mandag den 14. august 2017

Om facebook-mis-forståelser og ord-garnnøgler


Jeg elsker ordlege. Jeg er som en kattekilling, der gladelig skubber til ethvert ordlegs-garnnøgle, der kommer forbi. Siden jeg oprettede min første FB-profil i 2008, har min yndlings Facebookaktivitet været at opfinde skøre historier, have tossede ordvekslinger sammen med mine skrivende venner og poste crazy billeder. Jeg har altid elsket comedy og jeg elsker det surrealistiske, det karnevalistiske, overskridende, overdrivende, det joviale, det dybsyndige, det høje såvel som det lave. Jeg er dybt inspireret af Monty Python, Casper og Mandrilaftalen, Dybvaaad, Louis CK, Stephen Fry og Sandi Toksvik og deres vanvittige QI-slæng. Som forfatter lader jeg mig inspirere af den måde, disse komikere slynger sproget på, twister det, udfolder det, kaster lys over sandheder som hofnarre, får mig til at le, som jeg aldrig har leet før.

Ofte har jeg anset Facebook for at være en tidsslugende fælde, man til enhver tid kan blive fanget i, et digitalt kviksand.Og det er det også tid tider. Men når jeg ser på, hvor meget, jeg rent faktisk har udviklet mit sprog ved at lade det ”spasse ud” i en eller anden skør tråd, så kan kviksandstendenserne delvist tilgives. På Facebook har man den frihed, at man ikke er bundet op på et bestemt litterært eller kunstnerisk projekt i en skrivende stund, og derfor kan man give den fuld gas i en væg-tråd eller i private mails. Nogle gange skubber man til garnnøglet uden at den man skubber den hen til, vil lege. Så bliver man måske misforstået. Det er faren ved at være ordlegesyg.

I morges stod jeg op til en langt værre misforståelse, end jeg hidtil har oplevet. En Facebookven, som jeg har mødt en enkelt gang IRL, anså en af mine fjollede posts som et udtryk for at jeg havde et alkoholproblem. Det var en fjolle-post, der fabulerede over nogle komplet absurde sikkerhedsanvisninger på et retreat i Sverige. Jeg gjorde mig lystig over dem, og nogle af mine venner greb den straks og fjollede med. Men denne ene Facebookven troede tilsyneladende, at jeg havde opslået postet i en tilstand af druk. Jeg blev pisse sur. Dels fordi jeg ikke er et fordrukkent menneske som sådan – en fest er på sin plads, men alt med måde. Og dels fordi jeg syntes det var en grænseoverskridende oplevelse at få en sådan opfattelse plastret ud over sin offentlige væg. Især når min fjolle-post intet havde med hverken fuldskab eller fest at gøre. Efter vi havde redt trådene ud i tråden, kom jeg til at tænke på, hvad journalisten Abdel Aziz Mahmoud for nylig sagde om den digitale kultur på Facebook – at der hersker en wild west-stemning. At vi har brug for en ny dannelse i de digitale rum. Og jeg reflekterede over min egen præmis, når jeg agerer der. Jeg prøver at være ordentlig; det lykkes ikke altid, som det heller ikke gør i det virkelige liv. Men jeg prøver – som også IRL.

Jeg er kritisk overfor hvad jeg poster. Jeg vil hverken lave et skønmaleri over mit liv, eller få det til at se mere trashy-charmerende ud end det er. Jeg vil ikke prale, og jeg vil ikke klynke. Jeg prøver at være ærlig, når jeg er i sorg over mine afdøde kære, men jeg vil helst ikke svælge mere i det end højst nødvendigt. Jeg glæder mig over mine succesoplevelser, og som regel får jeg positiv respons. Jeg forsøger at sige ting i tråde, som jeg ville sige dem ansigt til ansigt i virkeligheden.

Og jeg gerne lege med ord. Hvis du har lyst til at være med, så grib mit garnnøgle!

onsdag den 21. juni 2017

Er du med i en sekt?



Er du i en spirituel gruppe? Er du lidt i tvivl om det egentlig er helt sundt, det der foregår?

Har du været på en workshop, hvor du syntes at nogle af metoderne virkede...mistænkelige?

Har du bare en fornemmelse, at der er noget galt i dit spirituelle miljø?

Så læs videre! Det er nemlig meget mere almindeligt end du tror, at der kan opstå gurudyrkelse og hjernevask. Sekter begynder i spændende, eksperimenterende miljøer, hvor alt føles godt og rigtigt, og metoderne virker transcenderende og personligt transformerende. I’s all fun and games – and then the screaming starts!


Råb vagt i gevær, når:

  • En eller flere lærere bliver dyrket som en guru. Gurudyrkelse af en karismatisk leder eller lærer kan betyde at gruppen får en hierarkisk struktur, hvor dem, der sidder tæt på lederen har meget magt, og dem, som er i bunden af pyramiden, er stik-i-rend-drenge, pakæsler, sexslaver og lignende.

  • Du ikke kan få svar på dine spørgsmål, eller du bliver bedt om ikke at stille dem. I en sund gruppe eller forening bør spørgsmål være velkomne, og hvis der ikke er et svar på rede hånd, bør der søges på det, så det kan besvares.

  • Du ikke kan finde en rigtig forklaring på, hvad gruppen egentlig laver, hvad den vil, hvad formålet, visionen er – på hjemmesiden, blandt deltagerne, på Facebook. Når formålet er uklart, er der grund til at råbe vagt i gevær, fordi et uklart formål spiller sammen med en lignende uklarhed i deltagernes mentale set-up. Og det giver mulighed for at en særligt karismatisk lærer eller deltager kan overtage styringen. Og så har vi balladen.

  • Når der er en eksalteret stemning i gruppen, som du bliver opfordret til at være en del af, uden at du rigtig ved, hvad det er du skal være begejstret over. Hvis alle er begejstrede, undtagen dig, er det ikke nødvendigvis fordi du er en lyseslukker. Måske er du rent faktisk den eneste, der beholder benene på jorden og kontakten til den sunde fornuft.

  • Hvis du under en workshop eller retreat finder ud af, at det ikke lige er dig, og du gerne vil forlade stedet. Og lærerne eller nogle af de andre deltagere – måske flere på én gang – trænger dig op i en krog og forsøger at overtale dig til at blive. En klassisk sektmetode. Jo mere de kan overtale dig til at blive, desto nemmere bliver det at overtale dig til alt muligt andet.

  • Når du bliver bedt om ikke at omtale gruppens aktiviteter for dine venner og familie – for de vil alligevel ikke kunne forstå det. Endnu en klassiker. Du er udvalgt! Du er med i en eksklusiv klub! Du er indviet! Og så du smaddernem at manipulere bagefter.

  • Når gruppens deltagere lægger videoer eller personlige blogposts ud på nettet, hvor de lovpriser gruppens aktiviteter og opfordrer nye mennesker til at deltage – og du STADIG ikke kan gennemskue hvad gruppens virkelige formål er. For h******, guruer! Hvis I ikke ved, hvad det er I underviser i, så vent dog med at undervise, til I finder ud af det!

  • Når du hører udsagn som ”Kan du høre dit indre kald?” eller du bliver opfordret til at handle på en eller anden uklar spirituel impuls eller på anden måde bliver lokket med udsagn om succesfulde læreres undervisning i et eller andet system, som du ikke kan finde klar viden om. Det vigtigste kald, du skal lytte efter, er din sunde skepsis!

  • Når der er penge involveret.

  • Når der er sex involveret.

  • Når du bliver bedt om at forlade dit hjem og bo i gruppen.
    De tre sidste bullets er helt klassiske. Vi har set det gentagne gange gennem historien. The People´s Temple, Heavens Gate, Scientology, Faderhuset, Pinsekirken, Moonbevægelsen og mange, mange andre.

    Et rigtig godt eksempel på, hvordan en kult udvikler sig fra at være et vidunderligt spirituelt eksperiment til et galehus med sexslaver og knuste skæbner, findes i filmen Holy Hell, som findes på Netflix. Læs mere her





Søg sikkert!


”Det du vil lære på uddannelsen her, det er en række superfede redskaber, som gør dig i stand til at mærke dig selv og anvende din visdom i dit daglige liv. Når det sker, så bliver du langt mere, øh, powerfuld….og du, øhm, vil mærke mere nydelse i dit arbejdsliv. Du har dit indre med i hele processen. Du vil opleve mere alignment i din krop og i dit liv. Så uanset dit udgangspunkt, så får du en masse fed viden med dig her. Fed viden, som gør dig i stand til at leve i harmoni med dig selv...”

Hendes ryg er rank, tonefaldet er empatisk, og hendes øjne er klare. Hun er passioneret omkring den uddannelse, hun tilbyder i sin Youtube-video! Hendes fagter og gestik understreger hendes ord. Hvergang hun siger ordet ”alignment” rækker hun den ene hånd op og gør en lodret bevægelse for at beskrive denne ”alignment”. Når man læser om hende på hendes hjemmeside, hvor hun beskriver hvem hun er og hvilke forudsætninger hun har for at tilbyde en uddannelse, vil man se, at hendes søster som barn troede, hun var en engel, og at hun som teenager udviklede en spiseforstyrrelse. Hun tilbyder healing og mentoring via Skype for 370 dollars pr. time. Men har hun en psykologisk eller psykoterapeutisk uddannelse? Niksenbiksen!

Slangeolie og transcendens

Eksemplet herover er taget ud af virkeligheden, lettere omskrevet. Hun er bare én blandt mange. I gamle dage kørte kræmmere rundt fra by til by og solgte flasker med ubestemmeligt indhold til dyre penge til alle, der havde noget, de gerne ville have helbredt. I dag bruger de internettet.

I 2001 sad jeg i cirklen i et shamanistisk retreat, og vi delte vores åndelige oplevelser med hinanden. Der var rasler og trommer, og salvierøgen bølgede gennem rummet. Vi havde alle lavet et dybt indre arbejde, og havde haft dyyyyybe, transformerende spirituelle oplevelser.
Pludselig begyndte en af deltagerne, en spinkel pige, at tale sort! Under hendes tiltagende rablende tale, var vi flere der bekymret så på hinanden. Efter en tid valgte shamanen at stoppe sessionen. Pigen var gået i psykose og blev indlagt på den lokale psykiatriske afdeling. Shamanen var en mand på over 60 med adskillige års erfaring i at lede shamanistiske retreats. Han havde også en assistent med. Ingen af dem havde set signalerne.

En veninde på randen af selvmord gik i psykoterapi hos en utilstrækkeligt uddannet terapeut. Under arbejdet med terapeuten gik in venindes depression i fuldt udbrud, og hun forsøgte selvmord. Hun kom på ret kurs igen takket være det psykiatriske personale på Bispebjerg og Rigshospitalet.

Som 22-årig var jeg et søgende menneske, og jeg ville bare vide alt om alting, og jeg var – spirituelt set – med på den værste, hvis bare jeg kunne blive klogere. Jeg deltog i et weekendkursus i den verdensomspændende spirituelle forening ”The Art Of Living.” i løbet af weekenden kom vi igennem nogle ekstremt intense kriyaer, krops- og åndedrætsøvelser, som bragte gamle traumer og andet psykologisk affald op til overfladen. Jeg overværede, at en pige, som gerne ville hjem, blev trængt op i en krog af tre af gruppens ledere, som besnakkede hende til at blive. Ved kursets slutning fik vi at vide, at vi ikke burde tale om kursets indhold til vores nærmeste. ”De ville alligevel ikke kunne forstå det.”
Jeg var dog så optaget af den transcenderende kriya, at jeg valgte at komme i foreningen efterfølgende. Jeg troede en tid at jeg havde set lyset. Så begyndte jeg at stille spørgsmål, og fik at vide, at jeg ikke skulle spørge. Jeg holdt op med at komme i foreningen, og så begyndte jeg at få opringninger fra gruppens ledere og medlemmer, der prøvede at lokke mig tilbage.
Siden læste jeg på litteratur omkring hjernevaskens grundteknikker, og forstod, at netop de ting jeg havde oplevet og observeret i foreningen var – lige nøjagtig hjernevask.

Siden da har jeg naturligvis være meget skeptisk over for spirituelle grupper og foreninger.




Hvem beskytter de søgende?

Søgende mennesker er åbne og nysgerrige. De er sultne efter viden – og internettet er en guldgrube af påstande. Søgende mennesker kan også have ondt i livet, psykisk sårbarhed, måske endda reelle psykiske problemer, som der skal tages professionel hånd om. Det kan være farligt for sårbare mennesker at komme i en utilstrækkeligt uddannet selvudnævnt mentors hænder. Det kan være fristende for de selvudnævnte coaches at udnytte de søgendes svagheder – for dér ligger en masse penge. De sælger ikke slangeolie fra ladet af en vogn – de sælger coaching, terapi, mastercircles, udefinerbare uddannelser og grupper uden et klart formål. De påberåber sig ofte deres egen søgen, deres egen historie og intuition som garant for deres dygtighed og professionalisme. De er karismatiske, de er veltalende, forførende og ofte virkelig gode skuespillere i lige netop deres felt. Og intuitiv – det er ikke en beskyttet titel. Og med sin intuition i hånden er man jo i kontakt med Universet og har derfor hjemmel til hvad som helst!
Disse ting finder ikke kun sted hos Scientology eller Moonbevægelsen. Det sker langt oftere, end man tror.

Hvem beskytter de søgende, de sårbare? Hvad er deres rettigheder i det spirituelle gedemarked? Alt hvad de ønsker er at finde sig selv, men oplever så ofte at blive ledt ud i et langt dybere vildnis end de begyndte med. de kan ryge en tur på den psykiatriske – eller falde ud over selvmodets rand.
Maia Szalawitz gav i Scientific American, juli 2014, anvisninger til hvordan man kan se efter tegn på om det selvhjælpsprogram, man overvejer at deltage i, kan være potentielt skadeligt. Hun siger at et godt program skal have uafhængige data, som beviser dets effektivitet – ikke blot anekdoter. ”Hvis der ikke er publiceret litteratur, som støtter op om programmet – uanset dets popularitet – så er det et rødt flag i sig selv!” *
Szalawitz nævner også det rådgivende organ Seek Safely, som rådgiver om selvhjælp og advarer om decideret skadelige selvhjælpsprogrammer. Seek Safely har ydermere skrevet et tilsagn, som selvhjælpsundervisere kan skrive under på som en måde at afgive et løfte om, at de har taget de nødvendige forholdsregler, der skal til for at sikre deltagernes liv og helbred. Det ville være dejligt, hvis der fandtes et lignende danske rådgiverorgan, der kunne være med til at give søgende mennesker en større sikkerhed for deres mentale og fysiske helbred.
En underskrift af et sikkerhedstilsagn, siger Szalawitz, er imidlertid ingen substitut for et godt hjemmearbejde, baggrundstjek for slet ikke at tale om at opretholde en sund skepsis.
”At være klar over at enhver sans for selvopretholdelse under de rette omstændigheder simpelthen kan blive udvisket, kan være med til, langt hen ad vejen, at holde dig fra overlast,” siger Szalawitz i Scientific American.

”De mennesker blev rent faktisk kogt”


Det eksempel, som Szalawitz artikel bygger på, er ganske uhyggeligt:
I 2009 deltog den 38-årige Kirby Brown i et retreat i Arizonas ørken under ledelse af selvhjælpsguruen James Arthur Ray. Retreatet havde til hensigt at være ”en katalysator for personlig transformation.” Retreatet inkluderede 36 timers meditation i ørkenen uden mad eller vand, samt andre grænseoverskridende øvelser, fulgt op af en ceremoni i en improviseret svedehytte af blandt andet plasticpresenninger. Kirby og en anden deltager overlevede ikke ritualet. En tredjedel af de øvrige deltagere gik i coma, og én døde en uge senere. 18 andre blev indlagt med skader som udmattelse og nyresvigt.
”De mennesker blev rent faktisk kogt,” fortalte Christina Whelan, sociolog ved Pittsburg Universitet, som studerer selvhjælpsindustrien i USA.

I Danmark og Skandinavien har vi endnu ikke set så ekstreme eksempler som James Arthur Ray. Men der sker ofte tragedier i selvhjælpsindustrien i Europa på mindre tydelige planer. ”Guruer” som ikke har tilstrækkelig uddannelse, kan ikke stille garanti for deltagerne. De har ofte ikke det der skal til for ikke at gamle med deltagernes psykiske helbred. Én psykose, én nedtur, ét selvford er for meget!
Jeg vil gerne være med til at lave tiltag, der er nødvendige for at sikre de mennesker, der bevæger sig ud i verden som søgende.

Jeg starter med at lave oplysningsarbejde – og selvfølgelig har jeg et opdateret førstehjælpsbevis! På længere sig vil jeg gerne undersøge, hvad der skal til for at lave en dans pendant til Seek Safely.


* Scientific American, juni 2014, Maia Szalawitz: ”When does self-help actually help?”

http://www.seeksafely.org



Nye tider, nye sider!



Den 19. maj vendte jeg hjem fra Frankrig med et yogalærercertifikat i hånden. Jeg er allerede så småt gået i gang med at undervise. Til efteråret kommer der til at ske meget, meget mere på undervisningsfronten.

Derfor er jeg ved at opbygge en ny hjemmeside. Den kommer til at samle mit forfatterskab og aktiviteter på den front og mit virke som yogalærer. Jeg er i fuld gang med arbejdet på den, men det tager lidt tid endnu, før den er færdig.

I mellemtiden vil jeg her på bloggen give et par smagsprøver på, hvad dens bloposts kommer til at handle om. Der vil f.eks. være en del om yoga og den spirituelle verden set fra mit synspunkt, og der vil komme til at være lidt om min nye bog, ”Dronningen af Alkohol” som udkommer til september.

Du må meget gerne komme med kommentarer og ønsker om emner, du har lyst til at vide mere om indenfor meditation, yoga og spiritualitet. Eller i forbindelse med bogudgivelsen.

Jeg glæder mig utrolig meget til mit nye liv som yogaunderviser og til min nye bog udkommer. Og jeg håber at jeg får endnu mere travlt end jeg har nu!  

tirsdag den 28. februar 2017

"Vi bemærker at du er i en vanskelig situation..."


Min far blev fundet død den 13. januar. Det er i dag den 28. februar. Først igår opdagede jeg, at jeg havde overset netop det dokument, der er væsentligt for at kunne sætte skifteretsprocessen i gang. Hvis kvinden i retten havde hånet mig i telefonen havde ikke gjort sagen bedre. Sådan er sorg. Vi er ved siden af os selv, ude af sync med os selv, afskåret fra vores egen krop, i chok. Vi fucker små og store ting op. Har hallucinatoriske syn af vores kære afdøde i et butiksvindue. Vi overser ting. Vi OVERSER ting. Det er naturligt. Sorg er en fucking undtagelsestilstand. Vi er rystet i vores eksistentielle grundvold!

Igår delte en ven ovenstående brev på Facebook.

Ét er den kynisme og systemtænkning som brevet er udtryk for. Mon den person, der har formuleret brevet til borgeren mon hjem til familien og tænker: Dér gjorde jeg virkelig dagens gode stykke arbejde! Dér hjalp jeg virkelig en borger til at forstå sin situation og sig selv. Næppe! 

En anden ting er de kommentarer der fulgte på borgeren deling af brevet på Facebook. Borgeren blev mistænkt, slutshamet, kaldt en nasser på samfundet på mange forskellige og særdeles kreative, passivt-aggressive, ondskabsfulde måder.

Dette ikke for at gøre netop denne borger til martyr i et sygt system. Brevet, tillige med de nedsættende kommentarerer et udtryk for et menneskesyn, der gennemsyrer samfundet:

Kontanthjælpsmodtagere er den laveste kaste. De er jaget vildt. De er de urene, som det gamle testamente advarede de rettroende om at røre ved, idet de selv ville blive urene. På Facebook får man aflad ved at kaste sten efter dem i verbal forstand.

Brevet, med sit nedsættende kancellisprog og fremmedgørende retorik er på sin vis et af de sidste led, før vi smider mennesker i gasovnene. Det er en medarbejder der gør sin pligt. Uden at gøre modstand. Medarbejderen, der sendte brevet, står ikke alene med sin pligtfølelse, for han er bakket op af adskillige kommentatorer på Facebook. Det var lettere at tage fuld afstand i 30ernes Tyskland, for da var det jøderne, der var pariaen. Enten var man jøde, eller også var man det ikke. Det var et spørgsmål om blod. 

Så enkelt er det ikke nu. At være kontanthjælpsmodtager er ikke et spørgsmål om blodet. Det er et spørgsmål om omstændigheder. Det kan ske for medarbejderen, der skrev brevet. Det kan ske for kommentatorerne på Facebook. Sygdom, fyring, ulykke, nedtur og sorg er ikke begrænset til et bestemt segment i samfundet. Alle kan blive fyret. Alle kan miste deres dagpenge. Alle kan risikere at skulle gå den tunge gang til Jobcentret.

Og når din verden er brudt sammen og du modtager brevet fra Jobcentret, er det din tur til at blive hånet. Tør du tænke så langt, min Facebookven?


torsdag den 2. februar 2017

"The human face is a terrible place"*


Min far var en kreativ mand. I sin gymnasietid spillede han teater og overvejede at gøre karriere inden for teaterverdenen. Men han forlod ideen, fordi han ”ikke ville være en del af en rulletekst” som han havde oplevet hos en af sine teatervenner. Han kanaliserede sin kreativitet ind i jagt, kulturjournalistik, cykling på højt plan (adskillige Sjællands- og Vätternrunder, Paris-brest-Paris etc), fotografi incl. eget mørkekammer, han studerede klassisk musik og læste partituret, mens han lyttede. Han var intelligent og observant. Samtidig var han en besynderligt introvert person, der lod min mor om at være den sociale katalysator i ægteskabet. Men han havde også en mørk og dyster åre, en der trak ham gennem store depressioner og gav ham en hang til alkohol, der blev udfoldet helt efter min mors død.

Jeg har længe haft en teori om, at han ar en kunstner, som i fornuftens navn havde pakket sin kunst væk. Måske havde det kunnet hjælpe ham at have en kreativ praksis han kunne støtte sig til efter min mors død. Det havde vi også kunnet dele.

Man kan sige, han fik sygdommen alkoholisme i fuldt flor, da min mor døde. Man kan også sige, han mistede en del af sin sjæl, og at han dulmede smerten. Han fik aldrig livsgnisten tilbage. Der var intet, der kunne vække den igen. De to billeder, som jeg fandt i hans tegnebog, da jeg ryddede op i huset for nylig, viser tydeligt, hvor ulykkelig, han var. Når jeg var der, skjulte han sin ulykkelighed, ligesom han pakkede sine øldåser ud i skuret. Det var først da jeg så efterladenskaberne efter hans sidste dage, jeg så det fulde omfang af hans ulykkelighed. Han døde i en kæmpe blodpøl i gangen. Det gjorde fandeme ondt at se.

Det er så let at have en mening om en alkoholiker. Det er let at støde ham fra sig, objektificere ham, gøre sig bedre end ham, forsøge at frelse ham, fordi han er en sølle stakkel. Der var sågar en af mine forældres gamle venner som skrev til mig og kaldte min fars død ”forventlig”. Jeg blev da også irriteret på ham nogle gange, når han gjorde forviklinger for at skjule sit forbrug for mig, og fordi han lod stå til. Men jeg elskede ham mere end han irriterede mig. Og jeg forstår ham. Det gør jeg sgu. Tænk at miste sit livs kærlighed til kræften. Jeg tror enhver, der er så velsignet at have fundet en livsledsager, må stille sig selv det spørgsmål om man kan overleve tabet. Tomheden bagefter. Det hul, man må stirre ind i. Det mørke. Den afgrund.

Jeg savner min far, jeg sørger over ham, men selvom det er umådelig trist at tænke på, forstår jeg på sin vis, hvorfor han brugte den sidste del af sit liv kun på at vente på døden.

*Keith Reid/Procol Harum: "Your own choice"

fredag den 6. januar 2017