Han falder gennem himlen / digtsamling fra 2009

gæs

umiddelbart synes

flokken af gæs

at være uorganiseret

men med et skift af synsfelt

er de i v-formation

beskåret/ubeskåret

er horisonten

afgrænset i dit eget synsfelt

og dog så vid

mudder

til stede i mudderet er

de solvarme dyr

i mudderet

er solen til stede

kongeegen

jeg respekterer

underbevidsthedens

desperate forsøg

på at forstå hvem du er

jeg iværksætter forsøg

undersøgelser

empiri i mørket

dit kraftfelt af identitet

stråler

tråde

udstrømninger

perforerer

mit ego

du er

trods den fremskredne vinter

uendeligt levende

du er tydelig

som lyset selv

gennem kronens stråler

i den dybeste sommer

din udstrækning

er uendelig

forstadie

stå op

gå ud

fartøjet af flammer

glider hen over himlen

det glødende syn

er majestætisk

det stræber mod en uendelig

horisontlinje

intet er skjult for de stråler

som udgår centralperspektivisk

fra linjens centrum

den fade verdslighed bliver

prima materia

stupiditeten ophøjes

primitiv viden

som drejer med hjulet

ned i et grødefuldt mørke

og genopstår

i et ukendt punkt i tiden

som en bevægelse

mod et forstadie til oplysning

stå op gå ud

gå til havet

se de afkastede kalkskallers

hieroglyffer

forklare en hidtil

ukendt tilstand

af vågenhed

stå op

i alle spejlende flader

brydes lyset

udspaltes i samtlige nuancer

i de subtile overgange

findes de højere farver

på niveauer

du ikke hidtil har kendt

fartøjet venter

en tilstedeværelse som fordrer

et lys bagud i nervebaner

hvis tid du ikke

troede var inde

gå ud

stå ansigt til ansigt

med dit brændende

ligbål på himlen

din aske flyder

ad himlens spejling

af de hellige floder

skønhed

skønheden

er så stor

den tænder

for dødsdriften

den er uendelig

umulig at rumme

indenfor

legemets

spændvidde

den er overvældende

kalder på

længsel

efter opløsning

så der ikke findes

afgrænsning

mellem skønheden

og legemet

før storm

skyggerne trækker

enebærbuskene

over lyngen

den svovlgrå ambolt

træder ind

på den lyngklædte scene

fuglesangen fordamper

gravhøjen sortner

vejen fortabes

i øde hedestrøg

E45

passagersædet

støvregn

kameraet er rettet

mod kørebanen

alt er gråt

og grønt

højspændingsledninger

perspektivlinjer

der fortoner sig

i disen

nu du er her

og ser tilbage på den åbne vej

og forstår

at den løber videre

nu du er her

ser du at dette sted

er intet andet end

endnu en station

den vil opløses

fortone sig

ind i disen

megamund

megamund

åbner sig

filtrerer lyset

sorte rønnebær

de her mure har storhedsvanvid

kaster alt for lange skygger

længe end solen synes er ok

og flygter til de åbneste

af åbne marker

vand

løbende vand

dråber fra

tusinde våde træer

han løfter hovedet

vender ansigtet opad

mod

det dryppende vand

han er vågen nu

oplysningsklar

ude skæl for hans øjne

men lader skæl og finner

udvokse

og lade sig flyde

af floden

der spejles på himlen

mørke

luften er klar

og

gennemskinnelig

en tynd skærm

over

en uendelig lyskilde

morgen

han vil gå ind

i morgenens dyb

med et fast bid

om tråden

der er snoet om sandheden

hede

han vender sig

mod den vilde hede

ser træernes

østvendte forblæsthed

hede 2

vanvittigt dybe himle

selv i lyset

vil stilhedens farvvære matsort

eksklusiv

kostbar

som aktivt kul

i oktobernatten dufter den

så sødt

han må slikke den

til hans tunge bløder

lyngen borer sig ind i hans hår

revlingen betagter ham

tusinder og tusinder

af perlesorte øjne

han bevæger sig ned

i hendes dybe lag

hedens dybde

den lader ham falde

og falde

under lagene

hedesøerne drypper fugt

solduggens dråber

klæber til hans gud

breder sig

som et mycelium

vand 2

det breder sig ud

i et åbent felt

i hele spændvidden

af den ukendte horisont

overskyller fladen af støv

og ubrudt nøgenhed

det absolutte vand

en strømmende søjle

mod himlen

mange floders

komplekse systemer

floden

på et højere niveau

lysende skikelser af vand

hvalhajer

gennem koøjet

enorme hvalhajer passerer

en efter en

han ser den

gennem de enøjede koøje

hvem er de gigantiske fisk

deres længde

forvirrer ham

han genkender dem

på deres aftegninger

skimtet igennem

vand af blåt glas

hvem er de gigantiske fisk?

de er større end

de burde være

har gemt sig i afkroge

af oceaner

i årtusinder

for først nu

at give sig til kende

en uendelig række

af valhajer

passerer

modsat

skibets

retning

isbjerg

gennem koøjet ser han

passerende isbjerge

vender sig om

tager afsked

mos

et mostæppe

gennemskåret

af en sti

her løber fårene

der er ingen spørgsmål

som han lytter til/

som han ikke

behøver lytte til

røde stjerner

der løber

en lid strøm

gennem natten

katalyseret

af de røde stjerner

selv halvvejs

gennem skoven

er der denne

strøm af lyd

der rammer mosset

som æbledråber

nordlys

dette natlige hav

er selvlysende

i gult og grønt

på himlen

strækker nordlys sig

ud i flader

ellipser

der fortoner sig

i mørket

andet forstadie

det falder fra himlen

på regnbuehinden

på iris

på trommehinden

og issen

den gyldne lotus

folder sine blade ud

det falder på læberne

og prikker den sensitive hud

til live

det falder på tungen

løber ned i brystet

og mellemgulvet

og maven

og

oplyser det indefra

det falder på brystvorterne

vækker sanser

ukendte for forstanden

det falder på kønsorganerne

katalyserer

en verdensomspændende

orgasme

falder på håndfladerne

og sårene lukkes

og blod

falder på fødderne

de svæver

hen over det dugvåde græs

og bliver ved med at falde

absolut/illusion

det absolutte

folder sig ud

ved bjergenes fødder

det højeste bjerg er

så overvældende

at det blotte syn

sparker gang i erkendelsen

han sætter sig på knæ

ved bjergfoden

siger intet

men har kontakt med den karft

som ikke er til stede

i andet end illusionen

ikke andet

der er ikke andet

nej

der er ikke andet

end dette øde

denne fylde

som vender op og ned

på alt

hvad han

hidtil har kendt

skygger

der danner sig skygger

langt nede

helt nede ved bunden

der danner sig skygger

i et mørkt hav

med strukturer

der vidner om turbulens

der danner sig levende

nøjagtige skygger

langsom stigning

til overfladen

delta

deltaet folder sig ud

ved havets begyndelse

og den rolige

sortdybe sø

signalerer

med åkander

mellem himlens

og jordens flade

er en udstrækning

af fugtighed

varme

og lys

den tempererede harmoni

den tropiske zone

vibrerer mellem

kulde og varme

mørke og lys

i en perfekt

afbalanceret tilstand

atmosfæren

er i

ligevægt

spændvidden mellem

det øverste

og nederste lag

er uproblematisk

udtyndingen

til lufttomhed

er synlig

for det trænede øje

Q & R

Prolog:

I 1655 lagde to slaveskibe til i Jamestown, den største by på Barbados. Det var fyldt med slaver – ikke sorte i dette tilfælde, men irere: kvinder og børn. Oliver Cromwell havde i 1649 nedkæmpet et katolsk oprør i Irland, hængt deres ledere og sendt de resterende menige i eksil uden deres familier.  Således bestod Irlands befolkning af kvinder og børn. I 1652 vedtog parlamentet en lov, som dikterede at irske kvinder, som let blev ofre for prostitution, skulle sælges til handlende, som kunne fragte dem til Virginia, New England eller andre kolonier, hvor disse kvinder kunne sørge for deres eget underhold. Hvis ikke de sørgede for eget underhold – vedtog en lov to år senere – skulle de på slaveskibene sammen med børn fra hospitaler, fattighuse samt fængselsfanger og sendes til Amerika. Irske kvinder blev en eftertragtet handelsvare i Den Nye Verden. Børn blev opkøbt af pædofile i Jamestown og kom på bordeller, når de blev ældre. Kvinder blev solgt som sexslaver eller til stutterier på plantager, hvor de avlede afkom af enten plantageejeren selv, eller der blev oprettet særlige stutterier, hvor der blev avlet særlige blandracer med sorte slaver som ophav. Pigerne som kom til verden på denne måde, var efterspurgt blandt plantageejerne, som fandt de rent irske kvinder for kedelige seksuelt.  I praksis sluttede handlen af irske slaver først i 1833. Ifølge nogle vurderinger blev op til 500.000 irere indfanget og solgt som slaver.

De irske slavers børn lever stadig på Barbados. De såkaldte ”redlegs” lever i en ghetto, hvor de efter at være mødt med foragt og mistillid af øens øvrige beboere, lever isoleret.  De kæmper her med fattigdom, underernæring, alkoholisme og indavl. De værner stadig tæt om deres egne og holder historierne om deres forfædres skæbner for sig selv.

Den mest kendte efterkommer af en redleg, er popsangerinden Rihanna.

Jeg er Quasimodo

Og jeg elsker Rihanna. Rihanna er en stjerne. Hun er en diamant i himlen.

Lad mig bevise det for dig:

Hun er virkelig. Selv en verden af plantageejere og syv millioner Chris Browner  kan ikke kvæle den kernekraft, der får hende til at lyse for evigt.

Hun er ild!

Jeg må hellere kravle op på min gargoyl og tage min medicin.

Men der er ingen medicin, der kan gøre min pukkel mindre.

Der er ingen medicin, der kan få min pukkel til at forsvinde.

Der er ingen operation, der kan fjerne min pukkel.

Derfor er jeg i skyggerne. Derfor passer jeg på Rihanna.

For det er alt hvad jeg ved. Rihanna. Mit lys.

Chris Browne vil holde Rihanna nede. Han kan sikkert heller ikke lide at solen skinner. Eller blomster og ponyer og lugten af babyhud. Eller solopgang og solnedgang og snehvide silkelagener uplettede af Rihannas ansigtsblod.

Rihanna, jeg forestiller mig at du er her. du år rundt om en enebærbusk, og her gang du kommer frem bag busken og ind i mit synsfelt, så ser du på mig med de grønne-blå-brune øjne, og du bider let i din pegefinger, som hviler på din underlæbe. Chris sidder bundet til en pl, og der er ravne, der hakker i hans kød, og rotter, der nipper til hans fødder.

Men åh nej, nu kommer Paul epoxy, den klæbrige rad. Hvad laver I? Det rager ikke dig, Epoxy-hat. Må jeg være med? Nej, vel må du ej, du må gå din vej, Epoxy-splat. Men Paul Epoxy klæber allerede. Det har han alle dage gjort. Jeg sletter ham fra Facebook en af dagene.

Det er klart, at Rihanna ikke har tid til typer som ham. Han ser åndssvag ud, og han går underligt. Hans ene øje er blodsprængt, som om han har onaneret ind i sit ene øje. Det kunne ligne noget.

Han siger noget.

Hvad siger du? Taler du til mg? Jeg kan ikke se nogen andre her omkring.

Jeg har ikke tid. Jeg prøver at møde Gud der hvor han er.

Men hans dunk. Hans klæbrige dunk. Den presser på min pukkel. Min pukkel presser på hans dunk. Hans dunk presser på min pukkel. Vore pukler mod hinanden. Din dunk min dunk, di pukkel, min pukkel. Symmetrien i vores dunke og pukler.

Men han smiler hele tiden, og det er ikke troværdigt.  Hans stemme er alt for glad til at man tror på de blå toner. Hold dog op!!

Rihanna, min pukkel. Min pukkel af spørgsmål. Du har et ansigt så smukt, at ingen bør lægge hånd på dig. jeg slagter en høne for dig i nat, Rihanna!

Dit ansigt er en QR-kode, når man ser det tæt på. Det har en struktur så kompleks bag sig at man kan få sit blueprint initieret i dit våde net.

Men Rihanna-mis. Miss Misligholdt. Fortæl mig hvorfor du får de tæsk. Hvordan kan han finde på det? jeg kan ikke holde ud at se dine fyldige læber så opsvulmede, så misfarvede. Dit ansigt som er så smukt. Hvordan kan han lægge hånd på det? Rihanna, hvorfor? Jeg må lægge mig. Medicinen gør mig svimmel.

Men fortæl mig.

Fortæl mig om jeg skal slå ham ihjel for dig. det er nemt. Eller bare få nogen til at klippe fingrene af ham. jeg kender nogen. Jeg har likvide midler. Rihanna, det er det værd. Halvtredstusind, og så er problemet løst. Ingen behøver vide noget. Det er vores lille hemmelighed.

Jeg angrede allerede dengang. Det er min lille hemmelighed. Men jeg angrer ikke at få nogen til at klippe nosserne af ham. det angrer jeg aldrig! Bagefter skal de tildele ham et nakkeskud. Det svin fortjener ingen rettergang. Når man lægger hånd på Rihanna, når man tildeler kvæstelser til hendes silkehud, der gløder som en caribisk solnedgang, så skal man dø! Bagefter kan jeg styrte mig ned fra gargoylen og ned i et flammehav. No problemo!

Jeg må lægge mig. Medicinen gør mig svimmel. Skarnbassen skubber sin afføring foran sig. Den stopper kun hvis den bliver kørt over på skovstien og skinner som blåt metal i solen. Jeg triller bare bagover på min pukkel.

JEG VAR I TÅRNET I NAT. Og tårnet står overalt. Der var et skelet, og det var en afstøbning af plastic. Jeg skannede en QR-kode, så jeg altid kunne have billedet hos mig.

Hun er en bredmundet skøge.

Hun har været / er / vil være

Små afrikanske drenge. De giver mig sådan noget nederen pis. Pukkelryggen. Hvor er det gode i verden? Hvor meget røv har hun i maven?

Min langsomhed!

Fy for Satan! Jeg går rundt om en enebærbusk. Dine ensomme læber bevæger sig mod mig let gennem den tågede eftermiddag.

Jeg drikker vinen langsomt. Hvis jeg bliver for fuld, falder jeg ned. Neden under mig brænder det. det brænder i min kvist. I mit skræv. Mit skræv presser på din brand. Jeg har altid drømt om at være smuk. Du er smuk, Rihanna-mis. Jeg ved ikke hvordan jeg skal forstå din skønhed.

En trappe på et ensomt museum leder op til din skønhed. Der står genstande og artefakter, som imiterer dine læber. Dine øjnes kurver, som kan indsættes i koordinatsystemer. Skønhed er den ene akse, ekstasen er den anden. Mængden af skønhed krydser ekstasens kurve. En sommerdag på en eng, en caribisk solopgang. Kirsebærblomsternes omvendte sne. Ingen vil nogensinde kunne forstå den.

Hvad er det for et lille bitte lys derude i mørket? Det ligner et øje!

Golem

Jeg har prøvet at pille øjnene ud på den golem

fordi jeg troede der var betændelse

i alle dens øjne

hvad siger det om mig at jeg ikke

kan skelne mellem fysiske dimser

og noget virkelig klamt

er jeg gået for langt? Er jeg for meget?

den kan ikke se noget nu og det kan jeg heller ikke

man bliver blind af at onanere

med andres organer

eller måske er det bare et produkt af min fantasi

men det er svært at se en skid

når ens egne såkaldte øjne er dækket af

et afskyeligt lag af golemens overhuds-slim

det stinker

det har gæret for længe

Så ligger man i den grøft igen med fingre

der har været oppe i røven på golem

og slikker dem rene fordi nogen har sagt

at det er godt for noget

og et øjeblik føler man sig helt okay

selvom man mærker det byldede

forstadie til galopperende ansigtspest

man kan man bebrejde nogen

at man ryger i grøften IGEN

når alternativet til ansigtspest er røvkolera

og det mindst utiltalende alternativ til dét er

skingrende vanvid OG ansigtspest OG røvkolera

og jeg er så dum at være helt mig selv

og derfor lider den tort at se alt for klart

det ville være nemmere at pille sine egne øjne ud

i den tro at det var betændte bylder

og jeg kan stå og glo en hel dag

ind i et sort spejl og forvente

at det besvarer et spørgsmål jeg ikke har stillet

og det eneste jeg hører

er at jeg ved hvad min egen part er i den sag

Men jeg nægter at gøre hvad den siger

jeg skal ikke have de lortefingre

ud over mit ansigt igen

og alligevel kan den slå mig ihjel 17 millioner

gange uden at jeg bliver klogere

for det er sådan den er

umulig at slå ihjel og umulig at komme af med

den ser alle sprækkerne

og så trænger den ind overalt!

Tidsskriftsaktuel!

http://www.57nord.dk/pdf/57Nord_Reflex_2014-25.pdf