tirsdag den 28. februar 2017

"Vi bemærker at du er i en vanskelig situation..."


Min far blev fundet død den 13. januar. Det er i dag den 28. februar. Først igår opdagede jeg, at jeg havde overset netop det dokument, der er væsentligt for at kunne sætte skifteretsprocessen i gang. Hvis kvinden i retten havde hånet mig i telefonen havde ikke gjort sagen bedre. Sådan er sorg. Vi er ved siden af os selv, ude af sync med os selv, afskåret fra vores egen krop, i chok. Vi fucker små og store ting op. Har hallucinatoriske syn af vores kære afdøde i et butiksvindue. Vi overser ting. Vi OVERSER ting. Det er naturligt. Sorg er en fucking undtagelsestilstand. Vi er rystet i vores eksistentielle grundvold!

Igår delte en ven ovenstående brev på Facebook.

Ét er den kynisme og systemtænkning som brevet er udtryk for. Mon den person, der har formuleret brevet til borgeren mon hjem til familien og tænker: Dér gjorde jeg virkelig dagens gode stykke arbejde! Dér hjalp jeg virkelig en borger til at forstå sin situation og sig selv. Næppe! 

En anden ting er de kommentarer der fulgte på borgeren deling af brevet på Facebook. Borgeren blev mistænkt, slutshamet, kaldt en nasser på samfundet på mange forskellige og særdeles kreative, passivt-aggressive, ondskabsfulde måder.

Dette ikke for at gøre netop denne borger til martyr i et sygt system. Brevet, tillige med de nedsættende kommentarerer et udtryk for et menneskesyn, der gennemsyrer samfundet:

Kontanthjælpsmodtagere er den laveste kaste. De er jaget vildt. De er de urene, som det gamle testamente advarede de rettroende om at røre ved, idet de selv ville blive urene. På Facebook får man aflad ved at kaste sten efter dem i verbal forstand.

Brevet, med sit nedsættende kancellisprog og fremmedgørende retorik er på sin vis et af de sidste led, før vi smider mennesker i gasovnene. Det er en medarbejder der gør sin pligt. Uden at gøre modstand. Medarbejderen, der sendte brevet, står ikke alene med sin pligtfølelse, for han er bakket op af adskillige kommentatorer på Facebook. Det var lettere at tage fuld afstand i 30ernes Tyskland, for da var det jøderne, der var pariaen. Enten var man jøde, eller også var man det ikke. Det var et spørgsmål om blod. 

Så enkelt er det ikke nu. At være kontanthjælpsmodtager er ikke et spørgsmål om blodet. Det er et spørgsmål om omstændigheder. Det kan ske for medarbejderen, der skrev brevet. Det kan ske for kommentatorerne på Facebook. Sygdom, fyring, ulykke, nedtur og sorg er ikke begrænset til et bestemt segment i samfundet. Alle kan blive fyret. Alle kan miste deres dagpenge. Alle kan risikere at skulle gå den tunge gang til Jobcentret.

Og når din verden er brudt sammen og du modtager brevet fra Jobcentret, er det din tur til at blive hånet. Tør du tænke så langt, min Facebookven?


torsdag den 2. februar 2017

"The human face is a terrible place"*


Min far var en kreativ mand. I sin gymnasietid spillede han teater og overvejede at gøre karriere inden for teaterverdenen. Men han forlod ideen, fordi han ”ikke ville være en del af en rulletekst” som han havde oplevet hos en af sine teatervenner. Han kanaliserede sin kreativitet ind i jagt, kulturjournalistik, cykling på højt plan (adskillige Sjællands- og Vätternrunder, Paris-brest-Paris etc), fotografi incl. eget mørkekammer, han studerede klassisk musik og læste partituret, mens han lyttede. Han var intelligent og observant. Samtidig var han en besynderligt introvert person, der lod min mor om at være den sociale katalysator i ægteskabet. Men han havde også en mørk og dyster åre, en der trak ham gennem store depressioner og gav ham en hang til alkohol, der blev udfoldet helt efter min mors død.

Jeg har længe haft en teori om, at han ar en kunstner, som i fornuftens navn havde pakket sin kunst væk. Måske havde det kunnet hjælpe ham at have en kreativ praksis han kunne støtte sig til efter min mors død. Det havde vi også kunnet dele.

Man kan sige, han fik sygdommen alkoholisme i fuldt flor, da min mor døde. Man kan også sige, han mistede en del af sin sjæl, og at han dulmede smerten. Han fik aldrig livsgnisten tilbage. Der var intet, der kunne vække den igen. De to billeder, som jeg fandt i hans tegnebog, da jeg ryddede op i huset for nylig, viser tydeligt, hvor ulykkelig, han var. Når jeg var der, skjulte han sin ulykkelighed, ligesom han pakkede sine øldåser ud i skuret. Det var først da jeg så efterladenskaberne efter hans sidste dage, jeg så det fulde omfang af hans ulykkelighed. Han døde i en kæmpe blodpøl i gangen. Det gjorde fandeme ondt at se.

Det er så let at have en mening om en alkoholiker. Det er let at støde ham fra sig, objektificere ham, gøre sig bedre end ham, forsøge at frelse ham, fordi han er en sølle stakkel. Der var sågar en af mine forældres gamle venner som skrev til mig og kaldte min fars død ”forventlig”. Jeg blev da også irriteret på ham nogle gange, når han gjorde forviklinger for at skjule sit forbrug for mig, og fordi han lod stå til. Men jeg elskede ham mere end han irriterede mig. Og jeg forstår ham. Det gør jeg sgu. Tænk at miste sit livs kærlighed til kræften. Jeg tror enhver, der er så velsignet at have fundet en livsledsager, må stille sig selv det spørgsmål om man kan overleve tabet. Tomheden bagefter. Det hul, man må stirre ind i. Det mørke. Den afgrund.

Jeg savner min far, jeg sørger over ham, men selvom det er umådelig trist at tænke på, forstår jeg på sin vis, hvorfor han brugte den sidste del af sit liv kun på at vente på døden.

*Keith Reid/Procol Harum: "Your own choice"

fredag den 6. januar 2017