2. december

Næsten hver nat drømmer jeg, at jeg er tilbage på gymnasiet, og jeg er bagud. Rigtig bagud. På en måde, så lærerne i engelsk og matematik har opgivet mig, og jeg har ikke vist mig i deres timer. Alt er total stress. Jeg har vildt dårlig samvittighed, og jeg er bange for at jeg har ruineret min fremtid. I få øjeblikke overvejer jeg at tage de fag jeg mangler over de næste år, men så går det op for mig, at jeg på den måde kommer til at blive evighedsstudent på gymnasiet. Og dét er pinligt!
I nat tog drømmen en ny drejning. Jeg var i gang med min 3.-årsopgave i engelsk, og den skulle have form af et skuespil. Så for at gøre noget ekstra ud af det og dermed imponere min engelsklærer, gik jeg i gang med at tegne ansigtet af hver karakter i stykket. En klassekammerat så mine tegninger, og spurgte hvad det var, og jeg fortalte ham det. og så begyndte han venligt, og som om det var lidt synd for mig, at fortælle mig, at jeg havde misforstået opgaven totalt.
Jeg kunne bare ikke gøre noget rigtigt, lige meget hvor meget jeg prøvede. Jeg var altid bagud. Altid forkert på den. Altid faret vild. Kunne aldrig finde klasselokalerne. Altid opgivende. For evigt taber, for evigt evighedsstudent.
En anden version af drømmen har gymnasiefesten som tema. Festen, som jeg altid kommer for sent til, eller har forkert tøj på. I én version blev jeg drug-raped af en gammel kæreste og vågnede op i Helsingør – om søndagen, så jeg på den måde var gået glip af den supervigtige fest. Det pissede mig virkelig af.
Det får mig nogen gange til at vågne op med sved over hele kroppen. Hvorfor drømmer jeg aldrig om ponyer, der løber rundt på en grøn eng med regnbuer over det hele. Jeg ved ikke, hvorfor jeg dedikerer mine 23 linjer til de her åndssvage drømme. Det bliver bedre i morgen, I promise!