tirsdag den 29. december 2015

Xcell Factor (Et BILTEMA produkt)



Som billedkunstnerne ikke kan finde ud af at skrive ordentlig lyrik uden langtrukne beskrivelser af deres indre billeder, og sangerne ikke kan opstille med andet end oral-superlativ pompøsitet, således var revisorerne helt og aldelses forvirrede, for ikke at sige bestyrtede over den mængde af faces, som de modtog, som alle havde suffixen "duck". Jule-duck, Mortens-duck, Grå-duck, -. Læber hvælvede sig mod kameraerne i pigekamrene. De kyssede sig vej mod enhver revisor mens han mindst ventede det.
Thi pludselig var revisorer det nye shit og oh boy, det var som om de pludselig skulle lære sig jazzballet eller en hvilken som helst anden form for rytmisk bevægelse foran et publikum.

Ikke uden blaserthed tog William sit joystick frem. Han havde lært at skate rundt i excelark med det. Han vidste, at de fleste andre unge brugte joysticks til sjov og - ikke mindst - ballade. Men når han sad der som en hellig masturbator og kørte rundt i Maersks regnskab med hans prægtige prod følte han alligevel, at han var en del hævet over de fleste. Særligt dem der spillede smart. Fuck!! William var også lidt bange for bandeord, men.....

Men han vidste at når han alligevel havde meldt sig til det show, så fangede bordet. Og arket. Arket fangede. Og netop dét gjorde det svært. Fik det til at gøre ondt. For de sad der. Dommerne. Med blikket rettet mod ham som mod en pestbakterie. En Yersinia Xcillis. Bragte han ikke det perfekte ark til verden, ville han blive kastet ud. Ydede han ikke sit ypperste, udraderede han ikke de andre revisorer, var han kun en sølle stakkel.

For deres tid var kommet. Det var slut med sangere, performers, sangerinder, ypperstedanserinder, realitystjerner, realityfuckers, realitysluts og realityonanister. Slut med standuppers og sit-cummers. Slut med fluffers og buffers og snuffers. Slut med crackers og snackers og back-ups. Det var ingen joke. Det var revisornes tid. Den var kommen. Revisornes tid var kommen!

Men de andre revisorer var jo også klar. Både dem fra Penis, Cum & Fuckface og dem fra Pussy, Crutchhole & Sluts. Nu skulle excelarket vise sin magt over Word. Nu skulle DJØF være over Puff. Nu skulle verden KRAFTFUCKME se!! Og William var 100 procent rigged for destruction! Revisorstyle var det nye Gangnam Style. Det her show ville vise det. Værten (som i parentes bemærket vist ikke havde vist nogen excelmagt tidligere) råbte op. De andre revisorer råbte, jublede, nogle besvimede. En pige fra Pussy.... som han engang havde kysset til en fest tog brillerne på som når John Rambo gør sig klar til krig...

Dommerpanelet bestod af tre erfarne veteraner: Sidney Lee, Martin Hall og Linda Rafn. Alle iført markant brille og høj hals. De så op fra deres iRevisor, hvor samtlige ark fremstod i netop den tilstand som revisorerne respektivt udførte dem - og begyndte at votere. Penis og Fuckface havde været dømt ude fra start. Og med rette, eftersom deres Xcell-ark begge fremstod skæve, mærkværdige og lidt for finurlige,særligt efter Sidney Lees mening. Linda Rafn syntes i særdeleshed at Fuckface havde en lidt for alternativ stil, som aldrig ville blive helt cum-agtig nok til at blive udbredt som SuperXcell. Penis, derimod, havde en tør og regelret stil, som godt kunne blive cum, hvis han arbejdede på det, men aldrig så meget at det ville give nok Duckface. Crutchhole var til gengæld i så fin tabel- og søjlestil, at det ville give 72,5 cum, men desværre kun 23,6 Duckface. Og det var desværre nok til at han ville blive elimineret. Heldigvis stod Felix klar i baglokalet til at gøre et Worddokument klar, som han kunne pudse næse i, efter at han var blevet buh' et ud. Det tudefjæs.

Kampen måtte jo begynde. Der havde været meget snak om matchfixing inden, men William var ligeglad. Han smilede til Crotchhole som i, like, "gi´ mig dit bedste, honey, and jeg skal ta´ dig ned!" Men Crotchhole virkede underligt afklaret. Havde hun kneppet en af dommerne? Man havde jo hørt om deslige tidligere. Pussy... virkede i det hele taget underligt overlegne. Som om deres excel skills NOGENSINDE kunne måles med Williams. Da Crotchhole smilede til William og slikkede sig om munden, var der noget nede i maven, der gjorde ondt. Fuck, det gjorde ondt. Og de der bandeord gjorde det stadig værre....
Det værste var deres masker. Deres revisormasker. Som kødædende krybdyr, som indvoldsparasitske hvirvelløse dyr, som åd et indre op. Som angst. Angst-masker. Som Edward Munchs Skriget eksponeret som et maske-lys, skinnende ud over scenen, og som lagde et kalkagtigt skær over dommernes ansigter. Alle tre sad de som tre statuer og betragtede participanterne.

"Tiefer, tiefer!" sagde Sidney Lee.

"Giv mig en dybere klang," sukkede Linda Rafn, "Giv mig et mere omfattende ark!"

"Rul den op!" råbte Martin Hall med stentorrøst og gestikulerede et virkelig omfattende Xcellark.

William var ikke vant til presset fra en forventende folkemængde. Det hele lød jo fuldkommen perfekt derhjemme på mac´en. Det var ret udfordrende med al den opmærksomhed. Han havde ellers taget sine smarteste solbriller på. Og hans moves var - efter hans egen vurdering - ligesom på tv. William havde følt sig perfekt under rehearsals. Han følte sig faktisk bedre end alle de andre mænd på hans eget hold.

"Du skal vise at du vil det!", sagde Martin Hall.

"Jeg har set bedre Excelark i mit fitnesscenter!", sagde Sidney Lee.

"Jeg synes du er sød. Men.....", sagde Lina.

Det her var jo ikke "the winning banter", tænkte William. Men sådan er det nok med os excelark-fyre. Tænkte han osse. "Vi får aldrig en chance". William virkede ikke overbevist om sine vinderchancer. Alligevel lavede han et PowerPointShow med sit Xcellark som bare spillede så meget ,at at alle kællingerne lavede deres maxeste DuckFace at ingen nogensinde kunne være i tvivl om hvor seriøst et Xcell ark der blev projiceret op på den skærm som hele Danmarkså den aften og alle, altså hele fucing familien Danmark betragtede den aften. Alle så det samme Xcell-ark, så derfor var alle i den samme tilstand af jubel. Alle sammen var i total Hurra. Og derfor skal vi alle sammen sige Hurra. Nu. Sig Hurra nu. Lige nu. Fordi du elsker Danmark. Mhhhmmm. Danmark. Danmark er bare så dejligt. Du ved du vil ha det.

Af: Søren Gehlert Schmidt & Louise K

24. december



Glædelig jul til alle. I dag vil jeg mindes alle de dejlige mennesker i familien Kristensen, der desværre er gået videre til andre jagtmarker. Min mormor havde 6 børn, og de døde alle. Preben, Michael, Anders, Uffe, Jørgen og Hanne. Der var både selvmord og kræft og alt andet godt fra dødshavet. Men min mormor beklagede sig aldrig. Hun har aldrig givet udtryk for overdreven selvmedlidenhed, hun har aldrig klynket et eneste sekund. Hun fandt en vis fred i sin kristne tro, og kaldte begravelsesritualerne for ”balsam for sjælen”. Hun sørgede på sin egen stilfærdige måde og opretholdt sin styrke hele vejen. Selv på sit dødsleje på hospicet tog hun pis på sygeplejerskerne til det sidste.
Mine onkler var noget så søde og dejlige. Preben døde desværre som ca. 2-årig, så jeg har ingen billeder af ham. Onkel Anders tiltalte ofte folk ”Ædle ven.” F.eks. ”Skål, ædle ven!” Jeg ved ikke hvor han havde det fra, men jeg googlede det og fandt ud af, at begrebet er buddhistisk. Onkel Michael og jeg havde musikken til fælles, især Jimi Hendrix og Frank Zappa. Onkel Uffe er udødeliggjort i min novelle ”Dronningen af Alkohol” som onkel Herluf. Jørgen var en sød og stille fyr, og spydig på sin helt egen måde. De havde alle humoren og øllerne til fælles. På gruppebilledet neden for er det fra nr. 3 fra venstre Anders, Uffe og Jørgen. De opførte ved samtlige festelige lejligheder (og der var mange) et revynummer fra ”Gris på gaflen”, og i dagens anledning kommer første vers hér:
Der var en god gammel bondemand
Hej hop, hej hop vi er glade
Han drak og mistede sin forstand
Hej hop, hej hop, vi er glade
Pas på, nu drikker jeg
Pas på, nu brækker han sig
Det er et lystigt lag, det er en lystig dag
Og nu er tiden inde til en bajer!
Skål og glædelig jul!!

onsdag den 23. december 2015

23. december: Dianalund


I Dianalund ligger Kolonien Filadelfia, epilepsihospitalet, som praktisk talt er en landsby i byen. Det er et smukt og roligt sted, med fine bygninger fra 1897, hvor det blev grundlagt. Min mormor boede på hospicet sine sidste dage. Hun havde et værelse i grundplan, med terrassedøre, så vi bare kunne trille sengen ud på terrassen, så hun kunne ryge. Det var nogle smukke septemberdage, inden hun døde. Jeg stak en cigaret ind i en af bårebuketterne inden rustvognen kørte væk. Jeg er sikker på, at man må ryge i himlen, alt det man vil!
Morten Ranum er i Godown Art Centre i Nairobi. Og det er jul i morgen. Hvor skal vi hen? Skal vi mon hjem?

tirsdag den 22. december 2015

22. november: Vestsjælland


Selvom mine forældre var indvandrere fra hhv. Bornholm og Vestsjælland, så var jeg født og opvokset som nordjyde og vant til helt normale bynavne som Storvorde, Lillevorde, Nøvling og Fjollerad (ha!). Derfor var det eksotisk og lidt uhyggeligt at læse navne som Ubby, Krogen, Tissø og Bromme, når vi ankom til Vestsjælland via Kalundborg. Jeg ved ikke hvorfor det var uhyggeligt, men det var det. Men det mest skræmmende var korset på landevejen mellemRuds Vedby og Skellebjerg. Det blev rejst efter at en husholderske fra Vedbygård blev voldtaget og dræbt et sted i 16-1700-tallet. Siden da er det blevet vedligeholdt. Det siges, at det spøger ved korset, og at hvis det går til grunde vil herregården Conradinelyst brænde ned. Jeg lukkede altid øjnene, når vi kørte i bil på den strækning hvor det stod.
Morten Ranum kredser om døden i Nairobi. Døden findes både dér og her og allevegne. Lad os give den en hånd!

21. december

21. december. Sidste søndag (ups!) i advendt. De sidste dage inden jul vil jeg bruge i Skellebjerg/Dianalund på Vestsjælland, hvor min mors familie kommer fra. Det er i dag 4 år siden, min mor gik bort, så jeg synes det er et passende sted at besøge.
Morten Ranum bruger de sidste dage inden jul i Kenya!

lørdag den 19. december 2015

19. december. Ud at køre med de skøre


Ude på landet kører man uden sele. Og uden sæder, for den sags skyld. Vrooooum, ud af landevejen, som er kroget og snoet og fyldt med efterladenskaber fra det gamle Romerrige. En aften efter at vi havde været i Pompeji, var begge vore telefoner gået ud. Vi anede ikke, hvordan vi skulle komme i kontakt med vores vært, vi vidste ikke hvor det var i forhold til Stationen i Cumae. Vi vidste ikke en skid om noget som helst, og det var mørkt. Nogle fyre i Napoli tilbød at køre os alle mulige steder hen, men vi sagde nej tak. Vi tog til Cuma og prøvede lykken. Og den kom sgu, lige dér i form af en far med sin datter; de vidste tilfældigvis hvor Vingården lå, og kørte os hjem. Heldet følger de tossede, og det var ekstra heldigt, de der gangstertyper, der huserede, taget i betragtning. Sibyllen holdt muligvis hånden over os.
Morten Ranum gav stikordet. Læs hans Afrikanske eventyr på hans wall.

fredag den 18. december 2015

18. december. Napoli


The gangsters of Naples obviously look like...gangsters. Not nearly as sophisticated as in the Godfather, or as funny as in The Sopranos. They´re just downright gangsta looking guys and girls that you wouldn't wanna meet in a dark alley. I hereby bring a small selection.
Morten Ranum is still roaming the town of Mwanza in the south area of the Victoria Lake in Tanzania. Any gangstas there, Morten?







17. december. Cumae - Antro Della Sibilla / The Cave Of The Sybil


"The gates of hell are open night and day; Smooth the descent, and easy is the way: But to return, and view the cheerful skies, In this the task and mighty labor lies... "
—The Aeneid, book VI, Virgil
Virgil said it better than anyone! The picture below shows the entrance to hell, the cave of the Sybilla in the Cumae mountain south of Napoli. The Sybil was a fortune teller, intoxicated by fumes from the caves, she would make divine prophecies.
Today, Morten Ranum explores the shoe cleaning habits of Mwanza in Tanzania. Such strange ways the world holds...

tirsdag den 15. december 2015

15. december. Napoli


Det napolitanske tarot er på adskiller sig på mange måder fra de andre europæiske typer. Mange af de stjerner og blomster, der optræder i sættet har henholdsvis glade og vrede ansigter. Den napolitanske dame viste os også, hvordan man i det gamle rom, spåede i laurbærblade. Hvad der stod på dem, og hvordan de lå, viste soldaten, om han ville leve eller dø i krigen.
The Tarot of Naples is quite different from other european tarot decks. Many of the stars and flowers of the deck have respectively happy and angry faces, the neapolitan lady showed us how to tell fortune with laurel leaves, like the Ancient Romans did. What was written on the leaves and how they fell, told the soldier whether he would live or die in the war.
Morten Ranum opererer stadig på Viktoriasøens sydkyst i Tanzania, i havnebyen Mwanza - mens julen nærmer sig med uhyggeligt raske skridt. Åh, de varme lande....

mandag den 14. december 2015

14. december. Pinjetræerne

Natten før vi rejste til Napoli, drømte jeg om pinjetræer, om at der løb vand fra deres kroner. Da vi kom ud i byen, så jeg pinjetræerne, og så at de lignede hvad jeg havde set I drømmen. Nogle dage senere, fortalte jeg om drømmen til en kvinde fra Napoli. Hun sagde at Sibyllen havde givet mig den drøm. For den flydende harpiks, der kom fra pinjerne, hærdede de gamle romerne til hellig røgelse. The night before we went to Naples, I dreamt about pine trees, about water running from their crowns. When we arrived, I saw the pines, and saw that they looked like what I´d dreamt. A few days later, I told of the dream to a woman from Naples, and she said that the Sibyl had given me that dream, because in the ancient times, the liquid resin from the pines, the ancient Romans hardened and used as sacred incense.

13. december. 3. søndag i advent: Napoli / Cumae

Udsigt mod øen Ischia fra Cumaebjerget, Napolibugten

Next week will be dedicated to the area in and around Napoli, the mysterious Cumae mountain, where the Sybil made intoxicated prophecies, and to Pompey with all it's legendary beauty.

fredag den 11. december 2015

11. december. Sverige

Jeg har altid været helt i sync med hvor langt jeg kan svømme i søerne uden at gå kold. Vandet er letlæseligt. Sort, på grund af humussyren i vandet (nej, i dette tilfælde taler vi ikke om kikærtepasta, men om rester af en proces, der foregår i organisk materiale på jorden) Sort, så man ikke kan se igennem det. Men letlæseligt, fordi det ikke er forræderisk på grund af vind- og strømforhold. Jeg elsker det vand. Det svenske vand er blødt og fri for kalk. Man kan svømme overraskende langt. Svømme, hvile på en klippe et øjeblik, svømme videre. Langt. Vandet er blødt og sort, klipperne er solbeskinnede og varme. Når jeg kommer op af vandet, føler jeg altid at jeg forlader mit rette element.

I’ve always been in sync with how long I can swim in the lakes without exhausting. The water is easily read. Black, because of the humic acid (in this case, the humus referred to is not chick pea pasta, but the remains of a proces which goes on in organic material on the ground.) Black, so that you can’t see through it. But readable, not treacherous because of the wind the currents. The Swedish water is soft and free of calcium. You can swim surprisingly far. Swim, rest on a cliff for a moment, and swim further. Much further. The water is soft and black, the cliffs are sunlit and warm. When I leave the water I always feel like I’m leaving my true element.

Maybe our very own Morten Ranum​ wants to go for a swim with me sometimes? I

10. december. Sverige


For et par år siden blev en grib observeret ved Kalmar. Måske havde den fourageret over Stora Alvaret, den tørre kalksstenssteppe på Öland, der mindede den om ørkenen. Måske kunne den lugte noget andet.
A couple of years ago, a vulture was seen by Kalmar. Perhaps it had foraged above Stora Alvaret, the dry lime stone plain on Öland that reminded it of the desert. Perhaps it could smell something else.
Morten Ranum fortæller historier fra der hvor han er lokal, langt langt væk fra DK.
Morten Ranum tells stories from where he is a local, far far away from DK.

9. december. Sverige


Sverige, Sverige. Jeg føler mig altid mere fri, når jeg er kommet over broen. Når jeg kan se konturerne af højlandet i horisonten, når jorden bliver fyldt med store klipper og løvskoven afløses af granskov. Søerne er dybe og fyldt med ”näcken”, der vil drukne enhver politiker, der måtte komme i nærheden. Ravnene vil hakke deres øjne ud. Danmark er blevet en skændsel.På den anden side af broen kan jeg glemme mit lorteland for en tid.
Sweden, Sweden. I always feel more free, when I have crossed the bridge. When I can see the contours of the highland in the horizon, when the land is filled with cliffs and the hardwood trees are replaced by pines. The lakes are deep and filled with ”näcken”, that will drown every politician that comes near. The ravens will peck out their eyes. Denmark has become a disgrace. ON the other side of the bridge
I can forget my country of shit for a while.

7. december. Sverige.


Skogen är trygg och säker, i skogen tillåtas man att vara lycklig. I skogen är inte politiker. Skogen är min vän. I skogen är varje dag en vacker dag att dö.
The forest feels safe and secure. In the forest, happiness is allowed. In the forest there are no politicians. In the forest each day is a beautiful day to die.
I this month of December, Morten Ranum and I present a Christmas Calender. We write about different places in the world that are close to own hearts. This week, Morten is in Kazo, and I´m in Sweden.

6. december. Anden søndag i advent, sidste dag i Prag

Jeg har aldrig set Prag smukkere end i vinteren 2010-11. Der var 20 graders gnistrende frost, og floden dampede, fordi vandet var varmere end luften. Byens lys var som guld. Alt var hvid, sort og gyldent. Slottet på bjerget lignede Elfenbenstårnet i Den Uendelige Historie. Men det var også et virkeligt eventyr!
I’ve never seen Prague more beautiful than in the winter of 2010-11. There were minus 20 degrees centigrade of sparkling frost, and the river steemed, because the water was warmer than the air. The light s of the city were golden. Everything was white, black and gold. The castle on the mountain looked like the Ivory Tower in The Never Ending Story. And it was, indeed, a fairy tale!

5. december: Prag


Vinter. Statuerne på broen er natsorte mod sneen. Absinthen lyser grønt som et taxaskilt. Det opsparede lys under de irrede tage er kommet frem nu og blinker som dioder og skaber det blinkende, lysende net, som udgør den gyldne stad.
Winter. The statues on the bridge are pitch black against the snow. The absinthe shines green as a taxi sign. The accumulated light beneath the corroded roofs has come forth and twinkles like diodes and creathe the spakling, bright grid that the golden city consists of.
Morten er stadig i Nairobi, jeg i Prag, og i morgen er det 2. søndag i advendt og så tager vi et nyt sted hen!

torsdag den 3. december 2015

3. december. Prag

Heeeey, que pasa, råbte T. ind i intercom'en i metroen. Jeg var flad af grin fordi hun talte spansk til en tjekkisk intercom. Vi var fulde og jeg ved ikke hvordan vi endte til det rave. Jeg kan ikke huske om vi havde fundet det forinden eller om det bare dukkede op. Måske var vi bare on a roll. Det var inde i en slags hal. Jeg havde købt en bluse i blå og orange spandex og følte mig som Superwoman. Vi røg en joint med en skægget fyr, der var lidt lækker. Jeg tror jeg var så kæk at jeg bare havde undladt at tage krykkerne med. Det betalte jeg for bagefter. 

Heeeey, que pasa, T. shouted into the intercom down in the metro. I thought it was so funny that she spoke Spanish to a Czech intercom system.. We were tipsy and I have no idea how we got to that rave. I don't know if we'd found it prior to the city trip og if it just turned up. Maybe we were on a roll. The rave was inside a kind of hall. I had bought a blouse in blue and orange spandex and felt like Super Woman. We smoked a joint with a bearded guy, he was kinda hot. I think I was so bold that I had just left my crutches at home. I payed for that afterwards.

2. december: Prag

I bussen på vej til prag havde mig og Samba joket med, at lilletæer snart ville blive evolutionært rudimentære. Det skulle jeg aldrig have gjort. På hotelværelset, i halvmørket, kravlede jeg over en seng, så min venstre lilletå hang fast I sengerammen. Det gjorde pisse ondt. Dagen efter tog jeg på skadestuen, fordi jeg ikke kunne gå på foden. Sygeplejeskerne talte kun tjekkisk, så vi kunne ikke kommunikere. De kom derfor til at tage et forkert røntgenbillede af foden. Overlægen talte heldigvis engelsk. Han kunne godt lide København. Tåen var brækket. Jeg fik et par gammeldags krykker, sådan nogle, som man støtter på helt oppe i armhulerne. Jeg humpede rundt i Prags gader på et par alt for store oldschool krykker i en uge. Det så fjollet ud.

In the bus on the way to Prague, me and Samba joked about the pinky toes becoming evolutionary rudimentary. I should never have done that. In the hotel room, in the half light, I crawled across a bed, and my pinky toe got stuck in the bed frame. It hurt like shit. The next day I went to the emergency room, because I couldt walk on that foot. The nurses only spoke czech, so we couldn't communicate. They accidentally took an x-ray of the wrong place on the foot. The consultant doctor luckily spoke English. He digged Copenhagen. The toe was fractured. I got an old-fashioned pair of crutches, the kind that supports you in your arm pits. I limped around the streets of Prague in a pair of way too big old-school crutches for a week. It looked kinda silly.

tirsdag den 1. december 2015

1. december: Prag


Prag kræver finjustering af perceptionen. Det er ikke nemt at omstille blikket til en by af lys og guld.
I sommeren ’96 gik jeg rundt i 30 graders varme i Doc Martens og en eller anden rædsel af en batikklud fra et gademarked og bare gloede op på husenes ornamenter, de irrede tage, statuerne, med åben mund og polypper. Der findes et billede hvor jeg ligefrem ser sådan ud. For mange indtryk til at en egentlig fintuning fandt sted.
Men Prag er også hardcore om sommeren. Den sydende heksekedel af mennesker på Karlsbroen, den østeuropæiske fastlandshede. Moldau flød langsomt og varmt. Gæssene trippede søvnigt rundt på en bred, hvor nogle piletræer bredte store flader af rødder ud på flodsengen. Solskinnet lagrede guld og lys under tagene.
Prague demands a fine-tuning of perception. It´s not easy to adjust the sight to a city of gold and light.
In the summer of ’96 I strolled around in 30 degrees centigrade in my Doc Martens and some awful tie dye rag from some street market, and just gaped at the ornaments of the houses, the corroded copper roofs, the statues, with a vacant face. There is even a photo of me, where I look like that. Too many impressions for an actual fine-tuning to occur.
However, Prague is hardcore in the summer. The Charles Bridge, seething with excitement, the mainland heat of Eastern Europe. Moldau flew lazy and warm. Some geese shuffled around sleepy on a bank, where some willow trees spread out large areas of roots on the river bed. The sunlight stored gold and light beneath the roofs
Årets julekalender skriver jeg i parløb med Morten Ranum. Hver uge, et nyt billede, et nyt sted. I denne uge er Morten i Nairobi!
This years Christmas Calender, I write in tandem with . Each week, a new picture, a new place. This week Morten is in Nairobi!