I den forbindelse har jeg skrevet følgende tekst, som jeg vil læse op. Jeg deler den også hér, fordi jeg gerne vil dele mine følelser for dette vidunderlige, kreative, gavmilde menneske, som alt for tidligt gik bort. Jeg savner dig, Knud!
Knud og mig og motorcyklen
Drømme kan være så selvfølgelige. Det var helt naturligt,
at Knud og jeg kørte på motorcykel gennem København. Det var en lys
efterårsdag. Luften var sprød som krystal. Vi sad begge to på motorcyklen. Jeg
kan ikke huske hvem, der kørte den. Jeg har personligt aldrig kørt motorcykel.
Jeg ved ikke, om Knud har. Men det var også lige meget. Det var en drøm. Men at
i den var helt naturligt. Som at Knud havde tabt en bamse, der var et lam. Den
lå på parkeringspladsen på hjørnet af Blågårdsgade og Åboulevard som den så ud
før den blev lavet til parkeringshus. Grus og jord. Der lå lammebamsen, og vi
samlede den op og kørte videre. Og så var motorcyklen væk, og vi gik hånd i
hånd gennem byen. Der var ingen ord i drømmen. Men også det var ligegyldigt.
Det var selvfølgeligt. Det kunne have været i går, det kunne have været et sted
i evigheden.
Jeg husker en scene fra Prag, som foregik i virkeligheden,
men som lige så godt kunne have været en drøm. Jeg var på en kunstudstilling,
som bestod af en masse forskelige installationer med farvet lys og strømmende
vand og lysende glober, der sejlede på en lille kunstig bæk. Det var et
sansebombardement. Pludselig fandt jeg mig selv i museets café, og en gammel,
mand med et kæmpe stort, gråt skæg og sort hat rakte en masse mærkelige figurer
i glas frem imod mig. Jeg så fascineret på tingene, som han tog frem fra en
kuffert og rakte frem imod mig, mens han sagde ting på tjekkisk, som jeg
selvfølgelig ikke forstod. Jeg troede, han lavede en performance. Mit sind var
blevet stemt af museets lys, farver og figurer, således, at det stadig, da det
var gået genne tærsklen mellem udstilling og virkelighed, troede at det var en
del af en anden verden, en drømmeverden. Da jeg endelig forstod, at den gamle
mand solgte disse ting, var det ligesom at vågne af drømmen. Jeg købte en af
hans genstande, en bombe i et lille glas. ”Te
je ale bomba!” står der på et gulnet stykke papir, som er klistret på
glasset. Det betyder ”Det er jo en bombe!” Glasset vil ikke kunne holde
sprængkraften inde. Jeg har stadig bomben i glasset. Det er et stykke drøm, som
er nået gennem virkelighedens spejl.
Det kræver en vis…årvågenhed…er dét det rigtige ord? At
erkende når drømmen rækker en hånd til os gennem grænse mellem drøm og virkelighed,
at erkende når de døde rækker en hånd til os gennem natten fra den anden side.
At Knud og jeg kørte på motorcykel og holdt i hånd gennem byen føles virkeligt
og dog magisk, som den gamle mands tilsyneladende performance på museet. Jeg
skriver gerne mine drømme ned, når jeg vågner. Det er en måde at kommunikere
med dem på. Er de fyldt med dagsrester, eller vil de mig noget, har de et
budskab? Hvornår er det blot hvid støj fra dagenes jag, der bliver behandlet og
omarrangeret til billeder, der skylles gennem underbevidsthedens spildevandsanlæg,
og hvornår er det sjælen, der taler?
Da Knud og jeg kørte på motorcykel gennem byen, så føltes
det som var det virkeligt. Jeg kunne mærke vores venskab strømme igennem
sceneriet i drømmen. Jeg nåede ikke at kende ham så længe. Lidt over et år.
Første gang jeg så ham til Debutantballet i DFF, da han gik på scenen for at
læse op, syntes jeg han var dødlækker med sin skarpe frisure, intellektuelle
briller og pæn i tøjet. Da han begyndte at læse op af sin første bog, ”Kvababbelser”,
forstod jeg at der ikke var grundlag for at jeg fik ham med hjem i sengen. Til
gengæld fik jeg meget mere med hjem. Et venskab. Og et givende
skrivefællesskab.
Jeg nåede ikke at kende ham længere end lidt over et år.
Men drømmen, følelsen i drømmen, det venskab, som jeg kunne mærke som en strøm
igennem det lettere surreelle motorcykelsceneri igennem Københavns gader, det
var så virkeligt så nærværende. Det fortæller mig klart og tydeligt budskabet
om det indtryk, Knud gjorde i mit liv. Han er en, jeg aldrig vil glemme. En
ven, jeg altid vil have i mit hjerte.
Jeg håber, at vi mødes på en krystalklar eftermiddag i
evigheden og kører to på en motorcykel gennem byen.
