelige. Men ophøjelsen af deres liderlighed er banal, i bedste fald. 

Alting er holdt i hvidt og guld i Yogatemplet. Bag indgangsdøren hænger et forhæng. Når man kommer ind skal man tage skoene af. Alt det hvide og gyldne inspirerer til ærbødighed. Lyset falder ind gennem mangesprossede vinduer gennem gardiner af hvidt, næsten transparent stof. Fire søjler med gyldne stukornamenter bærer loftet med ligeledes gylden stuk. Altre med buddhaer, lys og røgelse. Et stort alter prydes af en gylden buddha og en piedestal bærer på en dansende Ganesh. Det er good shit, man kan købe i templet. Der er også et afsides lokale. Her kan man købe...virkelig good shit! Her hænger et billede i en guldramme, og et lys i en stage kan kaste sig selv ind I et spejl, hvor man også kan spejle andre ting. Der hænger også et billede af guruen Sri Sri Ravi Shankar. Han virker beroligende på nogen. Hans brede smil og håret, der falder i fine, sorte bølger. Man kan få en god sutter med udsigt til Ravi Shankar. En åndelig sutter. Man kan ind- og udånde ”So-ham,” og komme ud over billedet af den Kristuslignende guru. Vil man man hellere komme ud over et billede af Sai Baba eller Kali, kan det også arrangeres. Hvis det virker, så virker det. Ikke alle har tid til tantra. Men man kan få det som man vil have det, hvis man graver ned i lommen. 

Bagefter går de, og hun puster lysene ud og løfter på en af de gyldne buddhaer. Dens sokkel er en æske og i den ligger der cigaretter. Hun ryger en af dem, mens hun tørrer sved og sæd af yogamåtterne. Hun går ud på det lille badeværelse og opløser en Treo i et glas vand og drikker det inden hun skal opføre aftenens sidste opgave. Alfonsen har én ting, som han gerne vil have hun gør for ham. Han virker besynderligt ligeglad med alt andet. Han giver hende en fair share. Ordentlige arbejdsforhold. En flink alfons, if she ever saw one. Hun er også noget ganske særligt indenfor sit felt. Hun er overordentlig fleksibel, på grænsen til det hypermobile. Det er derfor hun kan det hun kan, som kunderne er helt vilde efter. Når hun går ned i ploven med sin mis som en lotus mod loftet, er de ved at gå helt amok. De føler deres eget tredje øje åbne sig i mødet med Fisseanandas lotusblomst.

Der er ingen grænser for fede spirituelle ydelser med hende. Når de går, er de rørt af en hellig ånd. Deres koner og kærester er tilfredse, for pludselig ved deres mænd noget om yoga og kan alle mulige ord, der ender på ”-asana”, og de bifalder det og serverer speltspirer med små dråber af biodynamisk citron til aftensmad. Den harmoni, mændene pludselig udstråler. Alle er glade, også de, der ikke har tid til tantra. 

Men alfonsen har bare én enkelt ting, han gerne vil have, hun gør engang i mellem. Han vil gerne se hende masturbere med en lille fedstensstatuette, der forestiller ham selv. Hun smører den ind i myrrhaolie, så den glinser fedtet og kører den ind og ud af sin lotusblomst, og alfonsen sidder på knæ og kigger bare. Hele seancen tager maksimalt fem minutter, og er han kommet i sine bukser. Hver gang med en halvkvalt lyd, som om han er ved at sige sit eget navn. Krebserød i ansigtet rejser han sig og lader et bundt pengesedler falde på gulvet, som hun kan lægge i puljen. Hun springer elastisk på sine ben og tørrer sig i mellem dem med en klud, henter sit tøj, smider pengene i tasken, rydder op og låser efter sig. En udmærket aftens arbejde, hvis hun selv skal sige det. 

Om facebook-mis-forståelser og ord-garnnøgler

Jeg elsker ordlege. Jeg er som en kattekilling, der gladelig skubber til ethvert ordlegs-garnnøgle, der kommer forbi. Siden jeg oprettede min første FB-profil i 2008, har min yndlings Facebookaktivitet været at opfinde skøre historier, have tossede ordvekslinger sammen med mine skrivende venner og poste crazy billeder. Jeg har altid elsket comedy og jeg elsker det surrealistiske, det karnevalistiske, overskridende, overdrivende, det joviale, det dybsyndige, det høje såvel som det lave. Jeg er dybt inspireret af Monty Python, Casper og Mandrilaftalen, Dybvaaad, Louis CK, Stephen Fry og Sandi Toksvik og deres vanvittige QI-slæng. Som forfatter lader jeg mig inspirere af den måde, disse komikere slynger sproget på, twister det, udfolder det, kaster lys over sandheder som hofnarre, får mig til at le, som jeg aldrig har leet før.

Ofte har jeg anset Facebook for at være en tidsslugende fælde, man til enhver tid kan blive fanget i, et digitalt kviksand.Og det er det også tid tider. Men når jeg ser på, hvor meget, jeg rent faktisk har udviklet mit sprog ved at lade det ”spasse ud” i en eller anden skør tråd, så kan kviksandstendenserne delvist tilgives. På Facebook har man den frihed, at man ikke er bundet op på et bestemt litterært eller kunstnerisk projekt i en skrivende stund, og derfor kan man give den fuld gas i en væg-tråd eller i private mails. Nogle gange skubber man til garnnøglet uden at den man skubber den hen til, vil lege. Så bliver man måske misforstået. Det er faren ved at være ordlegesyg.

I morges stod jeg op til en langt værre misforståelse, end jeg hidtil har oplevet. En Facebookven, som jeg har mødt en enkelt gang IRL, anså en af mine fjollede posts som et udtryk for at jeg havde et alkoholproblem. Det var en fjolle-post, der fabulerede over nogle komplet absurde sikkerhedsanvisninger på et retreat i Sverige. Jeg gjorde mig lystig over dem, og nogle af mine venner greb den straks og fjollede med. Men denne ene Facebookven troede tilsyneladende, at jeg havde opslået postet i en tilstand af druk. Jeg blev pisse sur. Dels fordi jeg ikke er et fordrukkent menneske som sådan – en fest er på sin plads, men alt med måde. Og dels fordi jeg syntes det var en grænseoverskridende oplevelse at få en sådan opfattelse plastret ud over sin offentlige væg. Især når min fjolle-post intet havde med hverken fuldskab eller fest at gøre. Efter vi havde redt trådene ud i tråden, kom jeg til at tænke på, hvad journalisten Abdel Aziz Mahmoud for nylig sagde om den digitale kultur på Facebook – at der hersker en wild west-stemning. At vi har brug for en ny dannelse i de digitale rum. Og jeg reflekterede over min egen præmis, når jeg agerer der. Jeg prøver at være ordentlig; det lykkes ikke altid, som det heller ikke gør i det virkelige liv. Men jeg prøver – som også IRL.

Jeg er kritisk overfor hvad jeg poster. Jeg vil hverken lave et skønmaleri over mit liv, eller få det til at se mere trashy-charmerende ud end det er. Jeg vil ikke prale, og jeg vil ikke klynke. Jeg prøver at være ærlig, når jeg er i sorg over mine afdøde kære, men jeg vil helst ikke svælge mere i det end højst nødvendigt. Jeg glæder mig over mine succesoplevelser, og som regel får jeg positiv respons. Jeg forsøger at sige ting i tråde, som jeg ville sige dem ansigt til ansigt i virkeligheden.

Og jeg gerne lege med ord. Hvis du har lyst til at være med, så grib mit garnnøgle!