For én gang i dit liv: Lad dit ego tie stille og lytte efter hvad kunsten har at sige! Den, der ikke kan købes for betaling, den der som et levende væsen bevæger sig ud og ind mellem de verdener, du bevæger dig i. Hvis den taler til dig, så vær stille og lyt.
For papiret er en levende hud over et uendeligt, følsomt væsen. Pas på! Det er ikke muligt at trække et kondom over pennen; papiret er særdeles modtageligt for alskens skriftligt overførte sygdomme. Og de kommer fra dig, min ven, hvis du ikke hører efter præcis hvornår du skal lade ordene strømme igennem, ikke et sekund for tidligt og ikke et sekund for sent. De fortæller dig hvornår. Dit kunstneriske væsen er vidunderligt, men når dit ego taler lidt for højt og længe, slår antivirusfilteret fra.
Egoet er perfektionist; kunsten er det ikke. Er poesien en Gucci-taske? Hvem har sagt at poesien ikke må være en mudderpøl, som grisene elsker at bade sig i?
Egoet, perfektionismens puppetmaster er et uhyggeligt væsen – en rigtig dræber, som hvisker mig i øret om værdien af ubesmittet perfektion. Den fortæller mig at produktet skal kunne stråle på væggen over den pletfrie hvide sofa. Den er en leende, velklædt, velkalkuleret djævleskikkelse. Jeg kan aldrig leve op til dens renhedsideal. Han siger at enhver som ikke følger ham må gå til grunde i en stinkende sump. Han er lidt for smart, men så dum er jeg heller ikke. Jeg har strategier til overhørelse. Jeg kan fryse ham ud med en simpel taktik: ikke at tage ham alvorligt. Det lyder så let, men er frygtelig svært, for netop den alvor han tilbyder mig er det, som giver mig status, som skaffer mig adgang til in-stederne i det virkelige liv. Den ligner bling-bling og det vildeste lir, den ligner en hel million, jeg kan næsten dufte de knitrende seddelbundter. Men det er en fælde – og jeg forsøger med alt hvad jeg har for ikke at falde deri. Jeg lytter ikke, hvor mange diamantringe han end sætter på mine fingre. Thi hvert guldur, hver perle stjæler uskylden fra min kunst. For hver fortænkt tanke stivner den, tørrer ind. For hvert inflateret selvbillede, eksploderer den som tudsen, som pustede kinderne op, da den bildte sig ind, den var stor som en tyr. Jeg vender min opmærksomhed, kun årvågen mod papiret. Holder kæft og lytter!
Processen:
At gribe det enkelte i den brede strøm af ord, der flyder gennem verden. Og når jeg således har udvalgt nogle enkelte ord, der vækker den rigtige følelser, sætter jeg dem sammen til et stykke værktøj – en boremaskine, en sav… og med dette værktøj bryder de igennem, transcenderer min verden. Dansende, ekstatiske, leger de imellem universer.
Hvornår kan jeg nå dem? Hele tiden? Nej, men når alverdens kunstarter, livsscener, inspirationskilder taler til mig må jeg svare dem så godt jeg kan. At svare med middelmådige ord er en fornærmelse mod stjernerne, der lyser for mig. Det er en ære så stor, at jeg til tider fumler for at gribe de rigtige ord. Nogle gange lykkes det, og de stråler til mig fra papiret. Andre gange mislykkes det, og de hvæser ad mig!Men når ordene står nøgne på papirets renhed, tør jeg fortsætte. Selvom jeg er ligeså nøgen, frygteligt nøgen for hele verden.
Når ordene læner sig ind mod hinanden med den helt rigtige tyngde, og hvert enkelt ord hvisker hemmeligheden videre til det næste, og hvert eneste ord på papiret smiler sit smil – så er alting såre enkelt og tiden går i stå.
Jeg skriver for at redde mit liv, for at gøre rent, for at afsløre min virkelighed, for at genopdage.Jeg er dækket af mumiebind, og som jeg skriver rulles det ud. Og linjerne fremkommer, som fortæller alt om mig. Det er ikke en stueren historie. Den fortæller om dovenskab og mangel på disciplin. Om absolut forvirring og årelange røvture gennem søle. Om kynisme og dens onde tvilling ignorance. Om dumhed, værre end ondskabsfuldhed. Misbrug og forbudte forbindelser. Vanvid. Pligtopfyldende pænhed og forsøg på at undslippe destinationer. Det prima materia, som kunsten lever af.
Produktet:
Yves Klein levede for sin kunst, og i sin kunst, døde for den, eller rettere af den. Han sagde: ”Produktet er kun asken af min kunst”. Måske vil jeg ikke dø af ordenes giftige kemikaliedampe. Men jeg kan give ham ret i sin påstand, når jeg overfører den til mig selv, for digtet er jo kun en flygtig refleksion af den altid igangværende, til tider berusende, til tider sindsoprivende proces det er, altid at lade sin verden filtrere gennem kunstens optik. Hvis det da er en filtrering, og ikke netop verden betragtet uden. Vi ser verden som den er – absolut udefinérbar, umulig at erkende som objekt. Der er kun fortolkning, og måske er den korteste aforisme ligeså sand og endegyldig som en ph.d.-afhandling. Og ligesom sidstnævnte er produktet måske kun et led i en undersøgelse, og alle de andre forskere kan tilføje det til deres vidensbank. En stemme – hverken mere eller mindre. Muligvis vigtig, muligvis ikke.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar