Det er med min Aands Kraft, jeg rækker ud/ Med intet andet kan jeg tilrane mig Magt/ Og som jeg snoede mig op i Taarnet, hørte jeg den dumpe Susen af Regnstormen gennem Stenene/ En lyshaaret ung Mand meddelte mig, at ledte jeg længe nok/ville jeg genfinde Erik, min Søn
Han sagde dette og forsvandt/Korridoren aabnede sig foran mit brændende Blik/ og det stod klart at genfandt jeg min Søn/ genvandt jeg min udødelige Sjæl
Og ja, jeg talte med Sjælene/ de hvisked til mig gennem Granitblokkene/ og jeg følte mig som Verdens Herskerinde/ alt kunde jeg opnaa
Og mit Overmod ville føre mig videre ind i Berømmelsens Labyrint/ men da traadte jeg ind i Helligdommen/ tavs stod jeg mellem Statuerne som betragtede mig med Pupilløse Marmorøjne
Da løb jeg ret mod Det Allerhelligste og rev forhænget til side/ og der stod Han bag Klædet med sit mørke og dog lysende Blik/ uden bebrejdelse, men direkte, fast, afgrundsdybt, med fortvivlende Klarhed/ manende til Besindighed, til Visdom, til Sandhed
Under dét Blik kan ingen undslaa sig/ det fører mod Vejen til Hjertet af hans egen Skæbne/ Under dét Blik maa Erkendelsens Rose blomstre/om end den lader Hjertet sprænge med sine tornes Rambuk/ og udspy Himmellegemer af Blod/ og Ekkoet må for evigt genlyde i de udsprængte Rum!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar