Steve er en erfaren bjergbestiger og har medvirket i ekstreme maratonløb. Under denne ekspedition skal Steve skal klatre op af taffelbjerget, som af de lokale landsbyboere har fået tilnavnet "Slottet". Opstigningen vil tage forskerholdet tre dage, og er den mest ekstreme opstigning, Steve nogensinde har været med til. De klatrende forskere er nødtørftigt sikret med reb, og alt muligt bjergbesigergejl, som jeg overhovedet ikke kan redegøre for, og opstigningen er ikke bare farlig og forræderisk på grund af de løse klippestykker og svært forcérbare udhæng – den tager også tre dage og nætter, hvor forskerholdet må overnatte hængende i reb på den lodrette bjergvæg, hvor den mindste forkerte bevægelse kan koste menneskeliv. Belønningen for denne kraftanstrengelse er de forestående fund af nye arter, som har udviklet sig i fuldstændig uafhængighed af det øvrige fastland, eftersom biodiversiteten på toppen af taffelbjerget i tusinder, måske millioner af år har været afsondret fra Guyanas i øvrigt meget artsrige og varierede natur. Men først må Steve klatre i tre dage og tre nætter. Sove hængende i et reb. Det er alt sammen meget interessant. Men hvad denne ellers åndeløst spændende beretning fejler at informere om er – hvordan forskerholdet kommer af med afføringen. Jeg mener, hvis jeg kan pisse i en øldåse og ramme rigtigt, på Roskilde Festival i hårdt pyntet tilstand, må Steve jo også sandsynligvis diskret kunne lade vandet i en simpel foranstaltning og tilsvarende diskret kunne hælde væsken ud over bjergvæggen uden nødvendigvis at ramme nogen af de øvrige forskere. Måske er jeg bare lidt for nysgerrig. Men den ellers udførlige beskrivelse af forskerholdets strabadser melder intet om hvordan de kommer af med afføringen. Jeg får udførlige detaljer om goliath-fugleedderkoppens færden under det opsatte webkamera i base camp, og hvordan den, når den føler sig truet sender skyer af hår i ansigt og svælg på teamets stålsatte edderkoppeforsker, der anser den for et vidunderligt eksemplar og konsekvent og lidenskabeligt omtaler den som hunkøn, bliver levende fortalt om, hvordan han har lyst til at hoste de afsparkede hår ud af svælget, men vælger at afstå fra at hoste, mens han holder den enorme edderkop (85 g) på sin hånd, for ikke at skræmme den ved sinkrops vibrationer. Jeg ser hvordan Steve dykker ned i en indsøs brune vand for at redde forskerteamets fiskenet fra at sidde fast i en træstamme, og han dukker op igen med nette fyldt med sorte piranhaer, og han måber i ærefrygt, da piratfiskens tænder bider mærker i bådens metalramme, udbryder "Og det vand har jeg lige dykket ned i – godt jeg ikke vidste de var der!" Jeg ser dem fange giftige skorpioner i ultraviolet lys. Jeg ser Steves muskler arbejde i hans underarm, mens han på sjette time klatrer op af det af orangefarvede alger og kødædende planter, afskåret fra nærende jordbund, voksende på løse sten, marmorerede bjerg. Men intetsteds får jeg at vide, hvordan de skider på det her bjerg. De kan ikke træde af på naturens vegne, for de er seks mennesker bundet sammen af et reb, og afhængige af hinandens styrke. Jeg ser Steve pakke sig ind i et lille telt, og han fortæller mig, ganske åbent og sårbart, hvordan han er umådeligt træt og alligevel bange for at styrte i dybet under søvnen. Måske er der rent faktisk ingen af disse forskere, som har afføring i tre dage. Måske er det ligegyldigt. Måske er denne refleks suspenderet under opstigningen på grund af adrenalinen, som pumper hårdt igennem forskerholdets organismer. Jeg er bare så forbandet nysgerrig. Er de tilpasset så ekstreme forhold at de kan ignorere denne naturens kalden? Her kommer jeg "Rejsen til Saturn" i hu. Et af medlemmerne af ekspeditionen til Saturn keder sig så bravt, at han tager toiletbørsten og samler en bobbel af tis, som flyder rundt i det vægtløse rum, indtil en af de andre synes det er for ulækkert, og de vælger at sende tisboblen ud i verdensrummet, hvor den vækker den sovende rumdrage, som bliver sur og angriber rumskibet. Men i Guyana er der ingen vægtløs tilstand. Guyana er såvel som Danmark underkastet tyngdeloven. Lort må nødvendigvis falde nedad. Og hvor falder den så hen? I hovedet på den forsker, som er under ham?
Der findes ingen outtakes af klip fra Guyanaekspeditionen, som beretter herom. Jeg er efterladt blank med mine spørgsmål.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar