Grænser - ugekursus på Jaruplund Højskole

Jeg vendte i lørdags hjem fra ugekurset ”Grænser”, som var arrangeret af Dansk Forfatterforening i samarbejde med Flensburg Avis. Med hovedet fyldt med nye indtryk og en fornemmelse af, at Danmark er blevet større og mere nuanceret. Kurset var for både forfattere, oversættere og illlustratorer og var en solid indføring i Sydslesvigsk kultur, litteratur, tospogetheds-/grænselandsproblematikker og tusinder af års historie. Vi mødte elevambassadører fra Duborgskolen i Flensburg, som har til formål at rejse rundt i landet og fortælle om Det Danske Mindretal i Sydslesvig. De lærte os det vidunderlige ord ”rodhistorie,” som er den personlige fortælling om deres eget tilhørsforhold til hhv. Danmark og Tyskland – deres rødder.

Vi var til utallige foredrag, bl.a. på generalkonsulatet i Flensburg, vi så Egon Clausen blive kastet for de slesvigske løver ved sit både morsomme og polemiske foredrag på Det Danske Centralbibliotek. Vi var på byvandringer, så på kunst – herunder Istedløven, eller ”Istedmissen”, som Egon Clausen så kækt har kaldt den.

Vi spiste tysk mad som vor Oma lavede den, drak Flensburgpilsenere (spitzenklasse!), og som en ekstra bonus oplevede jeg det flensburgske natteliv i DIY punkklubben Haftermarkt, hvor jeg så det svenske band Night Viper og danske Demon Head. Her talte vi 4 sprog: Dansk, tysk, engelsk og svensk!

Min kollega Henrik og jeg tog på frækkeste vis nogle afstikkere fra kurset ud og så på lokalområdet – bl.a. monumneterne over de faldne i 1864, Marineskolen Mörwig og vandslottet Glücksburg. Historiens vingesus var overalt til stede. Uschi Tech blev interviewet til Flensburg Avis. Og endelig kulminerede i kurset i produktion af enten en tekst eller en illustration til et særtillæg til Flensburg Avis.

Jeg efterrbearbejder stadig det umådelige væld oplevelser; jeg har nærmest haft jetlag siden i lørdags. Tænk at der er så meget ukendt kultur, lige i ens egen baghave, 3 en halv times kørsel fra København. Jeg vil på det stærkeste anbefale en tur til området, og selv vender jeg tilbage snart, først i anledning af det Flensburgske julemarked, og siden til et forfatterkursus, som efter al sandsynlighed vil blive oprettet til foråret i samarbejde med nogle fantastiske kulturressourcepersoner.

Jeg er taknemmelig for at jeg kom med på kurset og glæder mig til alle de nye veje, det åbner!

Guaranteed to break the ice...

Sidste år lukkede  den lille boghandel på Nørrebrogade, og i den forbindelse afholdt den et lukningsudsalg, hvor man kunne gøre sig et fedt bogkup. Jeg var så heldig at erhverve mig Anton La Vays ”Satans Bibel” for 25 kroner, og jeg glædede mig til at læse den. Både fordi jeg som 10-årig var forelsket i Anton La Veys hemmelighedsfulde blik og sorte skæg, og fordi han simpelthen skriver i et sublimt og formfuldendt sprog.

Jeg havde derfor taget bogen med for at læse den i bussen, da jeg kørte ind til en julefrokost. Bogen har et flot, grafisk cover med La Veys ansigt i sort og rødt, og da jeg mødte en af mine venner, der var klædt ligeledes – i distingveret sort og rødt - holdt jeg bogen op af hans skjorte og vest, og sagde, at han grafisk og farvemæssigt præcis matchede til forsiden.

I samme øjeblik styrtede damen, der stod ved siden af ind i samtalen, pegede på bogen og sagde:

”Det er ikke godt, det der! Jeg er præst og feminist!!”

”Jeg synes det er helt vildt godt,” sagde jeg og kunne ikke lade være med at grine smørret over hendes forfærdede reaktion.

Og så kom bonusbemærkningen fra en anden fyr: ”Jamen, hvorfor det Lenin, der er på forsiden?”

Og således var der hul på festen med et væld af materiale at samtale om. Satan – guaranteed to break the ice at parties!

Vedr. Abolis udvisning og død

Jeg brød simpelthen ud i spontangråd, da jeg så dette klip. Tanken om hvis det var nogle af de flygtninge, som jeg har lært at kende på det seneste, var simpelthen for meget. Jeg har  ikke kunnet holde op med at græde med jævne mellemrum hele dagen.

Det er børn, der udvises til tortur, sexslaveri og død. Politikerne stikker hovedet i busken. De gør bare deres arbejde, siger de sikkert bekræftende til hinanden inde på borgen. Mens de flæber offentligt over billedet af den døde dreng i vandkanten. Nazisterne i koncentrationslejrene gjorde også bare deres arbejde. Tillykke, DK. Nu bryder du for alvor menneskerettighederne, så nu kan også du pynte dig med titlen ”bananrepublik.”

Sonet 1

Åen er opsvulmet af den tunge regn

majsens raslende blade i vinden og

silhuetterne af fordums rønnehegn:

fantomer over markens sår fra bondens plov

Fuck! Jeg tæller flaskerne i køkkenet

troede jeg endnu at jeg var fri for dét?

men alkoholikeren er sin egen lykkes smed

som edderkoppen spinder blidt sin lykkes net

de ækle hvide dræbersnegler glider

åens vand står højt og sivet blinker sølv

hvorfor vil jeg tælle, hvorfor gider

jeg at tælle hans forpulet tomme øl

skyerne over horisonten er stumme

endnu engang er jeg den lille dumme

Det uhøstede korn hænger med hovedet

tungt og gennemblødt af regnens mængde

fra skorstenen dér siver løbesoden

mens katten har på tæppet ømt sig slænget

den brændte rod af mørket vrider kul

en tordensky er flosset om sin nimbus

og løftet om ædruelighed klinger hult

og hvad forvented’ jeg fra dette sorte hus?

Træers linjer ligner drager halvt i skygge

eller rovdyr som før spring sig kækt mod jorden trykker

deres kroppe mens de kraften sig opbygger

men i mørket er blot alle skygger skygger!

Seljerønnens brændte rødder vrider kullet

ud af mørket i landskabets skjulte skønhed

hvor jeg elsker denne lerjord under sålerne

og spøgelserne af de fældede rønne

en pludselig hund i aftnen la’r sin tuden høre

musvågen stiger lydløst op fra sivet

lad den som haver øre høre det her shit:

Jesus er sandheden, vejen og livet

Jeg forsøgte før at tælle flaskerne i skuret

men de var borte som ved trylleslag

mit ansigt sidder fast i disse mure

og gør til den allersidste dag

sivet blinker sølv mens jeg går ned til åen

hvor mørket endnu kun er i sin vorden

Yoga II: Yogafestival

Da jeg ankom til yogafestivalen, konstaterede jeg som det første, at man kunne få masser af friskpresset juice. Den havde jeg set komme. Men man kunne også få pøller hos den økologiske pølsemand. Meget positivt. Man kunne købe masser af yogatøj, smykker med krystaller og vedhæng med buddha-hoveder og OM-tegn. Og tilmelde sig yogaretreats. Jeg er ret ligeglad med retreats, buddavedhæng og jeg er endnu mere ligeglad med OM-tegn, men jeg fik en glimrende empanada med artiskok og pinjekerner, og der var meget af yogatøjet, der var superlækkert og progressivt hvad angår design indenfor økologiske tekstiler Fx. Moonchild). Men desværre over budgetgrænsen pt.

Jeg deltog i en workshop, som jeg havde forestillet mig var interessant. Den hed ”yoga.write.now”, og lærerinden havde i programmet præsenteret sig som ”a yogi who writes”, så jeg havde forestillet mig at der ville være en del skrivning involveret. Men vi kom kun til at skrive et enkelt statement på en enkelt lap papir, hvad vi følte inderst inde, og som vi skulle holde til vort hjerte og give til den person, vi netop havde set dybt i øjnene. Jeg gik all in og deltog med åbenhed, men  jeg bliver træt…åh, så træt…i hovedet af at se et gyldent-indrammet billede af en guru om lærerindens hals. Hun var sød, hun var fresh og alt muligt, men gurubilleder får det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. Jeg er sikker på, at det giver hende stor glæde indenfor det felt, hvor hun opererer, men det klinger helt forkert hos mig og får mig bare til at tage afstand fra situationen.

Efter workshoppen var færdig var der plads til spørgsmål og kommentarer. En kvinde spurgte: ”Er teorien bag det her, at man ved hjælp af hofteåbnere, åbner det andet chakra og dermed sætter en udrensning i gang?” Læreren tøvede et øjeblik, og svarede: ”Joh…det kan vi godt sige.”

”Men det kan altså også være noget andet?!” spurgte kvinden, og der var nærmest desperation i hendes stemme. Det gjorde lidt ondt at være vidne til at den åbenhed, som var workshoppen grundpræmis skulle presses ind i en meget smal, spirituel form for at kunne fungere for hende. Det gav lidt triste minder om de frelste, hysteriske elementer, som jeg har observeret i såkaldt spirituelle miljøer gennem tiden – og som er årsagen til at jeg har forladt dem og gået over til selvstudier.

Efter workshoppen tullede jeg lidt mere rundt, drak en kop te, spiste to empanadas mere, de var virkelig gode. Kiggede på noget helsekost, på noget mere yogatøj, på yogatøj, jeg havde set før, og på nogle af de smykker, jeg så før og ikke gad se på i første omgang. Og konkluderede at jeg havde været rundt på hele området, og ikke var i humør til flere workshops. Det ville nok være sjovere, hvis man havde nogen at gå rundt sammen med, men alligevel.

Bottom line:  Det er ikke for mig – men det er fint for dem, der synes det er fint. Endelig er der det forudsigelige aspekt, at det ikke er yogaen, der er problemet , det er alt gøglet udenom - det, der slår plat på yogaen. De billige buddhasmykker, t-shirts med budskaber som: ”Be the love. Be here now. Namasté!”

I stedet brugte jeg resten af søndagen til at koordinere indsamling af tøj til flygtningene på Lesbos. (Det blev til to helt fyldte læs i bilen, og det er en anden og vigtigere historie, som jeg vil vende tilbage til senere!)

Yoga I: Ud af yogaskabet

Yogalærer Tara Stiles. Smidig som bare...

Længe har jeg gået som missen om den varme grød i forsøget på at skrive noget begavet om yoga. Egentlig har jeg lidt forsøgt at undgå at springe ud af yoga-skabet, fordi jeg selv har forbundet det med en frelst, pseudospirituel livsførelse – og den vil jeg nødig have klistret på undertegnede. Hvis nogen har læst min novelle ”Idyl” (den starter på side 43 i min novellesamling ”Mod solnedgangen”,  køb den!), så har jeg her taget groft pis på miljøet ved at belyse det fra dets mest langt ude og frelste side, som går til ekstremer hvad den daglige praksis og fødeindtagelse (primært rå) angår. Den beskrivelse er direkte bygget på egne oplevelser fra mit første møde med yogaen i 1997, i en spirituel sammenhæng, der viste sig at være en sekt. Her trådte jeg mine yoga-barnesko. (Jeg fik dog hurtigt røven med mig da jeg opdagede deres sekteriskhed.)

Men yada-yada, efter alle disse år, er jeg blevet dybt forelsket i det der yoga. Det sidste års tid har jeg stort set dyrket yoga hver eneste dag, primært retningerne vinyasa og kundalini, og det er langt mere fantastisk og berigende på alle planer, end jeg nogensinde havde forestillet mig det kunne være. Min krop er blevet  intelligent på et niveau, som ingen form for styrketræning kunne gøre den. Dermed også stærkere og mere veltrænet end nogensinde før. Og min forpulet skæve ryg har fået det meget bedre. Jeg beklager meget hvis det er her, jeg begynder at lyde frelst. Men jeg har også fået indblik i et andet aspekt af yoga: Før sommeren arbejdede jeg på en specialskole, hvor børnene var blevet undervist i børneyoga igennem  længere stykke, og det har været virkelig værdifult for disse børn, som har diverse funktionsnedsættelser (Downs, ADHD, etc.), at opleve den ro, som yogaen kan give dem. Dette har muligvis været den største øjenåbner for mig med mine 20 års erfaring indenfor specialområdet. Det gør en forskel!

Det væsentligste for min egen daglige praksis var dog at finde yogaundervisning på nettet, først ved Tara Stiles, siden via yogaglo.com, hvor jeg har fundet nogle lærere, der virkelig har været inspirerende, og dét, alene for mig selv, i mit eget tempo. Uden selvudnævnte helligheder, som dem  i føromtalte sekt, eller de alt for frelste piger, der underviste i det ashtangastudie, hvor jeg gik til yoga for små 10 år siden. Dengang fik nok af den påtagede frelsthed, der lå som en tåge hen over foretagendet. Det har taget tid for mig at finde den rette indfaldsvinkel og lade det udfolde sig fra sin bedste side, men da jeg fandt den – så rykkede det max.

Kathryn Budig gir den gas. Der er lang vej endnu for undertegnede!

Når jeg nu synes det er interessant at skrive noget om yogaens velsignelser, så er det også fordi jeg skal noget så skørt som på min første yogafestival. Det var en veninde, der lokkede. Hun var desværre forhindret i selv at deltage, men ikke desto mindre tager jeg afsted, helt alene til yogafestival på Amager fra på fredag. Jeg har en hel masse fordomme om hvordan stedet bare summer af pseudospirituel hellighed Selveste Swami Janakananda vil undervise (og dét er sandt! Han har lidt været skabelonen for min egen fiktive figur Swami Tami Banani) og der vil være rawfood-madboder, og alle vil have farvestrålende yogatøj på og være lette på tå og noget så frelste og smilende og sige ”namaste” hele tiden med hænderne i bedestilling. Og inden der er gået en halv time er jeg løbet skrigende væk til det nærmeste brune værtshus.

Eller også er jeg ikke. Måske vil det være interessant, måske vil folk ikke være totalt hellige, jeg vil højst sandsynligt tage nogle yogatimer, måske høre et foredrag eller deltage i en meditation. Thi når de på et sådant sted serverer noget så uhelligt som KAFFE, så må det kunne et eller andet. (Det måtte man nemllig ikke drikke i den der sekt, kun ayurvedisk te.) Det er noget der ligner den sidste bastion for mig. Måske kan jeg få aflivet fordommene. Vi får se. Læs med her, hvis du har lyst til at følge med i eksperimentet. Jeg tager kamera med!

Og det er så mig, der forsøger mig med en mermaid pose. Men hey, jeg prøver virkelig! :-D

To gange tidsskriftsaktuel! Og en lille tanke om den aktuelle danske litteraturdebat.

Jeg er aktuel i hele to tidsskrifter i juni måned:  I "Det dér" med prosadigtet "Q & R", et forlags-uafhængigt magasin med bidrag af bla. Victor Boy Lindholm, Silas Toft og Jacob Skyggebjerg bare for at nævne nogle få.

Og i Det Poetiske Bureaus Tidsskrift med novellen "Fluffy i retten. "Den sidtnævnte skrev jeg for 2 år siden som en parodisk kommentar til den form for litteratur, som har været meget populær de seneste år, hvor form over indhold har været det fremherskende element, det indadskuende, dagbogsagtige og partikulære,  ofte uden universel gyldighed - som Mette Høeg for nylig har fået verbale tæsk for at kritisere. Af den grund er jeg glad for at novellen har fået mulighed for at udkomme lige netop nu. Det er min subjektive kritik af situationen, i kunstnerisk form.

Jeg synes, at Mette Høegs kritik er det mest forfriskende indspark i litteraturdebatten i lang, lang tid. Hun har  sagligt og direkte  skåret ind til det syge område, hvor den laveste fællesnævner råder og trækker debatten til et latterligt børnehavestadie, hvor store egoer med småtskårne tanker kaster mudder efter den onde pædagog, der stod uden for hegnet til legepladsen og observerede med knivskarp klarhed, hvor degenereret legen var blevet. Personligt er jeg ligeglad, hvorvidt den form for litteratur er skrevet af kvinder eller mænd, jeg er alene interesseret i hvorvidt det er god litteratur. Er den gennemstrømmet af kunst og ånd, har den universel gyldighed eller er det sproglige eksperimenter og tomme æstetiske øvelser, som skal tilfredsstille en bestemt salonfæhighed og slikke røv på   tonedannende kritikere? Det er sjældent svært at gennemskue.