Den unge gartner

Jeg ved ikke hvordan jeg skal dyrke 

en plante som dig dig

der findes ingen spagnum 
eller universalgødning

stærk nok til en drøm om dig

måske kan rosen vise mig vej

måske kan påskeliljen

give mig et clue

haven er en afpasset firkant

den er fin som den er

men den råber aldrig 
højt om sin eksistens
måske har tulipanen et råd

eller måske er det

en gammeldags rose

med pudderblødt flor

som udfolder sin

helt usandsynligt

sofistikerede duft

og viser dig vejen
til mit sydvendte bed

Vi har det til fælles

Mit navn stod ikke mellem linjerne

det var ikke engang i ”anførselstegn” eller italic

det stod der bare og blinkede som et neonrør

ganske udpenslet

jeg følte mig ikke ramt, fordi det stod der

det var bare banalt.

nå, igen, tænkte jeg

sendte det videre til en anden, der også skulle finde

sit navn lige midt i linjerne

som så ville sige:

nå, igen, og sende det videre

for vi ved at vi har det tilfælles:

At vi aldrig har ligget med roser mellem tænderne

på en himmelseng og ventet på ham

aldrig forført ham i en hotellobby

aldrig siddet lige foran katederet med ”love”

skrevet med kohl på øjenlåget og blinket til ham

mens vi slikkede på en lollypop

vi har ikke ligget på solsengen med vores røv

lige oppe i hans næse bag hækken
og trukket trusserne længere

ned mens vi så os diskret over skulderen

Vi var aldrig hans femme fatale
eller noget

ikke fordi vi principielt ikke gad

der var bare så mange ting
der skulle ordnes først

vi skulle flytte sammen med ham og

vi skulle have ham ud af vores liv

vi var bare hans hønseringe

han forførte os ikke

vi forførte ikke ham

det var bare sådan noget 
menneskelig tapetklister

der sjaskede os sammen

Quo imus 3

Nu har stormen lagt sig 
lammet kan græsse 
løven sover 
og verden sover 
men stormens ikke-rasen 
jager søvnen væk fra drømmen 
så den står alene 
og almægtig i rummet 
og river virkeligheden af 
som gammelt tapet 
i et splitsekund af 
altgennemtrængende 
guddommeligt lys 
igen bliver alting 
mørkt og stille 
væggen står tydeligvis 
kun oprejst 
takket være et 
meget tyndt 
lag virkelighed

Arnoldi Blues - et cut-up BILTEMA produkt

Det var slet ikke ligesom hende fra No Doubt, Gwen Stefani, og hendes hue når hun kørte på cykel. Nu. Farven på samleje. Lille Phytocratees havde en hård dag. Folk omkring ham i København kørte stærkt på deres cykler. ”To the Roundabout!” hed det nyeste værk fra hans hånd. Det var skrevet i pyroklastiske jamber og var en padde i hans hypothalamus. Den fuckede med hans lillehjerne, eller var det øgle-hjernen? Om ikke andet: en atavistisk proces havde sat gang i bandeordene. Men redigeres skulle de naturligvis.

”Slitage! Fallacy! Sprængt kondom!” Skældsordene strømmede som en ond flod, en ækel tumult gik som en form, som han ikke kunne anvende! Han var større. Så stor var Phytocratees, at alle Hallerne blev helt bange. Lige fra Bent til Martin. Og den stramme José Fizze var altid fuldkommen in awe.

”Saturns!” Per Arnoldi stod foran ham og spurgte: ”Synes du det her er nogen fede farver?” Nyslåede græsplæner, gazeboen, en ottekantet trædims, det importerede krus fra Guatemala. Åh, Per – engang var du sneklædte trokæer. Phytocratees var en kompetent epigon. Ingen digter havde nogensinde anvendt kropsåbninger. Og det var træls efterhånden. Som om hans liv var en plakat, as if.

Det er nok lidt mere kompetent, lidt mere, øh, komplekst, komma, for efterhånden havde han svært ved at holde sig selv ud. Alt for svært. Det voksede ud af hans ører og andre kondomer. Det sidste sagde han med henblik på titlen på hans seneste plakat. Omme ved De Gamle Haller var en kunstlet rotte ved at undersøge et forfaldent køkken for Finn Nørbygaard. Tårerne pressede sig på. Hans hjul var ekset.

Det gjorde ondt i lille Phytocratees at blive mindet om sin opvækst på Helgoland. ”Forstår du ikke min kompleksitet?” spurgte han med knyttet hånd mod en imaginær Gwen. Den første pige, der havde givet ham en erektion. Ellers tændte han mest på de andre betonarbejdere. Men det var en hemmelighed. Phytocratees´ seksualitet var en bold, man bare kunne afkode som et egentligt rum, egentlige haller. Han følte sig alene. Han havde brug for en guide. En anti-Arnoldi. En komplementær plakat-kunstner. En, som kendte disse udslukte haller ud og ind. Og omvendt. En, som kunne tage ham ved hånden og lede ham. Og en, der ikke dømte ham som erindring. Men altid eremit. Altid Arnoldi. ALTID ARNOLDI! Dét stod som en overskrift over hans liv.

”Pik-ass-bitch!” tænkte han ikke. Det skulle være meget litterært tæt. Tæt som en tættekam. Tæt som publikum på White Hart Lane! Og tættere end mængden af kød og blod. Én skole, ét væsen, ét kollektiv! Han hørte ting på væggene ude på Forfatterskolen, og så ville de synke ned i den melankoli, som længe havde ligget som et eternittag.

En ren seng

Alt det fede er en andens

det er altid mig der har et

kompliceret liv

det er altid mig

der har alt det trælse

Jeg ved ikke hvorfor

de synes jeg er

sådan en fed fyr

de problemer jeg har

er ligeså røvsyge

som alle mulige andres

Jeg ku gå på psyk-skadestuen i morgen

og sige

jeg orker ikke mere

tag mig væk herfra

lad mig sove i en ren seng

En ren seng med

offentligt udstyr

offentlige puder og dyner

og betræk

Så kunne jeg

måske slappe af

Quo imus 2

I snestormen står et kors

det er rejst af lammet

og forsøgt

væltet af løven

I snestormen ser løven mig ikke

men lammet ser og anråber mig

og løven lægger sin pote

for lammets mund

Jeg ser deres interaktion

men snestormen forhindrer

min indgriben

Jeg forsøger at anråbe lammet

men snestormen tager mine ord

men  gennem snestormen

Ses kun korset

og ikke lammet

og ikke løven

For snestormen gør alting

utydeligt

men jeg anråber lammet

ved at lægge en hånd

for min egen mund

Quo imus?

På marken i snestormen

står et lam

det holder et kors med det ene ben

og træder på en løve

I snestormen ser det mig ikke

foran den hvide væg

som jeg vender blikket væk fra

for at den ikke skal stirre på mig

På marken i snestormen

ser lammet mig ikke

men løven ser på væggen

og væggen ser på mig

Som løven har jeg knogler, nerver og hud

men ingen manke

og som løven ikke har, har jeg

trangen til at drikke

døden væk fra knoglerne

Som jeg kan løven ikke spørge:

Quo imus  - hvor går vi hen?

og som løven kan jeg ikke se

den vej jeg træder hen mod lammet

For stormen tager mine ord

og væggen tager stormen