Han falder gennem himlen / digtsamling fra 2009

gæs

umiddelbart synes

flokken af gæs

at være uorganiseret

men med et skift af synsfelt

er de i v-formation

beskåret/ubeskåret

er horisonten

afgrænset i dit eget synsfelt

og dog så vid

mudder

til stede i mudderet er

de solvarme dyr

i mudderet

er solen til stede

kongeegen

jeg respekterer

underbevidsthedens

desperate forsøg

på at forstå hvem du er

jeg iværksætter forsøg

undersøgelser

empiri i mørket

dit kraftfelt af identitet

stråler

tråde

udstrømninger

perforerer

mit ego

du er

trods den fremskredne vinter

uendeligt levende

du er tydelig

som lyset selv

gennem kronens stråler

i den dybeste sommer

din udstrækning

er uendelig

forstadie

stå op

gå ud

fartøjet af flammer

glider hen over himlen

det glødende syn

er majestætisk

det stræber mod en uendelig

horisontlinje

intet er skjult for de stråler

som udgår centralperspektivisk

fra linjens centrum

den fade verdslighed bliver

prima materia

stupiditeten ophøjes

primitiv viden

som drejer med hjulet

ned i et grødefuldt mørke

og genopstår

i et ukendt punkt i tiden

som en bevægelse

mod et forstadie til oplysning

stå op gå ud

gå til havet

se de afkastede kalkskallers

hieroglyffer

forklare en hidtil

ukendt tilstand

af vågenhed

stå op

i alle spejlende flader

brydes lyset

udspaltes i samtlige nuancer

i de subtile overgange

findes de højere farver

på niveauer

du ikke hidtil har kendt

fartøjet venter

en tilstedeværelse som fordrer

et lys bagud i nervebaner

hvis tid du ikke

troede var inde

gå ud

stå ansigt til ansigt

med dit brændende

ligbål på himlen

din aske flyder

ad himlens spejling

af de hellige floder

skønhed

skønheden

er så stor

den tænder

for dødsdriften

den er uendelig

umulig at rumme

indenfor

legemets

spændvidde

den er overvældende

kalder på

længsel

efter opløsning

så der ikke findes

afgrænsning

mellem skønheden

og legemet

før storm

skyggerne trækker

enebærbuskene

over lyngen

den svovlgrå ambolt

træder ind

på den lyngklædte scene

fuglesangen fordamper

gravhøjen sortner

vejen fortabes

i øde hedestrøg

E45

passagersædet

støvregn

kameraet er rettet

mod kørebanen

alt er gråt

og grønt

højspændingsledninger

perspektivlinjer

der fortoner sig

i disen

nu du er her

og ser tilbage på den åbne vej

og forstår

at den løber videre

nu du er her

ser du at dette sted

er intet andet end

endnu en station

den vil opløses

fortone sig

ind i disen

megamund

megamund

åbner sig

filtrerer lyset

sorte rønnebær

de her mure har storhedsvanvid

kaster alt for lange skygger

længe end solen synes er ok

og flygter til de åbneste

af åbne marker

vand

løbende vand

dråber fra

tusinde våde træer

han løfter hovedet

vender ansigtet opad

mod

det dryppende vand

han er vågen nu

oplysningsklar

ude skæl for hans øjne

men lader skæl og finner

udvokse

og lade sig flyde

af floden

der spejles på himlen

mørke

luften er klar

og

gennemskinnelig

en tynd skærm

over

en uendelig lyskilde

morgen

han vil gå ind

i morgenens dyb

med et fast bid

om tråden

der er snoet om sandheden

hede

han vender sig

mod den vilde hede

ser træernes

østvendte forblæsthed

hede 2

vanvittigt dybe himle

selv i lyset

vil stilhedens farvvære matsort

eksklusiv

kostbar

som aktivt kul

i oktobernatten dufter den

så sødt

han må slikke den

til hans tunge bløder

lyngen borer sig ind i hans hår

revlingen betagter ham

tusinder og tusinder

af perlesorte øjne

han bevæger sig ned

i hendes dybe lag

hedens dybde

den lader ham falde

og falde

under lagene

hedesøerne drypper fugt

solduggens dråber

klæber til hans gud

breder sig

som et mycelium

vand 2

det breder sig ud

i et åbent felt

i hele spændvidden

af den ukendte horisont

overskyller fladen af støv

og ubrudt nøgenhed

det absolutte vand

en strømmende søjle

mod himlen

mange floders

komplekse systemer

floden

på et højere niveau

lysende skikelser af vand

hvalhajer

gennem koøjet

enorme hvalhajer passerer

en efter en

han ser den

gennem de enøjede koøje

hvem er de gigantiske fisk

deres længde

forvirrer ham

han genkender dem

på deres aftegninger

skimtet igennem

vand af blåt glas

hvem er de gigantiske fisk?

de er større end

de burde være

har gemt sig i afkroge

af oceaner

i årtusinder

for først nu

at give sig til kende

en uendelig række

af valhajer

passerer

modsat

skibets

retning

isbjerg

gennem koøjet ser han

passerende isbjerge

vender sig om

tager afsked

mos

et mostæppe

gennemskåret

af en sti

her løber fårene

der er ingen spørgsmål

som han lytter til/

som han ikke

behøver lytte til

røde stjerner

der løber

en lid strøm

gennem natten

katalyseret

af de røde stjerner

selv halvvejs

gennem skoven

er der denne

strøm af lyd

der rammer mosset

som æbledråber

nordlys

dette natlige hav

er selvlysende

i gult og grønt

på himlen

strækker nordlys sig

ud i flader

ellipser

der fortoner sig

i mørket

andet forstadie

det falder fra himlen

på regnbuehinden

på iris

på trommehinden

og issen

den gyldne lotus

folder sine blade ud

det falder på læberne

og prikker den sensitive hud

til live

det falder på tungen

løber ned i brystet

og mellemgulvet

og maven

og

oplyser det indefra

det falder på brystvorterne

vækker sanser

ukendte for forstanden

det falder på kønsorganerne

katalyserer

en verdensomspændende

orgasme

falder på håndfladerne

og sårene lukkes

og blod

falder på fødderne

de svæver

hen over det dugvåde græs

og bliver ved med at falde

absolut/illusion

det absolutte

folder sig ud

ved bjergenes fødder

det højeste bjerg er

så overvældende

at det blotte syn

sparker gang i erkendelsen

han sætter sig på knæ

ved bjergfoden

siger intet

men har kontakt med den karft

som ikke er til stede

i andet end illusionen

ikke andet

der er ikke andet

nej

der er ikke andet

end dette øde

denne fylde

som vender op og ned

på alt

hvad han

hidtil har kendt

skygger

der danner sig skygger

langt nede

helt nede ved bunden

der danner sig skygger

i et mørkt hav

med strukturer

der vidner om turbulens

der danner sig levende

nøjagtige skygger

langsom stigning

til overfladen

delta

deltaet folder sig ud

ved havets begyndelse

og den rolige

sortdybe sø

signalerer

med åkander

mellem himlens

og jordens flade

er en udstrækning

af fugtighed

varme

og lys

den tempererede harmoni

den tropiske zone

vibrerer mellem

kulde og varme

mørke og lys

i en perfekt

afbalanceret tilstand

atmosfæren

er i

ligevægt

spændvidden mellem

det øverste

og nederste lag

er uproblematisk

udtyndingen

til lufttomhed

er synlig

for det trænede øje