2. december: Prag

I bussen på vej til prag havde mig og Samba joket med, at lilletæer snart ville blive evolutionært rudimentære. Det skulle jeg aldrig have gjort. På hotelværelset, i halvmørket, kravlede jeg over en seng, så min venstre lilletå hang fast I sengerammen. Det gjorde pisse ondt. Dagen efter tog jeg på skadestuen, fordi jeg ikke kunne gå på foden. Sygeplejeskerne talte kun tjekkisk, så vi kunne ikke kommunikere. De kom derfor til at tage et forkert røntgenbillede af foden. Overlægen talte heldigvis engelsk. Han kunne godt lide København. Tåen var brækket. Jeg fik et par gammeldags krykker, sådan nogle, som man støtter på helt oppe i armhulerne. Jeg humpede rundt i Prags gader på et par alt for store oldschool krykker i en uge. Det så fjollet ud.

In the bus on the way to Prague, me and Samba joked about the pinky toes becoming evolutionary rudimentary. I should never have done that. In the hotel room, in the half light, I crawled across a bed, and my pinky toe got stuck in the bed frame. It hurt like shit. The next day I went to the emergency room, because I couldt walk on that foot. The nurses only spoke czech, so we couldn't communicate. They accidentally took an x-ray of the wrong place on the foot. The consultant doctor luckily spoke English. He digged Copenhagen. The toe was fractured. I got an old-fashioned pair of crutches, the kind that supports you in your arm pits. I limped around the streets of Prague in a pair of way too big old-school crutches for a week. It looked kinda silly.