Vi har det til fælles

Mit navn stod ikke mellem linjerne

det var ikke engang i ”anførselstegn” eller italic

det stod der bare og blinkede som et neonrør

ganske udpenslet

jeg følte mig ikke ramt, fordi det stod der

det var bare banalt.

nå, igen, tænkte jeg

sendte det videre til en anden, der også skulle finde

sit navn lige midt i linjerne

som så ville sige:

nå, igen, og sende det videre

for vi ved at vi har det tilfælles:

At vi aldrig har ligget med roser mellem tænderne

på en himmelseng og ventet på ham

aldrig forført ham i en hotellobby

aldrig siddet lige foran katederet med ”love”

skrevet med kohl på øjenlåget og blinket til ham

mens vi slikkede på en lollypop

vi har ikke ligget på solsengen med vores røv

lige oppe i hans næse bag hækken
og trukket trusserne længere

ned mens vi så os diskret over skulderen

Vi var aldrig hans femme fatale
eller noget

ikke fordi vi principielt ikke gad

der var bare så mange ting
der skulle ordnes først

vi skulle flytte sammen med ham og

vi skulle have ham ud af vores liv

vi var bare hans hønseringe

han forførte os ikke

vi forførte ikke ham

det var bare sådan noget 
menneskelig tapetklister

der sjaskede os sammen