Yogalærer Tara Stiles. Smidig som bare... |
Men yada-yada, efter alle disse år, er jeg blevet dybt forelsket i det der yoga. Det sidste års tid har jeg stort set dyrket yoga hver eneste dag, primært retningerne vinyasa og kundalini, og det er langt mere fantastisk og berigende på alle planer, end jeg nogensinde havde forestillet mig det kunne være. Min krop er blevet intelligent på et niveau, som ingen form for styrketræning kunne gøre den. Dermed også stærkere og mere veltrænet end nogensinde før. Og min forpulet skæve ryg har fået det meget bedre. Jeg beklager meget hvis det er her, jeg begynder at lyde frelst. Men jeg har også fået indblik i et andet aspekt af yoga: Før sommeren arbejdede jeg på en specialskole, hvor børnene var blevet undervist i børneyoga igennem længere stykke, og det har været virkelig værdifult for disse børn, som har diverse funktionsnedsættelser (Downs, ADHD, etc.), at opleve den ro, som yogaen kan give dem. Dette har muligvis været den største øjenåbner for mig med mine 20 års erfaring indenfor specialområdet. Det gør en forskel!
Det væsentligste for min egen daglige praksis var dog at finde yogaundervisning på nettet, først ved Tara Stiles, siden via yogaglo.com, hvor jeg har fundet nogle lærere, der virkelig har været inspirerende, og dét, alene for mig selv, i mit eget tempo. Uden selvudnævnte helligheder, som dem i føromtalte sekt, eller de alt for frelste piger, der underviste i det ashtangastudie, hvor jeg gik til yoga for små 10 år siden. Dengang fik nok af den påtagede frelsthed, der lå som en tåge hen over foretagendet. Det har taget tid for mig at finde den rette indfaldsvinkel og lade det udfolde sig fra sin bedste side, men da jeg fandt den – så rykkede det max.
Kathryn Budig gir den gas. Der er lang vej endnu for undertegnede! |
Når jeg nu synes det er interessant at skrive noget om yogaens velsignelser, så er det også fordi jeg skal noget så skørt som på min første yogafestival. Det var en veninde, der lokkede. Hun var desværre forhindret i selv at deltage, men ikke desto mindre tager jeg afsted, helt alene til yogafestival på Amager fra på fredag. Jeg har en hel masse fordomme om hvordan stedet bare summer af pseudospirituel hellighed Selveste Swami Janakananda vil undervise (og dét er sandt! Han har lidt været skabelonen for min egen fiktive figur Swami Tami Banani) og der vil være rawfood-madboder, og alle vil have farvestrålende yogatøj på og være lette på tå og noget så frelste og smilende og sige ”namaste” hele tiden med hænderne i bedestilling. Og inden der er gået en halv time er jeg løbet skrigende væk til det nærmeste brune værtshus.
Eller også er jeg ikke. Måske vil det være interessant, måske vil folk ikke være totalt hellige, jeg vil højst sandsynligt tage nogle yogatimer, måske høre et foredrag eller deltage i en meditation. Thi når de på et sådant sted serverer noget så uhelligt som KAFFE, så må det kunne et eller andet. (Det måtte man nemllig ikke drikke i den der sekt, kun ayurvedisk te.) Det er noget der ligner den sidste bastion for mig. Måske kan jeg få aflivet fordommene. Vi får se. Læs med her, hvis du har lyst til at følge med i eksperimentet. Jeg tager kamera med!
Og det er så mig, der forsøger mig med en mermaid pose. Men hey, jeg prøver virkelig! :-D |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar