Jeg har altid været helt i sync med hvor langt jeg kan svømme i søerne uden at gå kold. Vandet er letlæseligt. Sort, på grund af humussyren i vandet (nej, i dette tilfælde taler vi ikke om kikærtepasta, men om rester af en proces, der foregår i organisk materiale på jorden) Sort, så man ikke kan se igennem det. Men letlæseligt, fordi det ikke er forræderisk på grund af vind- og strømforhold. Jeg elsker det vand. Det svenske vand er blødt og fri for kalk. Man kan svømme overraskende langt. Svømme, hvile på en klippe et øjeblik, svømme videre. Langt. Vandet er blødt og sort, klipperne er solbeskinnede og varme. Når jeg kommer op af vandet, føler jeg altid at jeg forlader mit rette element.
I’ve always been in sync with how long I can swim in the lakes without exhausting. The water is easily read. Black, because of the humic acid (in this case, the humus referred to is not chick pea pasta, but the remains of a proces which goes on in organic material on the ground.) Black, so that you can’t see through it. But readable, not treacherous because of the wind the currents. The Swedish water is soft and free of calcium. You can swim surprisingly far. Swim, rest on a cliff for a moment, and swim further. Much further. The water is soft and black, the cliffs are sunlit and warm. When I leave the water I always feel like I’m leaving my true element.
Maybe our very own Morten Ranum wants to go for a swim with me sometimes? I
Ingen kommentarer:
Send en kommentar