7. december. Sverige.

Skogen är trygg och säker, i skogen tillåtas man att vara lycklig. I skogen är inte politiker. Skogen är min vän. I skogen är varje dag en vacker dag att dö.

The forest feels safe and secure. In the forest, happiness is allowed. In the forest there are no politicians. In the forest each day is a beautiful day to die.

I this month of December, Morten Ranum and I present a Christmas Calender. We write about different places in the world that are close to own hearts. This week, Morten is in Kazo, and I´m in Sweden.

6. december. Anden søndag i advent, sidste dag i Prag

Jeg har aldrig set Prag smukkere end i vinteren 2010-11. Der var 20 graders gnistrende frost, og floden dampede, fordi vandet var varmere end luften. Byens lys var som guld. Alt var hvid, sort og gyldent. Slottet på bjerget lignede Elfenbenstårnet i Den Uendelige Historie. Men det var også et virkeligt eventyr!

I’ve never seen Prague more beautiful than in the winter of 2010-11. There were minus 20 degrees centigrade of sparkling frost, and the river steemed, because the water was warmer than the air. The light s of the city were golden. Everything was white, black and gold. The castle on the mountain looked like the Ivory Tower in The Never Ending Story. And it was, indeed, a fairy tale!

5. december: Prag

Vinter. Statuerne på broen er natsorte mod sneen. Absinthen lyser grønt som et taxaskilt. Det opsparede lys under de irrede tage er kommet frem nu og blinker som dioder og skaber det blinkende, lysende net, som udgør den gyldne stad.

Winter. The statues on the bridge are pitch black against the snow. The absinthe shines green as a taxi sign. The accumulated light beneath the corroded roofs has come forth and twinkles like diodes and creathe the spakling, bright grid that the golden city consists of.

Morten er stadig i Nairobi, jeg i Prag, og i morgen er det 2. søndag i advendt og så tager vi et nyt sted hen!

3. december. Prag

Heeeey, que pasa, råbte T. ind i intercom'en i metroen. Jeg var flad af grin fordi hun talte spansk til en tjekkisk intercom. Vi var fulde og jeg ved ikke hvordan vi endte til det rave. Jeg kan ikke huske om vi havde fundet det forinden eller om det bare dukkede op. Måske var vi bare on a roll. Det var inde i en slags hal. Jeg havde købt en bluse i blå og orange spandex og følte mig som Superwoman. Vi røg en joint med en skægget fyr, der var lidt lækker. Jeg tror jeg var så kæk at jeg bare havde undladt at tage krykkerne med. Det betalte jeg for bagefter. 

Heeeey, que pasa, T. shouted into the intercom down in the metro. I thought it was so funny that she spoke Spanish to a Czech intercom system.. We were tipsy and I have no idea how we got to that rave. I don't know if we'd found it prior to the city trip og if it just turned up. Maybe we were on a roll. The rave was inside a kind of hall. I had bought a blouse in blue and orange spandex and felt like Super Woman. We smoked a joint with a bearded guy, he was kinda hot. I think I was so bold that I had just left my crutches at home. I payed for that afterwards.

2. december: Prag

I bussen på vej til prag havde mig og Samba joket med, at lilletæer snart ville blive evolutionært rudimentære. Det skulle jeg aldrig have gjort. På hotelværelset, i halvmørket, kravlede jeg over en seng, så min venstre lilletå hang fast I sengerammen. Det gjorde pisse ondt. Dagen efter tog jeg på skadestuen, fordi jeg ikke kunne gå på foden. Sygeplejeskerne talte kun tjekkisk, så vi kunne ikke kommunikere. De kom derfor til at tage et forkert røntgenbillede af foden. Overlægen talte heldigvis engelsk. Han kunne godt lide København. Tåen var brækket. Jeg fik et par gammeldags krykker, sådan nogle, som man støtter på helt oppe i armhulerne. Jeg humpede rundt i Prags gader på et par alt for store oldschool krykker i en uge. Det så fjollet ud.

In the bus on the way to Prague, me and Samba joked about the pinky toes becoming evolutionary rudimentary. I should never have done that. In the hotel room, in the half light, I crawled across a bed, and my pinky toe got stuck in the bed frame. It hurt like shit. The next day I went to the emergency room, because I couldt walk on that foot. The nurses only spoke czech, so we couldn't communicate. They accidentally took an x-ray of the wrong place on the foot. The consultant doctor luckily spoke English. He digged Copenhagen. The toe was fractured. I got an old-fashioned pair of crutches, the kind that supports you in your arm pits. I limped around the streets of Prague in a pair of way too big old-school crutches for a week. It looked kinda silly.

1. december: Prag

Prag kræver finjustering af perceptionen. Det er ikke nemt at omstille blikket til en by af lys og guld.
I sommeren ’96 gik jeg rundt i 30 graders varme i Doc Martens og en eller anden rædsel af en batikklud fra et gademarked og bare gloede op på husenes ornamenter, de irrede tage, statuerne, med åben mund og polypper. Der findes et billede hvor jeg ligefrem ser sådan ud. For mange indtryk til at en egentlig fintuning fandt sted.
Men Prag er også hardcore om sommeren. Den sydende heksekedel af mennesker på Karlsbroen, den østeuropæiske fastlandshede. Moldau flød langsomt og varmt. Gæssene trippede søvnigt rundt på en bred, hvor nogle piletræer bredte store flader af rødder ud på flodsengen. Solskinnet lagrede guld og lys under tagene.

Prague demands a fine-tuning of perception. It´s not easy to adjust the sight to a city of gold and light.
In the summer of ’96 I strolled around in 30 degrees centigrade in my Doc Martens and some awful tie dye rag from some street market, and just gaped at the ornaments of the houses, the corroded copper roofs, the statues, with a vacant face. There is even a photo of me, where I look like that. Too many impressions for an actual fine-tuning to occur.
However, Prague is hardcore in the summer. The Charles Bridge, seething with excitement, the mainland heat of Eastern Europe. Moldau flew lazy and warm. Some geese shuffled around sleepy on a bank, where some willow trees spread out large areas of roots on the river bed. The sunlight stored gold and light beneath the roofs

Årets julekalender skriver jeg i parløb med Morten Ranum. Hver uge, et nyt billede, et nyt sted. I denne uge er Morten i Nairobi!

This years Christmas Calender, I write in tandem with . Each week, a new picture, a new place. This week Morten is in Nairobi!

Satyricon "Satyricon" anmeldelse

Jeg fandt denne anmeldelse i arkivet. Den skulle have været sendt ind til radioprogrammet "Sort Søndag" da albummet udkom , men blev det aldrig. Men jeg synes egentlig den er okay så nu kommer den her:

Allerede når man ser coveret til Satyricons album ”Satyricon” ved man at der er noget andet på spil end der plejer at være hos den etablerede norske blackmetal frostklare stjerne. På forsiden af coveret er der et billede af en statue af en satyr i et smukt, farverigt lys. I midten af coveret er der et billede af Satyr, hvor han ser indadvendt og tænksom ud. Ja, han ligner faktisk en sød, følsom fyr. Er det mon et hint om at dette album er mere indadvendt, tænksomt og følsomt end de tidligere albums? Ja, det er det faktisk!

Albummet åbner med instrumentalnummeret ”Voice of shadows”, som er et forholdsvis langsomt (efter S-standard) nummer med en stærk anthem-agtig melodilinje og bygger op over Frosts markante trommer (nb: nummeret indeholder også dobbeltpedal, men den fungerer mere som en fjern torden) og går direkte over i den anden skæring ”Tro og kraft”, som varierer over den foregående skærings hovedriff. Og så er teksten på norsk og fabulerer over temaet om kamp, mod og sejr og diabolske tilsætningsstoffer, vikinge-lyrics, som vi kender dem fra Satyrs hånd, men når det synges på norsk får de på en eller anden måde en mere følsom feel.

3. skæring er ”Our world it rumbles tonight” og her er jeg helt oppe at ringe! Det er et Satyriconnummer præcis som jeg elsker det. Der er fuld smadder på indledningen med dobbeltpedal og et drevent guitarriff. Versene bygger op til et fuldstændig fantastisk omkvæd med melodiske guitarflader og et smukt baggrundskor, uden at nummeret på nogen måde taber intensiteten. Det er muligvis albummets stærkeste skæring og ligger efter min mening fuldstændig i tråd med mesterværket ”Now, diabolical” fra 2006. Her forener Satyr den følsomhed, som indpakningen lægger op til med den rene, ubesmittede satyriske power, som enhver der elsker det norske blackmetalband, må overgive sig til.

Nocturnal flare er den 4. Skæring, og nummeret indleder med samme kraft og Satyricon-knowhow som det foregående nummer, men det taber desværre en smule tempo i omkvædet, og det ødelægger desværre det samlede indtryk. Men versets skæve guitarlinje, som laver en ”djævelens akkord” mod vokalen er pisse lækkert. Når det er sagt, så viser Satyr også i denne skæring at han vover at sætte tempoet lidt ned og endnu engang afsløre den følsomme side.

5. skæring er ”Phoenix” og her sker der noget, som er helt usædvanligt. Det er en ballade, og ikke nok med det: Vokalen leveres af Madrugadas Sivert Høyem, ligesom lyrikken. Da jeg hørte nummeret første gang, blev jeg fuldstlndig blæst væk. ”Hva faen, det er jo en ballade!” Og nummeret blev ved og ved med at vokse for mig, efterrhånden som jeg kørte det på repeat på fuld volumen. Det er et utrolig modigt træk at overlade pladsen til en anden og helt anderledes vokal, og for det mod har jeg næsten lyst til at smide samtlige metalspader efter albummet. Det er et storladent nummer med masser af plads til pragtfulde riffs og smukt baggrundskor. Der er fremdrift og energi gennem hele nummeret med Frosts tordenpedal i baggrunden og Høyems inderlige vokal gør det til et fuldgyldigt romantisk nummer, sådan et man tænder lighteren til , hvis det bliver spillet live (hvilket det desværre ikke gjorde ved koncerten i Amager Bio.)

Jeg giver albummet 5 ud af 6 diabolske metalspader. Når det ikke er helt oppe at ringe på de 6 er det fordi albummet som helhed taber lidt tempo ind imellem, (især I slutningen, hvor der går lidt for meget nuttet nordisk lir i ”Natt” med den med en hviskende kvindevokal) i modsætning til ”Now, diabolical” som for mig står som et satyrisk højdepunkt. Men jeg tager min metalhat så meget af for at Satyr træder nye stier og går ind i ukendt land – i skæringen ”Necrohaven” lægger han endda arm med en rockabilly'sk æstetik.

Satyricon er i endnu stigende grad et af de absolut mest forrygende blackmetalbands på hele scenen efter undertegnedes mening. Hvis man er ny i genren er det ikke så ringe et sted at begynde, fordi der netop er nogle så velkommende elementer for nye lyttere som ”Phoenix.”

Horn til Satyr og norsk black metal!