søndag den 27. marts 2011

Krash!

Hvis du aldrig har smadret en kommunal eller statslig rude, så gør dig selv den tjeneste at prøve det, bare en enkelt gang i dit liv. Bare så du ved, hvordan det er. Så du kender det sprøde ”krak”, der lyder i det splitsekund, den genstand, hvormed du udfører smadringen, rammer glasset. De små, spindelvævstynde billeder af et udsøgt rodnet breder sig ned gennem fladen af gennemsigtigt glas, og gør den ugennemsigtig endnu et splitsekund, før den falder. Falder! Som et vandfald! Et smukt lysende vandfald, hvor gadelamperne i endnu et splitsekund fanges i hver enkelt mangefacetterede dråbe. Før de rammer jorden. Derefter: løb. Der er ingen grund til at betale. Hvorfor skulle du dog det? Hvis det er så heldigt at den kommunale eller statslige institution har et kældervindue, så gør dig selv den tjeneste at sparke den ind. Det føles så godt. Sprødt. Som et perfekt stegt stykke eksportbacon.


Lad være med at stå i vejen for mig nu.

Jeg så hende i toget. Hun troede sig uset. Forfatterinden H. Hun bed negle. Det så ufattelig uappetitligt ud.
Den måde hun vred sine arme, dine fingre på, for at få fat i et minimalt stykke negl, hun ikke havde bidt endnu. Hun bed igen, efter at have betragtet neglen med et blik, der lynhurtigt skannede om der er mere at bide i på den finger. Det overskydende spyt tørrede hun af i blusen, læste lidt videre i sit eksemplar af en krimi af Liza Marklund – muligvis i et forsøg på at finde inspiration til sin næste forfejlede kvinde-roman - fandt en ny finger, bed igen.
Nu fik lillefingeren en tur, atter med forvreden håndstilling for at kunne få fat i det bedste stykke med munden. Hun glattede lidt nonchalant på den aktuelle side i Marklund-krimien, gnaskede løs i tomlen igen. Pegefingeren - vi taler om sekunders intervaller. Så afgjort en oral fiksering. Hun spidsede læberne, roterede med kæbepartiet, pillede med den anden hånd på læben, nu på bumsen i panden. Gnasker i neglebånd, betragter fingeren, piller i bumsen, kradser på hagen, pillede i pandebums, lod fingeren glide undersøgende hen over pandens ujævnheder, ringfinger, tommelfinger, uforståeligt, imponerende forvredne. Neglebideri som kunstart. Bladrede i krimi, forvredet bid i tommel, betragtede det afgnavede. Tommel, pandepilleri, piller med højre hånd på venstre ringfingers neglebånd. Cola, beragtelse af ringfinger igen. Venstre ringfingers inderste neglebånd, pandebums-undersøgelse, kradseri med elaborat håndstilling. Du har været der før, tænkte jeg, venstre pegefinger i munden, gnaver intenst, mens du læser. Pillede i højre tommels neglebånd, brillerne længere op på næsen. Pegefingergnask og så op til panden igen og pille sårskorpe med negle. Hånd skiftes – nu venstre op til panden. Tindingebumser og pegefinger i munden. Der gnaskes! Tilbage til Liza Marklund. Pille hagebums, spise højre pegefingernegl, håndstilling varieres for at få det hele med.

Albertslunds flade skovområder anmodede, tryglede mit synsfelt om at panorere; solen stod lavt før den tidlige nedgang, oplyste de laveste skyer som en brand. Åh, disse avancerede håndstillinger og hurtige skrift, næsten som en indonesisk hånddans. Lad mig se smukke hennamønstre på dine hænder, og jeg vil kunne tyde dem anderledes, ane en fremtid deri. For variationerne og dine hænders slankhed, disse skift på splitsekunder er ikke uden virtuositet og elegance. Men nej.

Hun lagde bogen i tasken, rejste sig resolut med samme effektivitet som sit øvrige virke.
Domus Vista knejsede i horisonten og vidnede om højde, højde, højde! Din kunstarts absolutte modsætning!

Idet hun rejste sig, fik hun øje på mig. Og idet hun fik øje på mig, flashede hun kortet. Feministkortet. Det var så forventligt, at det var en ynk. Næsten sørgeligt. Jeg kunne have taget tid på det, havde jeg haft et stopur. Hun begyndte nærmest at råbe mig lige ind i fjæset, fordi jeg havde brugt ordet ”so” i et-eller-andet stykke skriveri. Jeg ransagede mit indre arkiv et øjeblik, før jeg kom i tanke om sammenhængen. Nåh, jo, jeg havde skrevet at Kirsten var en so. So! What, kan man tilføje. Hvad havde hun regnet med, jeg har fra landet, for fanden. Der er mange søer på landet, både af den ene og den anden slags, så er det vel heller ikke værre. Men det var det for H., hun forsatte med at skrige mig ind i ansigtet om - ikke blot at man ikke må kalde kvinder den slags – men også om skriftlig etikette, retstavning og jeg-skal-komme-efter-dig. Det var virkelig patetisk at høre på. Jeg tror jeg så på hende med et træt blik. Jeg samlede min taske op fra gulvet, og fandt et udtryk, der gerne skulle illudere Kjeld fra Olsenbanden, og stammede ”Ja-ja-ja, jeg skal nok!”

Og så tog jeg mit brækjern op af tasken, og smadrede systematisk alle kupeens ruder. En efter en, så frostvinden peb ind af hullerne, og med al ønskelig effektivitet blæste, alle, ALLE hendes ord væk! Det var tiltrængt. Hun var virkelig ulidelig at høre på.

1 kommentar:

  1. Skanderborg glæder sig. Det samme gør jeg!!!!!!!!!

    (hvornår læser du op i Ålborg den 9. april. Een overvejer at kigge derop ;-))

    SvarSlet