Lyden af støvregn og blade, der rådner i fortovskanten: I
støvregnen fremstår landskabet ikke i farver, kun i nuancer. Byen er næsten smukkere
end i den højeste sommer, hvor alt fremstår i et glansbillede mellem rød hud og
ispinde og fadbamser. I støvregn kan man gå alene langs havnen og i gaderne
uden at latteren runger mellem murene. Hvor støvregnen dæmper lydene og det
grå-i-grå bliver et grid som lægger sig over alting, og som alting kan opmåles
gennem: Her er jeg. Her er du. Så og så langt er der imellem os. Hvis vi kommer
tæt nok på til at røre hinanden med hænder våde af støvregn, vil det blot lede
elektriciteten.
Ved Vejlerne står en mand i gummistøvler og anorak, han har
løftet sin kikkert mod horisonten. Jeg tror ikke, han kan forvente at se en
fugl. Kun gråt. Jeg tror det er en undskyldning for at stå i halvmørket og mærke
støvregnen mod huden. Som mig, der er stået ud af bilen og ryger en
cigaret, som jeg beskytter mod væden ved at holde den i indersiden af hånden. En undskyldning.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar