En hjemstavn ( til skrivegruppen 17. januar 2011)

Mit land er en halvø, kun landfast med mit øvrige kød ved en smal stribe vand mellem Øls og Klejtrup. Alle andre grænser er vand. Det er rigtigt nok. Der er kun fire kilometer sydgrænse mellem Klejtrup sø og Onsild, hvor der ikke er vand. Der er fugt. Højmosen Lille Vildmose er en stor svamp, som fastholder vinteren tre uger længere end i det øvrige land, med undtagelse af Store Vildmose (nordover, Vendsyssel, i mørket), som også er indhyllet længere end alle andre i den kolde damp. Her kan jeg sidde i hulvejen i dagevis og slå skærver af sten, hvis det ikke var fordi Tordenkalven i en vældig kæfert havde pandet mig sådan én, så han havde slået mejslen ud af min hånd, og den havde sat sig fast i mit håndled, lige i pulsåren med en sådan kraft, at lægerne måtte placere en bautasten i såret i stedet for mejslen, da blodet ellers ville fosse som vandet ud af Lille Blåkilde og helt ud i Limfjorden (grænsen).

På denne tid af året er heden helt sort og indhyllet i tåge. Jeg så dagens lys den nittende oktober 1974 i Terndrup, Lyngby Sogn, Fleskum Herred, en by ved hovedvejen Hadsundvej mellem de to respektive fjordbyer, Aalborg (borgen i strømmen) og Hadsund (etymologi uvis). Jeg husker ikke vejret i tydelige billeder den dag, men det forekommer mig at være gråt, oktoberfugtigt. Herefter blev jeg installeret ved Gravlev, på toppen af en bakke med rønnebærtræer, som lyste i silhouetter foran solnedgangen vestover. Besynderligt nok er disse bakketoppe et gennemgående tema. Jeg har altid haft et glimrende udsyn. Sidder jeg ikke i en lavning, hvor Tordenkalven kan overraske mig i sine kæmpebranderter, kan jeg almindeligvis se ham komme. Som før i den omtalte hulvej.

Jeg foretrækker de høje steder. Toppen af Tinghøj. Brune Bakke. Jeg foretrækker at kunne se langt. Selv her i eksilet. Selv her, langt, langt fra cimbrerlandet er der høje steder, hvor jeg kan danne mig et passende overblik. Tordenkalven skal aldrig overraske mig igen med sit brændevinsstinkende gab. Når det har regnet, ryster han sine store pelse som en hund, og det ildelugtende vand står om ham som en glorie.
”Ad me omnis caro venient” griner han, guderne må vide hvor han har det fra. Han griner med sit fjæs tæt på mit, tænderne ormstukne, og han stinker af hjemmebrændt.

Mazurka under pergolaen af Søren Gehlert Schmidt og Louise Kristensen

Dåbsgave til de royale tvillinger - en afviklingsnovelle i primærfarver

- Åh ja, lige dér! Giv mig den! Åh, ja, giv mig den! Åh! Åh!
- Åh baby, der, nej dér! Ja ja JA! Åh, åh, åh!
- Ahh…åhh…hhh…ahh…ja! JA! Dér! Åh, giv mig den!
- Ad?! Ad ad ad! Hvad fanden er det, her stinker af?
- Ja, hvad fanden er det, her lugter af? Du har da ikke…vi har da ikke…jeg mener…
- NEJ! Eller har vi? Ku du tænke dig det?
- Øhh…mjnajjoøhe 1)…det ved jeg ikke…mjjo …men her lugter meget, gør her ikke?
- Jo, det STINKER nærmest. DU stinker! Har du skidt i bukserne?!
- Hvad? Hvad er det du siger? Hvad siger du? Det er ikke mig! Det er DIG – dit beskidte svin!
- BARE FORDI JEG HAR SKIDT 1 ENKELT GANG UNDER ORALSEX! DET VAR IKKE MIG! FAT DET DOG!
- Det var ikke kun en gang. Det har du gjort mange gange, dit ækle dyr!
- Små slag, små slag. Du har sgu da bæ på skjorten! Fuck, hvad har du gang i?
- Hvad snakker du om? Hvad fanden…ad! Der er sgu da lort på min skjorte!
- Og på min! Der er sgu da også lort på min skjorte!
- Føj, for helvede! Det er jo lort! Føj for den lede, vi har jo knaldet oveni en – hundelort! Føj for alle ramsalte djævle!

Samtidig, i tykningen ved den nyligt fældede eg, fremtræder skyggen af en lille, fedladen mand med en krone på hovedet. Han går og kalder. Han kalder et navn ud over sommerlandet med de summende insekter. Lyden af hans stemme når de to unge elskende. Han træder nærmere, denne lille fedladne mand med en krone på hovedet. Han stiller et spørgsmål:
- ’ar I set min ’und?
- Hvad?! Er det dit syge bæst, der har overskidt vores knaldemark? Du er i en verden af problemer, kammerat!
- Jamen, det er en grav-’und. Den er ikke særlig stor.
- Du sover med fiskene lige om lidt! 2)
- Jeg skal ikke sov med nogen fisk, jeg er præns og min ’und er blivet væk. I kun fundet dens lort! Dumme danske svin!
- Danmark som republik nu, dit fedladne lille prinsesvin!

***
- Godt du havde taget din

gun med! Republikken rykker nærmere! Kongen er død, folket leve!

Sic transit gloria monarchii!

1) Tog-tale
2) Jep, monarki!

Pisset smagte af parmesan (queertekstuel meta-feta)

af Søren Gehlert Schmidt og Louise Kristensen

- Ved du hvad – vi har altså ikke knaldet i 1000 år. Hvorfor knalder vi ikke mere? Er der noget galt med mig? 1)

- Jeg ved det ikke, min ven, svarede jeg, mens jeg tørrede et firkantet Bodumglas af med det rødternede italienske viskestykke. Jeg stillede glasset fra mig, tungsindigt, og så på min ven gennem mange år.

- Det er som om vi har glemt de små ting i livet. Som for eksempel ost. I øvrigt synes jeg at vores sexliv er blevet 2) frækt og ubehageligt på samme tid. Er vi ved en korsvej? Og handler den om ost?

Jeg tager et nyt glas, vasker det i den grønne opvaskebalje i den skummende Fairy-sæbe, og tygger på miin vens ord. Er vi ved en korsvej? Og handler den om ost?

I det samme kører en lastbil forbi – og knuser to kopulerende katte. Skrigene fylder natten, og det viser sig at de begge var hjemløse. En særlig hjemløshed fylder i det øjeblik de to, relativt ostefetischistiske venner. Sex burde være det sidste de tænkte på. Men netop fordi ost er ost, burde intet andet være nødvendigt. En øde ø, en skibskatastrofe, en pludselig død i en kiste af ost. En sort obelisk af Grana Pardano, en stor hvid hval af Gouda. Et dronningemord af udflydende gammelost med rom udover. En Edamer-steppeulv. En blød, cremet, marineret Hermeliner-Lykke-Peer. Kongens ostefald! Og Erik Menved-lillebrorost med en svag essens af Gehlertico, Dronning Louise-camembert, Bukdahl-smøre(ost) 3). En dunkende diva af Danbo. Alt er ost, sagde prædikeren, endeløs ost. Måske. Der er krise i den ostefetischistiske højborg. Men min elskede, dine øjne er som ostegazellen, dit hår er som Bruyere! Min ostekop flyder over. Vores kærlighed var engang som osten plantet ved bækken, den modnes til rette tid. Kærlighed tager den tid kærlighed skal tage. Men når ost er reduceret til bare erindringen om ost – er ost så ost alligevel? Og hvem skærer osten?

Langsomt, men også lejlighedsvist frenetisk, som en fissesyg fisker, dukker månens gule ost op i horisonten. Som en erindring, man ville ønske var pakket til randen med ostehaps, oste-raps. Månens gule ost, gul som en sennepsmark, men der er intet nyt fra ostefronten.
Og hvem ringer ostene for? Den gamle mand og osten? Et pindsvin med en skøn odeur af Parmesan spænder ben for dig. Og du tisser. Det er dejligt. Varmt. Duftende. Dit tis er nærmest avantgardistisk. Dit tis er - kulturradikalt!

Dit skønne tis driver ned ad mit ansigt. Når jeg tænker tilbage på dette scenarie 4) , tænker jeg:
”Pisset smagte af Parmesan!”

1) Er fisse med 8 s-er?
2)Grammatiske fejl er udtryk for mental deficit.
3)Overskredet sidste salgsdato
4)Meta-feta

Er du vred nok nu?

Jeg har ikke altid ret
men jeg ved hvad jeg taler om
Jeg må fortælle det, skat
det vil afholde mig fra at flyde omkring
det sker altid om tirsdagen
når vi er så pisse langt ude
blodige og kolde
og jeg er totalt udvasket
han kastede den første sten
jeg smed den næste lige bagefter

Er du vred nok nu, er du vred nok nu
til at skubbe mig væk?
Er du vred nok nu
til at bede mig skride?

Jeg er ikke altid god
selvom du altid er så skide flink
jeg er ikke altid ond
og du hyler ikke altid op
og smider med ting
men jeg ved du kan hjælpe mig
og måske endda tilgive mig
for at jeg pandede dig en
før du selv falder død om på gulvet

Er du vred nok nu, er du vred nok nu
til at gi mig igen?
er du vred nok nu
til at bede mig skride?
Tak til C. Funch for tekstlig inspiration

Danskhed?

Kurt

Hans stemme drukner
næsten i kunstig
harmonika

Du elsker Jesus tænker du
siger du
mens vi søvnigt-farvelsigende
fortæller
i fællesskab
hvorfor vi sidder her

Du hører hvad jeg siger
siger du

Lad en anden hjælpe dig,
Kurt!

Morgenstjerne*

Hun er så grim at alting mørkner
når hun stirrer mod himlen
selv lyset skælver
mens det rammer hendes ansigt nedefra
hun har skjult sig gennem århundreder
da hun ikke ønsker at skræmme lyset
gemmer hun sig i skyggerne indtil mørket falder på
hun ser en stjerne i skumringen og beder:
”Mal mine kinder med skønhed!
Morgenstjerne, lys på mit ansigt
lad et varmt lys falde på mit rædselsfulde ansigt”

Men nej, hun er så hæslig, så hæslig!

Alene gik jeg ud i natten
fuglene var tavse, solens børn var stimlet sammen
i selv-beskyttelse, og
jeg skreg langt ud i stjernehimlens dybder:

”Mal mine kinder med skønhed
Morgenstjerne, lys på mit ansigt
lad et varmt lys falde på mit rædselsfulde ansigt
Fortæl mig, at jeg ikke er alene!”

Men nej, du er så hæslig, så hæslig!

Morgenstjerne, lys for min sjæl
lad et varmt lys falde
på dette bristende hjerte
fortæl hende, at jeg sørger
fordi hun er blevet så grim, så grim
Dansken er blot opfyldt af øjnenes lyst
skønhed er hvad han ønsker
men hun, hun er så grim, så grim!

*frit efter Rammsteins "Morgenstern"