Krash!

Hvis du aldrig har smadret en kommunal eller statslig rude, så gør dig selv den tjeneste at prøve det, bare en enkelt gang i dit liv. Bare så du ved, hvordan det er. Så du kender det sprøde ”krak”, der lyder i det splitsekund, den genstand, hvormed du udfører smadringen, rammer glasset. De små, spindelvævstynde billeder af et udsøgt rodnet breder sig ned gennem fladen af gennemsigtigt glas, og gør den ugennemsigtig endnu et splitsekund, før den falder. Falder! Som et vandfald! Et smukt lysende vandfald, hvor gadelamperne i endnu et splitsekund fanges i hver enkelt mangefacetterede dråbe. Før de rammer jorden. Derefter: løb. Der er ingen grund til at betale. Hvorfor skulle du dog det? Hvis det er så heldigt at den kommunale eller statslige institution har et kældervindue, så gør dig selv den tjeneste at sparke den ind. Det føles så godt. Sprødt. Som et perfekt stegt stykke eksportbacon.


Lad være med at stå i vejen for mig nu.

Jeg så hende i toget. Hun troede sig uset. Forfatterinden H. Hun bed negle. Det så ufattelig uappetitligt ud.
Den måde hun vred sine arme, dine fingre på, for at få fat i et minimalt stykke negl, hun ikke havde bidt endnu. Hun bed igen, efter at have betragtet neglen med et blik, der lynhurtigt skannede om der er mere at bide i på den finger. Det overskydende spyt tørrede hun af i blusen, læste lidt videre i sit eksemplar af en krimi af Liza Marklund – muligvis i et forsøg på at finde inspiration til sin næste forfejlede kvinde-roman - fandt en ny finger, bed igen.
Nu fik lillefingeren en tur, atter med forvreden håndstilling for at kunne få fat i det bedste stykke med munden. Hun glattede lidt nonchalant på den aktuelle side i Marklund-krimien, gnaskede løs i tomlen igen. Pegefingeren - vi taler om sekunders intervaller. Så afgjort en oral fiksering. Hun spidsede læberne, roterede med kæbepartiet, pillede med den anden hånd på læben, nu på bumsen i panden. Gnasker i neglebånd, betragter fingeren, piller i bumsen, kradser på hagen, pillede i pandebums, lod fingeren glide undersøgende hen over pandens ujævnheder, ringfinger, tommelfinger, uforståeligt, imponerende forvredne. Neglebideri som kunstart. Bladrede i krimi, forvredet bid i tommel, betragtede det afgnavede. Tommel, pandepilleri, piller med højre hånd på venstre ringfingers neglebånd. Cola, beragtelse af ringfinger igen. Venstre ringfingers inderste neglebånd, pandebums-undersøgelse, kradseri med elaborat håndstilling. Du har været der før, tænkte jeg, venstre pegefinger i munden, gnaver intenst, mens du læser. Pillede i højre tommels neglebånd, brillerne længere op på næsen. Pegefingergnask og så op til panden igen og pille sårskorpe med negle. Hånd skiftes – nu venstre op til panden. Tindingebumser og pegefinger i munden. Der gnaskes! Tilbage til Liza Marklund. Pille hagebums, spise højre pegefingernegl, håndstilling varieres for at få det hele med.

Albertslunds flade skovområder anmodede, tryglede mit synsfelt om at panorere; solen stod lavt før den tidlige nedgang, oplyste de laveste skyer som en brand. Åh, disse avancerede håndstillinger og hurtige skrift, næsten som en indonesisk hånddans. Lad mig se smukke hennamønstre på dine hænder, og jeg vil kunne tyde dem anderledes, ane en fremtid deri. For variationerne og dine hænders slankhed, disse skift på splitsekunder er ikke uden virtuositet og elegance. Men nej.

Hun lagde bogen i tasken, rejste sig resolut med samme effektivitet som sit øvrige virke.
Domus Vista knejsede i horisonten og vidnede om højde, højde, højde! Din kunstarts absolutte modsætning!

Idet hun rejste sig, fik hun øje på mig. Og idet hun fik øje på mig, flashede hun kortet. Feministkortet. Det var så forventligt, at det var en ynk. Næsten sørgeligt. Jeg kunne have taget tid på det, havde jeg haft et stopur. Hun begyndte nærmest at råbe mig lige ind i fjæset, fordi jeg havde brugt ordet ”so” i et-eller-andet stykke skriveri. Jeg ransagede mit indre arkiv et øjeblik, før jeg kom i tanke om sammenhængen. Nåh, jo, jeg havde skrevet at Kirsten var en so. So! What, kan man tilføje. Hvad havde hun regnet med, jeg har fra landet, for fanden. Der er mange søer på landet, både af den ene og den anden slags, så er det vel heller ikke værre. Men det var det for H., hun forsatte med at skrige mig ind i ansigtet om - ikke blot at man ikke må kalde kvinder den slags – men også om skriftlig etikette, retstavning og jeg-skal-komme-efter-dig. Det var virkelig patetisk at høre på. Jeg tror jeg så på hende med et træt blik. Jeg samlede min taske op fra gulvet, og fandt et udtryk, der gerne skulle illudere Kjeld fra Olsenbanden, og stammede ”Ja-ja-ja, jeg skal nok!”

Og så tog jeg mit brækjern op af tasken, og smadrede systematisk alle kupeens ruder. En efter en, så frostvinden peb ind af hullerne, og med al ønskelig effektivitet blæste, alle, ALLE hendes ord væk! Det var tiltrængt. Hun var virkelig ulidelig at høre på.

Forsmag på forstad

Elise er elliptisk
og hendes mand, Knud
en 90 graders ret vinkel

De bor i et parcelhus
hvor væggene har øren
og gulvet øjne
og loftet mangler helt

Men det sidste
har de ikke bemærket

Obelisk (til en bankrådgiver)

Pis op af monumentet
før renten stiger
min u-ven

Her lades al kærlighed ude
vi kender ikke hinanden
fra førhen
men det er også lige meget
thi vi har fuld gang i vores
småborgerlige forhold
som lugter langt væk af
heste og satan og
yderligtgående andedamme

- føj -

Men for længe siden var det anderledes
du kan ikke efterligne det
eller imitere det
fuck dig hvis du prøver
dit svin

Men se dig omkring
er der noget anderledes fra igår?
Har jeg foretaget ændringer i
min tegnebog
min økonomi
mine rentemæssige
omkostninger pr. år?

Tag dig sammen et øjeblik
måske to


Din mimik -
har du styr på den?

Efterligner du
dem du egentlig
helst ikke
vil ligne?

Måske handler du u-etisk
måske u-egennyttigt
men muligvis til fordel for
og ellers udmærket
sig ikke at alt det her er forkert!

Den knyttede hånd, ja
den der!
Hvad ville du ellers sige?

Ingen kender nætterne
men pis op af monumenterne
såfremt du har muligheden

Giv op altid!

Nej, aldrig!

Uden titel

Du sætter dig ned
du hører hvad jeg siger
du hører efter
du kommer ind
du sætter dig ned
du hører hvad jeg siger
du hører efter

Lytter
muligvis lytter
som kun den gør
som har øren

Jeg kan trygt gå ned
helt ned
jeg kan gå helt helt ned
for jeg er alene
og alene er det
i orden
at lede efter
bobler fra dybet
summende blod
nyligt arrangerede
parametre
& hurtigt efter
hinanden
følgende erkendelser

Du rejser dig op
& går ud
verden visner
som en blomst
når du går
og forlader stedet

Med langt mere
end forventet

Et ægte reptil*

Jeg er et reptil, et ægte dansk reptil. Jeg har fans. Mine fans giver mig gaver.

Er det danske gaver? Jeg kan kun lide det danske. Dansk, tak, hører jeg tit mig selv sige. Jeg kan lide dansk. Og jeg kan lide at få danske gaver. Du får ikke noget. Du må vente til det bliver din tur. Hvad er jeg for et dyr? Jeg er født ægte. Jeg er et reptil. Et ægte reptil. Nu bliver du bange. Jeg fås ægte på recept. Lars Løkke, det er mig, jeg er Søren Krarup, jeg er Birthe Rønn-Hornbech, jeg har skæl. For jeg er et reptil, et ægte dansk reptil!

Trækfugle, det er dansk. Grænsepost også. Demokrati med plads til folk fra alle slags nationer, det er dansk. Skagensmaleriet, det er dansk, så det basker. For jeg er ægte, et ægte reptil. Jeg er født ægte i brændende ost med ild i, det er napalm. Jeg er hot, jeg er ægte!

Selv en ål også et reptil. Men med mælk på, det er dansk. Ligesom kartoffeltyskerne. Ligesom taterne. Som landsknægtene. Som roe-polakkerne. In vino veritas, det er dansk. Det er dejligt. Rødgrød med ål, mange ål. Det kan reptiler lide, og jeg er ægte, et ægte reptil. Jeg kan finde på at finde på at hente en liter dansk mælk, dansk som Her Er London. Jeg skal hilse fra Prinsgemalen, han er også et ægte reptil, et ægte dansk reptil!

Det udanske kan få et æselspark, et ægte reptil-spark lige i det udanske ansigt. Det udanske er født bange, indlysende klistret ind i egen angstsovs. Selvlysende og en km/t fra øen, hvor der kun lever Pernille Aalunder – det er dansk! Det er derfor de ikke er forbudt – endnu! Dyrene elsker det. De kan lide det. Jeg er et dyr, et dansk, ægte dyr, en ægte dansk reptil. De æder det. Som indbagt reptil-højreb. Ååååååh, det svulmer op! Fiskefilet til alle – det er dansk!

Race-urenheder, det er ikke dansk. Det kommunale, det er dansk, den dansk-kommunale himmel. Her går det godt. Sild og snaps til reptilerne. Åh, så dansk! Som en handske, et Randers-reb. Nu bliver du bange! Men vi skal længere ind, helt ind i det danske, ind i den danske sjæl. Det, du bliver bange for, er hvor langt vi rent faktisk kan komme ind. Reptiler er nemlig smidige, borende dyr, smidige, ægte, borende dyr, der borer sig langt ind i det danskeste danske og filtrerer urenhederne fra. Jeg er et smidigt reptil, udtalt smidig. Et levende fossil. Så dansk er jeg, at jeg altid har været det. Prækambrisk ægte! Find mig i kultiden også, dansk har jeg alle dage været. Men vi må aldrig, aldrig glemme Bertel, FREMAD! For alt det danske, som vil komme!

Fiskepinde, stærkt panerede, det er dansk. Fiskefilet til alle! At sparke til knolde, det er dansk, Ole sad på den. Længtes ud, det var dumt. Det var udansk. Nu kan det være nok! Jeg er reptil, et ægte dans reptil. Det er frækt! Pikant! Anderledes! Velkendt! Frigivet reptilporno, det er dansk. Dyrene elsker det. Og jeg, jeg er et fænomen, et særligt ægte dansk reptilfænomen. Jeg er fleksibel, et ægte, fleksibelt dansk reptil, omstillingsparathed, det er dansk! Elsker du dit job, så er du dansk, så dansk, som kun det moralsk og uomtvisteligt omstilingsparate medarbejderreptil!

Jeg er et ægte reptil, et ægte dansk reptil. De elsker mig på kommunen. Der har jeg mange fans,og de giver mig gaver, danske gaver. De kan lide det, og de æder det råt! Så ægte er jeg, så meget reptil er jeg, et ægte, dansk reptil! Et ægte, ægte reptil, et ægte DANSK reptil!

*Tak til Andreas Hjertholm for leverancer af guldkorn til dette frrrrrremragende stykke skriveri!

Andreas Hjertholm tegner - kan du finde "Holger"?