Nu har stormen lagt sig
lammet kan græsse
løven sover
og verden sover
men stormens ikke-rasen
jager søvnen væk fra drømmen
så den står alene
og almægtig i rummet
og river virkeligheden af
som gammelt tapet
i et splitsekund af
altgennemtrængende
guddommeligt lys
igen bliver alting
mørkt og stille
væggen står tydeligvis
kun oprejst
takket være et
meget
tyndt
lag virkelighed
Anderledes. Overraskende. Meget stort og meget småt i eet og samme. Jeg tænker "evigheden er det eneste, der kan skræmme mig. Giv mig for helvede en endelighed jeg kan sparke i stykker"
SvarSletHvor er det smukt.