St. Intestine *

Jeg sad og så i en lærebog for medicinere, sidestudiet "Klinisk psykopatologi". St. Intestine, an immediate saint after death, kun hendes indre sås ude, hvorimod psykopat-ripperen var surface-out i "Hall of halls of fame", han var surface, overflade, total kontrol, så fixeret i statue som han var i livet, hun sås og sås ikke med sit indre ude, når alt ses, ses intet, og hun forgik da også i sit kød, men navnet
St. Intestine
Kalder på mig
Hun ER i mig
Og ripperen blot død
Foran mine øjne
Om hendes hoved var en lysende glorie, strålekrans af nervetråde og tarme, arrangeret i filigranmønster, en halo, en aura, et lysende vidnesbyrd om hendes guddommelighed. Ripperen har gjort sit arbejde og omarrangeret hendes indre, så verden ser hvorledes hun er gennemstrålet af Guds kærlighed til mennesket!
Det foreslår jeg Gud, om det ikke kan være sådan det hænger sammen. Men Gud er ked af det i dag. En lidt duknakket, moden herre i grøn vinterjakke på bænken ved siden af mig, jo, det ER Gud, og jeg holder meget af ham. Jeg klapper ham på skulderen. "Hvad er der i vejen?" spørger jeg ham, min svigerfar Gud. "St. Intestine", siger han bare, og rammer mig med det. Vi rykker tættere sammen,
Jeg forstår at St. Intestine er faldet fra himlen, nummer to efter Lucifer. Hun fik himlen til at lyse op et splitsekund kl. 20.00 den lørdag aften, så folk troede det var fyrværkeri eller UFO´er, og hun landede sandsynligvis i en forblæst Østersø og er endnu ikke fundet trods astronomers gentagne forsøg på at opspore den lysende helgeninde, og ingen – INGEN forstår at jeg bærer hende tæt på mit hjerte!
De forstår det ikke, så jeg skifter taktik, jeg flår mit hjerte ud,
og kvinden er død for min hånd for mit blik,
jeg troede min hånd Guds, men så indså jeg Guds afmagt
og at JEG var en ripper,
så jeg river mit EGET hjerte ud for at se hende, og så
retter Gud sig op, holder hånden under hjertet og viser det til alverdens mennesker: "Det er min kærlighed til jer, det er et menneskes kærlighed, mennesket, der gav liv til mig og Satan, så vi kunne leve evigt i det dødelige menneskes bevidsthed"
og så forlader han bænken fra sin plads imellem de to
og Jais siger til Stine på bænken
.. Stine fra den anden side af det hav, der både har samlet og skilt dem..
Jais tror pludselig igen og siger til Stine: "Du elsker mig",
".. inte", svarede Stine.
Inte, Stine.. det var langt ude på flere måder, så den lo de længe af, indtil Lucifers sol stod op lige ud af Gud røvhul, sikken en udsigt, sikken en indsigt, sikken en fest for det levende kød,
for Satan, sikken en morgen, og også for Gud!
Og det ses tydeligt, når St. Intestines står omkring hendes hoved som Medusa-slanger, at både Gud og Djævelen er til stede, for hendes øjne genspejler ilden, og fra dem drypper velsignende dråber, der gør hele verden frugtbar, og de bitte sædekorn vokser sig stort og bliver til hjem for himlen spurve og et læ for markens lilje. St. intestine åbner sit lysende bryst, og hendes indvolde folder sig ud som levende slanger, der folder sig ud mod universets dunkle dybder og ruller sig sammen om planeter, galakser og hemmelighedsfulde himmellegemer, der genspejler sig i vores indre. Fra profeternes hoveder løber strømme af ild og vand, og de flyder i flux og reflux ind og ud af St. Intesitnes årer. Fra hendes pande springer stjernerne, der tænder gnister i vore øjne. Og dybt nede i jordens skød presser frøet sig opad og penetrerer jordskorpen i al sin falliske vældes enorme urkraft!
St. Intestine
Hun er i mig
Hun kalder på mig
Og dræberen ligger i jordens dyb
St. Intestine
Hun lever i mig
Hun åbner mit tredje øje
Når hun danser gennem galakserne
St. Intestine
Har dræbt dræberen
Han ligger nu i sorten muld
Som sædekornet

*Skrevet i samarbejde med Michael Zittergong