Hvorfor gik du ind i
mørket i din opretstående kiste? Det er jo nu vi har brug for dig,
her midt i svinekødshelvedet. Kan du huske dengang vi mødtes første
gang? Du havde sådan noget sejt hår ned i panden, da du kom ud fra
tv' et på en tåget martsdag, gennem videoen til Day In Day Out.
Jeg vidste ikke hvad det var der havde ramt mig. Hvad kommer først?
Kærligheden eller hormonerne? Jeg sprang ud som teen den dag.
Følelserne var virkelige - så det var virkelighed. Jeg
elskede dig, og kaldte dig David (udtalt på engelsk; meget eksotisk), når jeg talte med dig på
pigeværelset, foran den airbrushede plakat, hvor dine tofarvede øjne
var fremhævede og ekstra eventyrlige. Jeg købte alle
ungdomsbladene, bare for hvis der var et lillebitte billede af dig.
Jeg havde dem i en Bowie-picture book i LP-format. Jeg havde kun en
ghettoblaster og to kassettebånd, og de var mere kostbare end
diamanter
Så blev jeg ældre og muligvis
klogere, men du gjorde det igen, på en mere kunstnerisk og
intellektuel måde, måske, men det ramte alligevel som en okkult Tsar Bomba,
da du udgav 1st Outside, og trykbølgen kommer igen bare jeg
tænker på en enkelt linje:
For the reeking flesh is as
romantic as hell
eller
I'm so thankful, cause we're
strangers when we meet
eller
I can't believe I have no
control, it's all deranged
Det er deranged, at du er
død. Du var en guddommelig kamæleon med tusinde ansigter, og dermed
udødelig. Det er logisk. Det må være fordi at du lever og synger
dem til mig, at jeg vågner med dine sange i hovedet midt om natten.
Vi skulle have danset på kanten af Hudson River og kysset til
Absolute Beginners. Engang skal jeg se dit airbrushede ansigt over
horisonten, og dit ene øje er solen og det andet månen, og så ved
jeg at du er Stjernemanden, og at du venter i himlen.
For altid teenagepsykotisk.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar