Om facebook-mis-forståelser og ord-garnnøgler

Jeg elsker ordlege. Jeg er som en kattekilling, der gladelig skubber til ethvert ordlegs-garnnøgle, der kommer forbi. Siden jeg oprettede min første FB-profil i 2008, har min yndlings Facebookaktivitet været at opfinde skøre historier, have tossede ordvekslinger sammen med mine skrivende venner og poste crazy billeder. Jeg har altid elsket comedy og jeg elsker det surrealistiske, det karnevalistiske, overskridende, overdrivende, det joviale, det dybsyndige, det høje såvel som det lave. Jeg er dybt inspireret af Monty Python, Casper og Mandrilaftalen, Dybvaaad, Louis CK, Stephen Fry og Sandi Toksvik og deres vanvittige QI-slæng. Som forfatter lader jeg mig inspirere af den måde, disse komikere slynger sproget på, twister det, udfolder det, kaster lys over sandheder som hofnarre, får mig til at le, som jeg aldrig har leet før.

Ofte har jeg anset Facebook for at være en tidsslugende fælde, man til enhver tid kan blive fanget i, et digitalt kviksand.Og det er det også tid tider. Men når jeg ser på, hvor meget, jeg rent faktisk har udviklet mit sprog ved at lade det ”spasse ud” i en eller anden skør tråd, så kan kviksandstendenserne delvist tilgives. På Facebook har man den frihed, at man ikke er bundet op på et bestemt litterært eller kunstnerisk projekt i en skrivende stund, og derfor kan man give den fuld gas i en væg-tråd eller i private mails. Nogle gange skubber man til garnnøglet uden at den man skubber den hen til, vil lege. Så bliver man måske misforstået. Det er faren ved at være ordlegesyg.

I morges stod jeg op til en langt værre misforståelse, end jeg hidtil har oplevet. En Facebookven, som jeg har mødt en enkelt gang IRL, anså en af mine fjollede posts som et udtryk for at jeg havde et alkoholproblem. Det var en fjolle-post, der fabulerede over nogle komplet absurde sikkerhedsanvisninger på et retreat i Sverige. Jeg gjorde mig lystig over dem, og nogle af mine venner greb den straks og fjollede med. Men denne ene Facebookven troede tilsyneladende, at jeg havde opslået postet i en tilstand af druk. Jeg blev pisse sur. Dels fordi jeg ikke er et fordrukkent menneske som sådan – en fest er på sin plads, men alt med måde. Og dels fordi jeg syntes det var en grænseoverskridende oplevelse at få en sådan opfattelse plastret ud over sin offentlige væg. Især når min fjolle-post intet havde med hverken fuldskab eller fest at gøre. Efter vi havde redt trådene ud i tråden, kom jeg til at tænke på, hvad journalisten Abdel Aziz Mahmoud for nylig sagde om den digitale kultur på Facebook – at der hersker en wild west-stemning. At vi har brug for en ny dannelse i de digitale rum. Og jeg reflekterede over min egen præmis, når jeg agerer der. Jeg prøver at være ordentlig; det lykkes ikke altid, som det heller ikke gør i det virkelige liv. Men jeg prøver – som også IRL.

Jeg er kritisk overfor hvad jeg poster. Jeg vil hverken lave et skønmaleri over mit liv, eller få det til at se mere trashy-charmerende ud end det er. Jeg vil ikke prale, og jeg vil ikke klynke. Jeg prøver at være ærlig, når jeg er i sorg over mine afdøde kære, men jeg vil helst ikke svælge mere i det end højst nødvendigt. Jeg glæder mig over mine succesoplevelser, og som regel får jeg positiv respons. Jeg forsøger at sige ting i tråde, som jeg ville sige dem ansigt til ansigt i virkeligheden.

Og jeg gerne lege med ord. Hvis du har lyst til at være med, så grib mit garnnøgle!