Der var engang, hvor værktitler
var lange, snoede stier, der nærmest fortalte deres egen historie. Denne gang
er der et hav af værker uden titel. Jeg tror på tilfældet, jeg tror på
tilfældets kraft i kunsten, oblique strategies, serendipitet. Men alle disse
manglende titler er intet tilfælde. Jeg tror ikke på at kunstnerne mangler
fantasi. Der må være en anden grund, men jeg ved ikke, om den åbenbarer sig
selv. At gå i dialog med et værk er en floskel, man har hørt så mange gange, at
betydningen næsten har elimineret sig selv. Men jeg vil alligevel prøve, for
jeg tror, at om jeg vil eller ej, så tror jeg at samtidskunsten har et eller
andet budskab til mig og min omverden. Og forårsudstillingen, som er censureret
af en velovervejet sammensat jury med store kunstfaglige kompetencer og med
fingeren på pulsen, så må udstillingen jo netop være et udtryk for den kunst,
der har noget vigtigt at fortælle mig her og nu.
Det første jeg møder i
24/7-rummet (med den internetbaserede kunst) med de mange computerskærme er
noget, der minder om et computerspil med en gående eller løbende mand i
byskaber og bygningskonstruktioner. Man kan få ham til at gå i forskellige
retninger ved hjælp af musen. Jeg er ikke en ørn til computerspil, så jeg
styrer ham direkte ind i en væg. Der bliver han stående og tripper, mens jeg
læser den tilhørende værktekst:
”Værket ’Utopian City Scape (UCS) er en virtuel 3D-vandring
gennem byens rum. Med kunstnerens egne ord beskriver videoen nye medier og
deres evne til at indskrive beskueren centralt i værket. Samtidig udfordrer
værket den aktuelle arkitekturdebat, som problematiseres af, at vi har svært
ved at forholde os til det ikke-fysiske rum som et faktisk rum, men kun kan
forstå det som todimensionelle billeder.”
Hvad er det vi har svært ved at
forholde os til? Enhver som har spillet computerspil kan leve sig, endda meget
levende, ind i det ikke-fysiske rum. Nogle gange måske endnu mere virkeligt end
virkeligheden. Når også drømmen opleves som et faktisk rum, hvorfor skulle det
konstruerede rum i computerverdenen så være svært tilgængeligt? Nej, det er
værkteksten her, der er uforståelig. Når man går ind på kunstnerens hjemmeside,
møder man et helt andet budskab til et helt andet publikum: Arkitekter,
arkitekturinteresserede, ingeniører. Den virker faglig og relevant for sin egen
målgruppe, som en refleksionsramme, som et redskab. Hvem har skrevet den tekst?
Når der står ”med kunstnerens ord” er det så kunstneren selv? Eller en, der har
forsøgt at leve sig ind i noget, der hører en anden målgruppe til, og derfor
kommer til kort, og skriver en tekst, der er uforståelig – også for forfatteren
selv. Er der nogen, jeg kan stille spørgsmålet: Hvem har skrevet værkteksten?
Muligvis. Men jeg går videre.
Et broderet Facebook-screendump.
Nymodens pjat fastfrosset i gammeldaws håndværk. Længslen efter den tabte tid,
den gamle verdens langsomme, tavse paradis, dets tempo udtrykt i tekstil. Den
hurtigt vibrerende lysende skærm, der i den grad fastholder vores opmærksomhed
imod interaktion og stadig skiftende opdateringer er omsat til bløde, broderede
pixels. Ikke kun i dette værk, men også i de små puder, som fremstiller
actionhelte i strik. Vi kan røre dem, ae dem, mærke deres blødhed, strukturen i
de små puder med billederne af machomænd med håndvåben. I al deres nuttethed
inkarnerer de den tryghed og hygge vi finder bag skærmen.
Endnu et internetbaseret værk
hedder ”I am Dina and Friends”. Alle Dinas venner ligner hende, de har det
samme tøj på, og adskiller sig ikke fra hinandens stirrende blikke. Men jeg
forstår ikke Wassmo-referencen i titlen. Er der et formål med den? Er det en
tilfældighed? Jeg tror ikke på tilfældet. Men giver det mening?
En neon-krusedulle, en kaotisk,
lysende streg, der drøner gennem et stort rum. Som Picassos foto med lys i
luften, taget med langsom blænde, manifesteret her i neonrør, og med rørets
ledningers hængende som slappe årer fra røret og ligger i en organisk pøl på
gulvets sildebensparket som værkets slatne, antiklimaktiske biprodukt.
Et bord, spundet ind i hvid snor
og overstrøet med fragmenterede brædder og andet metalaffald i et stivnet
spind, malerbukke, stole, skamler eller hvad det nu er. De oprindelige
genstande er ikke identificerbare, de er opslugt af produktet, og fremstår som
en amorf, stivnet enhed, som ingen historie fortæller, andet end at det ingen
historie fortæller. Og nej, fine, sammensatte sætninger om at beskueren
inddrages i værket som en forvirret medspiller, der er ude af stand til at
forstå figurens postpostmoderne kompleksitet – vil jeg skide på. Det ligner
lort. Jamen, kunstneren forsøger at udfordre beskueren i det provokerende møde
med en kompliceret enheds statisk-plastiske tilstedeværelse. Eller noget. Og?
Og dig ved jeg ikke, hvad jeg
skal synes om. Hvad er du?
To skjorter, der er splittet ad
og syet sammen igen hænger på væggen som blege, ubestemmelige våbenskjold.
Skjorterne er delvist hvide, delvist gulnede. Er det en klemme, der hænger der,
øverst på højre skjorte? Det er som om de siger: ”Jeg ved ikke hvor jeg skal
gøre af mig selv. Jeg kan ikke finde mig selv. Jeg er splittet op i
fragmenter.” Er det min generelle projektion af mig selv i dette værk?
En tømmerflåde af papirklip, let,
luftig og u-flydbar. Træernes årer er sirligt udtrykt i papir. Et fint stykke
håndværk, der ikke redder nogen ud herfra. Fra lydgeneratorens ustandselige
klagen, der fylder alle rummene med hyl og gråd, kastet tilbage mellem det rum
den er tildelt og dets kunstigt konstruerede hvælving.
Trætoppe i polaroid. En
fotografisk mosaik af små træer i forskellige tilstande af lys. Den anden række
fra øverst med tre trætoppe i hver deres nuance af blå, ultramarin, blågrøn,
turkis. En trætop ved nat, en på kalkbund, nogle i skumring, andre i gyldne
toner af dagslys. Under billedet et koordinat og en dato. Jeg vil kunne finde
disse træer hvis jeg søgte dem. Men ikke med disse lyssætningers øjeblikkelige
poesi.
En flyttekasse med udskåret
ornamentik. ”Moving culture” hedder værket. Når der står ”kultur” på kassen og
der er nonfigurativ ornamentik involveret er der ligesom lagt op til at man
skal indlæse et eller andet om flygtninge-danskhed-ikkedanskheds-debat ind i
det. Men det gider jeg ikke. Det er sjovere at lade fortællingen om hvor meget
hver enkelt genstand vejer, som skal flyttes fra et gammelt hjem til et nyt,
flyde ind og ud gennem hullerne i kassen: ”Roll of cotton cooking thread, 26 g.
Two cans of beer, 1.044 g. Water bottle, 461 g. Soluble pain killer tablets, 117
g.”
Ensomme, hollandske, rygvendte
finkefløjtere på store videoskærme i et mørkt rum. Vi går hurtigt forbi. Deres
siddende, ludende skikkelser er nedslående. Der er et andet videoværk med
manden der ryster med tæppet eller tæppet der ryster med manden. Igen ignorerer
jeg værktitlens ”kultur” for bare at kunne nyde det hypnotiske sceneri med det
støvede tæppe i slowmotion.
Der er runde værker. Et i
kuglepen, indført på papiret, et kuglemotiv med matematisk præcision. Et andet
billede, papirarbejde med farvede koncentriske cirkler og noget derover der
ligner hår, så cirklernes placering antyder bryster, men uden ansigt, uden
krop. Der er revner i væggen. Revner i væggen siger jeg dig, og disse revner er
nomineret til hele to priser. Revnerne har ingen titel, men titlen ”Uden titel”
har tilfølelsen ”(levels)”. Jeg ville ønske det gav en eller anden form for
mening, men det giver ingen mening. Uden titel. Uden mening. Giver det mening i
sig selv, om sig selv? Der er flere runde værker, halvglober med grafiske
mønstre, som blikket kan falde ind i og lege med.
Fire hvide skulpturer, alle uden
titel. Der er en hængende genstand, der drypper fedt, og hedder ”An absolute
truth”. Jeg indrømmer at jeg rørte ved det afdryppede fedt. Jeg ved, man ikke
må røre ved udstillede værker, men jeg kunne ikke lade være. Jeg ledte efter
sandheden om hvad den dryppede fra sig. Den lugtede ikke.
Værker uden titel med undertitler
anført i parentes: ”Pines, woodchips, grocery, cafeteria” fra fotoserien
”Derelict self.” Jeg hører Einsturzende Neubautens ”Zampano” for mit indre øre:
”Es gibt nur einen Idiot. Und durch irgend einer Lücke, durch irgend einen
Spalt dringt er immer wieder rein” Denne skyggeidentitet der klæber til ens
væsen. Om det er ens egen skygge, man har et usundt forhold til, eller om det er
en afskyelig symbiose, der er opstået i parforholdet. Ansigterne er lukkede og
tomme som fostre, som er de i en førsproglig, førkognitiv tilstand. Eller i en
tilstand efter at sprog og tanke er ophørt, et symbiotisk limbo, hvor enhver
tankevirksomhed er opløst i tosomhedens og vanens dødssyge magt, selv under et
slagsmål, hvor meningen kunne have frigjort sig igen. En gyselig serie
billeder, i ordets egentlige forstand. Æstetisk smukke, men dybt foruroligende
billeder på parforhold eller et dødt liv, manipuleret til døde af stemmer
udefra. Denne skygge bag mig, der ligner
mig, eller den skygge bag mig, jeg ligner.
En vogn med en arkitektlampe. En
rotunde med mig selv i tusinde spejl-fragmenter. Et værk, jeg helt konkret kan
spejle mig i. Fotos af bløde, organiske
landskaber, skove, der spejler sig i søer og gyldne tåger. Så bløde at man kan
putte sig i dem for at undgå at se på perpetuum mobilemaskinens meningsløshed.
Den er jo ikke engang i funktion. Men det er lydgeneratorens spidse, vrængende
hylen stadig i dens utrættelige nærværelse.
Udstillingen byder kun på et
eneste maleri. Et teknisk vidunder, ikke desto mindre. ”Spiral meander” i dyb
violet og brun. Den er smuk. Men der er noget foruroligende ved dens alene-hed.
Blandt de mange hundrede indsendte værker, var der virkelig kun ét maleri, der
var Charlottenborgs haller værdigt? Står det så slemt til med samtidens
malerkunst? Er den druknet i kronhjorte, pangfarver, perspektiviske linjer og
løbeteknik. Er det sandt?
”Uden titel, Uden titel, Uden titel,
Uden titel, Uden titel”. Åh, det er flere fotos. Tomme
forlystelsespark-scenarier, cartoonishly foruroligende og triste. Uro uden
titel. Tristhed uden titel. Med angst som facit.
Fire små spidse skulpturer. Flere
træer. En anæmisk, modfalden, træt til døde homecoming queen, solbeskinnet,
træt og bleg. Er det omverdenens krav til hendes skønhed og perfekthed, der har
gjort hende så træt?
Rum med titler, rum uden titler,
rum uden mening. En skæv, hvidmalet trækonstruktion med vinduer og fluenet
fylder et helt rum ud. Et andet rum har
fragmenter af metal og brædder på væggene. Spånplader med hvid maling i
uensartede firkanter. De irriterer mig. De er uden titel. De er ikke smukke for
øjet, men udført og ophængt med tilpas præcision, så de støder heller ikke. De
er ikke absurde nok til at være virkelig absurde, og de siger ikke nok til ikke
at sige noget. Kun min egen søgen efter en eller anden form for forståelse
giver mening. Det er måske formålet. Men se, værkerne er nomineret til en pris!
Den lille dreng råber: ”Han har jo ikke noget på!”
En bog gennemblæses fra hver
side, så bogens blade altid er i bevægelse. En anden bog, man må læse med
handsker på har samlet optryk af visaer fra alle lande.
Politimænd i idyllisk kornmark, politimænd på eng, politimænd
ved sø. Voldsomme billeder. Intet er helligt!
Tre solnedgange i farver som det
franske flag på et forstørret, tysk postkort og en slags timeglasformet figur i
et gammelt norsk fjeld-prospekt. ”Love is a grayscale between two poles” er
titlen, og den er sælsomt tiltrækkende at lade øjet hvile i, denne store figur
i landskabet. Titlen fæstner mit sind i komtemplation over betydningen, og det
rækker på en eller anden måde længere end den simple udførelse på et forstørret
postkort. Det sætter tænkningen i bevægelse i langt højere grad end de
prisnominerede spånplader på væggen, som ifølge de, som nominerede den, var
meningsløse nok til at afvise ethvert forsøg på at uddrage en mening af
værket. Ih jo, værkerne må godt mangle
titel, for titlen er ikke et nødvendigt redskab for at lede tankerne på vej.
Der må være et mindstemål af et element, der kan sprede ringe i refleksionens
vand. De brædder og metalstykker dér – det er for lidt! Jeg prøvede virkelig
med en dialog, men de svarede ikke!
