Arnoldi Blues - et cut-up BILTEMA produkt

Det var slet ikke ligesom hende fra No Doubt, Gwen Stefani, og hendes hue når hun kørte på cykel. Nu. Farven på samleje. Lille Phytocratees havde en hård dag. Folk omkring ham i København kørte stærkt på deres cykler. ”To the Roundabout!” hed det nyeste værk fra hans hånd. Det var skrevet i pyroklastiske jamber og var en padde i hans hypothalamus. Den fuckede med hans lillehjerne, eller var det øgle-hjernen? Om ikke andet: en atavistisk proces havde sat gang i bandeordene. Men redigeres skulle de naturligvis.

”Slitage! Fallacy! Sprængt kondom!” Skældsordene strømmede som en ond flod, en ækel tumult gik som en form, som han ikke kunne anvende! Han var større. Så stor var Phytocratees, at alle Hallerne blev helt bange. Lige fra Bent til Martin. Og den stramme José Fizze var altid fuldkommen in awe.

”Saturns!” Per Arnoldi stod foran ham og spurgte: ”Synes du det her er nogen fede farver?” Nyslåede græsplæner, gazeboen, en ottekantet trædims, det importerede krus fra Guatemala. Åh, Per – engang var du sneklædte trokæer. Phytocratees var en kompetent epigon. Ingen digter havde nogensinde anvendt kropsåbninger. Og det var træls efterhånden. Som om hans liv var en plakat, as if.

Det er nok lidt mere kompetent, lidt mere, øh, komplekst, komma, for efterhånden havde han svært ved at holde sig selv ud. Alt for svært. Det voksede ud af hans ører og andre kondomer. Det sidste sagde han med henblik på titlen på hans seneste plakat. Omme ved De Gamle Haller var en kunstlet rotte ved at undersøge et forfaldent køkken for Finn Nørbygaard. Tårerne pressede sig på. Hans hjul var ekset.

Det gjorde ondt i lille Phytocratees at blive mindet om sin opvækst på Helgoland. ”Forstår du ikke min kompleksitet?” spurgte han med knyttet hånd mod en imaginær Gwen. Den første pige, der havde givet ham en erektion. Ellers tændte han mest på de andre betonarbejdere. Men det var en hemmelighed. Phytocratees´ seksualitet var en bold, man bare kunne afkode som et egentligt rum, egentlige haller. Han følte sig alene. Han havde brug for en guide. En anti-Arnoldi. En komplementær plakat-kunstner. En, som kendte disse udslukte haller ud og ind. Og omvendt. En, som kunne tage ham ved hånden og lede ham. Og en, der ikke dømte ham som erindring. Men altid eremit. Altid Arnoldi. ALTID ARNOLDI! Dét stod som en overskrift over hans liv.

”Pik-ass-bitch!” tænkte han ikke. Det skulle være meget litterært tæt. Tæt som en tættekam. Tæt som publikum på White Hart Lane! Og tættere end mængden af kød og blod. Én skole, ét væsen, ét kollektiv! Han hørte ting på væggene ude på Forfatterskolen, og så ville de synke ned i den melankoli, som længe havde ligget som et eternittag.