MANIFEST FOR HVORFOR DET ER OKAY FOR VOKSNE AT HAVE USYNLIGE VENNER

Slog op i billedgoogle og fandt der her billede:

Og sådan har musen været opfattet igennem århundreder. En anden opfattelse af muse-begrebet har kun været muligt i løbet af det sidste århundrede, i særdeleshed efter ungdomsoprøret, hvor den kvindelige kunstner i al almindelighed har fået en anden status end hidtil i det store, samfundsmæssige kulturbillede.

Jeg har arbejdet med musebegrebet her i løbet af sommeren, og bestemte mig til at give det et andet navn for at støve det lidt af, befri det for det oldævl, som det gennem århundreder har været behæftet med, og jeg har valgt at give mine muser navnet ”usynlige venner.”

Når man er barn er det ok at have usynlige venner, men hvis man er voksen, så kan det godt lede til en potentiel diagnose. I shamanist-termer, som jeg tidligere har arbejdet med, kalder man det ”ånder.” I en mere psykodynamisk, jungiansk version, ville man måske kalde den tilstand, som man kommer i, i samarbejde med en usynlig ven, for inspiration.

Det er i høj grad musikere og forfattere, som jeg bliver inspireret af, så nogen af dem har jeg inkluderet i et af mine seneste skriverier, som jeg har kaldt ”Third Eye Candy.”

For det de er for mig. Noget smukt og dejligt og lækkert. De nærer min sjæl. De gør mig glad. De vækker en tiger og noget i mig. Og sådan tror jeg de fleste har det, lige meget hvad de vælger at kalde det.

De usynlige venner taler til en på en måde, som synlige venner også nogen gange gør, men de gør også noget andet. Noget subtilt. De rører en i ens hjerte. Til tider mens man mindst venter det. De giver håb. De tilfører fylde, hvor der var tomhed.

Så her er et manifest for bevægelsen for at det er ok for voksne at have usynlige venner:

·      Hvis der er nogen der taler til dig uden at du kan se dem, så er du ikke skør, du har bare ører at høre med.

·      Det samme hvis du ser nogen, som andre ikke kan se.

·      Hvis det gør dig glad eller får dig til at gøre noget godt, så er det nok fordi det er en usynlig ven og ikke en usynlig fjende.

·      Hvis du er ensom, men har en usynlig ven, så er det bare fedt.

·      Hvis du ikke er ensom, men alligevel har usynlige venner, så er det også fedt.

·      Kald det spirituelt eller psykodynamisk, who cares. Hvis du har en usynlig ven, så tal til den.

·      Det samme hvis den taler til dig. Brug den undskyldning du har ved hånden. Alle veje fører til Rom eller hvor det nu er du gerne vil hen.

·      Sæt eventuelt en plakat op med din usynlige ven. Du kan måske finde den på Verdensvævet.

·      Giv din usynlige ven et navn.

·      Lad din usynlige ven give dig et. Den elsker dig.

PORTRÆT AF KUNSTNEREN SOM KONTORMUS

Selvfølgelig er Axapta og Navision lige mig

og du fatter ikke hvor hård jeg er til Excel

fra mit vindue på kontoret kan jeg se

en mur med kedelig grafitti

de drenge har for meget fritid

tænker jeg og ser igen på mit regneark

jeg er god til mit arbejde

databaserne synger gennem deres

rødder jeg er blevet virkelig god til

at lave de relationer som er databasenes

dybeste sammenhæng der er

ikke neonlys og kantinen har omlagt

til økologi uden at prisen er blevet

synderligt højere, tænk engang

hvad en god ernæringsassistent kan gøre

for en hel arbejdsplads jeg er

glad for at jeg har muligheden for at vælge

mellem  kontorstol og siddebold det

styrker muskulaturen i korsettet og

jeg skal til pilates bagefter jeg har råd

til min egen bil nu og jeg mener det

jeg har intet ondt at sige om det

det er et udmærket valg at træffe så længe

den økonomiske krise er u-overstået og

fornuften synes at burde få det sidste ord

for en gangs skyld men

hvis min skæbne er at være

en lille fisk så lad mig være

multen der indeholder

et euforiserende stof og så

kan Josefinerne

være de inflaterede hvaler de nu engang er

og litteraturpriserne kan sætte sig fast i deres

barder thi jeg er ikke

en af de mindst ringe og jeg kan kontonumrene

for handel- og servicevirksomheder udenad

og fra mit vindue ser jeg drengene tagge muren

og jeg kan se hvad der står, der står:

The rest is fucking silence!

22:14

16:31

Der løber en strøm af ild gennem min hjernes rum

Det generer mig så længe jeg har husket

16:57

Mirakler har ikke noget hjemsted. De er bare et andet ord for det sted vi har sammen

Det er ikke noget sted men noget vi har sammen fordi du selv er et mirakel

17:23

Mølkugler lyder af noget når det slår mod min erindrings  vægge

Og så videre. Sådan er det. Jeg ville ønske jeg kunne se det som de gerne vil udstille af værdi. Du er bare misundelig siger englen på min skulder.

Måske. Siger djævelen. Måske er du bare misundelig. På hvad, spørger jeg. Deres succes, selvfølgelig. Måske.

Måske er det bare en leg, vi leger, en leg, som vi  gør større og kalder noget andet: En performance, et kunstværk. Jo, på den måde har det sin plads. Som vi alle har det. Vi er vigtige, vi kunstnere. Alle som en. Den ene vigtigere end den anden. Gud, hvor vigtige. Jeg ville ønske, jeg kunne vise dem, hvor vigtige de er. 

Gå med Gud, for Satan!

ABER

Du er misundelig fordi jeg både har en engel og en djævel på mine skuldre. En af hver på hver. Du har kun engle. Men vi har alle sammen aber på ryggen. Mig og dig, en mandril, en edderkopabe, en gorilla. En ækel chimpanse, en bavian, en … jeg mangler en ekstensiv abeterminologi. Jeg kan ikke lide dem. De er uhyggelige. De har hænder. Havde Homo Erectus også en på sin ryg, eller kom alle de aber kravlende ind med bevidstheden?

STØVREGN

Lyden af støvregn og blade, der rådner i fortovskanten: I støvregnen fremstår landskabet ikke i farver, kun i nuancer. Byen er næsten smukkere end i den højeste sommer, hvor alt fremstår i et glansbillede mellem rød hud og ispinde og fadbamser. I støvregn kan man gå alene langs havnen og i gaderne uden at latteren runger mellem murene. Hvor støvregnen dæmper lydene og det grå-i-grå bliver et grid som lægger sig over alting, og som alting kan opmåles gennem: Her er jeg. Her er du. Så og så langt er der imellem os. Hvis vi kommer tæt nok på til at røre hinanden med hænder våde af støvregn, vil det blot lede elektriciteten.

Ved Vejlerne står en mand i gummistøvler og anorak, han har løftet sin kikkert mod horisonten. Jeg tror ikke, han kan forvente at se en fugl. Kun gråt. Jeg tror det er en undskyldning for at stå i halvmørket og mærke støvregnen mod huden. Som mig, der er stået ud af bilen og ryger en cigaret, som jeg beskytter mod væden ved at holde den i indersiden af hånden. En undskyldning.

Giraffen

Giraffens hals er lang fordi dens hjerte er stort, nej, omvendt. Dens hjerte er stort, fordi det skal pumpe blod op i den lange, lange hals. Eller fordi den har de smukkeste øjne i hele dyreriget. Hvis man er høj nok til at kunne se giraffen i øjnene så kan man se de mest vidunderlige brune øje omkranset af lange, buede vipper. Så smelter man. 

Giraffen har pletter for at falde i med puslespillet af lys og skygge under savannens træer. Hyænerne ser den ikke. Løverne ser den ikke. Ikke når den står under akacietræet. Og jeg siger dig – hvis de kunne nå højt nok op til at kunne se, hvor smukke dens øjne er, så ville de aldrig angribe den for at spise den. Så ville de blive forelskede i stedet. Og forelskede dyr får aldrig mad!