fredag den 27. november 2015

Satyricon "Satyricon" anmeldelse

Jeg fandt denne anmeldelse i arkivet. Den skulle have været sendt ind til radioprogrammet "Sort Søndag" da albummet udkom , men blev det aldrig. Men jeg synes egentlig den er okay så nu kommer den her:

Allerede når man ser coveret til Satyricons album ”Satyricon” ved man at der er noget andet på spil end der plejer at være hos den etablerede norske blackmetal frostklare stjerne. På forsiden af coveret er der et billede af en statue af en satyr i et smukt, farverigt lys. I midten af coveret er der et billede af Satyr, hvor han ser indadvendt og tænksom ud. Ja, han ligner faktisk en sød, følsom fyr. Er det mon et hint om at dette album er mere indadvendt, tænksomt og følsomt end de tidligere albums? Ja, det er det faktisk!




Albummet åbner med instrumentalnummeret ”Voice of shadows”, som er et forholdsvis langsomt (efter S-standard) nummer med en stærk anthem-agtig melodilinje og bygger op over Frosts markante trommer (nb: nummeret indeholder også dobbeltpedal, men den fungerer mere som en fjern torden) og går direkte over i den anden skæring ”Tro og kraft”, som varierer over den foregående skærings hovedriff. Og så er teksten på norsk og fabulerer over temaet om kamp, mod og sejr og diabolske tilsætningsstoffer, vikinge-lyrics, som vi kender dem fra Satyrs hånd, men når det synges på norsk får de på en eller anden måde en mere følsom feel.



3. skæring er ”Our world it rumbles tonight” og her er jeg helt oppe at ringe! Det er et Satyriconnummer præcis som jeg elsker det. Der er fuld smadder på indledningen med dobbeltpedal og et drevent guitarriff. Versene bygger op til et fuldstændig fantastisk omkvæd med melodiske guitarflader og et smukt baggrundskor, uden at nummeret på nogen måde taber intensiteten. Det er muligvis albummets stærkeste skæring og ligger efter min mening fuldstændig i tråd med mesterværket ”Now, diabolical” fra 2006. Her forener Satyr den følsomhed, som indpakningen lægger op til med den rene, ubesmittede satyriske power, som enhver der elsker det norske blackmetalband, må overgive sig til.



Nocturnal flare er den 4. Skæring, og nummeret indleder med samme kraft og Satyricon-knowhow som det foregående nummer, men det taber desværre en smule tempo i omkvædet, og det ødelægger desværre det samlede indtryk. Men versets skæve guitarlinje, som laver en ”djævelens akkord” mod vokalen er pisse lækkert. Når det er sagt, så viser Satyr også i denne skæring at han vover at sætte tempoet lidt ned og endnu engang afsløre den følsomme side.



5. skæring er ”Phoenix” og her sker der noget, som er helt usædvanligt. Det er en ballade, og ikke nok med det: Vokalen leveres af Madrugadas Sivert Høyem, ligesom lyrikken. Da jeg hørte nummeret første gang, blev jeg fuldstlndig blæst væk. ”Hva faen, det er jo en ballade!” Og nummeret blev ved og ved med at vokse for mig, efterrhånden som jeg kørte det på repeat på fuld volumen. Det er et utrolig modigt træk at overlade pladsen til en anden og helt anderledes vokal, og for det mod har jeg næsten lyst til at smide samtlige metalspader efter albummet. Det er et storladent nummer med masser af plads til pragtfulde riffs og smukt baggrundskor. Der er fremdrift og energi gennem hele nummeret med Frosts tordenpedal i baggrunden og Høyems inderlige vokal gør det til et fuldgyldigt romantisk nummer, sådan et man tænder lighteren til , hvis det bliver spillet live (hvilket det desværre ikke gjorde ved koncerten i Amager Bio.)





Jeg giver albummet 5 ud af 6 diabolske metalspader. Når det ikke er helt oppe at ringe på de 6 er det fordi albummet som helhed taber lidt tempo ind imellem, (især I slutningen, hvor der går lidt for meget nuttet nordisk lir i ”Natt” med den med en hviskende kvindevokal) i modsætning til ”Now, diabolical” som for mig står som et satyrisk højdepunkt. Men jeg tager min metalhat så meget af for at Satyr træder nye stier og går ind i ukendt land – i skæringen ”Necrohaven” lægger han endda arm med en rockabilly'sk æstetik.



Satyricon er i endnu stigende grad et af de absolut mest forrygende blackmetalbands på hele scenen efter undertegnedes mening. Hvis man er ny i genren er det ikke så ringe et sted at begynde, fordi der netop er nogle så velkommende elementer for nye lyttere som ”Phoenix.”

Horn til Satyr og norsk black metal!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar