Sonet 1

Åen er opsvulmet af den tunge regn

majsens raslende blade i vinden og

silhuetterne af fordums rønnehegn:

fantomer over markens sår fra bondens plov

Fuck! Jeg tæller flaskerne i køkkenet

troede jeg endnu at jeg var fri for dét?

men alkoholikeren er sin egen lykkes smed

som edderkoppen spinder blidt sin lykkes net

de ækle hvide dræbersnegler glider

åens vand står højt og sivet blinker sølv

hvorfor vil jeg tælle, hvorfor gider

jeg at tælle hans forpulet tomme øl

skyerne over horisonten er stumme

endnu engang er jeg den lille dumme

Det uhøstede korn hænger med hovedet

tungt og gennemblødt af regnens mængde

fra skorstenen dér siver løbesoden

mens katten har på tæppet ømt sig slænget

den brændte rod af mørket vrider kul

en tordensky er flosset om sin nimbus

og løftet om ædruelighed klinger hult

og hvad forvented’ jeg fra dette sorte hus?

Træers linjer ligner drager halvt i skygge

eller rovdyr som før spring sig kækt mod jorden trykker

deres kroppe mens de kraften sig opbygger

men i mørket er blot alle skygger skygger!

Seljerønnens brændte rødder vrider kullet

ud af mørket i landskabets skjulte skønhed

hvor jeg elsker denne lerjord under sålerne

og spøgelserne af de fældede rønne

en pludselig hund i aftnen la’r sin tuden høre

musvågen stiger lydløst op fra sivet

lad den som haver øre høre det her shit:

Jesus er sandheden, vejen og livet

Jeg forsøgte før at tælle flaskerne i skuret

men de var borte som ved trylleslag

mit ansigt sidder fast i disse mure

og gør til den allersidste dag

sivet blinker sølv mens jeg går ned til åen

hvor mørket endnu kun er i sin vorden

Yoga II: Yogafestival

Da jeg ankom til yogafestivalen, konstaterede jeg som det første, at man kunne få masser af friskpresset juice. Den havde jeg set komme. Men man kunne også få pøller hos den økologiske pølsemand. Meget positivt. Man kunne købe masser af yogatøj, smykker med krystaller og vedhæng med buddha-hoveder og OM-tegn. Og tilmelde sig yogaretreats. Jeg er ret ligeglad med retreats, buddavedhæng og jeg er endnu mere ligeglad med OM-tegn, men jeg fik en glimrende empanada med artiskok og pinjekerner, og der var meget af yogatøjet, der var superlækkert og progressivt hvad angår design indenfor økologiske tekstiler Fx. Moonchild). Men desværre over budgetgrænsen pt.

Jeg deltog i en workshop, som jeg havde forestillet mig var interessant. Den hed ”yoga.write.now”, og lærerinden havde i programmet præsenteret sig som ”a yogi who writes”, så jeg havde forestillet mig at der ville være en del skrivning involveret. Men vi kom kun til at skrive et enkelt statement på en enkelt lap papir, hvad vi følte inderst inde, og som vi skulle holde til vort hjerte og give til den person, vi netop havde set dybt i øjnene. Jeg gik all in og deltog med åbenhed, men  jeg bliver træt…åh, så træt…i hovedet af at se et gyldent-indrammet billede af en guru om lærerindens hals. Hun var sød, hun var fresh og alt muligt, men gurubilleder får det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. Jeg er sikker på, at det giver hende stor glæde indenfor det felt, hvor hun opererer, men det klinger helt forkert hos mig og får mig bare til at tage afstand fra situationen.

Efter workshoppen var færdig var der plads til spørgsmål og kommentarer. En kvinde spurgte: ”Er teorien bag det her, at man ved hjælp af hofteåbnere, åbner det andet chakra og dermed sætter en udrensning i gang?” Læreren tøvede et øjeblik, og svarede: ”Joh…det kan vi godt sige.”

”Men det kan altså også være noget andet?!” spurgte kvinden, og der var nærmest desperation i hendes stemme. Det gjorde lidt ondt at være vidne til at den åbenhed, som var workshoppen grundpræmis skulle presses ind i en meget smal, spirituel form for at kunne fungere for hende. Det gav lidt triste minder om de frelste, hysteriske elementer, som jeg har observeret i såkaldt spirituelle miljøer gennem tiden – og som er årsagen til at jeg har forladt dem og gået over til selvstudier.

Efter workshoppen tullede jeg lidt mere rundt, drak en kop te, spiste to empanadas mere, de var virkelig gode. Kiggede på noget helsekost, på noget mere yogatøj, på yogatøj, jeg havde set før, og på nogle af de smykker, jeg så før og ikke gad se på i første omgang. Og konkluderede at jeg havde været rundt på hele området, og ikke var i humør til flere workshops. Det ville nok være sjovere, hvis man havde nogen at gå rundt sammen med, men alligevel.

Bottom line:  Det er ikke for mig – men det er fint for dem, der synes det er fint. Endelig er der det forudsigelige aspekt, at det ikke er yogaen, der er problemet , det er alt gøglet udenom - det, der slår plat på yogaen. De billige buddhasmykker, t-shirts med budskaber som: ”Be the love. Be here now. Namasté!”

I stedet brugte jeg resten af søndagen til at koordinere indsamling af tøj til flygtningene på Lesbos. (Det blev til to helt fyldte læs i bilen, og det er en anden og vigtigere historie, som jeg vil vende tilbage til senere!)

Yoga I: Ud af yogaskabet

Yogalærer Tara Stiles. Smidig som bare...

Længe har jeg gået som missen om den varme grød i forsøget på at skrive noget begavet om yoga. Egentlig har jeg lidt forsøgt at undgå at springe ud af yoga-skabet, fordi jeg selv har forbundet det med en frelst, pseudospirituel livsførelse – og den vil jeg nødig have klistret på undertegnede. Hvis nogen har læst min novelle ”Idyl” (den starter på side 43 i min novellesamling ”Mod solnedgangen”,  køb den!), så har jeg her taget groft pis på miljøet ved at belyse det fra dets mest langt ude og frelste side, som går til ekstremer hvad den daglige praksis og fødeindtagelse (primært rå) angår. Den beskrivelse er direkte bygget på egne oplevelser fra mit første møde med yogaen i 1997, i en spirituel sammenhæng, der viste sig at være en sekt. Her trådte jeg mine yoga-barnesko. (Jeg fik dog hurtigt røven med mig da jeg opdagede deres sekteriskhed.)

Men yada-yada, efter alle disse år, er jeg blevet dybt forelsket i det der yoga. Det sidste års tid har jeg stort set dyrket yoga hver eneste dag, primært retningerne vinyasa og kundalini, og det er langt mere fantastisk og berigende på alle planer, end jeg nogensinde havde forestillet mig det kunne være. Min krop er blevet  intelligent på et niveau, som ingen form for styrketræning kunne gøre den. Dermed også stærkere og mere veltrænet end nogensinde før. Og min forpulet skæve ryg har fået det meget bedre. Jeg beklager meget hvis det er her, jeg begynder at lyde frelst. Men jeg har også fået indblik i et andet aspekt af yoga: Før sommeren arbejdede jeg på en specialskole, hvor børnene var blevet undervist i børneyoga igennem  længere stykke, og det har været virkelig værdifult for disse børn, som har diverse funktionsnedsættelser (Downs, ADHD, etc.), at opleve den ro, som yogaen kan give dem. Dette har muligvis været den største øjenåbner for mig med mine 20 års erfaring indenfor specialområdet. Det gør en forskel!

Det væsentligste for min egen daglige praksis var dog at finde yogaundervisning på nettet, først ved Tara Stiles, siden via yogaglo.com, hvor jeg har fundet nogle lærere, der virkelig har været inspirerende, og dét, alene for mig selv, i mit eget tempo. Uden selvudnævnte helligheder, som dem  i føromtalte sekt, eller de alt for frelste piger, der underviste i det ashtangastudie, hvor jeg gik til yoga for små 10 år siden. Dengang fik nok af den påtagede frelsthed, der lå som en tåge hen over foretagendet. Det har taget tid for mig at finde den rette indfaldsvinkel og lade det udfolde sig fra sin bedste side, men da jeg fandt den – så rykkede det max.

Kathryn Budig gir den gas. Der er lang vej endnu for undertegnede!

Når jeg nu synes det er interessant at skrive noget om yogaens velsignelser, så er det også fordi jeg skal noget så skørt som på min første yogafestival. Det var en veninde, der lokkede. Hun var desværre forhindret i selv at deltage, men ikke desto mindre tager jeg afsted, helt alene til yogafestival på Amager fra på fredag. Jeg har en hel masse fordomme om hvordan stedet bare summer af pseudospirituel hellighed Selveste Swami Janakananda vil undervise (og dét er sandt! Han har lidt været skabelonen for min egen fiktive figur Swami Tami Banani) og der vil være rawfood-madboder, og alle vil have farvestrålende yogatøj på og være lette på tå og noget så frelste og smilende og sige ”namaste” hele tiden med hænderne i bedestilling. Og inden der er gået en halv time er jeg løbet skrigende væk til det nærmeste brune værtshus.

Eller også er jeg ikke. Måske vil det være interessant, måske vil folk ikke være totalt hellige, jeg vil højst sandsynligt tage nogle yogatimer, måske høre et foredrag eller deltage i en meditation. Thi når de på et sådant sted serverer noget så uhelligt som KAFFE, så må det kunne et eller andet. (Det måtte man nemllig ikke drikke i den der sekt, kun ayurvedisk te.) Det er noget der ligner den sidste bastion for mig. Måske kan jeg få aflivet fordommene. Vi får se. Læs med her, hvis du har lyst til at følge med i eksperimentet. Jeg tager kamera med!

Og det er så mig, der forsøger mig med en mermaid pose. Men hey, jeg prøver virkelig! :-D

To gange tidsskriftsaktuel! Og en lille tanke om den aktuelle danske litteraturdebat.

Jeg er aktuel i hele to tidsskrifter i juni måned:  I "Det dér" med prosadigtet "Q & R", et forlags-uafhængigt magasin med bidrag af bla. Victor Boy Lindholm, Silas Toft og Jacob Skyggebjerg bare for at nævne nogle få.

Og i Det Poetiske Bureaus Tidsskrift med novellen "Fluffy i retten. "Den sidtnævnte skrev jeg for 2 år siden som en parodisk kommentar til den form for litteratur, som har været meget populær de seneste år, hvor form over indhold har været det fremherskende element, det indadskuende, dagbogsagtige og partikulære,  ofte uden universel gyldighed - som Mette Høeg for nylig har fået verbale tæsk for at kritisere. Af den grund er jeg glad for at novellen har fået mulighed for at udkomme lige netop nu. Det er min subjektive kritik af situationen, i kunstnerisk form.

Jeg synes, at Mette Høegs kritik er det mest forfriskende indspark i litteraturdebatten i lang, lang tid. Hun har  sagligt og direkte  skåret ind til det syge område, hvor den laveste fællesnævner råder og trækker debatten til et latterligt børnehavestadie, hvor store egoer med småtskårne tanker kaster mudder efter den onde pædagog, der stod uden for hegnet til legepladsen og observerede med knivskarp klarhed, hvor degenereret legen var blevet. Personligt er jeg ligeglad, hvorvidt den form for litteratur er skrevet af kvinder eller mænd, jeg er alene interesseret i hvorvidt det er god litteratur. Er den gennemstrømmet af kunst og ånd, har den universel gyldighed eller er det sproglige eksperimenter og tomme æstetiske øvelser, som skal tilfredsstille en bestemt salonfæhighed og slikke røv på   tonedannende kritikere? Det er sjældent svært at gennemskue.

Cougarnatten (Procesorienteret novelle)

Dette er en procesorienteret novelle. Den begyndte med at jeg fik ordet ”Cougarnatten” i hovedet og tænkte at det var en god titel og begyndte at skrive på den. Så fik jeg lyst til at inddrage mine skønne Fjæsbogsveninder og høre, hvem de syntes var nogle dejlige mænd, for ar skrive dem ind i novellen og gøre det inden klokken 21.30. Jeg overskred min tidsgrænse en smule, men det var vildt sjovt. I love you, ladies. Den er corny og ikke spor perfekt, men den her går ud til jer:

Cougarnatten

Hey du. Ja dig, 40plus. MILF! Du er for lækker. Kom ud af de joggingbukser nu. Vi kan godt lide din krop når den har født fire børn. Den er skøn. Blød. Forstå det nu, sagde Drengen.

Han var klædt i en dybblå skjorte af blødt fløjl og man kunne se hans glatte bryst under den. Hans hår var halvlangt og bølget, og han havde en guldring med en diamant på den ene lillefinger. Han var klædt i stramme bukser, og hans sko slanke og skinnende i blankt, mørkt læder. Hans øjne var skjult under en baseballcap, men hans læber var sensuelle. Ved siden af ham sad en rigtig James Dean. Hvid t-shirt, blå jeans og cowboystøvler. Hans mørke hår var redt op i en rock'n'roll anderumpe, og han smilede på den der skæve måde. Ved siden af James Dean sad en rigtig black metal baby i en sort Satyricon t-shirt og sortgrå jeans og 14-huls Docs. Hans lår var veltrænede og hvælvede sig yndefuldt under de stramme jeans, på en måde så enhver kunne ane en lige så yndefuld mås bagpå. Hans hår var halvlangt, glat og sortfarvet, og hans blik var fast. Ved siden af Black Metal Baby sad Østens Prins med sin mørke lød og selvsikre smil, hvid åben skjorte og guldkæde på sit behårede bryst. Man vidste at hvis man havde et støvkorn på hånden, ville han tage den og puste det blidt væk. Og ved siden af Østens Prins, denne her aristokratiske unge mand i hvidt jakkesæt med benene elegant krydset, så man kunne se de blanke, hvide laksko. Hans handskeklædte hånd førte et slankt cigaretrør i mammutelfenben op til munden. Hans hår var redt stramt tilbage, og hans øjne var omkranset af sort sminke. Han var kommet lige fra de brølende tyvere. Til dig.

En rastafyr fyrede op under en kæmpe joint. Han smilede flabet og tog et dybt hvæs. Hans øjne var funklende som sorte diamanter omkranset af dreadlocks under en grøn, gul og rød strikhue. Et rigtigt Rimbeau-rip-off, anæmisk, slank, med pjusket digtergarn sad i et hjørne med et glas absinth foran sig med fjerpen og det hele. Det var dig han skrev om, honey. Hvis du gik hen til ham med en drink, så ville han skrive et til med det samme.

Der var det vildeste line-up på scenen. Depeche Mode sparkede ballet i gang. Dave Gahan var klædt i sorte læderbukser, som sad stramt om hans ben og overlod intet til fantasien, mens han croonede:

”Do we have to wait till our worlds collide?

Open up your eyes – you can turn back the tides

dont say you want me, don say you nedd me

dont say you love me – it's understood”

Og Martin Gore fyrede den så meget af på sin guitar, hans gyldne hår, der var linet perfekt op med gelé I begyndelsen, blev vådt af sveden og gled ned i hans pande

Så gik David Bowie på, og hans firserhår faldt sensuelt over de tofarvede øjne, og han sang:

”You are my moon, you are my sun

tonight the zeroes are singing for you

yes the are

tonight the zeroes are singing for you-hoo-hoo”

Og det var ærgeligt, at der kun var ét nummer til hver, men sådan var det for det var Cougarnatten. Discokuglen sendte diamanter rundt i lokalet og der var en diamant til hver eneste kvinde i lokalet. Hvis nogen missede en, samlede Nicolai K Jensen dem op og gav den til dig, og så gik Marilyn Manson på, og han sang:

”Kamikaze into your soul”

David Duchovny rappede sammen med Eminem mellem numrene, hvor lækker du var, og hvis du var med i ”Californication” eller ”8 mile”, så ville de helt klart kneppe dig. Christopher Walken gav et funky dansenummer imens iklædt hvid og svedig skjorte og et rødt bandana om panden; han havde lært noget street dance siden sidst, og hans jeans sad sindssygt godt og overlod intet til fantasien. Elvis stod ved siden af dig og du kunne mærke hans hofter mod dine og han hviskede lige ind i dit øre: ”Det var mig han lærte det af. Skal jeg vise dig, hvordan jeg gjorde?”

Ralph Fiennes og Sean Connery bemandede scenen med et uddrag af Shakespeares ”Macbeth”, 5. akt, scene 5. Ralphs øjne var gennemborende og rene, og hans stemme, sammen med Seans sofistikerede britiske røst, reciterede unisont:

”To-morrow, and to-morrow, and to-morrow,
Creeps in this petty pace from day to day,”

George Clooney og Hugh Jackman overtog med samme Shakesperianske skønhed:

”To the last syllable of recorded time;
And all our yesterdays have lighted fools”

Og Yul Brynner med russisk-amerikansk autoritet svang sig ind sammen medColin Farell med nutidsaffektion

”The way to dusty death. Out, out, brief candle!
Life's but a walking shadow, a poor player,
That struts and frets his hour upon the stage,”

Og Christian Slater sammen med Andrew McCarthy indtog de sidste, Signiphikante linjer med shakesperiansk ophøjethed:

”And then is heard no more. It is a tale
Told by an idiot, full of sound and fury,
Signifying nothing.”

Og Benicio Del Toro slog sig på sit behårede bryst som en primal og råbte YEEEEAAAHHHHH!!!!”

Findes der noget mere smukt end dette, som viser os verdens illusoriske natur? Men festen var ikke færdig efter dette display af ophøjet europæisk kultur, for der var et es i ærmet mere til damerne, og det var selvfølgelig ikke det man forventede, for et band med en sexchange forsanger tog scenen, Transgender Dysphoria Blues. For hvad er køn andet end det vi selv gør det til? Det er derfor vi kan svinge os mellem kønnene som Tarzan og Jane i lianerne og skide højt og flot på konventionerne og selv definere hvem vi er.

Ricki Hall tog opvasken i bar overkrop sammen med et korps af tatoverede og piercede goodiepals. De var SÅ gode til at vaske op! En mandearm med tydelige vener og markente hår brød pludselig ind i dit synsfelt og tilbød et fad af afrodisiske shots. Måske granatæble, måske litchi eller passion, ligemeget, de var berusende, og den arm, der rakte dem mod dig, var smuk og kyssevenlig og det viste sig, da du havde kysset dig op af den, at det var den smukkeste, skæggede fyr, du nogensinde havde set, og han snavede dig så lækkerskægget helt i bund!

Men nu tog den skønneste, senede, benede fyr tog scenen, og det var Iggy Pop, og han sang:

”I'm a dead rock star”

og det var selvfølgelig cluet til Jim Morrison om at komme på scenen i det svedigste par læderbukser, verden nogensinde har set!.

Hvad kunne gøre nogen mere liderlig end det? Bortset fra Søren Gehlert Schmidt, som er den mest funky lækre digter, verden nogensinde har set. Det kunne Joakim Thåstrøm selvfølgelig straks picke up på, og han sang med den mest intense, gennemtrængende Thåströmske svenske punkede lidenskab:

”Ingen sjunger blues som

Søren G Schmidt

ingen sjunger blues som Søren G

hans röst skær som en kniv

hans röst skær som en kniv

en skriver blues som Søren G”

Ude på græsplænen sammen med John Bender til tonerne af Simple Minds ”Don't you forget about me” rakte du armen triumferende i luften og råbte: ”JEG ER DEN FUCKING BEDSTE!” og John Bender tog dig i sine skovmandsskjortearme og sagde:

”Gu er du så. Du er fanme så lækker!”

Det Poetiske Bureaus Boghandel

Det Poetiske Bureaus boghandel, Møllegade 23A, 2200 Kbh N holder åbent fredag-søndag 16-18. Hylderne bugner af Bureauets egne udgivelser, og der er antikvariske bøger til en 20´er.

Du er altid velkommen til at kigge forbi til en kop kaffe!

Første anmeldelse af "Mod solnedgangen" - og den er go'!!

http://ordlydblog.blogspot.dk/2014/12/psykologisk-socialrealisme-med-djvlefjs_3.html