1. december: Prag

Prag kræver finjustering af perceptionen. Det er ikke nemt at omstille blikket til en by af lys og guld.
I sommeren ’96 gik jeg rundt i 30 graders varme i Doc Martens og en eller anden rædsel af en batikklud fra et gademarked og bare gloede op på husenes ornamenter, de irrede tage, statuerne, med åben mund og polypper. Der findes et billede hvor jeg ligefrem ser sådan ud. For mange indtryk til at en egentlig fintuning fandt sted.
Men Prag er også hardcore om sommeren. Den sydende heksekedel af mennesker på Karlsbroen, den østeuropæiske fastlandshede. Moldau flød langsomt og varmt. Gæssene trippede søvnigt rundt på en bred, hvor nogle piletræer bredte store flader af rødder ud på flodsengen. Solskinnet lagrede guld og lys under tagene.

Prague demands a fine-tuning of perception. It´s not easy to adjust the sight to a city of gold and light.
In the summer of ’96 I strolled around in 30 degrees centigrade in my Doc Martens and some awful tie dye rag from some street market, and just gaped at the ornaments of the houses, the corroded copper roofs, the statues, with a vacant face. There is even a photo of me, where I look like that. Too many impressions for an actual fine-tuning to occur.
However, Prague is hardcore in the summer. The Charles Bridge, seething with excitement, the mainland heat of Eastern Europe. Moldau flew lazy and warm. Some geese shuffled around sleepy on a bank, where some willow trees spread out large areas of roots on the river bed. The sunlight stored gold and light beneath the roofs

Årets julekalender skriver jeg i parløb med Morten Ranum. Hver uge, et nyt billede, et nyt sted. I denne uge er Morten i Nairobi!

This years Christmas Calender, I write in tandem with . Each week, a new picture, a new place. This week Morten is in Nairobi!

Satyricon "Satyricon" anmeldelse

Jeg fandt denne anmeldelse i arkivet. Den skulle have været sendt ind til radioprogrammet "Sort Søndag" da albummet udkom , men blev det aldrig. Men jeg synes egentlig den er okay så nu kommer den her:

Allerede når man ser coveret til Satyricons album ”Satyricon” ved man at der er noget andet på spil end der plejer at være hos den etablerede norske blackmetal frostklare stjerne. På forsiden af coveret er der et billede af en statue af en satyr i et smukt, farverigt lys. I midten af coveret er der et billede af Satyr, hvor han ser indadvendt og tænksom ud. Ja, han ligner faktisk en sød, følsom fyr. Er det mon et hint om at dette album er mere indadvendt, tænksomt og følsomt end de tidligere albums? Ja, det er det faktisk!

Albummet åbner med instrumentalnummeret ”Voice of shadows”, som er et forholdsvis langsomt (efter S-standard) nummer med en stærk anthem-agtig melodilinje og bygger op over Frosts markante trommer (nb: nummeret indeholder også dobbeltpedal, men den fungerer mere som en fjern torden) og går direkte over i den anden skæring ”Tro og kraft”, som varierer over den foregående skærings hovedriff. Og så er teksten på norsk og fabulerer over temaet om kamp, mod og sejr og diabolske tilsætningsstoffer, vikinge-lyrics, som vi kender dem fra Satyrs hånd, men når det synges på norsk får de på en eller anden måde en mere følsom feel.

3. skæring er ”Our world it rumbles tonight” og her er jeg helt oppe at ringe! Det er et Satyriconnummer præcis som jeg elsker det. Der er fuld smadder på indledningen med dobbeltpedal og et drevent guitarriff. Versene bygger op til et fuldstændig fantastisk omkvæd med melodiske guitarflader og et smukt baggrundskor, uden at nummeret på nogen måde taber intensiteten. Det er muligvis albummets stærkeste skæring og ligger efter min mening fuldstændig i tråd med mesterværket ”Now, diabolical” fra 2006. Her forener Satyr den følsomhed, som indpakningen lægger op til med den rene, ubesmittede satyriske power, som enhver der elsker det norske blackmetalband, må overgive sig til.

Nocturnal flare er den 4. Skæring, og nummeret indleder med samme kraft og Satyricon-knowhow som det foregående nummer, men det taber desværre en smule tempo i omkvædet, og det ødelægger desværre det samlede indtryk. Men versets skæve guitarlinje, som laver en ”djævelens akkord” mod vokalen er pisse lækkert. Når det er sagt, så viser Satyr også i denne skæring at han vover at sætte tempoet lidt ned og endnu engang afsløre den følsomme side.

5. skæring er ”Phoenix” og her sker der noget, som er helt usædvanligt. Det er en ballade, og ikke nok med det: Vokalen leveres af Madrugadas Sivert Høyem, ligesom lyrikken. Da jeg hørte nummeret første gang, blev jeg fuldstlndig blæst væk. ”Hva faen, det er jo en ballade!” Og nummeret blev ved og ved med at vokse for mig, efterrhånden som jeg kørte det på repeat på fuld volumen. Det er et utrolig modigt træk at overlade pladsen til en anden og helt anderledes vokal, og for det mod har jeg næsten lyst til at smide samtlige metalspader efter albummet. Det er et storladent nummer med masser af plads til pragtfulde riffs og smukt baggrundskor. Der er fremdrift og energi gennem hele nummeret med Frosts tordenpedal i baggrunden og Høyems inderlige vokal gør det til et fuldgyldigt romantisk nummer, sådan et man tænder lighteren til , hvis det bliver spillet live (hvilket det desværre ikke gjorde ved koncerten i Amager Bio.)

Jeg giver albummet 5 ud af 6 diabolske metalspader. Når det ikke er helt oppe at ringe på de 6 er det fordi albummet som helhed taber lidt tempo ind imellem, (især I slutningen, hvor der går lidt for meget nuttet nordisk lir i ”Natt” med den med en hviskende kvindevokal) i modsætning til ”Now, diabolical” som for mig står som et satyrisk højdepunkt. Men jeg tager min metalhat så meget af for at Satyr træder nye stier og går ind i ukendt land – i skæringen ”Necrohaven” lægger han endda arm med en rockabilly'sk æstetik.

Satyricon er i endnu stigende grad et af de absolut mest forrygende blackmetalbands på hele scenen efter undertegnedes mening. Hvis man er ny i genren er det ikke så ringe et sted at begynde, fordi der netop er nogle så velkommende elementer for nye lyttere som ”Phoenix.”

Horn til Satyr og norsk black metal!

Grænser - ugekursus på Jaruplund Højskole

Jeg vendte i lørdags hjem fra ugekurset ”Grænser”, som var arrangeret af Dansk Forfatterforening i samarbejde med Flensburg Avis. Med hovedet fyldt med nye indtryk og en fornemmelse af, at Danmark er blevet større og mere nuanceret. Kurset var for både forfattere, oversættere og illlustratorer og var en solid indføring i Sydslesvigsk kultur, litteratur, tospogetheds-/grænselandsproblematikker og tusinder af års historie. Vi mødte elevambassadører fra Duborgskolen i Flensburg, som har til formål at rejse rundt i landet og fortælle om Det Danske Mindretal i Sydslesvig. De lærte os det vidunderlige ord ”rodhistorie,” som er den personlige fortælling om deres eget tilhørsforhold til hhv. Danmark og Tyskland – deres rødder.

Vi var til utallige foredrag, bl.a. på generalkonsulatet i Flensburg, vi så Egon Clausen blive kastet for de slesvigske løver ved sit både morsomme og polemiske foredrag på Det Danske Centralbibliotek. Vi var på byvandringer, så på kunst – herunder Istedløven, eller ”Istedmissen”, som Egon Clausen så kækt har kaldt den.

Vi spiste tysk mad som vor Oma lavede den, drak Flensburgpilsenere (spitzenklasse!), og som en ekstra bonus oplevede jeg det flensburgske natteliv i DIY punkklubben Haftermarkt, hvor jeg så det svenske band Night Viper og danske Demon Head. Her talte vi 4 sprog: Dansk, tysk, engelsk og svensk!

Min kollega Henrik og jeg tog på frækkeste vis nogle afstikkere fra kurset ud og så på lokalområdet – bl.a. monumneterne over de faldne i 1864, Marineskolen Mörwig og vandslottet Glücksburg. Historiens vingesus var overalt til stede. Uschi Tech blev interviewet til Flensburg Avis. Og endelig kulminerede i kurset i produktion af enten en tekst eller en illustration til et særtillæg til Flensburg Avis.

Jeg efterrbearbejder stadig det umådelige væld oplevelser; jeg har nærmest haft jetlag siden i lørdags. Tænk at der er så meget ukendt kultur, lige i ens egen baghave, 3 en halv times kørsel fra København. Jeg vil på det stærkeste anbefale en tur til området, og selv vender jeg tilbage snart, først i anledning af det Flensburgske julemarked, og siden til et forfatterkursus, som efter al sandsynlighed vil blive oprettet til foråret i samarbejde med nogle fantastiske kulturressourcepersoner.

Jeg er taknemmelig for at jeg kom med på kurset og glæder mig til alle de nye veje, det åbner!

Guaranteed to break the ice...

Sidste år lukkede  den lille boghandel på Nørrebrogade, og i den forbindelse afholdt den et lukningsudsalg, hvor man kunne gøre sig et fedt bogkup. Jeg var så heldig at erhverve mig Anton La Vays ”Satans Bibel” for 25 kroner, og jeg glædede mig til at læse den. Både fordi jeg som 10-årig var forelsket i Anton La Veys hemmelighedsfulde blik og sorte skæg, og fordi han simpelthen skriver i et sublimt og formfuldendt sprog.

Jeg havde derfor taget bogen med for at læse den i bussen, da jeg kørte ind til en julefrokost. Bogen har et flot, grafisk cover med La Veys ansigt i sort og rødt, og da jeg mødte en af mine venner, der var klædt ligeledes – i distingveret sort og rødt - holdt jeg bogen op af hans skjorte og vest, og sagde, at han grafisk og farvemæssigt præcis matchede til forsiden.

I samme øjeblik styrtede damen, der stod ved siden af ind i samtalen, pegede på bogen og sagde:

”Det er ikke godt, det der! Jeg er præst og feminist!!”

”Jeg synes det er helt vildt godt,” sagde jeg og kunne ikke lade være med at grine smørret over hendes forfærdede reaktion.

Og så kom bonusbemærkningen fra en anden fyr: ”Jamen, hvorfor det Lenin, der er på forsiden?”

Og således var der hul på festen med et væld af materiale at samtale om. Satan – guaranteed to break the ice at parties!

Vedr. Abolis udvisning og død

Jeg brød simpelthen ud i spontangråd, da jeg så dette klip. Tanken om hvis det var nogle af de flygtninge, som jeg har lært at kende på det seneste, var simpelthen for meget. Jeg har  ikke kunnet holde op med at græde med jævne mellemrum hele dagen.

Det er børn, der udvises til tortur, sexslaveri og død. Politikerne stikker hovedet i busken. De gør bare deres arbejde, siger de sikkert bekræftende til hinanden inde på borgen. Mens de flæber offentligt over billedet af den døde dreng i vandkanten. Nazisterne i koncentrationslejrene gjorde også bare deres arbejde. Tillykke, DK. Nu bryder du for alvor menneskerettighederne, så nu kan også du pynte dig med titlen ”bananrepublik.”

Sonet 1

Åen er opsvulmet af den tunge regn

majsens raslende blade i vinden og

silhuetterne af fordums rønnehegn:

fantomer over markens sår fra bondens plov

Fuck! Jeg tæller flaskerne i køkkenet

troede jeg endnu at jeg var fri for dét?

men alkoholikeren er sin egen lykkes smed

som edderkoppen spinder blidt sin lykkes net

de ækle hvide dræbersnegler glider

åens vand står højt og sivet blinker sølv

hvorfor vil jeg tælle, hvorfor gider

jeg at tælle hans forpulet tomme øl

skyerne over horisonten er stumme

endnu engang er jeg den lille dumme

Det uhøstede korn hænger med hovedet

tungt og gennemblødt af regnens mængde

fra skorstenen dér siver løbesoden

mens katten har på tæppet ømt sig slænget

den brændte rod af mørket vrider kul

en tordensky er flosset om sin nimbus

og løftet om ædruelighed klinger hult

og hvad forvented’ jeg fra dette sorte hus?

Træers linjer ligner drager halvt i skygge

eller rovdyr som før spring sig kækt mod jorden trykker

deres kroppe mens de kraften sig opbygger

men i mørket er blot alle skygger skygger!

Seljerønnens brændte rødder vrider kullet

ud af mørket i landskabets skjulte skønhed

hvor jeg elsker denne lerjord under sålerne

og spøgelserne af de fældede rønne

en pludselig hund i aftnen la’r sin tuden høre

musvågen stiger lydløst op fra sivet

lad den som haver øre høre det her shit:

Jesus er sandheden, vejen og livet

Jeg forsøgte før at tælle flaskerne i skuret

men de var borte som ved trylleslag

mit ansigt sidder fast i disse mure

og gør til den allersidste dag

sivet blinker sølv mens jeg går ned til åen

hvor mørket endnu kun er i sin vorden

Yoga II: Yogafestival

Da jeg ankom til yogafestivalen, konstaterede jeg som det første, at man kunne få masser af friskpresset juice. Den havde jeg set komme. Men man kunne også få pøller hos den økologiske pølsemand. Meget positivt. Man kunne købe masser af yogatøj, smykker med krystaller og vedhæng med buddha-hoveder og OM-tegn. Og tilmelde sig yogaretreats. Jeg er ret ligeglad med retreats, buddavedhæng og jeg er endnu mere ligeglad med OM-tegn, men jeg fik en glimrende empanada med artiskok og pinjekerner, og der var meget af yogatøjet, der var superlækkert og progressivt hvad angår design indenfor økologiske tekstiler Fx. Moonchild). Men desværre over budgetgrænsen pt.

Jeg deltog i en workshop, som jeg havde forestillet mig var interessant. Den hed ”yoga.write.now”, og lærerinden havde i programmet præsenteret sig som ”a yogi who writes”, så jeg havde forestillet mig at der ville være en del skrivning involveret. Men vi kom kun til at skrive et enkelt statement på en enkelt lap papir, hvad vi følte inderst inde, og som vi skulle holde til vort hjerte og give til den person, vi netop havde set dybt i øjnene. Jeg gik all in og deltog med åbenhed, men  jeg bliver træt…åh, så træt…i hovedet af at se et gyldent-indrammet billede af en guru om lærerindens hals. Hun var sød, hun var fresh og alt muligt, men gurubilleder får det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. Jeg er sikker på, at det giver hende stor glæde indenfor det felt, hvor hun opererer, men det klinger helt forkert hos mig og får mig bare til at tage afstand fra situationen.

Efter workshoppen var færdig var der plads til spørgsmål og kommentarer. En kvinde spurgte: ”Er teorien bag det her, at man ved hjælp af hofteåbnere, åbner det andet chakra og dermed sætter en udrensning i gang?” Læreren tøvede et øjeblik, og svarede: ”Joh…det kan vi godt sige.”

”Men det kan altså også være noget andet?!” spurgte kvinden, og der var nærmest desperation i hendes stemme. Det gjorde lidt ondt at være vidne til at den åbenhed, som var workshoppen grundpræmis skulle presses ind i en meget smal, spirituel form for at kunne fungere for hende. Det gav lidt triste minder om de frelste, hysteriske elementer, som jeg har observeret i såkaldt spirituelle miljøer gennem tiden – og som er årsagen til at jeg har forladt dem og gået over til selvstudier.

Efter workshoppen tullede jeg lidt mere rundt, drak en kop te, spiste to empanadas mere, de var virkelig gode. Kiggede på noget helsekost, på noget mere yogatøj, på yogatøj, jeg havde set før, og på nogle af de smykker, jeg så før og ikke gad se på i første omgang. Og konkluderede at jeg havde været rundt på hele området, og ikke var i humør til flere workshops. Det ville nok være sjovere, hvis man havde nogen at gå rundt sammen med, men alligevel.

Bottom line:  Det er ikke for mig – men det er fint for dem, der synes det er fint. Endelig er der det forudsigelige aspekt, at det ikke er yogaen, der er problemet , det er alt gøglet udenom - det, der slår plat på yogaen. De billige buddhasmykker, t-shirts med budskaber som: ”Be the love. Be here now. Namasté!”

I stedet brugte jeg resten af søndagen til at koordinere indsamling af tøj til flygtningene på Lesbos. (Det blev til to helt fyldte læs i bilen, og det er en anden og vigtigere historie, som jeg vil vende tilbage til senere!)