Derfor er jeg anti-racist

Jeg er ikke ikke racist. Jeg er anti-racist. Jeg anerkender ganske enkelt ikke begrebet 'race'. Dels af rent humanistiske årsager. Dels af videnskabelige. Lad os lige brække den ned:

Mennesket, som bebor verden i dag er af arten Homo Sapiens Sapiens. Det gælder for samtlige nationaliteter uanset hudfarve. Ifølge ’Out og Africa’-teorien opstod mennesket på det afrikanske kontinent, og fordi det var stærkt og tilpasningsdygtigt, spredte det sig til alle dele af verden. Her blev dets DNA udsat for mutationer, som gjorde det yderligere tilpasningsdygtigt til lokale klimaforhold. Mutationerne i arvemassen har haft betydning for f.eks. huden, som i kolde klimaer drager fordel af at være lys, fordi den dermed er bedre til at absorbere solens stråler og danne D-vitamin, og under varme himmelstrøg drager huden fordel af at være mørk, idet pigmentet melanin forhindrer skader forårsaget af solen. Under polare himmelstrøg sørger ’mongolfolden’ ved øjet for at øjnene bliver beskyttet bedre mod kulden, og så videre. Huden er som bekendt et organ, der beskytter kroppen mod udefrakommende påvirkninger. Hverken mere eller mindre. Ergo er hudens udseende ikke et argument for at mennesker med forskellig hudfarve er af forskellige ’racer.’

Hvad er 'race' da? ”Race er en populær betegnelse for en gruppe af dyr, der opfattes at have en række nedarvede fællestræk i modsætning til andre grupper inden for den samme art. Det videnskabelige ord for denne skelnen kan være underart (subspecies). Ordet race bruges sjældent om planter,” siger Wikipedia. ”En populær betegnelse,” (i modsætning til videnskabelig) udspecificerer artiklen endda. Hvad kan racebegrebet bruges til? Jo, det kommer in handy, når f.eks. hundeejere mødes:

”Som du ser, er min Lady en skøn, skøn blanding af husky, chihuahua og pitbull terrier!” Eller: ”Vinderen af guldmedaljen i Årets Mest Nuttede Mops-konkurrence er…Vanity Fair Addicted-To-Cuddling! Yaaaay!”

Begrebet ’race’ anser jeg derfor for at være ren sproglig konstruktion, som i bedste fald kan tjene som et praktisk redskab for opdrættere og ejere af dyr med et bestemte, tilsigtede udseender og egenskaber – hunde, katte, heste eller andet opdræt. I forhold til mennesket er det illusorisk, ubrugeligt og misvisende, og en sproglig vederstyggelighed, der historisk har vist sig at være stamfaderen til adskillige af de problemer, verden står over for i dag.

Begrebet ’race’ som sproglig betegnelse for lokale forskelle hos mennesket bør udgå af sproget. Mennesket er det samme verden over.

Endelig er begrebet anti-racisme en aktiv stillingtagen fremfor en passiv betragtning af et verdensomspændende problem. Jeg vil aktivt være med til at udrydde begrebet racisme. I ord såvel som i handling.

Derfor er jeg anti-racist.

Week Poetry: David (it's all deranged)

Hvorfor gik du ind i mørket i din opretstående kiste? Det er jo nu vi har brug for dig, her midt i svinekødshelvedet. Kan du huske dengang vi mødtes første gang? Du havde sådan noget sejt hår ned i panden, da du kom ud fra tv' et på en tåget martsdag, gennem videoen til Day In Day Out. Jeg vidste ikke hvad det var der havde ramt mig. Hvad kommer først? Kærligheden eller hormonerne? Jeg sprang ud som teen den dag. Følelserne var virkelige - så det var virkelighed. Jeg elskede dig, og kaldte dig David (udtalt på engelsk; meget eksotisk), når jeg talte med dig på pigeværelset, foran den airbrushede plakat, hvor dine tofarvede øjne var fremhævede og ekstra eventyrlige. Jeg købte alle ungdomsbladene, bare for hvis der var et lillebitte billede af dig. Jeg havde dem i en Bowie-picture book i LP-format. Jeg havde kun en ghettoblaster og to kassettebånd, og de var mere kostbare end diamanter

Så blev jeg ældre og muligvis klogere, men du gjorde det igen, på en mere kunstnerisk og intellektuel måde, måske, men det ramte alligevel som en okkult  Tsar Bomba, da du udgav 1st Outside, og trykbølgen kommer igen bare jeg tænker på en enkelt linje:

For the reeking flesh is as romantic as hell

eller

I'm so thankful, cause we're strangers when we meet

eller

I can't believe I have no control, it's all deranged

Det er deranged, at du er død. Du var en guddommelig kamæleon med tusinde ansigter, og dermed udødelig. Det er logisk. Det må være fordi at du lever og synger dem til mig, at jeg vågner med dine sange i hovedet midt om natten. Vi skulle have danset på kanten af Hudson River og kysset til Absolute Beginners. Engang skal jeg se dit airbrushede ansigt over horisonten, og dit ene øje er solen og det andet månen, og så ved jeg at du er Stjernemanden, og at du venter i himlen.

For altid teenagepsykotisk.

Et digt hver fredag – 52 digte i 2016

Formålet er at skrive et digte om ugen i hele 2016. Digtet publiceres om fredagen iden kl. 20.00. I januar måned er digtene skrevet med tanke på en kvinde / mand jeg har elsket, jeg elsker, ville kunne elske eller kommer til at elske.

De skrives som en invitation til enhver der har lyst til at deltage. Det eneste krav er, at man lægger sig ind i konceptets ånd, deler på Facebook som link til sin blog eller som fuld tekst, samt at alle tagger hinanden gensidigt.
Hvis alt går vel, betyder det at vi hver fredag vil have rigtig meget poesi på mange forskellige menneskers Facebook-profiler, og en fredag med rigtig meget poesi, er en god fredag.


Louise Kristensen
Pia Valentin Sørensen
Steffen Weiss
Morten Ranum

Ønsker man at deltage sendes en besked til mig – og det er aldrig for sent til tilmelde sig. Ved slutningen af hver måned aftales næste måneds tema i fællesskab.

Xcell Factor (Et BILTEMA produkt)

Som billedkunstnerne ikke kan finde ud af at skrive ordentlig lyrik uden langtrukne beskrivelser af deres indre billeder, og sangerne ikke kan opstille med andet end oral-superlativ pompøsitet, således var revisorerne helt og aldelses forvirrede, for ikke at sige bestyrtede over den mængde af faces, som de modtog, som alle havde suffixen "duck". Jule-duck, Mortens-duck, Grå-duck, -. Læber hvælvede sig mod kameraerne i pigekamrene. De kyssede sig vej mod enhver revisor mens han mindst ventede det.

Thi pludselig var revisorer det nye shit og oh boy, det var som om de pludselig skulle lære sig jazzballet eller en hvilken som helst anden form for rytmisk bevægelse foran et publikum.

Ikke uden blaserthed tog William sit joystick frem. Han havde lært at skate rundt i excelark med det. Han vidste, at de fleste andre unge brugte joysticks til sjov og - ikke mindst - ballade. Men når han sad der som en hellig masturbator og kørte rundt i Maersks regnskab med hans prægtige prod følte han alligevel, at han var en del hævet over de fleste. Særligt dem der spillede smart. Fuck!! William var også lidt bange for bandeord, men.....

Men han vidste at når han alligevel havde meldt sig til det show, så fangede bordet. Og arket. Arket fangede. Og netop dét gjorde det svært. Fik det til at gøre ondt. For de sad der. Dommerne. Med blikket rettet mod ham som mod en pestbakterie. En Yersinia Xcillis. Bragte han ikke det perfekte ark til verden, ville han blive kastet ud. Ydede han ikke sit ypperste, udraderede han ikke de andre revisorer, var han kun en sølle stakkel.

For deres tid var kommet. Det var slut med sangere, performers, sangerinder, ypperstedanserinder, realitystjerner, realityfuckers, realitysluts og realityonanister. Slut med standuppers og sit-cummers. Slut med fluffers og buffers og snuffers. Slut med crackers og snackers og back-ups. Det var ingen joke. Det var revisornes tid. Den var kommen. Revisornes tid var kommen!

Men de andre revisorer var jo også klar. Både dem fra Penis, Cum & Fuckface og dem fra Pussy, Crutchhole & Sluts. Nu skulle excelarket vise sin magt over Word. Nu skulle DJØF være over Puff. Nu skulle verden KRAFTFUCKME se!! Og William var 100 procent rigged for destruction! Revisorstyle var det nye Gangnam Style. Det her show ville vise det. Værten (som i parentes bemærket vist ikke havde vist nogen excelmagt tidligere) råbte op. De andre revisorer råbte, jublede, nogle besvimede. En pige fra Pussy.... som han engang havde kysset til en fest tog brillerne på som når John Rambo gør sig klar til krig...

Dommerpanelet bestod af tre erfarne veteraner: Sidney Lee, Martin Hall og Linda Rafn. Alle iført markant brille og høj hals. De så op fra deres iRevisor, hvor samtlige ark fremstod i netop den tilstand som revisorerne respektivt udførte dem - og begyndte at votere. Penis og Fuckface havde været dømt ude fra start. Og med rette, eftersom deres Xcell-ark begge fremstod skæve, mærkværdige og lidt for finurlige,særligt efter Sidney Lees mening. Linda Rafn syntes i særdeleshed at Fuckface havde en lidt for alternativ stil, som aldrig ville blive helt cum-agtig nok til at blive udbredt som SuperXcell. Penis, derimod, havde en tør og regelret stil, som godt kunne blive cum, hvis han arbejdede på det, men aldrig så meget at det ville give nok Duckface. Crutchhole var til gengæld i så fin tabel- og søjlestil, at det ville give 72,5 cum, men desværre kun 23,6 Duckface. Og det var desværre nok til at han ville blive elimineret. Heldigvis stod Felix klar i baglokalet til at gøre et Worddokument klar, som han kunne pudse næse i, efter at han var blevet buh' et ud. Det tudefjæs.

Kampen måtte jo begynde. Der havde været meget snak om matchfixing inden, men William var ligeglad. Han smilede til Crotchhole som i, like, "gi´ mig dit bedste, honey, and jeg skal ta´ dig ned!" Men Crotchhole virkede underligt afklaret. Havde hun kneppet en af dommerne? Man havde jo hørt om deslige tidligere. Pussy... virkede i det hele taget underligt overlegne. Som om deres excel skills NOGENSINDE kunne måles med Williams. Da Crotchhole smilede til William og slikkede sig om munden, var der noget nede i maven, der gjorde ondt. Fuck, det gjorde ondt. Og de der bandeord gjorde det stadig værre....

Det værste var deres masker. Deres revisormasker. Som kødædende krybdyr, som indvoldsparasitske hvirvelløse dyr, som åd et indre op. Som angst. Angst-masker. Som Edward Munchs Skriget eksponeret som et maske-lys, skinnende ud over scenen, og som lagde et kalkagtigt skær over dommernes ansigter. Alle tre sad de som tre statuer og betragtede participanterne.

"Tiefer, tiefer!" sagde Sidney Lee.

"Giv mig en dybere klang," sukkede Linda Rafn, "Giv mig et mere omfattende ark!"

"Rul den op!" råbte Martin Hall med stentorrøst og gestikulerede et virkelig omfattende Xcellark.

William var ikke vant til presset fra en forventende folkemængde. Det hele lød jo fuldkommen perfekt derhjemme på mac´en. Det var ret udfordrende med al den opmærksomhed. Han havde ellers taget sine smarteste solbriller på. Og hans moves var - efter hans egen vurdering - ligesom på tv. William havde følt sig perfekt under rehearsals. Han følte sig faktisk bedre end alle de andre mænd på hans eget hold.

"Du skal vise at du vil det!", sagde Martin Hall.

"Jeg har set bedre Excelark i mit fitnesscenter!", sagde Sidney Lee.

"Jeg synes du er sød. Men.....", sagde Lina.

Det her var jo ikke "the winning banter", tænkte William. Men sådan er det nok med os excelark-fyre. Tænkte han osse. "Vi får aldrig en chance". William virkede ikke overbevist om sine vinderchancer. Alligevel lavede han et PowerPointShow med sit Xcellark som bare spillede så meget ,at at alle kællingerne lavede deres maxeste DuckFace™ at ingen nogensinde kunne være i tvivl om hvor seriøst et Xcell ark der blev projiceret op på den skærm som hele Danmark™ så den aften og alle, altså hele fucing familien Danmark™ betragtede den aften. Alle så det samme Xcell-ark, så derfor var alle i den samme tilstand af jubel. Alle sammen var i total Hurra. Og derfor skal vi alle sammen sige Hurra. Nu. Sig Hurra nu. Lige nu. Fordi du elsker Danmark™. Mhhhmmm. Danmark™. Danmark™ er bare så dejligt. Du ved du vil ha det.

Af: Søren Gehlert Schmidt & Louise K

24. december

Glædelig jul til alle. I dag vil jeg mindes alle de dejlige mennesker i familien Kristensen, der desværre er gået videre til andre jagtmarker. Min mormor havde 6 børn, og de døde alle. Preben, Michael, Anders, Uffe, Jørgen og Hanne. Der var både selvmord og kræft og alt andet godt fra dødshavet. Men min mormor beklagede sig aldrig. Hun har aldrig givet udtryk for overdreven selvmedlidenhed, hun har aldrig klynket et eneste sekund. Hun fandt en vis fred i sin kristne tro, og kaldte begravelsesritualerne for ”balsam for sjælen”. Hun sørgede på sin egen stilfærdige måde og opretholdt sin styrke hele vejen. Selv på sit dødsleje på hospicet tog hun pis på sygeplejerskerne til det sidste.

Mine onkler var noget så søde og dejlige. Preben døde desværre som ca. 2-årig, så jeg har ingen billeder af ham. Onkel Anders tiltalte ofte folk ”Ædle ven.” F.eks. ”Skål, ædle ven!” Jeg ved ikke hvor han havde det fra, men jeg googlede det og fandt ud af, at begrebet er buddhistisk. Onkel Michael og jeg havde musikken til fælles, især Jimi Hendrix og Frank Zappa. Onkel Uffe er udødeliggjort i min novelle ”Dronningen af Alkohol” som onkel Herluf. Jørgen var en sød og stille fyr, og spydig på sin helt egen måde. De havde alle humoren og øllerne til fælles. På gruppebilledet neden for er det fra nr. 3 fra venstre Anders, Uffe og Jørgen. De opførte ved samtlige festelige lejligheder (og der var mange) et revynummer fra ”Gris på gaflen”, og i dagens anledning kommer første vers hér:

Der var en god gammel bondemand
Hej hop, hej hop vi er glade
Han drak og mistede sin forstand
Hej hop, hej hop, vi er glade
Pas på, nu drikker jeg
Pas på, nu brækker han sig
Det er et lystigt lag, det er en lystig dag
Og nu er tiden inde til en bajer!

Skål og glædelig jul!!

23. december: Dianalund

I Dianalund ligger Kolonien Filadelfia, epilepsihospitalet, som praktisk talt er en landsby i byen. Det er et smukt og roligt sted, med fine bygninger fra 1897, hvor det blev grundlagt. Min mormor boede på hospicet sine sidste dage. Hun havde et værelse i grundplan, med terrassedøre, så vi bare kunne trille sengen ud på terrassen, så hun kunne ryge. Det var nogle smukke septemberdage, inden hun døde. Jeg stak en cigaret ind i en af bårebuketterne inden rustvognen kørte væk. Jeg er sikker på, at man må ryge i himlen, alt det man vil!

Morten Ranum er i Godown Art Centre i Nairobi. Og det er jul i morgen. Hvor skal vi hen? Skal vi mon hjem?

22. november: Vestsjælland

Selvom mine forældre var indvandrere fra hhv. Bornholm og Vestsjælland, så var jeg født og opvokset som nordjyde og vant til helt normale bynavne som Storvorde, Lillevorde, Nøvling og Fjollerad (ha!). Derfor var det eksotisk og lidt uhyggeligt at læse navne som Ubby, Krogen, Tissø og Bromme, når vi ankom til Vestsjælland via Kalundborg. Jeg ved ikke hvorfor det var uhyggeligt, men det var det. Men det mest skræmmende var korset på landevejen mellemRuds Vedby og Skellebjerg. Det blev rejst efter at en husholderske fra Vedbygård blev voldtaget og dræbt et sted i 16-1700-tallet. Siden da er det blevet vedligeholdt. Det siges, at det spøger ved korset, og at hvis det går til grunde vil herregården Conradinelyst brænde ned. Jeg lukkede altid øjnene, når vi kørte i bil på den strækning hvor det stod.

Morten Ranum kredser om døden i Nairobi. Døden findes både dér og her og allevegne. Lad os give den en hånd!