Da jeg ankom til yogafestivalen, konstaterede jeg som det
første, at man kunne få masser af friskpresset juice. Den havde jeg set komme. Men
man kunne også få pøller hos den økologiske pølsemand. Meget positivt. Man
kunne købe masser af yogatøj, smykker med krystaller og vedhæng med buddha-hoveder
og OM-tegn. Og tilmelde sig yogaretreats. Jeg er ret ligeglad med retreats,
buddavedhæng og jeg er endnu mere ligeglad med OM-tegn, men jeg fik en
glimrende empanada med artiskok og pinjekerner, og der var meget af yogatøjet,
der var superlækkert og progressivt hvad angår design indenfor økologiske
tekstiler Fx. Moonchild). Men desværre over budgetgrænsen pt.
Jeg deltog i en workshop, som jeg havde forestillet mig var
interessant. Den hed ”yoga.write.now”,
og lærerinden havde i programmet præsenteret sig som ”a yogi who writes”, så jeg havde forestillet mig at der ville være
en del skrivning involveret. Men vi kom kun til at skrive et enkelt statement på
en enkelt lap papir, hvad vi følte inderst inde, og som vi skulle holde til
vort hjerte og give til den person, vi netop havde set dybt i øjnene. Jeg gik
all in og deltog med åbenhed, men jeg
bliver træt…åh, så træt…i hovedet af at se et gyldent-indrammet billede af en
guru om lærerindens hals. Hun var sød, hun var fresh og alt muligt, men gurubilleder
får det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. Jeg er sikker på, at det giver
hende stor glæde indenfor det felt, hvor hun opererer, men det klinger helt forkert
hos mig og får mig bare til at tage afstand fra situationen.
Efter workshoppen var færdig var der plads til spørgsmål og
kommentarer. En kvinde spurgte: ”Er teorien bag det her, at man ved hjælp af
hofteåbnere, åbner det andet chakra og dermed sætter en udrensning i gang?”
Læreren tøvede et øjeblik, og svarede: ”Joh…det kan vi godt sige.”
”Men det kan altså også være noget andet?!” spurgte kvinden,
og der var nærmest desperation i hendes stemme. Det gjorde lidt ondt at være
vidne til at den åbenhed, som var workshoppen grundpræmis skulle presses ind i
en meget smal, spirituel form for at kunne fungere for hende. Det gav lidt
triste minder om de frelste, hysteriske elementer, som jeg har observeret i
såkaldt spirituelle miljøer gennem tiden – og som er årsagen til at jeg har
forladt dem og gået over til selvstudier.
Efter workshoppen tullede jeg lidt mere rundt, drak en kop
te, spiste to empanadas mere, de var virkelig gode. Kiggede på noget helsekost,
på noget mere yogatøj, på yogatøj, jeg havde set før, og på nogle af de
smykker, jeg så før og ikke gad se på i første omgang. Og konkluderede at jeg havde
været rundt på hele området, og ikke var i humør til flere workshops. Det ville
nok være sjovere, hvis man havde nogen at gå rundt sammen med, men alligevel.
Bottom line: Det er
ikke for mig – men det er fint for dem, der synes det er fint. Endelig er der
det forudsigelige aspekt, at det ikke er yogaen, der er problemet , det
er alt gøglet udenom - det, der slår plat på yogaen. De billige buddhasmykker, t-shirts med budskaber som: ”Be
the love. Be here now. Namasté!”
I stedet brugte jeg resten af søndagen til at koordinere
indsamling af tøj til flygtningene på Lesbos. (Det blev til to helt fyldte læs
i bilen, og det er en anden og vigtigere historie, som jeg vil vende tilbage til
senere!)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar