Hvis du aldrig har smadret en kommunal eller
statslig rude, så gør dig selv den tjeneste at prøve det, bare en enkelt
gang i dit liv. Bare så du ved, hvordan det er. Så du kender det sprøde
”krak”, der lyder i det splitsekund, den genstand, hvormed du udfører
smadringen, rammer glasset. De små, spindelvævstynde billeder af et
udsøgt rodnet breder sig ned gennem fladen af gennemsigtigt glas, og gør
den ugennemsigtig endnu et splitsekund, før den falder. Falder! Som et
vandfald! Et smukt lysende vandfald, hvor gadelamperne i endnu et
splitsekund fanges i hver enkelt mangefacetterede dråbe. Før de rammer
jorden. Derefter: løb. Der er ingen grund til at betale. Hvorfor skulle
du dog det? Hvis det er så heldigt at den kommunale eller statslige
institution har et kældervindue, så gør dig selv den tjeneste at sparke
den ind. Det føles så godt. Sprødt. Som et perfekt stegt stykke
eksportbacon.
Lad være med at stå i vejen for mig nu.
Jeg så hende i toget. Hun troede sig uset. Forfatterinden H. Hun bed negle. Det så ufattelig uappetitligt ud.
Den
måde hun vred sine arme, dine fingre på, for at få fat i et minimalt
stykke negl, hun ikke havde bidt endnu. Hun bed igen, efter at have
betragtet neglen med et blik, der lynhurtigt skannede om der er mere at
bide i på den finger. Det overskydende spyt tørrede hun af i blusen,
læste lidt videre i sit eksemplar af en krimi af Liza Marklund –
muligvis i et forsøg på at finde inspiration til sin næste forfejlede
kvinde-roman - fandt en ny finger, bed igen.
Nu fik lillefingeren
en tur, atter med forvreden håndstilling for at kunne få fat i det
bedste stykke med munden. Hun glattede lidt nonchalant på den aktuelle
side i Marklund-krimien, gnaskede løs i tomlen igen. Pegefingeren - vi
taler om sekunders intervaller. Så afgjort en oral fiksering. Hun
spidsede læberne, roterede med kæbepartiet, pillede med den anden hånd
på læben, nu på bumsen i panden. Gnasker i neglebånd, betragter
fingeren, piller i bumsen, kradser på hagen, pillede i pandebums, lod
fingeren glide undersøgende hen over pandens ujævnheder, ringfinger,
tommelfinger, uforståeligt, imponerende forvredne. Neglebideri som
kunstart. Bladrede i krimi, forvredet bid i tommel, betragtede det
afgnavede. Tommel, pandepilleri, piller med højre hånd på venstre
ringfingers neglebånd. Cola, beragtelse af ringfinger igen. Venstre
ringfingers inderste neglebånd, pandebums-undersøgelse, kradseri med
elaborat håndstilling. Du har været der før, tænkte jeg, venstre
pegefinger i munden, gnaver intenst, mens du læser. Pillede i højre
tommels neglebånd, brillerne længere op på næsen. Pegefingergnask og så
op til panden igen og pille sårskorpe med negle. Hånd skiftes – nu
venstre op til panden. Tindingebumser og pegefinger i munden. Der
gnaskes! Tilbage til Liza Marklund. Pille hagebums, spise højre
pegefingernegl, håndstilling varieres for at få det hele med.
Albertslunds flade skovområder anmodede, tryglede
mit synsfelt om at panorere; solen stod lavt før den tidlige nedgang,
oplyste de laveste skyer som en brand. Åh, disse avancerede
håndstillinger og hurtige skrift, næsten som en indonesisk hånddans. Lad
mig se smukke hennamønstre på dine hænder, og jeg vil kunne tyde dem
anderledes, ane en fremtid deri. For variationerne og dine hænders
slankhed, disse skift på splitsekunder er ikke uden virtuositet og
elegance. Men nej.
Hun lagde bogen i tasken, rejste sig resolut med samme effektivitet som sit øvrige virke.
Domus Vista knejsede i horisonten og vidnede om højde, højde, højde! Din kunstarts absolutte modsætning!
Idet
hun rejste sig, fik hun øje på mig. Og idet hun fik øje på mig,
flashede hun kortet. Feministkortet. Det var så forventligt, at det var
en ynk. Næsten sørgeligt. Jeg kunne have taget tid på det, havde jeg
haft et stopur. Hun begyndte nærmest at råbe mig lige ind i fjæset,
fordi jeg havde brugt ordet ”so” i et-eller-andet stykke skriveri. Jeg
ransagede mit indre arkiv et øjeblik, før jeg kom i tanke om
sammenhængen. Nåh, jo, jeg havde skrevet at Kirsten var en so. So! What,
kan man tilføje. Hvad havde hun regnet med, jeg har fra landet, for
fanden. Der er mange søer på landet, både af den ene og den anden slags,
så er det vel heller ikke værre. Men det var det for H., hun forsatte
med at skrige mig ind i ansigtet om - ikke blot at man ikke må kalde
kvinder den slags – men også om skriftlig etikette, retstavning og
jeg-skal-komme-efter-dig. Det var virkelig patetisk at høre på. Jeg tror
jeg så på hende med et træt blik. Jeg samlede min taske op fra gulvet,
og fandt et udtryk, der gerne skulle illudere Kjeld fra Olsenbanden, og
stammede ”Ja-ja-ja, jeg skal nok!”
Og så tog jeg mit
brækjern op af tasken, og smadrede systematisk alle kupeens ruder. En
efter en, så frostvinden peb ind af hullerne, og med al ønskelig
effektivitet blæste, alle, ALLE hendes ord væk! Det var tiltrængt. Hun
var virkelig ulidelig at høre på.
