I frigjorthedens skygge: En exorcisme

”Hvad laver I?”

”Vi boller, skat!”

Det første barndomsminde, jeg husker: Min mor og far har taget mig med til et kollektiv, de gerne vil bo i. Der er en mand, der sidder og skærer rødbeder, som han skal til at sylte. Han har et stort, busket skæg. Han ser flink ud. Jeg spiser et stykke af hans rødbeder, og nogen siger:

”Nu skal du ikke tage alle Carstens rødbeder!”

I det feminist-socialistiske, eksperimenterende og seksuelt emanciperede kollektiv Røde Fane hang der et klistermærke på enhver kommode og 2CV-bagsmæk. Der stod:

”Kvinder er stærke, mænd er fjender!”

Og kollektivets overhoved, Lebbe-Dronningen Ulla besluttede, at alle kvinderne nu skulle blive lesbiske. For det var vejen frem. Mænd er fjender!

Min mor havde ikke lige lyst til at blive lesbisk på daværende. Hun kunne godt lide min far, og de havde fået et barn. Mig.

”Hvordan kan du være så reaktionær-småborgerlig kernefamilie-agtig?”

Havde Lebbe-Dronningen spurgt. Min mor havde bare siddet på sengen med sit store smil og sagt:

”Nogen skal jo være det.”

Ikke at hun på nogen måde forrådte sin feministiske og socialistiske kerneværdier. Hun valgte karrieren fremfor at dyrke kernefamiliens værdier i yderligere grad. Så sandelig ikke. Thi frigjorthedens skygge var kastet, dens kim var sået, den første udgave af ”Kvinde, kend din krop” stod i reolen side om side med Maos Lille Røde. I frigjorthedens skygge voksede den giftige plante, hvis navn er Påtvungen Seksualundervisning Uden Varsel.

1985:

Jeg er 10 år gammel. Vi sidder i bilen, min mor og far og jeg. Det er som om det kommer helt ud af nogen form for kontekst: pludselig begynder min mor at fortælle om en slags ”knap” der giver kvinder seksuel nydelse. Den har et-eller-andet navn, men det undviger mig. Jeg er paralyseret af det overraskelsesangreb, jeg er udsat for. Jeg kan ikke huske, om jeg havde stillet et spørgsmål, der skulle lede frem til dette svar. Stillede JEG et spørgsmål? Var det en del af en større sammenhæng? Eller var det bare min mor, der syntes, at det skulle jeg vide, NU? mens vi kørte hjem fra Brugsen i Kongerslev. Jeg gik ud af bilen, forvirret. Senere på dagen rodede jeg rundt i mit underliv for at finde ud af, om der vitterlig var en KNAP, der ledte til direkte seksuel nydelse. Hvad dét så end var. Jeg fandt den ikke den dag.

1983:

Jeg sidder med min mor ude på toilettet. Hun tager sit bind ud af trusserne, folder det sammen i et stykke toiletpapir og lægger det på kommoden, inden hun lægger et nyt bind i trussen. Jeg udfolder atter det aflagte bind og betragter blodet og den måde hvorpå det har fortættet sig i bindets kerne.

1980:

Min mor konstaterede, at min afføring den dag havde en særlig rød farve. Hun spurgte:

”Er det fra RØVEN eller er det fra KUSSEN?”

Jeg vidste det ikke. Måske havde det noget med rødbeder at gøre. Carstens rødbeder. Jeg husker det ikke.

1982:

Høstfest i Sørens lade i Rostrup. Det har været en smuk, solrig dag. Kirstine og jeg havde været med til høsten, og vi sad i ladet med alt det tærskede korn, byg eller hvede, jeg husker det ikke. Men vi sad med fødderne i kornet, det var køligt og dejligt at stikke fødderne ned i. Vi legede i halmen, når ballerne var stablet op, og det duftede vidunderligt af sommer og høst. Vi sang til høstfesten. Pludselig rejste Ulla sig op, bankede i bordet og råbte:

”JEG ER LESBISK, OG JEG ER STOLT AF DET!”

Jeg burde have været en totalt frigjort teenager med styr på alting. De havde banet vejen for mig og gjort den bred.

1989:

”Har du fået menstruation? Gå du ind og fortæl det til din far.”

Jeg gjorde det. Fordi hun sagde jeg skulle. Jeg husker ikke mere fra den dag. Det er som om den er forsvundet fra min erindring. Dagen efter, i skolen, sagde Camilla, at nu var jeg kvinde. Jeg følte mig ikke som kvinde. Jeg følte mig nærmere som en mongol med ekstra mongol på. En mongol med blod ud af KUSSEN.

Jeg sveder blod. Belial, Behemoth, Beelzebub, Asforius, Satanas, Lucifer. Jeg græder blod! Jeg åbner brystkassen, så mit hjerte kan ånde, og salamandre og firben vælter ud!

Nå, så det er menstruation, jeg har fået! Det bløder som ind i Helvede fra min KUSSE. Jeg kan ikke være i min krop eller nogen andre steder. Det er som om blodet flyder til alle sider. Jeg er på Bornholm i et gammelt hus uden indlagt vand, brønden er i udhuset, og der er tørkloset, og blodet bliver bare ved og ved med at vælte ud. Jeg kan ikke være på stranden eller bade fra klipperne uden at dryppe blod overalt, og jeg kan ikke vaske mig. Og slet ikke finde ud af at bruge en tampon. Jeg var ingenlunde en frigjort teenager. Min egen mor mente, at jeg var sent udviklet.

1985:

Mine forældre sidder og taler med nogen af deres venner. Jeg keder mig. Jeg går ud på toilettet for at finde ud af, om jeg havde en vagina. Eller ved dens rette navn, en KUSSE. Jeg følte efter. Jeg var ikke sikker. Jeg kunne ikke finde den. Var den der, eller var den der ikke? Jeg kunne ikke spørge dem. det var pinligt, at jeg måske var vanskabt, og de sad derinde og drak øl.

Mine forældres Kærlighed varede til Døden dem skilte ad, og her tæsker jeg stadig rundt for at finde den. Finde en, der elsker mig trods min legio af indre mongoler. Jeg forstår at jeg til tider udviser en fremfærd overfor visse hankønsvæsener, som Robert Crumbs Afskyelige Snekvinde og åbenbart kun har til hensigt at presse min KUSSE ned over hovedet på dem, så dem jeg bedst kan lide løber skrigende væk. Jeg kan ikke gøre for det, det er de der smådværge, som har søbet i fostervandet, som er gjort af den giftige saft fra Den Påtvungne Seksualundervisning. Dem, som bider på krogen er tilsyneladende ligeledes fordærvede. Belial, Behemoth, Beelzebub, Asforius, Satanas, Lucifer. Må giften blive lutret af Helvedes flammer.

Jeg blev belært om socialisme og Marx og RØV og KUSSE og systemets udbytning af arbejderne, men ikke om Kærlighed, aldrig om Kærlighed så fin og ren som frostklare stjerner og duftende vildroser.

Måske var det meningen at RØV-KUSSE-snakken skulle lære mig at elske mig selv. At min krop var min. Så langt så godt. Sex blev en dag normalt, jeg fik styr på det. Men ikke på Kærligheden, aldrig på Kærligheden!

Og så, pludselig – 1995:

Lebbe-Dronningen Ulla skulle giftes. Med en MAND! En rig mand, endda. Et kirkebryllup i al dets småborgerlige hellighed. Det stod da klart, at den eneste fra kollektivet Røde Fane, som var forblevet lesbisk, var hende, der allerede var det i forvejen.

No shit!

Og sex blev rutine og kroppen rutine. Tamponerne sidder perfekt. Nu er jeg bare så skide frigjort. Teenagemongolen blev også voksen en dag. Jeg kan tale om min KUSSE uden at rødme og vise den frem til et udvalgt publikum. Jeg kan knalde som en anden dag på kontoret, knalde mine venner uden fnidder og mine venner kan knalde mine venners venner og vi kan bytte kærester på kryds og tværs. Mens vi hører vore medsøstre bræge om ligestilling i det danske samfund. Og smider om sig med de samme klicheer som dem på klistermærkerne i kollektivet Røde Fane. Og mine medsøstre bræger videre og videre om uligheder mellem mænd og kvinder i det danske samfund. Om kønsneutralitet og kønnet som social konstruktion og sexobjektivisme. Mens verden brænder under fødderne på kvinder i den tredje verden. Og Kærligheden er vildfaren som en plasticpose, taget af vinden.

Fuck jer.

Tag jeres klicheer og stik dem op i KUSSEN hvor de kom fra!