Drømmen om dig i poppelsol
gyldent lysende tage
falliske tårne
fingre som peger mod himlen
rager gennem nætter i beruselse
Din magi er massiv som en pyroklastisk sky
din radius rækker ind over mit sind
hypnotiserer
sætter din signatur
i dit navn uniformeres min sjæl
Under motorvejsbroerne lurer din magi
vidner om silkenætter og solklædte brosten
flyder gennem mig når jeg drøner i fuld fart
mod dig
mod dig
På gaderne er jeg ikke endnu
du lokker mig med dit løfte
om fest under månen
i gader som floder der trækker mig med
Du forsvinder som vingestøv
altid lidt fremme foran mig
når jeg drøner ad stien
mod dig
mod dig
Se på et usynligt kort
hvordan mine tanker falder mod dig
lyser i mørket i trævler
stirrer ind i den tunnel der fører mod dit hjerte
strømme ophvirvler bundmateriale
jeg er blændet
falder ind i strømmen
under stadig opløsning
Ingen kommentarer:
Send en kommentar