5. december: Prag

Vinter. Statuerne på broen er natsorte mod sneen. Absinthen lyser grønt som et taxaskilt. Det opsparede lys under de irrede tage er kommet frem nu og blinker som dioder og skaber det blinkende, lysende net, som udgør den gyldne stad.

Winter. The statues on the bridge are pitch black against the snow. The absinthe shines green as a taxi sign. The accumulated light beneath the corroded roofs has come forth and twinkles like diodes and creathe the spakling, bright grid that the golden city consists of.

Morten er stadig i Nairobi, jeg i Prag, og i morgen er det 2. søndag i advendt og så tager vi et nyt sted hen!

3. december. Prag

Heeeey, que pasa, råbte T. ind i intercom'en i metroen. Jeg var flad af grin fordi hun talte spansk til en tjekkisk intercom. Vi var fulde og jeg ved ikke hvordan vi endte til det rave. Jeg kan ikke huske om vi havde fundet det forinden eller om det bare dukkede op. Måske var vi bare on a roll. Det var inde i en slags hal. Jeg havde købt en bluse i blå og orange spandex og følte mig som Superwoman. Vi røg en joint med en skægget fyr, der var lidt lækker. Jeg tror jeg var så kæk at jeg bare havde undladt at tage krykkerne med. Det betalte jeg for bagefter. 

Heeeey, que pasa, T. shouted into the intercom down in the metro. I thought it was so funny that she spoke Spanish to a Czech intercom system.. We were tipsy and I have no idea how we got to that rave. I don't know if we'd found it prior to the city trip og if it just turned up. Maybe we were on a roll. The rave was inside a kind of hall. I had bought a blouse in blue and orange spandex and felt like Super Woman. We smoked a joint with a bearded guy, he was kinda hot. I think I was so bold that I had just left my crutches at home. I payed for that afterwards.

2. december: Prag

I bussen på vej til prag havde mig og Samba joket med, at lilletæer snart ville blive evolutionært rudimentære. Det skulle jeg aldrig have gjort. På hotelværelset, i halvmørket, kravlede jeg over en seng, så min venstre lilletå hang fast I sengerammen. Det gjorde pisse ondt. Dagen efter tog jeg på skadestuen, fordi jeg ikke kunne gå på foden. Sygeplejeskerne talte kun tjekkisk, så vi kunne ikke kommunikere. De kom derfor til at tage et forkert røntgenbillede af foden. Overlægen talte heldigvis engelsk. Han kunne godt lide København. Tåen var brækket. Jeg fik et par gammeldags krykker, sådan nogle, som man støtter på helt oppe i armhulerne. Jeg humpede rundt i Prags gader på et par alt for store oldschool krykker i en uge. Det så fjollet ud.

In the bus on the way to Prague, me and Samba joked about the pinky toes becoming evolutionary rudimentary. I should never have done that. In the hotel room, in the half light, I crawled across a bed, and my pinky toe got stuck in the bed frame. It hurt like shit. The next day I went to the emergency room, because I couldt walk on that foot. The nurses only spoke czech, so we couldn't communicate. They accidentally took an x-ray of the wrong place on the foot. The consultant doctor luckily spoke English. He digged Copenhagen. The toe was fractured. I got an old-fashioned pair of crutches, the kind that supports you in your arm pits. I limped around the streets of Prague in a pair of way too big old-school crutches for a week. It looked kinda silly.

1. december: Prag

Prag kræver finjustering af perceptionen. Det er ikke nemt at omstille blikket til en by af lys og guld.
I sommeren ’96 gik jeg rundt i 30 graders varme i Doc Martens og en eller anden rædsel af en batikklud fra et gademarked og bare gloede op på husenes ornamenter, de irrede tage, statuerne, med åben mund og polypper. Der findes et billede hvor jeg ligefrem ser sådan ud. For mange indtryk til at en egentlig fintuning fandt sted.
Men Prag er også hardcore om sommeren. Den sydende heksekedel af mennesker på Karlsbroen, den østeuropæiske fastlandshede. Moldau flød langsomt og varmt. Gæssene trippede søvnigt rundt på en bred, hvor nogle piletræer bredte store flader af rødder ud på flodsengen. Solskinnet lagrede guld og lys under tagene.

Prague demands a fine-tuning of perception. It´s not easy to adjust the sight to a city of gold and light.
In the summer of ’96 I strolled around in 30 degrees centigrade in my Doc Martens and some awful tie dye rag from some street market, and just gaped at the ornaments of the houses, the corroded copper roofs, the statues, with a vacant face. There is even a photo of me, where I look like that. Too many impressions for an actual fine-tuning to occur.
However, Prague is hardcore in the summer. The Charles Bridge, seething with excitement, the mainland heat of Eastern Europe. Moldau flew lazy and warm. Some geese shuffled around sleepy on a bank, where some willow trees spread out large areas of roots on the river bed. The sunlight stored gold and light beneath the roofs

Årets julekalender skriver jeg i parløb med Morten Ranum. Hver uge, et nyt billede, et nyt sted. I denne uge er Morten i Nairobi!

This years Christmas Calender, I write in tandem with . Each week, a new picture, a new place. This week Morten is in Nairobi!

Satyricon "Satyricon" anmeldelse

Jeg fandt denne anmeldelse i arkivet. Den skulle have været sendt ind til radioprogrammet "Sort Søndag" da albummet udkom , men blev det aldrig. Men jeg synes egentlig den er okay så nu kommer den her:

Allerede når man ser coveret til Satyricons album ”Satyricon” ved man at der er noget andet på spil end der plejer at være hos den etablerede norske blackmetal frostklare stjerne. På forsiden af coveret er der et billede af en statue af en satyr i et smukt, farverigt lys. I midten af coveret er der et billede af Satyr, hvor han ser indadvendt og tænksom ud. Ja, han ligner faktisk en sød, følsom fyr. Er det mon et hint om at dette album er mere indadvendt, tænksomt og følsomt end de tidligere albums? Ja, det er det faktisk!

Albummet åbner med instrumentalnummeret ”Voice of shadows”, som er et forholdsvis langsomt (efter S-standard) nummer med en stærk anthem-agtig melodilinje og bygger op over Frosts markante trommer (nb: nummeret indeholder også dobbeltpedal, men den fungerer mere som en fjern torden) og går direkte over i den anden skæring ”Tro og kraft”, som varierer over den foregående skærings hovedriff. Og så er teksten på norsk og fabulerer over temaet om kamp, mod og sejr og diabolske tilsætningsstoffer, vikinge-lyrics, som vi kender dem fra Satyrs hånd, men når det synges på norsk får de på en eller anden måde en mere følsom feel.

3. skæring er ”Our world it rumbles tonight” og her er jeg helt oppe at ringe! Det er et Satyriconnummer præcis som jeg elsker det. Der er fuld smadder på indledningen med dobbeltpedal og et drevent guitarriff. Versene bygger op til et fuldstændig fantastisk omkvæd med melodiske guitarflader og et smukt baggrundskor, uden at nummeret på nogen måde taber intensiteten. Det er muligvis albummets stærkeste skæring og ligger efter min mening fuldstændig i tråd med mesterværket ”Now, diabolical” fra 2006. Her forener Satyr den følsomhed, som indpakningen lægger op til med den rene, ubesmittede satyriske power, som enhver der elsker det norske blackmetalband, må overgive sig til.

Nocturnal flare er den 4. Skæring, og nummeret indleder med samme kraft og Satyricon-knowhow som det foregående nummer, men det taber desværre en smule tempo i omkvædet, og det ødelægger desværre det samlede indtryk. Men versets skæve guitarlinje, som laver en ”djævelens akkord” mod vokalen er pisse lækkert. Når det er sagt, så viser Satyr også i denne skæring at han vover at sætte tempoet lidt ned og endnu engang afsløre den følsomme side.

5. skæring er ”Phoenix” og her sker der noget, som er helt usædvanligt. Det er en ballade, og ikke nok med det: Vokalen leveres af Madrugadas Sivert Høyem, ligesom lyrikken. Da jeg hørte nummeret første gang, blev jeg fuldstlndig blæst væk. ”Hva faen, det er jo en ballade!” Og nummeret blev ved og ved med at vokse for mig, efterrhånden som jeg kørte det på repeat på fuld volumen. Det er et utrolig modigt træk at overlade pladsen til en anden og helt anderledes vokal, og for det mod har jeg næsten lyst til at smide samtlige metalspader efter albummet. Det er et storladent nummer med masser af plads til pragtfulde riffs og smukt baggrundskor. Der er fremdrift og energi gennem hele nummeret med Frosts tordenpedal i baggrunden og Høyems inderlige vokal gør det til et fuldgyldigt romantisk nummer, sådan et man tænder lighteren til , hvis det bliver spillet live (hvilket det desværre ikke gjorde ved koncerten i Amager Bio.)

Jeg giver albummet 5 ud af 6 diabolske metalspader. Når det ikke er helt oppe at ringe på de 6 er det fordi albummet som helhed taber lidt tempo ind imellem, (især I slutningen, hvor der går lidt for meget nuttet nordisk lir i ”Natt” med den med en hviskende kvindevokal) i modsætning til ”Now, diabolical” som for mig står som et satyrisk højdepunkt. Men jeg tager min metalhat så meget af for at Satyr træder nye stier og går ind i ukendt land – i skæringen ”Necrohaven” lægger han endda arm med en rockabilly'sk æstetik.

Satyricon er i endnu stigende grad et af de absolut mest forrygende blackmetalbands på hele scenen efter undertegnedes mening. Hvis man er ny i genren er det ikke så ringe et sted at begynde, fordi der netop er nogle så velkommende elementer for nye lyttere som ”Phoenix.”

Horn til Satyr og norsk black metal!

Grænser - ugekursus på Jaruplund Højskole

Jeg vendte i lørdags hjem fra ugekurset ”Grænser”, som var arrangeret af Dansk Forfatterforening i samarbejde med Flensburg Avis. Med hovedet fyldt med nye indtryk og en fornemmelse af, at Danmark er blevet større og mere nuanceret. Kurset var for både forfattere, oversættere og illlustratorer og var en solid indføring i Sydslesvigsk kultur, litteratur, tospogetheds-/grænselandsproblematikker og tusinder af års historie. Vi mødte elevambassadører fra Duborgskolen i Flensburg, som har til formål at rejse rundt i landet og fortælle om Det Danske Mindretal i Sydslesvig. De lærte os det vidunderlige ord ”rodhistorie,” som er den personlige fortælling om deres eget tilhørsforhold til hhv. Danmark og Tyskland – deres rødder.

Vi var til utallige foredrag, bl.a. på generalkonsulatet i Flensburg, vi så Egon Clausen blive kastet for de slesvigske løver ved sit både morsomme og polemiske foredrag på Det Danske Centralbibliotek. Vi var på byvandringer, så på kunst – herunder Istedløven, eller ”Istedmissen”, som Egon Clausen så kækt har kaldt den.

Vi spiste tysk mad som vor Oma lavede den, drak Flensburgpilsenere (spitzenklasse!), og som en ekstra bonus oplevede jeg det flensburgske natteliv i DIY punkklubben Haftermarkt, hvor jeg så det svenske band Night Viper og danske Demon Head. Her talte vi 4 sprog: Dansk, tysk, engelsk og svensk!

Min kollega Henrik og jeg tog på frækkeste vis nogle afstikkere fra kurset ud og så på lokalområdet – bl.a. monumneterne over de faldne i 1864, Marineskolen Mörwig og vandslottet Glücksburg. Historiens vingesus var overalt til stede. Uschi Tech blev interviewet til Flensburg Avis. Og endelig kulminerede i kurset i produktion af enten en tekst eller en illustration til et særtillæg til Flensburg Avis.

Jeg efterrbearbejder stadig det umådelige væld oplevelser; jeg har nærmest haft jetlag siden i lørdags. Tænk at der er så meget ukendt kultur, lige i ens egen baghave, 3 en halv times kørsel fra København. Jeg vil på det stærkeste anbefale en tur til området, og selv vender jeg tilbage snart, først i anledning af det Flensburgske julemarked, og siden til et forfatterkursus, som efter al sandsynlighed vil blive oprettet til foråret i samarbejde med nogle fantastiske kulturressourcepersoner.

Jeg er taknemmelig for at jeg kom med på kurset og glæder mig til alle de nye veje, det åbner!

Guaranteed to break the ice...

Sidste år lukkede  den lille boghandel på Nørrebrogade, og i den forbindelse afholdt den et lukningsudsalg, hvor man kunne gøre sig et fedt bogkup. Jeg var så heldig at erhverve mig Anton La Vays ”Satans Bibel” for 25 kroner, og jeg glædede mig til at læse den. Både fordi jeg som 10-årig var forelsket i Anton La Veys hemmelighedsfulde blik og sorte skæg, og fordi han simpelthen skriver i et sublimt og formfuldendt sprog.

Jeg havde derfor taget bogen med for at læse den i bussen, da jeg kørte ind til en julefrokost. Bogen har et flot, grafisk cover med La Veys ansigt i sort og rødt, og da jeg mødte en af mine venner, der var klædt ligeledes – i distingveret sort og rødt - holdt jeg bogen op af hans skjorte og vest, og sagde, at han grafisk og farvemæssigt præcis matchede til forsiden.

I samme øjeblik styrtede damen, der stod ved siden af ind i samtalen, pegede på bogen og sagde:

”Det er ikke godt, det der! Jeg er præst og feminist!!”

”Jeg synes det er helt vildt godt,” sagde jeg og kunne ikke lade være med at grine smørret over hendes forfærdede reaktion.

Og så kom bonusbemærkningen fra en anden fyr: ”Jamen, hvorfor det Lenin, der er på forsiden?”

Og således var der hul på festen med et væld af materiale at samtale om. Satan – guaranteed to break the ice at parties!