10. december. Sverige

For et par år siden blev en grib observeret ved Kalmar. Måske havde den fourageret over Stora Alvaret, den tørre kalksstenssteppe på Öland, der mindede den om ørkenen. Måske kunne den lugte noget andet.

A couple of years ago, a vulture was seen by Kalmar. Perhaps it had foraged above Stora Alvaret, the dry lime stone plain on Öland that reminded it of the desert. Perhaps it could smell something else.

Morten Ranum fortæller historier fra der hvor han er lokal, langt langt væk fra DK.

Morten Ranum tells stories from where he is a local, far far away from DK.

9. december. Sverige

Sverige, Sverige. Jeg føler mig altid mere fri, når jeg er kommet over broen. Når jeg kan se konturerne af højlandet i horisonten, når jorden bliver fyldt med store klipper og løvskoven afløses af granskov. Søerne er dybe og fyldt med ”näcken”, der vil drukne enhver politiker, der måtte komme i nærheden. Ravnene vil hakke deres øjne ud. Danmark er blevet en skændsel.På den anden side af broen kan jeg glemme mit lorteland for en tid.

Sweden, Sweden. I always feel more free, when I have crossed the bridge. When I can see the contours of the highland in the horizon, when the land is filled with cliffs and the hardwood trees are replaced by pines. The lakes are deep and filled with ”näcken”, that will drown every politician that comes near. The ravens will peck out their eyes. Denmark has become a disgrace. ON the other side of the bridge
I can forget my country of shit for a while.

7. december. Sverige.

Skogen är trygg och säker, i skogen tillåtas man att vara lycklig. I skogen är inte politiker. Skogen är min vän. I skogen är varje dag en vacker dag att dö.

The forest feels safe and secure. In the forest, happiness is allowed. In the forest there are no politicians. In the forest each day is a beautiful day to die.

I this month of December, Morten Ranum and I present a Christmas Calender. We write about different places in the world that are close to own hearts. This week, Morten is in Kazo, and I´m in Sweden.

6. december. Anden søndag i advent, sidste dag i Prag

Jeg har aldrig set Prag smukkere end i vinteren 2010-11. Der var 20 graders gnistrende frost, og floden dampede, fordi vandet var varmere end luften. Byens lys var som guld. Alt var hvid, sort og gyldent. Slottet på bjerget lignede Elfenbenstårnet i Den Uendelige Historie. Men det var også et virkeligt eventyr!

I’ve never seen Prague more beautiful than in the winter of 2010-11. There were minus 20 degrees centigrade of sparkling frost, and the river steemed, because the water was warmer than the air. The light s of the city were golden. Everything was white, black and gold. The castle on the mountain looked like the Ivory Tower in The Never Ending Story. And it was, indeed, a fairy tale!

5. december: Prag

Vinter. Statuerne på broen er natsorte mod sneen. Absinthen lyser grønt som et taxaskilt. Det opsparede lys under de irrede tage er kommet frem nu og blinker som dioder og skaber det blinkende, lysende net, som udgør den gyldne stad.

Winter. The statues on the bridge are pitch black against the snow. The absinthe shines green as a taxi sign. The accumulated light beneath the corroded roofs has come forth and twinkles like diodes and creathe the spakling, bright grid that the golden city consists of.

Morten er stadig i Nairobi, jeg i Prag, og i morgen er det 2. søndag i advendt og så tager vi et nyt sted hen!

3. december. Prag

Heeeey, que pasa, råbte T. ind i intercom'en i metroen. Jeg var flad af grin fordi hun talte spansk til en tjekkisk intercom. Vi var fulde og jeg ved ikke hvordan vi endte til det rave. Jeg kan ikke huske om vi havde fundet det forinden eller om det bare dukkede op. Måske var vi bare on a roll. Det var inde i en slags hal. Jeg havde købt en bluse i blå og orange spandex og følte mig som Superwoman. Vi røg en joint med en skægget fyr, der var lidt lækker. Jeg tror jeg var så kæk at jeg bare havde undladt at tage krykkerne med. Det betalte jeg for bagefter. 

Heeeey, que pasa, T. shouted into the intercom down in the metro. I thought it was so funny that she spoke Spanish to a Czech intercom system.. We were tipsy and I have no idea how we got to that rave. I don't know if we'd found it prior to the city trip og if it just turned up. Maybe we were on a roll. The rave was inside a kind of hall. I had bought a blouse in blue and orange spandex and felt like Super Woman. We smoked a joint with a bearded guy, he was kinda hot. I think I was so bold that I had just left my crutches at home. I payed for that afterwards.

2. december: Prag

I bussen på vej til prag havde mig og Samba joket med, at lilletæer snart ville blive evolutionært rudimentære. Det skulle jeg aldrig have gjort. På hotelværelset, i halvmørket, kravlede jeg over en seng, så min venstre lilletå hang fast I sengerammen. Det gjorde pisse ondt. Dagen efter tog jeg på skadestuen, fordi jeg ikke kunne gå på foden. Sygeplejeskerne talte kun tjekkisk, så vi kunne ikke kommunikere. De kom derfor til at tage et forkert røntgenbillede af foden. Overlægen talte heldigvis engelsk. Han kunne godt lide København. Tåen var brækket. Jeg fik et par gammeldags krykker, sådan nogle, som man støtter på helt oppe i armhulerne. Jeg humpede rundt i Prags gader på et par alt for store oldschool krykker i en uge. Det så fjollet ud.

In the bus on the way to Prague, me and Samba joked about the pinky toes becoming evolutionary rudimentary. I should never have done that. In the hotel room, in the half light, I crawled across a bed, and my pinky toe got stuck in the bed frame. It hurt like shit. The next day I went to the emergency room, because I couldt walk on that foot. The nurses only spoke czech, so we couldn't communicate. They accidentally took an x-ray of the wrong place on the foot. The consultant doctor luckily spoke English. He digged Copenhagen. The toe was fractured. I got an old-fashioned pair of crutches, the kind that supports you in your arm pits. I limped around the streets of Prague in a pair of way too big old-school crutches for a week. It looked kinda silly.