onsdag den 18. juli 2012

Bent og Hall - et BILTEMA produkt




For 25 år siden sad Bent og ventede på Hall. Hall havde forfattet endnu en tekst til sit punkband. Bent var den eneste, Hall stolede nok på til at vise teksten inden den blev præsenteret til resten af bandet. På den måde kunne Hall også gi Bent en følelse af at ´høre til´ i Miljøet. Bent virkede desværre ikke altid særligt ydmyg overfor Halls position.

Halls position var tronende midt i lokalet med hænderne i siden og et selvtilfredst, skævt smil. Han stod også med let adskilte ben – som om han havde lidt ondt i numsen. Hall kiggede på sin lyric sheet:

´the auspicious well of dreaming/I am meeeeee/you will never know me/well of myseeeelf´

Hall sagde med et henført blik og et lille, spytperlende smil: `Nummeret hedder ”Deeper than thou”. Jeg har arbejdet på det et halvt år. Det er som om, det bare driver igennem mig. Ren satori.´

Bent sad med armene over kors og skiftede langsomt benstilling: ´ja....og?´ I virkeligheden foretrak han nok nogle andre Haller – f.eks. en med heste eller kvindehåndbold i. Og så en god gang pølsemix efter kampen i cafeteriaet i hallen i Spodsbjerg. Inde fra gulvets midte lød det stadig ´meeeeeeeeeeee......´. Bent tog sin hat og ville gerne gå. ´Jeg skal lige i Brugsen´, sagde han. Men Hall havde ikke sådan tænkt sig at gi slip på sit publikum.

"Bent, for fanden! Ka´ du ikke se holder hele vejen, det her? Jeg er sgu FUCKING Baudelaire reincarnated!"

"Ska´du ha´ noget med? De har tilbud på koteletter med fedtkant – og den nye Kandis. Var det noget?"

Hall er nu overladt til sine egne fakulteter. Han griber om Bents arkitektlampe med hvide knoer, så den udgør en spot på hans stærkt pudrede ansigt. Bent er gået. Han kan gøre, hvad han vil. ”Sååååå går vi til Enkebal”, synger han. Han har altid elsket den sang. Den minder om en pige, han mødte engang. 

Hun hed Rikke. Hun var nuser. Men hun elskede Dansktop, så det ku´ aldrig....Åh, for fanden! Hvorfor skulle han også altid være i karakter?